Jeppe Druedahl

Videnskabsteori og teorihistorie

Politrådet og Kritiske Politter arrangerer for tiden en kursusrække om videnskabsteori. I mine øjne er teorihistorie en afgørende, men ofte glemt, del af videnskabsteori. Ved at kende til økonomisk teoris historie, lærer man, at de centrale begreber i økonomisk teori konstant ændrer og udvikler sig. 

Heller ikke de modelrammer vi har i dag er de eneste mulige. Der vil komme bedre, som vil bevare det bedste i de nuværende, og tilføje nyt. Vi har brug for paradigmer og skemaer, for at kunne få verden til at give mening, men vi må aldrig glemme at vores skemaer altid er midlertidige, og vil bryde sammen før eller senere. 

Der er derfor god grund til at læse de gamle klassikere af Smith, Ricardo, Marx og Keynes. Ikke nødvendigvis for at opdage ”glemte” indsigter. Men for at forstå, at økonomisk teori tidligere har haft radikalt anderledes udgangspunkter end i dag. Hector Estrup og medforfatteres "Den Økonomiske Teoris Historie" er et fint sted at starte.

I forhold til andre samfundsvidenskabelige fag er moderne teorihistorie desværre underprioriteret i økonomi. Agnar Sandmos relativt nye "Economics Evolving" gav dog mig et spændende indblik i økonomiske teoris udvikling efter 2. verdenskrig.

"Model" er nok et af de mest fundamentale begreber i økonomisk teori. En af de mest almindelige fejl er i mine øjne, at man glemmer, at modeller altid må være abstraktioner. Modeller er designet til at forklare visser aspekter af den økonomiske virkelighed, ikke den hele. Ricardo Caballero (MIT) har diskuteret dette under overskriften "the pretense-of-knowledge syndrom". Olivier Blanchard har også argumenteret for, fx her, at vi skal glemme drømmen om "one model to rule them all".

Helt tilbage i 1850'erne diskuterede Marx nødvendigheden af at opstille økonomisk teori ud fra abstrakt begreber, og så kun trinvis udfolde og kombinere dem for i tanken at reproducere den komplekse observerede virkelighed: 

“Thus, if I were to begin with the population, this would be a chaotic conception of the whole, and I would then, by means of further determination, move analytically towards ever more simple concepts, from the imagined concrete towards ever thinner abstractions until I had arrived at the simplest determinations. From there the journey would have to be retraced until I had finally arrived at the population again, but this time not as the chaotic conception of a whole, but as a rich totality of many determinations and relations. (…) The latter is obviously the scientifically correct method. The concrete is concrete because it is the concentration of many determinations, hence unity of the diverse. It appears in the process of thinking, therefore, as a process of concentration, as a result, not as a point of departure, even though it is the point of departure in reality and hence also the point of departure for observation and conception. (Grundrisse, s. 100-101)

Alle antagelser er forkerte. Kunsten må være at vælge de bedst mulige antagelser i forhold til et givet spørgsmål. Ricardo Reis (LSE) har en interessant diskussion af dette i et nyt symposium om "Rebuilding Macroeconomic Theory". Han pointerer at for mange økonomiske tekstbøger tager udgangspunkt i antagelser, som ligger langt fra det der bliver brugt i forskningen:

"Teaching is still tied to a benchmark neoclassical framework in masters class in macroeconomics, or in the core PhD sequence, and this deserves to be questioned. Researchers in modern macroeconomics have made much progress in the last three decades to provide alternatives to the assumptions of: (i) infinite lives, (ii) time-separable preferences over a single good, (iii) exponential discounting, (iv) rational expectations, (v) full risk-sharing, (vi) competitive firms, (vii) flexible prices, (viii) efficient financial markets, (ix) lump-sum taxes, or (x) no special role for money or the central bank, to name ten main ones. For each of these ten assumptions, there are separate tractable, simple, analytical models, that could be taught in an introductory class. The challenge is to bring these together in a bare-bones model that can provide a new benchmark."

Men samtidig ankender han, at det sammenhængende alternativ ikke er blevet udviklet endnu:

"This has not been done yet, but even if it takes some effort to do so, it does not seem infeasible. For instance, one could teach a macroeconomics class where the baseline model has (i) finite lives with overlapping generations, (ii) preferences over non-durables and housing (iii) naive hyperbolic discounting, (iv) sticky information in forming expectations, (v) incomplete markets for individual income risk with maximally tight borrowing constraints, (vi) monopolistic competition and firm entry with fixed costs, (viii) nominal rigidities, (viii) simple banks with a net worth constraint (ix) distortionary taxes and government spending, and (x) a desire for liquidity for exchanges in decentralized markets."

Personligt tror jeg, at en af genvejene til at udvikle mere komplekse benchmark modeller til undervisningsbrug, er at nøjes med numeriske løsninger fremfor kun at fokusere på analytiske løsninger. 


_____

PS. Jeg lavede for et par år siden en præsentation om forskellige metodologiske tilgange til at introducere teori og data for hinanden. Den indeholder også et par inspirende referencer.

4 kommentarer


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 01. marts #1

Jeg er som saadan meget enig i dine betragtninger. Kritiske politter, i ders "barndom" sagde at de gerne ville have mere undervisning i teori- (og videnskabs-) historie. Problemet var blot: paa bekostning af hvad?

Du har ret i at andre studier har mere fokus paa det, men efter at have taget en bachelor i politics&international relations kan jeg med ret stor sikkerhed sige: de kan fokusere mere paa det fordi a) de har simpelthen mindre stof at daekke og b) det er paa nogen maader mere centralt i deres fag. A er maaske lidt contentius et udsagn, men jeg foeler mig meget sikker i min sag. B er nok et filosofisk spm da man jo kan sige det er lige vigtigt i alle fag, men jeg mener det er korrekt: der er for eksempel en langt stoerre procentdel af folk med ikke-oecon samf bagggrunde der arbejder i taenketanke, institutter, NGOs osv end man har som oecon/polit. Det betyder at selve det at TAENKE er ens arbejde, hvorfor man maaske kan sige at det at "taenke korrekt" i en metodisk og historisk sammenhaeng maaske er vigtigere?

Anyway: jeg foreslog i den tidligere diskussion en aendring af politstudiet der ville mugliggoere mere teorihistorie, men med mindre en saadan foretages maa man nok sige at det er op til de politstuderende selv at vaere kritiske politter (pun indeed intended).


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 01. marts #2

Derudover synes jeg at det er super cool at KP endte med at lave den kursusraekke - det betyder netop at man ikke behoever at laere om det "paa bekostning af" noget andet (man kan jo maaske sige at det er paa bekostning af at laese lektier, men ok ... :) )


Mads Falkenfleth

Mads Falkenfleth @ d. 01. marts #3

Hej Jeppe
Du starter med at nævne minikurset i videnskabsteori arrangeret af Politrådet og Kritiske Politter, men resten af dit opslag handler så om teorihistorie, som I mine øjne er noget andet. Tidligere har teorihistorie også været et selvstændigt fag på polit-studiet.

Men du siger der er god grund til at læse gamle klassikere. Er dit ærinde dermed at sige at minikurset burde indeholde mere teorihistorie? Eller er det mere at argumentere for at teorihistorie burde blive en del af pensum på polit-studiet? Eller hvad mener du?


Jeppe Druedahl

Jeppe Druedahl @ d. 01. marts #4

Hej Mads

I mine øjne er pointen med videnskabsteori at blive bedre til at se kritisk på sit eget fag, og ikke tage dets teorier og metoder for evige og uforanderlige. Derfor er videnskabsteori og teorihistorie i mine øjne meget tæt forbundne. Økonomisk teori skal forstås i dens udvikling.

Jeg synes det er super fedt, at Politrådet og Kritiske Politter har arrangeret en kursusrække i videnskabsteori. Jeg har hverken taget stilling til indeholdet i jeres kursus, eller pensum på polit-studiet. Jeg gør mig bare nogle overvejelser over, hvordan man tilegner sig redskaberne til at kunne reflektere kritisk over vores fags teorier og metoder. Jeg tænker det passer godt sammen med formålet med kursusrækken?

/ Jeppe


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jeppe Druedahl

Jeg er adjunkt på Økonomisk Institut. Jeg forsker i makro spørgsmål ved at bruge mikro-data og numeriske metoder såsom dynamisk programmering. Jeg har bl.a. undervist i faget Dynamic Programming.