Videnskabsteori og teorihistorie

Politrådet og Kritiske Politter arrangerer for tiden en kursusrække om videnskabsteori. I mine øjne er teorihistorie en afgørende, men ofte glemt, del af videnskabsteori. Ved at kende til økonomisk teoris historie, lærer man, at de centrale begreber i økonomisk teori konstant ændrer og udvikler sig.

Heller ikke de modelrammer vi har i dag er de eneste mulige. Der vil komme bedre, som vil bevare det bedste i de nuværende, og tilføje nyt. Vi har brug for paradigmer og skemaer, for at kunne få verden til at give mening, men vi må aldrig glemme at vores skemaer altid er midlertidige, og vil bryde sammen før eller senere.

Der er derfor god grund til at læse de gamle klassikere af Smith, Ricardo, Marx og Keynes. Ikke nødvendigvis for at opdage ”glemte” indsigter. Men for at forstå, at økonomisk teori tidligere har haft radikalt anderledes udgangspunkter end i dag. Hector Estrup og medforfatteres "Den Økonomiske Teoris Historie" er et fint sted at starte.

I forhold til andre samfundsvidenskabelige fag er moderne teorihistorie desværre underprioriteret i økonomi. Agnar Sandmos relativt nye "Economics Evolving" gav dog mig et spændende indblik i økonomiske teoris udvikling efter 2. verdenskrig.

"Model" er nok et af de mest fundamentale begreber i økonomisk teori. En af de mest almindelige fejl er i mine øjne, at man glemmer, at modeller altid må være abstraktioner. Modeller er designet til at forklare visser aspekter af den økonomiske virkelighed, ikke den hele. RicardoCaballero (MIT) har diskuteret dette under overskriften "the pretense-of-knowledge syndrom". OlivierBlanchard har også argumenteret for, fx her, at vi skal glemme drømmen om "one model to rule them all".

Helt tilbage i 1850'erne diskuterede Marx nødvendigheden af at opstille økonomisk teori ud fra abstrakt begreber, og så kun trinvis udfolde og kombinere dem for i tanken at reproducere den komplekse observerede virkelighed:

“Thus, if I were to begin with the population, this would be a chaotic conception of the whole,and I would then, by means of further determination, move analytically towards ever moresimple concepts, from the imagined concrete towards ever thinner abstractions until I had arrivedat the simplest determinations. From there the journey would have to be retraced until I hadfinally arrived at the population again, but this time not as the chaotic conception of a whole, butas a rich totality of many determinations and relations. (…) The latter is obviously thescientifically correct method. The concrete is concrete because it is the concentration of manydeterminations, hence unity of the diverse. It appears in the process of thinking, therefore, as aprocess of concentration, as a result, not as a point of departure, even though it is the point ofdeparture in reality and hence also the point of departure for observation and conception.(Grundrisse, s. 100-101)

Alle antagelser er forkerte. Kunsten må være at vælge de bedst mulige antagelser i forhold til et givet spørgsmål. Ricardo Reis (LSE) har en interessant diskussion af dette i et nyt symposium om "Rebuilding Macroeconomic Theory". Han pointerer at for mange økonomiske tekstbøger tager udgangspunkt i antagelser, som ligger langt fra det der bliver brugt i forskningen:

"Teaching is still tied to abenchmark neoclassical framework in masters class in macroeconomics, or in the core PhDsequence, and this deserves to be questioned. Researchers in modern macroeconomics havemade much progress in the last three decades to provide alternatives to the assumptions of: (i)infinite lives, (ii) time-separable preferences over a single good, (iii) exponential discounting, (iv)rational expectations, (v) full risk-sharing, (vi) competitive firms, (vii) flexible prices, (viii) efficientfinancial markets, (ix) lump-sum taxes, or (x) no special role for money or the central bank, toname ten main ones. For each of these ten assumptions, there are separate tractable, simple,analytical models, that could be taught in an introductory class. The challenge is to bring thesetogether in a bare-bones model that can provide a new benchmark."

Men samtidig ankender han, at det sammenhængende alternativ ikke er blevet udviklet endnu:

"This has not been done yet, but even if it takes some effort to do so, it does not seeminfeasible. For instance, one could teach a macroeconomics class where the baseline modelhas (i) finite lives with overlapping generations, (ii) preferences over non-durables and housing(iii) naive hyperbolic discounting, (iv) sticky information in forming expectations, (v) incompletemarkets for individual income risk with maximally tight borrowing constraints, (vi) monopolisticcompetition and firm entry with fixed costs, (viii) nominal rigidities, (viii) simple banks with a networth constraint (ix) distortionary taxes and government spending, and (x) a desire for liquidityfor exchanges in decentralized markets."

Personligt tror jeg, at en af genvejene til at udvikle mere komplekse benchmark modeller til undervisningsbrug, er at nøjes med numeriske løsninger fremfor kun at fokusere på analytiske løsninger.

_____

PS. Jeg lavede for et par år siden en præsentation om forskellige metodologiske tilgange til at introducere teori og data for hinanden. Den indeholder også et par inspirende referencer.