Adam Smith og vismændene

DØR har netop udgivet sin forårsrapport, og i næste uge udgiver Informations forlag Adam Smiths ”Nationernes Velstand”.[i] Det er mig bekendt den første fulde oversættelse af Smith’s hovedværk siden 1779-80.[ii]

Hvorfor omtale de to udgivelser sammen?

Fordi der er meget lidt Smith at spore i vismandsrapporten. Dermed mener jeg ikke, at vismændene ikke ligefrem er laissez-faire liberale, hvad der er åbenlyst, men at vismændene overvejende synes at fokusere på partielle statsfinansielle mål frem for på ”nationernes velstand”.

Nationernes velstand eller statsmagtens?

Som bekendt gjorde Adam Smith op med merkantilismens økonomiske doktriner og politik: ”Mercantilism was above all a set of economic policy prescriptions for rulers whose aim was to promote their country’s interests, its wealth, and power relative to other nations. But the “country” or “nation” was in the world of the mercantilists the same as the state or the individuals in power…”[iii]

Smith var derimod optaget af nationernes velstand i betydningen hele samfundets og dermed hele befolkningens velstand, og ikke kun kongens eller statsmagtens. Det var ét af mange afgørende nytænkninger i Adam Smith’s værk. I den forstand var ”Nationernes velstand” en økonomisk uafhængighedserklæring.[iv]

Analysen af finanspolitisk holdbarhed deler merkantilismens snarere end Adam Smiths mål

Vismændenes analyse af den finanspolitiske holdbarhed i kapitel II ligner mere en præ-Adam Smith måde at betragte økonomien på end en Adam Smithsk måde. Fokus er på statsmagtens finanser som et mål i sig selv, som i merkantilismens økonomiske doktriner, og ikke på ”nationernes velstand” som hos Adam Smith.

En Smith-inspireret tilgang ville søge at besvare spørgsmålet: Hvordan maksimeres velstanden for alle, givet at finanspolitikken skal være holdbar? Den finanspolitiske holdbarhed er en restriktion, ikke et mål. Og makroøkonomisk teori er helt på linje med Smith: I traditionelle makromodeller er målet at maksimere den forventede tilbagediskonterede fremtidige nytte for den repræsentative agent under bibetingelserne om, at statens skal overholde sin intertemporale budgetrestriktion, de teknologiske muligheder, EU’s underskuds- og gældsgrænser, og hvad har vi…

Vismændenes analyse af den finanspolitiske holdbarhed er en partiel ligevægtsanalyse, og med en sådan partiel betragtning er det selvfølgelig let nok at sikre finanspolitisk holdbarhed: Man kan ”blot” hæve skatter og afgifter tilstrækkeligt, men det vil sænke den økonomiske vækst og velstand, og var det så statsmagtens økonomi eller borgernes velstand, der er det egentlige mål?

Når vismændene (side 158) skriver, at der næppe er fagøkonomiske argumenter for, at finanspolitikken bør være overholdbar (opkræver flere skatter hos borgerne, end hvad der er nødvendigt for at finansiere de offentlige udgifter), så udstiller de selv, at deres analyseramme er utilstrækkelig. Konklusionen er meget mulig rigtig, men havde de anlagt en generel ligevægtsbetragtning, hvor effekten af skatter og afgifter på den økonomiske vækst var eksplicit modelleret, og hvor målet var at maksimere velstanden/nytten under bibetingelsen om finanspolitisk holdbarhed som i en traditionel repræsentativ agent model, så ville de have kunnet besvare spørgsmålet. Jeg ved ikke af, at en sådan model eksisterer, DREAM er en eksogen vækstmodel, men det er hele tilgangen med at betragte finanspolitisk holdbarhed som et selvstændigt mål i stedet for ”nationerners velstand”, jeg er kritisk over for.

Man kan ikke drage de rigtige politikkonklusioner ud fra partielle ligevægtsmodeller. Det kan godt være, at DREAM-modellen er en generel ligevægtsmodel, men anvendt som i analysen af den finanspolitiske holdbarhed er det en partiel ligevægtsanalyse, og finanspolitisk holdbarhed analyseres som et mål i sig selv helt uafhængigt af andre mål. Det er ”economic policy prescriptions for rulers.” Ikke for borgerne.

Fokus på de offentlige finanser snarere end på nationens velstand

Med deres fokus på de offentlige finanser adskiller vismændene sig ikke her fra størstedelen af den økonomisk-politiske debat i Danmark. Men lige netop af vismændene, der repræsenterer den højeste økonomiske fagkundskab, måtte man forvente noget mere: En økonomisk tilgang baseret på en dynamiske generel ligevægts tankegang, der fokuserer på velstand som mål og med statsfinansernes holdbarhed som en bibetingelse.

Jeg skal ikke gætte på, om vismændenes fokus på målsætninger om statsfinansernes holdbarhed frem for på ”nationens velstand” afspejler en politisk bias (det er jo ikke den sædvanlige makromodel måde at analysere på), men også i kapitlet om konjunktursituationen (side 134) anbefales de alene at øge det offentlige forbrug og investeringer som et finanspolitisk virkemiddel, hvorimod det ikke nævnes, at man alternativt kunne sænke skatter og afgifter. Hvis man som ekspert skulle afgive et unbiased økonomisk råd, måtte man gøre rede for begge muligheder. Sidstnævnte ville tilmed forbedre strukturerne i økonomien og have positive dynamiske effekter i modsætning til et øget offentligt forbrug. Så hvorfor ikke nævne skatte- og afgiftslettelser?

Hvis vismændene havde haft fokus på velstandsskabelse, så ville de have anbefalet skatte- eller afgiftslettelser som instrument for finanspolitisk ekspansion for at sænke – om blot midlertidigt – verdens højeste skattetryk frem for at øge verdens største offentlige sektor. Hvis målet for vismændene ikke er ”nationernes velstand” men at maksimere beskæftigelsen på kort sigt, øge velfærdstaten eller et helt tredje mål, så ville det tjene vismændene til ære, om de var eksplicitte omkring, hvad det er for et mål, de søger at maksimere med deres politikanbefalinger. Det er ikke klart.

Hellere Adam Smith end neo-merkantilisme

I den politiske filosofis historie siden Hobbes og Locke har det været lagt til grund, at staten er til for borgernes skyld, og i liberale demokratier er det idealet, om de folkevalgte repræsenterer borgernes interesser. Skulle det så ikke være ”nationernes velstand” snarere end ”the state or the individuals in power” interesser, der skal lægges til grund for den økonomiske politik? Det virker som om vismændene har glemt en vigtig pointe fra Adam Smith og forfalder til at anskue økonomien ud fra statsmagtens interesser og ikke ud fra borgernes.

Må jeg anbefale de økonomiske vismænd at benytte udgivelsen af Adam Smiths økonomiske hovedværk på dansk som en lejlighed til at genopfriske, hvad der er det egentlige mål med den økonomiske politik: Nationens velstand forstået som individuelle borgeres nytte eller velstand.

---

[i] Sælges fra Informations forlag for 699,95 kr., men kan købes på nettet for 559,05 kr. www.bogpriser.dk

[ii] Se Peter Kurrild-Klitgaard (1998): ”Adam Smith og kredsen bag National-Velstands Natur” i Libertas nr. 25, juni. www.libertas.dk Første bog af ”Nationernes Velstand” blev udgivet på Rhodos’ forlag i 1976.

[iii] Agnar Sandmo (2011): Economics Evolving. A History of Economic Thought. Princeton, side 19.

[iv] Mark Skousen (2009): The Making of Modern Economics 2^nd. Ed. Side 15.