Nyt billede af konjunkturforløbet siden 2005

Der er ikke noget nyt i, at revisioner af nationalregnskabet ændrer billedet af konjunkturforløbet bagud i tid, men overgangen til den nye nationalregnskabsopgørelse, ESA 2010, nye fastprisberegninger og almindelige revisioner har ændret så meget på billedet af konjunkturforløbet siden 2005 i forhold til nationalregnskabstal offentliggjort for godt et år siden, at det alligevel er bemærkelsesværdigt.

Jeg har ikke løbende registreret revisioner af nationalregnskabet, men sammenlignes det i maj 2015 offentliggjorte nationalregnskab med offentliggørelsen i marts 2014, så viser der sig nogle markante ændringer, figur 1:


1. De seneste tal viser, at der var en mild men fire kvartaler lang recession fra 2006K2 til 2007K2, hvor BNP faldt med 1,15 pct.

2. Det tidlige forløb af den store recession, der begyndte i fjerde kvartal 2007, er markant anderledes end ældre data viste. Ikke alene er der nu en entydig top i konjunkturcyklen i fjerde kvartal 2007, og den hidtidige top i andet kvartal 2008 er nu helt væk. Det betyder, at varigheden af recessionsfasen var på seks kvartaler og ikke fire.

3. Den to år lange recession fra 2011K2 til 2013K2 (mod tidligere 2013K1) viser sig nu at være mere end dobbelt så dyb som tidligere data pegede på. Real BNP faldt med 2,51 pct. og ikke med 1,13 pct. Til gengæld viser det sig så, at BNP voksede med 4,3 pct. og ikke 3,4 pct. i opgangskonjunkturen fra 2009K2 til 2011K2, jf. tabel 1.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk