Torben Pedersen

"Kapitalen" af Karl Marx: 150 års fejlslagen økonomisk teori

Det er i dag 150-året for udgivelsen af Karl Marx’s økonomiske hovedværk Kapitalen, der lagde det økonomiske og moralske grundlag for Marx’s klassekampteori og for socialismen. Marx’s økonomiske teorier var fra starten fejlbehæftede, og det er historiens ironi, at allerede før første bind af Kapitalen udkon i 1867, var den marginalistiske revolution i økonomisk teori begyndt, der fuldstændig undergravede Marx’s arbejdsværdilære og dermed hans udbytningsteori og klasseanalyse.


Det vigtigste værktøj i en forskers værktøjskasse er skraldespanden. At dårlige videnskabelige teorier forkastes, når de falsificeres, eller når alternative teorier har en bedre forklaringskraft. Sådan går det sjældent for venstrefløjens økonomiske yndlingsteorier. Igen og igen dukker forslag op om borgerløn og Tobinskatter på finansielle transaktioner, selv om de er skudt ned utallige gange før, og selv Karl Marx’s arbejdsværdilære bliver hevet frem af stalden med jævne mellemrum.

Det er i dag, den 14. september, 150 året for udgivelsen af første bind af Karl Marx’s (1818-83) økonomiske hovedværk, “Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi”. Andet og tredje bind udkom posthumt i 1885 hhv. i 1894 bearbejdet af Marx’s ven, økonomiske velgører og samarbejdspartner Friedrich Engels.


Det var især i “Kapitalen”, at Marx udviklede sin version af arbejdsværdilæren, der lå bag hans økonomiske udbytningsteori, der igen udgjorde grundlaget for hans klasseteori og det moralske grundlag for hans klassekampsanalyse og teori om overgangen fra kapitalisme til socialisme. Marx mente selv, at han i Kapitalen havde afdækket kapitalismens videnskabelige udviklingslove, og at de viste, at kapitalismen uundgåeligt ville gå fra krise til krise pga. profitratens tendens til fald.

Det er historiens ironi, at arbejdsværdilæren allerede var undergravet, før første bind af Kapitalen udkom, og at den marginalistiske revolution i økonomisk teori i løbet af relativt få år efter gav dødsstødet til arbejdsværdilæren og hele det Marxske system.

Arbejdsværdilæren, merværdi og udbytning

Ifølge arbejdsværdilæren er en vares bytteværdi (pris) bestemt af den gennemsnitlige mængde arbejde, der medgår til at producere den. Adam Smith havde en meget enkel formulering af teorien:

”hvis det … normalt koster dobbelt så meget arbejde at nedlægge en bæver som en hjort, må én bæver kunne udveksles med eller være lige så dyr som to hjorte,” Smith (1776, 85).

Den nytte, som en vare giver forbrugerne, og dermed efterspørgslen efter varen og den relative knaphed spiller ingen rolle for værdiansættelsen ifølge arbejdsværdilæren, og det fører til det såkaldte værdiparadoks, at diamanter, der ikke har megen nytte ofte er dyre, hvorimod vand, som er livsvigtigt, er billigt.

David Ricardo (1772-1823) videreudviklede arbejdsværdilæren ved at tage højde for den indirekte arbejdskraft, der er nedlagt i produktionen af kapital, ved beregningen af arbejdsindholdet i en vare, og Karl Marx overtog stort set Ricardos arbejdsværdilære.

Merværdi og udbytning

Da det ifølge arbejdsværdilæren alene er arbejdskraft, der skaber værdi, burde arbejderne aflønnes med den fulde værdi af den producerede vare, men arbejdskraft aflønnes ifølge Marx med en subsistensløn, og der opstår derfor en merværdi, som kapitalisterne tilegner sig som profit.

Arbejderne bliver derfor udbyttet, og det giver dem en objektiv klasseinteresse i at gøre op med kapitalismen og overtage ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Marx tegner dermed et billede af kapitalismen, som et økonomisk system, hvor arbejdernes og kapitalisternes klasseinteresser er antagonistiske. Væk er Adam Smiths “naturlige harmoni af interesser” og effekten af “den usynlige hånd”. Men hele Marx’s teori og udbytning og klassekamp står og falder med, at arbejdsværdilæren er korrekt.

Problemer med arbejdsværdilæren

Arbejdsværdilæren negligerer imidlertid fuldstændig betydningen af den subjektive nytte, en vare må have for en forbruger for, at forbrugere vil ønske at købe varen, og arbejdsværdilæren ser helt bort fra efterspørgslens betydning for værdiansættelsen af varer. I arbejdsværdilæren er det ikke udbud og efterspørgsel, er bestemmer en vares pris (værdi), men alene udbudet.

At en vare har en brugsværdi, der er personlig og subjektiv, var ikke fremmed for Smith, Ricardo og Mill, men med arbejdsværdilæren bliver bytteværdien ”objektivt” bestemt af mængden af arbejdskraft, der medgår til produktionen, så efterspørgslen og den relative knaphed på varer ikke spiller nogen rolle for (bytte-)værdien.

Arbejdsværdilæren kan heller ikke forklare værdiansættelsen af produktionsfaktorer som arbejdskraft, kapital og jord, og Marx måtte som Ricardo før ham operere med forskellige teorier for værdiansættelse af varer og af produktionsfaktorer.

Den marginalistiske revolution

I årene (1862-) 1871-77 blev grundlaget lagt for en revolution i økonomisk teori, der blev anført af tre økonomer fra tre forskellige lande og helt uafhængigt af hinanden.

Den første var englænderen William Stanley Jevons (1835-82), der allerede i oktober 1862 havde præsenteret sin ”Brief account of a General Mathematical Theory of Political Economy” på et møde i “The British Association for the Advancement of Science”. Året efter blev en kort sammenfatning trykt, og i 1866 offentliggjordes den fulde version. Jevons arbejder tiltrak sig ikke større opmærksomhed, men i 1871 udkom hans Theory of Political Economy .

Samme år udgav østrigere Carl Menger (1840-1921) sin Grundsätze, (Principles of Economics på engelsk), og i 1874 udgav franskmanden Leo Walras (1834-1910) første del af Elements of Pure Economics med anden del i 1877.

Den nye subjektive værditeori, som al fremtidig økonomisk teori kom til at bygge på, havde således i sin vorden allerede undergravet arbejdsværdilæren endnu før, Marx havde færdiggjort første bind af Kapitalen, og man kan undre sig over, at Marx, der sad og forskede på British Library i London, har været helt ubekendt med Jevons’ banebrydende arbejder.

Både Jevons og især Walras var Menger teknisk overlegne, men det blev Carl Menger, der i første omgang kom til at få størst indflydelse på udviklingen af en ny mikroøkonomisk teori om prisfastsættelsen af varer og produktionsfaktorer. Menger (1871) udviklede en subjektiv værditeori, hvor den relative pris mellem to eller flere varer er subjektiv og bestemt af forbrugernes præferencer. Det betyder, at selv om to personer med samme indkomster og formue køber de samme to varer til samme markedspriser, så kan varerne have forskellig subjektiv værdi for de to forbrugere, og de vil formentlig købe dem i forskelligt omfang relativ til andre varer.

Menger kom til at danne skole – den østrigske økonomiske skole – og hans ideer blev videreudviklet af især Böhm-Bawerk (1851-1914) og Friedrich von Wieser (1851-1926).

Som enhver god økonomisk teori kunne Mengers teori ikke alene give en bedre forklaring på de fænomener, de hidtidige økonomiske teorier havde forklaret, men den kunne forklare en række fænomener, som arbejdsværdilæren ikke havde kunnet forklare.

I løbet af 1870’erne og frem, især i England, blev den nye pristeori udviklet af blandt andre Edgeworth (1845-1926) og Wicksteed (1844-1927), og i 1890 syntetiserer og sammenfatter Alfred Marshall (1842-1924) indsigterne i første udgave af Principles of Economics. Det var Marshall, der som den første nogensinde illustrerede prisdannelsen med et udbud- efterspørgselsdiagram. Marshall sammenligner prisdannelsen med en saks’ to blade: ”We might as reasonably dispute whether it is the upper or the under blade of a pair of scissors that cuts a piece of paper, as whether the value is governed by utility or cost of production.”

Afslutning

Der er ingen dele af Marx’s økoomiske bidrag fra ”Kapitalen”, der holder i dag: Hans værditeori, kriseteori og vækstteori er for længst forkastet af både teoretiske og empiriske grunde.

Marx byggede sin værditeori på arbejdsværdilæren, der allerede i 1870’erne blev forkastet til fordel for en subjektiv værditeori. Dermed falder Marx’s teori om merværdi og udbytning og arbejdernes objektive klasseinteresser, hvilket igen undergraver hans klassekampteori, og alt hvad der bygger på den. Det kan også vises matematisk, at Marx’s kriseteori, ”loven om profitratens faldende tendens”, er fejlbehæftet.

Som fagøkonom er Marx en ubetydelig skikkelse i den økonomiske teorihistorie. Der er simpelthen intet i moderne økonomisk teori, der kan spores tilbage til Marx.

Omvendt med “marginalisterne” og ikke mindst Carl Menger.

Ved at gøre op med arbejdsværdilæren, genskabte Menger og Böhm-Bawerk grundlaget for Adam Smiths ”naturlige harmoni af interesser”.

De viste nemlig, at fordelingen af indkomst i samfundet er et resultat af produktionsfaktorernes bidrag til hver enkelt forbrugers subjektive behovstilfredsstillelse og ikke et resultat af en politisk magtkamp mellem klasser i samfundet.

Alle har derfor en fælles interesse i at skabe velstand og handle med hinanden, og Menger og østrigerne genskabte Adam Smiths positive vision om kapitalismen.

Man kan læse mere om den østrigske økonomiske skole i LIBERTAS nr. 65, der udkommer til december.


Litteratur

Marx, Karl (1970): Kapitalen. København: Rhodos.

Menger, Carl (1871): Principles of Economics. N.Y. 2002.

Pedersen, Torben Mark (2017): “Carl Menger, den marginalistiske revolution og den østrigske skoles fødsel”, LIBERTAS nr. 65 (foreløbigt, udkommer december 2017).

Sandmo, A. (2011): Economics Evolving. A History of Economic Thought. Princeton.

Skousen, Mark (2009): The Making of Modern Economics. 2nd ed. Armonk N.Y.

Smith, Adam (1776): Nationernes Velstand. København, 2013.


1 kommentar


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 18. september #1

Jeg er, paa en "kapitalist" skala fra 0-10, ret hoejt placeret. Jeg tror paa personlig frihed, jeg tror paa moderne oekonomisk teori, og jeg tror mest af alt paa incitamenter.

Alligevel har jeg, hver gang jeg laerer mere om Marxisme, altid en fornemmelse af at de (=Marxisterne) har nogle gode pointer. Her snakker jeg ikke helt om selve "Das Kapital" - enhver tekst der er foerst i et nyt felt er normalt lidt upraecis/dogmatisk, men mere om hele teorien om hvordan "the means and mode of production" gennem den paa det tidspunkt eksisterende teknologi vil lave en superstruktur i samfundet. Denne del af marxismen er i mine oejne en mere dyb pointe end teorien om arbejdsvaerdilaeren, som du jo rigtigt nok skyder ned.

Hvis man kigger tilbage i historien kan man jo med marxistiske briller se den saadan her (som du jo sikkert godt ved allerede, her bare gentaget for diskussions oejemed):
1) i stenalderen var folk relativt lige.
2) saa kom landbrug, hvor land og arbejde var "means of production". dette gjorde ejeren af land meget staerkere end andre, og det betoed at en slaveoekonomi kom frem, og relativt store imperier regerede lange perioder. "poeblen" i imperierne var ok med denne model da de gennem erobringer blev rigere.
3) aendringer i samfundsmoenstre samt folkevandringer fra sletterne gjorde op med slaveoekonomien men viderefoerte den mere eller mindre gennem "serfdom" i monarkier, som var bedre rustet til at staa imod disse folkevandringer
4) udvikling af navigationsteknologi betoed at en ny klasse - "merchants" - opstod, som pludselig raadede over en mere vaerdiful ressource, og derfor kom der opvaeltning mod monarkiet i dets rene form. der var dog et samspil mellem regeringer og handelskompagnier som "udnyttede" periferien gennem monarkiernes flaaders opretholdelse af handelskompagniernes interesser (world systems theory), hvilket kunne opretholde en del af status quo da befolkningen i europa havde det ok da det var andre lande der bar de stoerste byrder ifb "udnyttelse", dog nu med "merchants" som en del af "eliten".
5) monarkierne blev endegyldigt afkastet med industrialiseringen, hvor det lige pludselig var fabriksejere der ejede de vigtigste ressourcer. det har saa i stedet betydet at "eliten" nu er kapitalisterne som marx ville sige

Enhver af disse overgange var en "revolution". Marxismens endegyldige forudsigelse er saa at #5 vil se en revolution hvor arbejderne traeder op mod kapitalisterne, fordi de er fremmedgjort.

der er selvfoelgelig mange antagelser og ting i ovenstaaende (plus jeg skrev det lyn hurtigt ud fra min ringe hukommelse om min lille viden om marxisme), men som en forklaringsmodel over (meget meget) lange tidsperioder synes jeg ikke at marx teori er helt langt ude. og naar man ser hvad der sker i samfund for tiden synes jeg heller ikke at man kan afvise muligheden for at en "revolution" af en eller anden art paa et eller andet tidspunkt vil komme. En af de ting jeg personligt synes kan vaere en stor driver er priser paa aktiver, isaer huse. Hvis man kigger paa huspriser vs disponibel indkkomst er de steget meget, og det er ikke laengere realistisk for en stor del af befolkningen at koebe et rart hus. Det er ikke anderledes med e.g. aktier som jo handler til meget hoeje P/Es, saa hvis man som ung skal spare op til sin pension kan man risikere ikke at faa meget afkast over de naeste mange aar. Dette status quo tror jeg paa en eller anden maade man maa goere op med. Det kunne for eksempel ske gennem en saenkelse af indkomst skatten samtidig med en foroegning af skat paa fast ejendom, hvilket ville give en omfordeling fra gammel til ung (og fra rig til fattig).

Anyway, bare lidt snak


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Torben Pedersen

Cand polit. et exam art, Ph.D. fra Københavns Universitet. Har studeret økonomi i et år på Harvard University og på University of Chicago. Redaktør af Libertas. Blogger om økonomi og liberalisme, om frihed og velstand.