Nobelprisen i økonomi - for 40 år siden

Den 9. oktober 1974 – i dag for 40 år siden – hædredes Friedrich A. von Hayek (1899-1992) med Nobelprisen i økonomi, som han delte med svenskeren Gunnar Myrdahl. De fik Nobelprisen “for their pioneering work in the theory of money and economic fluctuations and for their penetrating analysis of the interdependence of economic, social and institutional phenomena.” Og for deres “Research on the interrelations between economic, social and political processes.”

For mange var det en overraskelse, at Hayek blev hædret med Nobelprisen, Rothbard (1974). I de foregående år var prisen (The Sveriges Riksbank Price in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel var indstiftet i 1969) gået til økonomer (Frisch og Tinbergen 1969, Samuelson 1970, Kuznetz 1971, Hicks og Arrow 1972 og Leontief i 1973), der alle havde bidraget til at ”videnskabeliggøre” økonomisk teori med udviklingen af matematiske og statistiske metoder. Hayeks bidrag var derimod verbalt formulerede økonomiske teorier, og i modsætning til sine forgængere var Hayek den første Nobelprismodtager, der eksplicit integrerede økonomisk teori i en større samfundsvidenskabelig teori om markedet og samfundsinstitutioners udvikling og funktioner.

Der har været spekuleret i, om den svenske Nobel kommitte tildelte Nobelprisen til Hayek for at skabe en politisk balance i forhold til den svenske socialist, Gunnar Myrdahl, men det er som sagt spekulationer, og der er jo også den nærliggende mulighed, at politik ikke spillede nogen rolle, og at Nobelpriskomiteen mente, at Hayek var det bedste bud på en prismodtager. Hayek fortjener under alle omstændigheder al den hæder og ære, han kan få. Der er mange pointer hos Hayek, der fortjener at blive husket, og som politisk filosof hører Hayek til blandt giganterne i det 20. århundredes politiske filosofi.

Hayeks (og ”østrigsk”) business cycle teori

Østrigsk konjunkturteori, som oprindelig udviklet af von Mises (1912) og videreudviklet af Hayek (1931,1933,1941), er en monetær forklaring på ”the unsustainable boom” og efterfølgende ”bust”.

Kort fortalt er historien, at:

1. Centralbanker fører en ekspansiv pengepolitik, så pengemarkedsrenten sænkes til under dens ”naturlige niveau” som bestemt af forbrugernes tidspræferencerate m.m.

2. Den ekspansive pengepolitik forstærkes af den procykliske kreditskabelse i den private banksektor, der er baseret på fractional reserve banking.

3. Den lavere rente øger nettonutidsværdien af investeringer – og mest for investeringer med en lang løbetid pga. diskonteringen. Det giver størst incitament til at investere i langløbende investeringsprojekter.

4. Ifølge Böhm-Bawerks kapitalteori findes det store kapitalapparat, hvor investeringerne har en lang tidshorisont, primært i produktion af ”højere orden” som råvareudvinding og dernæst i investeringsgodeindustrien end i forbrugsgodeindustrien. En rentesænkningen vil derfor føre til en misallokering af investeringer, så der investeres relativt for meget i råvareudvinding og i kapitalgodeindustrien og relativt for lidt i forbrugsgodeproduktionen.

5. Da centralbanken ikke permanent kan holde en kunstig lav rente, vil renten stige på et tidspunkt, og det vil så vise sig, at disse investeringer i lange kapitalgoder ikke længere er rentable. Det viser sig nu, at kapitalapparatet er for stort, investeringerne falder til nul, det fører til arbejdsløshed i kapitalgodeindustrien, og det bliver starten på en recession.

Der ligger mange tvivlsomme antagelser til grund for østrigsk konjunkturteori, se Caplan (1997), Kofoed (2012), bl.a. mht. forventningsdannelsen, og der er gode grunde til, at Hayeks konjunkturteori ikke har vundet nogen generel tilslutning uden for en snæver kreds af ”østrigske økonomer”.

Von Mises og Hayek havde dog nogle pointer, som økonomer også i dag burde sætte mere fokus på.

For det første er stor recessioner ikke bare resultatet af nogle eksogene stokastiske chok til en ellers stokastisk vækstøkonomi. Når recessioner bliver alvorlige, er det altid fordi, der i en årrække forud er opbygget uligevægte i økonomien, på de finansielle markeder, på arbejdsmarkedet, på boligmarkedet, der kan være en uholdbar vækst i kreditgivningen og gældssætningen eller være opbygget spekulative bobler på de finansielle markeder. Det gjorde sig i høj grad gældende i årene op til finanskrisen 2007-8.

For det andet begynder mange økonomiske kriser – ikke alle – som finansielle kriser, og transmissionsmekanismerne fra den monetære til den reale del af økonomien er af afgørende betydning. Noget der er underudviklet i de fleste stokastiske, dynamiske generelle ligevægtsmodeller, hvor der mig bekendt endnu ikke er udviklet modeller med banker og andre finansielle institutioner, der er hårdt eksponeret over for CDO’ere på subprimelån.

Endelig kunne der med fordel være større fokus på, at centralbankers rentepolitik er en form for priskontrol, der griber forvridende ind i økonomien. Når en centralbank sænker den pengepolitiske styringsrente fører det typisk til en stejling af rentekurven og en faldende kort realrente. Sænkning af realrenten gør det mindre attraktivt at spare op, og forbruget stiger i dag. Samtidig vil det blive mere attrak­tivt at låne til at investere, og opsparingsunderskuddet vil vise sig som et betalings­balance­­underskud. Dertil kommer, at en rentesænkning påvirker forholdet mellem det forventede afkast og risiko, det forvrider prisen på risiko og risikotagningen især i den finan­sielle sektor.

Baseret på deres konjunkturteori forudså både von Mises og Hayek Den store Depression, der bev udløst af krakket på Wall Street i oktober 1929. Man kan også med en vis ret hævde, at finanskrisen 2007-8 havde visse ”østrigske” træk, og at en af de vigtige årsager til krisen var pengepolitikken, der var alt for ekspansiv alt for længe, hvilket førte til en misallokering af investeringer. Ikke helt som foreskrevet i østrigsk kapitalteori, men den grundlæggende idé er den samme. Der var da også en række ”østrigske økonomer”, der ret præcist forudsagde, at den meget ekspansive pengepolitik og ekspansionen af subprime markedet ville føre til et unsustainable boom med et efterfølgende bust, når pengepolitikken igen blev strammet.

Vidensdelingen og markedet som koordinationsmekanisme

Keynes og Hayek var uenige om forklaringen på konjunktursvingninger, på penge og kredits rolle i økonomien, og på muligheden for ved hjælp af den økonomiske politik at komme ud af krisen i 30erne, Wapshott (2011). Der var samtidig noget mere grundlæggende på spil, nemlig en fundamental forskellig opfattelse af, om politikerne besidder den nødvendige information og visdom til at styre den økonomiske udvikling, og forskelle i opfattelsen af markedets koordinerende rolle.

I 1935 havde Hayek redigeret en samling essays med titlen ”Collectivist economic planning”. Hayek havde selv skrevet flere bidrag til den såkaldte ”socialistiske kalkulations debat”, som von Mises havde startet i 1920 med sin artikel ”Economic calculation in the Socialist Commonwealth”, om hvorfor socialisme ikke er effektivt i fravær af markedspriser på produktionsfaktorer, når staten ejer de virksomheder, der producerer investeringsgoder.

Hayeks hovedbidrag til forståelsen af socialisme kontra markedsøkonomi kom et par år senere med Hayek (1937, 1945). Her satte Hayel fokus på betydningen af prisernes informationsbærende rolle, og han beskrev vidensdelingen i samfundet som lige så fundamental som arbejdsdelingen. Sagen er, at viden om den relative knaphed på forskellige varer er spredt på millioner af forbrugere og virksomhedsledere, og der er ikke nogen enkeltperson, nogen planlægningskomite eller nogen computer i noget centralt planlægningsministerium, der besidder al den information, der er nødvendig for at koordinere alle økonomiske beslutninger. Megen viden er tilmed ”tavs” viden, der ikke kan skrives ned eller tastes ind i en database.

“We must look at the price system as such a mechanism for communicating information if we want to understand its real function . . . The most significant fact about this system is the economy of knowledge with which it operates, or how little the individual participants need to know in order to be able to take the right action.” Hayek (1945).

Det er kun i en decentral markedsøkonomi, hvor priserne er bærere af information og giver signal om den relative knaphed på varer og services, at koordinationen vil være effektiv, og kun markedet kan effektivt udnytte vidensdelingen i samfundet.

“The marvel is that in a case like that of a scarcity of one raw material, without an order being issued, without more than perhaps a handful of people knowing the cause, tens of thousands of people whose identity could not be ascertained by months of investigation, are made to use the material or its products more sparingly.”

Nobelpriskomiteen fremhævede Hayeks bidrag til forståelsen af forskellige økonomiske systemers effektivitet i deres begrundelse for Nobelprisen.

Hayeks teori of vidensdelingen i samfundet har formentlig fået større betydning for økonomisk tænkning end hans penge- og konjunkturteori fra 1930erne, og i min optik er hans ”Economics and Knowledge” fra 1937 og ”The use of Knowledge in Society” fra 1945 Hayeks to vigtigste bidrag som økonom. I 2011 blev ”The use of Knowledge in Society” udnævnt til at være en af de 20 vigtigste artikler offentliggjort i American Economic Review i dets 100 årige historie, Arrow et al (2011).

Markedets evne til at fungere som en koordinationsmekanisme mellem millioner af forbrugere og virksomheder skaber en spontan orden, som det ikke er muligt at skabe gennem nogen bevidst planlægning.

Spontan orden

Den spontane orden, der opstår på markedet som resultat af prissystemet, og som står i diametral modsætning til ethvert forsøg på økonomisk planlægning, kom til at spille en vigtig rolle i Hayeks forskning i hele efterkrigstiden, begyndende med The Road to Serfdom, 1944.

Ifølge Hayek er markedet et eksempel på en spontan orden, der er opstået i en evolutionær proces som det ikke-intenderede resultat af menneskers handlinger, der hver især stræber efter at få det bedst mulige ud af den situation, de befinder sig i. Samfundet, med Adam Fergusons (1723-1816) ord, “Results of human action but not of human design.” Her følger Hayek indsigterne fra den skotske oplysning, Adam Ferguson, David Hume og Adam Smith. Det var jo Adam Smith, der opdagede den spontane orden, ligevægt, der opstår i en markedsøkonomi, når alle markedsdeltagere hver især stræber efter at få det bedst mulige ud af den situation, de befinder sig i ved at indgå frivillige handler med hinanden.

På samme måde som markedet er opstået i en evolutionær proces, så er også sproget, sædvaner, moral, retsregler eksempler på ikke-planlagte spontane ordener.

Hele samfundslivet og markedsøkonomien er ifølge Hayek en kompleks orden, den er ikke designet af nogen mennesker, den har ikke noget samlet formål, og pga. af vores manglende viden og rationalitet er der ingen, der fuldt ud kan overskue konsekvenserne, hvis der pilles ved et hjørne af systemet. I sin storsælgende bog, The Road to Serfdom fra 1944, advarede Hayek mod enhver form for statslig kontrol med økonomien, for “Economic control is not merely control of a sector of human life which can be separated from the rest; it is the control of the means for all our ends,” Hayek (1944, 95).

Hayek satte dermed fokus på, at økonomisk frihed er en forudsætning for alle andre friheder, og han beklagede, at: ”What our generation has forgotten is that the system of private property is the most important guarantee of freedom (…). It is only because the control of the means of production is divided among many people acting independently that nobody has complete power over us, that we as individuals can decide what to do with ourselves,” Hayek (1944, 108).

Milton Friedman (1962) gjorde det ligeledes til en grundtese i Capitalism and Freedom, at økonomisk frihed er en nødvendig men ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed, idet økonomisk frihed bidrager til at sprede magten og hindrer politisk magtkoncentration.


Litteratur

Arrow, Kenneth J., B. Douglas Bernheim, Martin S. Feldstein, Daniel L. McFadden, James M. Poterba, and Robert M. Solow (2011): "100 Years of the American Economic Review: The Top 20 Articles." American Economic Review, 101, 1.

Ebeling, Richard (2014): “Celebrating the work of Nobel Prixe winning economist, F.A. Hayek – a man who has made the 21st Century a freer and more prosperous time.” www.Epictimes.com

Caplan, Brian (1997): “Why I’m not an Austrian economist,” http://econfaculty.gmu.edu/bcaplan/whyaust.htm.

Christensen, Lars (2012): “Det handler om penge – monetære forklaringer på Den Store Depression,” Libertas nr. 51, 12-19.

Friedman, Milton (1962): Capitalism and Freedom. Chicago.

Hayek, F.A. von (1931): Prices and Production. London.

Hayek, F.A. von (1933): Monetary Theory and the Trade Cycle. London.

Hayek, F.A. von (1937): "Economics and Knowledge," Economica IV, 33-54.

Hayek, F.A. von (1941): The Pure Theory of Capital. Chicago.

Hayek, F.A. von (1944): The Road to Serfdom. London.

Hayek, F.A. von (1945): "The Use of Knowledge in Society," American Economic Review XXXV, 519-530.

Hayek, F.A. von (1960): The Constitution of Liberty. Chicago.

Hayek, F.A. von (1973b): Law, Legislation and Liberty Vol. I. Rules and Order. London, 2003.

Kofoed, Erik (2012): “Østrigsk konjunkturteori – en kritisk analyse,” Libertas nr. 51, 8-11.

Kungl. Vetenskapsakademien (1974): Press Release, 9 October 1974.

Mises, L.v. (1912): The Theory of Money and Credit. 5th ed. 1953, Liberty Fund 1981.

Rothbard, M.N. (1974): “Hayek and the Nobel Prize” Human Events November 16 1974.

Wapshott, Nicholas (2011): Keynes Hayek. The Clash that Defined Modern Economics. N.Y.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk