Anders Milhøj

Den danske model

I disse tider taler man meget om den danske model i forbindelse med skolekonflikten.

Jeg er som bekendt ikke økonom, og jeg vil heller ikke foregøgle at være det. Jeg er samfundsborger, far og tillidsmand, så derfor har jeg synspunkter, hvoraf jeg gerne vil dele nogle.

Selve konfliktens genstand kan man have mange meninger om. Som far og samfundsborger er jeg ikke glad for tingenes tilstand i skolen. Det faglige niveau er dalet i uhyggelig grad, siden jeg selv gik i skole. Det jeg dengang lærte i matematik i ottende - niende klasse, lærer de nu knapt nok nu i anden G på en matematik linie i gymnasiet. Vi danskere går en uhyggelig fremtid i møde med total mangel på ingeniører etc., så vi er helt overladt til udenlandske såkaldte eksperter. Men ingen får mig til at tro, at flere timer, hvor matematik skal læres i sløjdlokalet ifølge statsministerens åbningstale, kan afhjælpe det problem. Alle med indflydelse forsøger at dække over, at deres egne børn ikke forstår matematik, så derfor skal de få, der faktisk kan bringes til at forstå matematikken, forhindres i at gøre det. Alt dette kan den foreslåede reform kun forværre!

Så er der lærernes arbejdstid. Selvfølgelig skal alle passe deres arbejde og være effektive som alle andre, så resurserne udnyttes bedst muligt. Det må lærerforeningen ikke forhindre. Som skatteborger vil jeg ikke betale for ingenting. Men jeg tror ikke på, at øget magt til en ledelse løser noget. Jeg ser ingen fremskridt på universiteterne, efter at vores ledere har fået mere magt - snarere tilbageskridt. Som tillidsmand efterlyser jeg tillid til medarbejderne fremfor regler og kontrol. 

Så er der forhandlings-situationen. Her taler jeg så som tillidsmand. Hvad er det dog for et oplæg, der vil fratage en gruppe en række privilegier? I andre sammenhænge, fx ved skattereformer og mest aktuelt efterlønnen, kan man godt udfase den slags ordninger. Nu skal det være her og nu. Og så endda uden kompensation - gymnasielærerne fik en masse penge til gengæld for tilsvarende forringelser. Jeg vil kalde det et udansk forhandlingsoplæg!

Så er der den danske model, som jeg lokkede med i overskriften. Den danske model er dårligt defineret. Nogle taler om, at Folketinget har ret til at gribe ind. Men det er lidt vanskeligt at se etikken i denne ret i en konflikt, hvor det offentlige selv er part. Det ser bedre ud i en konflikt på det private arbejdsmarked og i situationer, hvor det er oplagt, at der trods alt er enighed om noget, som er spiseligt, men blot ikke kan glide ned uden hjælp. Her kan det ende som gift for fremtidige effektiviseringer i det offentlige, hvis KL's krav blot ophøjes til orlov uden, at lærerforeningen
stiltiende nikker uofficielt ja.

Virker systemet overhovedet på det offentlige arbejdsmarked? Som tillidsmand kan jeg tvivle, for vi har ingen magtmidler over for en modpart, der selv kan bestemme. Strejke/lockout på KU? - en håbløs tanke i praksis!

Det oplagte alternativ er mere magt til forligsinstitutionen. I mindre sager fungerer og accepteres voldgiftsretter med "opmænd".

Den danske model betyder mere. Flexicurity, altså at man let kan slippe af med ansatte, så man derfor oftere tør nyansatte, fordi Staten påtager sig risikoen. Den duer bare ikke længere med en dagpengeperiode på kun 2 år mod tidligere 7 år og endnu tidligere stort set ubegrænset dagpengeperiode. Arbejdstagerens sikkerhed varetages altså ikke vanvittigt rundhåndet af det offentlige, så der rejses flere og flere overenskomstkrav om tryghed i ansættelsen. Det er jo gift for
fleksibiliteten. Allerede nu (og nu kommer et arbejdsgiversynspunkt) er det faktisk ikke særligt let at slippe af med folk på et arbejdsmarked, hvor rigtig mange har funktionærbeskyttelse, dvs et halvt års varsel plus to måneders løn. Grundideen bag flexicurity bør nogle fra vores institut forske i, før statsvidenskab, sociologi og RUC-Ålborg overtager feltet helt.

Jeg er så gammel at jeg gik i første G under akademikerstrejken i 1969. Også akademikere i ministerierne strejkede. Tre uger med strejkende lærere - pragtfuldt. Akademikerne tabte med et brag,, men blev senere forgyldt - det også typisk dansk! Så de strejkende vandt, selvom tilsyneladende tabte, og vi andre fik en meget mere fokuseret undervisning de følgende måneder. Det samme vil ske igen - jeg glæder mig til, at børnene efter konflikten møder lærere, der faktisk underviser i stedet for kun at planlægge aktiviteter. Lærerne vil givetvis få en kompensation i de følgende år, så det bliver dyrt for skatteborgerne.

Verden har set større problemer - jeg er glad på min yngstes vegne for den frihed, han nyder i disse dage.


1 kommentar


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 06. maj 2013 #2

Glimrende indlaeg. Det at niveauet er faldet saa meget er et debatpunkt der alt for sjaeldent tages op. Det er skraemmende at den gennemsnitlige dansker (og ogsa Europaeer) kommer ud af skolen/gymnasiet med langt ringere tekniske faerdigheder end man goer i mange udviklingslande. Det der gjorde "os" til i-lande og "dem" til u-lande var blandt andet netop uddannelsesforskellen.

Din kommentar vedroerende flexicurity er jeg uenig i. Jeg kan paa ingen maade se at 7 aars dagpenge er noedvendigt for at have "security". Siger man at hvis man bliver fyret tager det 7 aar at finde det naeste job? Det er jo fuldkommen absurd. 2 aar er i mine oejne mere end rigeligt. Hvis jeg mistede mit job ville jeg saette 100% ind paa at finde mit naeste job, og hvis jeg saa ikke kunne finde det, ville jeg nok acceptere min midlertidige skaebne og soege et lidt mindre glamoroest job, eller maaske kigge paa mit atlas for at se om der fandtes andre steder end lige praecis min egen lille andedam hvor jeg kunne faa et job. Jeg tror desvaerre der er faa der ville goere det samme.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger