Er der forskel på lærerne og lægerne?

I moderne dansk talesprog kan der ikke høres forskel. I den nuværende danske folkeskole er der vist heller ikke forskel i skriftsproget. Måske behandler de to grupper dog stadig deres kunder forskelligt, selvom lægerne forventes at være mere opdragende (kost og motion) end helbredende, mens lærerne ofte optræder mere som terapeuter end som undervisere. Så også i den daglige gerning udviskes forskellen mellem de to professioner.

Når det kommer til behandlingen af de to professioner i det politiske system, er der derimod væsentlig forskel. Skolelærere, gymnasielærere etc. skulle i dette forår knægtes of enhver pris, mens de praktiserende læger har mange politikeres medfølelse. En lysreklame-nyhed på Hans Knudsens Plads for Politiken lød som følger ”Venstre: Politikerne skal ikke bestemme lægernes åbningstid” Det er noget andre toner, end da lærernes arbejdstilrettelæggelse var på dagsordnen. Forskellen er formelt set, at lærerne er ansatte, mens lægerne er selvstændige erhvervsdrivende med stort set alle indtægter via en kontrakt med det offentlige. Hvorfor kan åbningstider ikke ændres i den kontrakt, når alle overenskomstfornyelser på det private og offentlige arbejdsmarked indeholder bestemmelser om mere og mere fleksible arbejdstider?

Svaret er nok, at liberalisme kun må ramme visse grupper, selvom liberalisme er til fordel for alle. Apotekere, skorstensfejere, læger og enkelte andre faggrupper opnår en eneret, der holder konkurrenter væk, så tidligere tiders privilegier stadig kan opretholdes. Hvorfor må aktieselskaber ikke åbne lægehuse med praktiserende læger, speciallæger, apotekerudsalg etc. under samme tag med samme juridiske ejer? Det ville lette livet for den danske befolkning. Hvis den slags nyskabelser blev tilladt, ville læger på den eksisterende kontrakt lige så stille blive udkonkurreret, uden at politikerne behøvede at gøre mere. En økonomisk besparelse og ikke kun serviceforbedringer er så sandelig også til at få øje på ved den slags liberaliseringer.