Markedsøkonomi er løsningen ikke årsagen

Markedsøkonomi er løsningen ikke årsagen

Der er mange der har stået i kø for at aflive markedsøkonomien, som følge af Finanskrisen og den efterfølgende statsgældskrise. Det er en fejl! I virkeligheden burde man hylde markedsøkonomien og dens succes. Det er anerkendt blandt alle økonomer, at markedskræfterne er den mest effektive ressource alkeringsform. Bevares markedet kan have fejl, men der intet der tyder på at disse fejl løbende skulle udmønte sig i egentlige kriser, snarer mindre uhensigtsmæssigheder. Finansielle kriser er således ikke skabt af markedet, men er menneskeskabt, idet mennesker ofte har en tyrkertro på, at de er klogere end markedet. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Regulering er en svær disciplin

Det er en kendt sag blandt økonomer, at det er uhyre vanskeligt at regulere markedet, og i de tilfælde hvor en regulering kan retfærdiggøres er det mindst lige så problematisk at dosere reguleringen. I 1986 blev den såkaldte kartoffelkur indført for at løse de ubalancer, der herskede i dansk økonomi. Kartoffelkuren blev alt for kraftig og sendt dansk økonomi ud i en syv år lang krise. I 1993 indførtes efterfølgende kickstarten af dansk økonomi af Nyrup-Rasmussen regeringen. Kickstarten blev en succes og medførte et opsving. Kickstarten var en blanding af ufinansierede skattelettelser og en liberalisering af realkreditlovgivningen, hvor man ophævede den formålsbestemte tillægsbelåning ligesom at man genindførte 30-årige annuitetslån. Undersøgelser fra Nationalbanken viser, at det i mindst lige så høj grad var liberaliseringen af lånemarkedet, hvor mere end 300 mia. kr. blev konverteret til en mere effektiv låneform end det var finanspolitikken, der gav anledning til opsvinget i dansk økonomi. Krisen var altså menneskeskabt og løsningen var en liberalisering af lånemarkedet.

Overophedning også problematisk

Som en følge af de uroligheder terrorangrebene og .com-boblen gav anledning til førte man i 2001 og årene frem en meget lempelig økonomisk politik. Den lempelige økonomiske politik og en yderligere liberalisering af realkreditmarkedet fortsatte ind i en opgangstid, hvorfor man nærmest fik overophedet økonomierne. Det var en overdossering af den medicin økonomierne havde brug for, og medførte derfor en række af de problemstillinger vi aktuelt slås med. Overophedningen var igen menneskeskabt og tilsvarende er den fastholdelse vi aktuelt har af krisen. Efterdønningerne af diverse hjælpepakker efter Finanskrisen er nemlig en stor fokus på kapitalisering og regulering af den finansielle sektor. Da historien har det med at gentage sig har denne fokus medført en forventning om en overregulering af det finansielle system, hvilket i form af rettidig omhu har ført til en stram kreditpolitik. En udvikling der i sig selv er aktivitetsdæmpende og kriseforlængende. Den fremtidige og mulige regulering er også paradoksal i forhold til, at en stor del af liberaliseringen af lånemarkederne, der indledningsvist pågik i opgangstiderne, har været en del af redningen i forhold til den finansielle krise. Krisen havde formentlig været meget værre for dansk økonomi uden rentetilpasningslån og muligheden for afdragsfrihed. Regulering af intertemporale beslutningsvalg er i øvrigt stærkt forvridende, hvilket igen er et anerkendt resultat i det økonomiske teoriapparat. Derfor vil det skabe uhensigtsmæssigheder at regulere, hvornår folk skal spare og i hvilke aktiver.

Lad markedet råde og vi vil få stabile forhold

Løsningen ud af denne krise er således ikke en yderligere regulering, der hen af vejen skaber nye problemer. Ej heller er det en løsning at tilbagerulle tidligere tiders liberalisering, idet det blot vil kaste os ud i omvendte kriser. Frem og tilbage må nu engang være lige langt. Nej den mest effektive løsning er blot at lade markedet råde og så give et minimum af regulering i forhold til de markedsfejl vi løbende støder på. Eventuelt kan der være behov for at bløde op for nogle af de uhensigtsmæssigheder tidligere regulering har medført. I forhold til at komme ud af den økonomiske krise er det således vigtigt at være tålmodig og vente på, at økonomien ”clearer” fremfor at lave førtidig indblanding. Historisk har det vist sig, at det er liberalisering og ikke regulering, der er vej ud af krisen. Man skal derfor en ekstra gang overveje, om det nu er en god ide at skærpe kapitalkravene til den finansielle sektor i en tid, hvor krisen fortsat kradser. De virksomheder der har behov for at konsolidere, vil i et velfungerende marked alligevel blive presset ud i en konsolidering af markedskræfterne. Der er dog ingen grund til, at tvinge sunde virksomheder til at konsolidere sig, hvilket i øvrigt hæmmer væksten i næste led i økonomien. Ønsker man sig absolut at begrænse markedskræfterne, vil det formentlig give bedre økonomisk mening at lave en regulering, der giver kontracykliske incitamenter fremfor procykliske, som det eksempelvis er sket i sdo-lovgivningen, hvor realkreditinstitutterne skal polstre sig i nedgangstider.