Betalingsbalancen: Et paradoks?

Det fremhæves under tiden i den offentlige debat, at det er noget nær et paradoks, at Danmark har store overskud på betalingsbalancen (i.e, de løbende poster) samtidigt med at landet skulle have problemer med konkurrenceevnen. I maj måned androg overskuddet på betalingsbalancens løbende poster således små 14 mia kroner; angiveligt en rekord, for en enkelt måned.

Det virker måske lidt mystificerende, men i realiteten har vi næppe med et paradoks at gøre. En velkendt nationalregnskabsmæssige identitet fortæller os, at saldoen på de løbende poster svarer til forskellen mellem den indenlandske opsparing og ditto investering. Sagt ligeud: saldoen på de løbende poster fortæller os om Danmark forbruger og investerer mere eller mindre end dét der er indkomstmæssig basis for. Siden indkomsten ikke vokser med rasende hast i disse år, er det derfor naturligt at søge årsagen til overskuddene i enten en stigning i opsparingen, eller et fald i investeringerne (eller begge dele).

Figuren nedenfor viser udviklingen i opsparing og investering (begge opgjort som andel af BNP) fra 1. kvt 1991 og frem til 1 kvt 2012; forskellen mellem de to serier giver saldoen vi har i fokus. Det er nok desværre ret oplagt at forskellen mellem de to serier primært skal tilskrives et faldende investeringsomfang. Som andel af BNP ligger investeringerne på det laveste niveau siden begyndelsen af 1990'erne.

Man kan så stille sig selv følgende spørgsmål: hvorfor er de indenlandske investeringer aftaget siden begyndelsen af 00'erne? En mulig forklaring kunne være en gradvis forringelse af konkurrencevnen, hvorved enhedslønomkostningerne i Danmark begynder at overstige ditto i den relevante del af omverdenen (se fx Figur 3 her). Vurderingen kan dermed have været, at mulighederne for at tjene penge med base i Danmark, ville være beskedne i det følgende år, hvorfor virksomhederne reducerede nyinvesteringerne.

Der er desværre ingen nødvendig modstrid mellem overskud på betalingsbalancen og en eroderet konkurrenceevne.