Kina: Et vækstmirakel?

Den kinesiske vækst har unægteligt være imponerende over de sidste knap fire årtier. Som figuren nedenfor viser er det kinesiske BNP per indbygger gået fra at være omkring 4% af det amerikanske ditto, til i dag at udgøre nær 20%af USA's niveau. Vurderet på de seneste tal for den kinesiske vækst, som er at finde i Penn World Tables v. 8.0. databasen, svarer dette til en gennemsnitlig vækstrate på ca 6 % p.a fra 1978 og frem. Med dén fart fordobles BNP per indbygger næsten hvert årti. Disse tal har fået mange observatører til at kalde den kinesiske vækst for "mirakuløs". Og hvis der foreligger et mirakel, vil det så fortsætte?Kina vil nok med ret stor sandsynlighed overhale USA i forhold til BNP; men hvad med BNP per indbygger? Meningerne er delte. Nogle argumenterer, at det globale center for økonomisk aktivitet vil bevæge sig mod øst, mens andretvivler på (fuld) catch-upi fravær af politiske reformer.

"Mirakel historien" giver ulige anledning til en følelse af Deja-vu.Nå alt kommer til alt har andre lande nydt prædikatet "mirakeløkonomi". Japan blev således længe anset for at være en sådan. Sydkorea og Singapore er andre eksempler. Men i alle tilfælde viste det sig, at væksten kunne tilskrives konvergens, og ikke at disse lande havde opfundet en ny "vækstformel". Er Kina mon anderledes?

Lad os prøve atanvende lidt standard vækstteori til at tænke over spørgsmålet. Udgangspunktet erden velkendte konvergensligning der fortæller os, at væksten i BNP per indbygger, g(y), afhænger af den underliggende produktivitetstrend, g, samt afstanden mellem det nuværende ( log) per capitaindkomstniveau og (log) steady state indkomst niveauet:g(y) = g + k*(lny*-lny). Parameterenk er her udtryk for konvergenshastigheden. Sammenhængen kan som bekendt udledes af en Solow model. Men også teorier der fx fokuserer på vidensdiffusion kan motivere sammenhængen (se fx mit lille notather, der udkom i Nationaløkonomisk Tidsskrift tidligere i år i anden anledning).

Lad os så lege med den tanke, at den kinesiske vækstprocessikke er mirakuløs. Altså, at den historiske udvikling siden reformerne i 1978 lader sig (simpelt) beskrive ved "konvergens", og at landet derfor ikke - på langt sigt - vil udvise "overnormal" vækst i BNP per indbygger.I konvergensrammen betyder det sidste, at Kina's underliggende vækst, g, ikke afviger fra den vi finder i lande i toppen af den globale indkomstfordeling; for eksempel, i USA.

I så faldvil udviklingen i relativ BNP per indbygger i Kina ifht USA fra tidspunkt 0 (lad os sige: 1978) og tidspunkt t (2011) udelukkende afhænge af konvergenshastigheden (k), samt af Kina's steady state BNP per capita relativt til USA, lny* (CHN)-lny*(USA). For at blive klogere på sidstnævnte kan vi med fordel anvende, atvi hartålelige estimater for konvergenshastigheden, k; ifølge Robert Barro er ca. 2 pct p.a.et godt bud.

Med disse antagelser i bagagen kan vi nu svare på følgende spørgsmål: Hvorhøjt skal BNP per indbyggerværei Kina relativt til USA i fremtiden (dvs: lny*(CHN)-lny*(USA)), for at vi kan motivereden historiske udviklingi relativ BNP per capita mellem 1978 og 2011?

Svaret er, at det kinesiske relative steady state niveau for BNP per capita skal ligge på 80-100% af USAs.

Hvor efterlader det os? Ja, umiddelbart synes den observerede kinesiske vækst ikke at være mere "mirakuløs" end fx den japanske, hvis vækstprocess rutinemæssigt motiveres i verdens makrolærebøger udfra konvergensfænomenet. Altså næppe et mirakel. Når vækstraten i Kina har været højere skal det således tilskrives at Kina "sætter af" senere end japan gjorde, og dermed kunne drage fordel af et betydeligt større "konvergenspotentiale" end hvad der var Japan til del.

Man kan så vælge at antage dét synspunkt, at det er lettere mirakuløst, at Kina's steady state skulle være i omegnen af den vi ser i ledende økonomier i vesten (omend ikke vildere end at Japan, Singapore, Sydkorea har gjort det før). Til den ende er det måske værd at komme i hu, at dét økonomisk-udviklingsmæssige forspring "vores generationer" i Vesten er vokset op under, relativt til Asien, er af nyere dato.

Som illustration betragt figuren nedenfor, der viser udviklingen i hvad historikeren Ian Morris kalder "Social udvikling" i "Vest" relativt til "Øst". Landende der tilhører de respektive grupper afgør Morris på følgende måde. De lande hvis civilisationer udsprag af den (første) Neolitiske transition, der fandt sted i den "fertile halvmåne" (løseligt: dele af "mellemøsten" og Tyrkiet, i nutiden), og som var båret af afgrøder såsom byg og hvede, er "vestlige". Omvendt, samfund der udsprang af den uafhængige Neolitiske transition omkring Yangtze deltaet, og som var baseret hovedsageligt på ris, udgør "Øst".Hans "social development indeks" indeholder en række indikatorer på økonomisk og samfundsmæssig udvikling (såsom urbanisering; evnen til at anvende ekstern energi m.m) som lader sig aflure langt tilbage i historien via bl.a. arkæologiske udgravninger. Detaljerne omkring indekset kan man lade sig oplyse om her; eller i Ian Morris nye bog: "The Measure of Civilization".

Den historie vi ser udfolde sig er én hvor "Vest" er "foran" fra 3000 f.v.t. og frem til kollapset af den vestlige del af Romeriget, ca 500 e.v.t. Mens Europa driver ind i den "mørke middelalder" overtages "den globale føretrøje" af østen. Denne tingenes tilstand fastholdes i mere end 1000 år.Det er først for et par hundrede år siden, da den industrielle revolution ser dagens lys i vesten, at "pendulet svinger tilbage".

Men man var dælme ikke meget for at erkende dette faktum idatidens Kina.I 1792 fik den kinesiske kejser besøg fra England. Diplomaten anmodede KejserQian Longom at åbne op for samhandel. Svaret fra himlens søn var ikke til at misforstå: "Our Imperial virtue has penetrated into every country under heaven. Kings of all nations have offered their richest tributes by land and sea……and we have no use for your country's manufactures."Det havde Kina vist så alligevel. Kan hænde vi skal tage ved lære af historien, og i det mindste være åbne over for den mulighed, atpendulet måske er i færd med at svinge igen...?