Kan klimaet tåle mere vækst?

For nyligt afsluttedes klimaforhandlingerne (COP 17) i Mexico. Efter alt at dømme med et forholdsvist pauvert resultat; i al fald nåede man ikke frem til nogen juridisk bindende aftale om reduktioner i udledningen af CO2. Hvorfor kan politikerne ikke nå til enighed, hvis nu alt hvad der kan krybe og gå af klimaforskere, fortæller os, at det er nødvendigt at træde på bremsen, når det gælder CO2 udledningerne?

Selvom de færreste politikere nok har lyst til at sige det højt, er ”økonomisk vækst” nok en del af baggrunden for, at COP17 udviklede sig til en... Mexican Stand-off. Bekymringen er utvivlsomt, at man ved energi besparelser (og afledte CO2 reduktioner) går glip af vækst "i dag" mod nogle klima gevinster engang i fremtiden, hvilket kan være svært at forklare vælgerne (siden de fleste af dem der "vinder" på den byttehandel endnu ikke kan stemme).

På græsrodsniveau er vækst omvendt meget eksplicit i fokus: vækst er ”ondt”. Ja, ”nul vækst” i BNP per indbygger anses faktisk ofte for at være en fornuftig vej frem; den moralske vej frem. Ikke mindst siden det kan hævdes, at der ikke er nævneværdig ”lykkeværdi” i øget indkomst per indbygger i rige lande som Danmark; se fx dette interview med bl.a. min med-blogger Jesper Jespersen.

Man kommer let til at overdrive graden hvorved øget energi forbrug (CO2 udslip) er en forudsætning for økonomisk vækst, som Niels Kærgaard gør opmærksom i denne udmærkede kronik. Men, at der ér en stærk sammenhæng synes vanskeligt at benægte.

Noget nær essensen af den Industrielle revolution var tekniske innovationer der tillod, at menneskelig energi kunne erstattes af ”ekstern energi”, hvilket muliggjorde produktionen af flere, og mere komplicerede (ofte mere værdifulde) varer. Dampmaskinen tillod således højere produktivitet for den enkelte, samt selvfølgelig også, at de producerede varer kunne handles over større afstande, hvilket tillod arbejdsdeling der også bidrog til øget produktivitet via specialisering.

Sidenhen har andre innovationer forøget menneskelighedens evne til at beherske energi mere effektivt, og distribuere den over større afstande. Som illustration, betragt de innovationer der i vækstlitteraturen anses for at være af særlig stor betydning (såkaldte ”General Purpose Technologies”, GPT): Vandhjulet, dampmaskinen, elektricitet, tog, motoriserede køretøjer og IT. Hvis man reflekterer lidt over karakteren af disse innovationer står det klart, at disse GPT’er enten tillader øget produktion af energi, distribution af energi, eller begge dele. De mest signifikante tekniske fremskridt, vækstmæssigt, har altså tilladt (og beviseligt været ledsaget af) øget energi forbrug.

Sammenhængen mellem energi forbrug og vækst er også fint illustreret i en nyere artikel i American Economic Review, hvor Henderson, Storeygard og Weil forklarer hvordan man empirisk kan opnå forbedrede mål af økonomisk vækst (i BNP per indbygger), ved at anvende satellit data for ændringer i hvor oplyst kloden (-s regioner) er om natten (her er et link til arbejdspapir versionen: http://www.nber.org/papers/w15199). Grundlaget for hvor ”oplyst” et område er, set fra rummet, er naturligvis elektricitet (og deraf følger CO2 udslip). Det er meget vanskeligt, set med mine øjne, at benægte en meget nær sammenhæng mellem økonomisk vækst og øget energi forbrug.

Men så er nulvækst måske den rette medicin? Efter min overbevisning er svaret: Nej. Modsat Jesper Jespersen, men på linje med f. eks. Benjamin Friedman, tror jeg værdien af økonomisk vækst er stærkt undervurderet i offentligheden, og at denne endda er noget nær en (nødvendig, om end ikke tilstrækkelig) forudsætning for udvikling i en bredere samfundsmæssig forstand. I så fald bliver trade-off’et mellem vækst og ”klima” noget man skal forholde sig til...frem for blot at skyde problemet fra sig, ved at sige vækst er ligegyldigt.

Hvis såvel væksthensynet som klimahensynet skal ”tilgodeses”, må det indlysende nok handle om en reduktion af energi forbruget per vareenhed. Det kræver teknologiske fremskridt, hvilket da sædvanligvis også er ”kortet” fortalere for økonomisk vækst trækker. Men diskussionen ender hurtigt i en blindgyde. For hvor store reduktioner i CO2 udslippet vil fremtidige teknologiske fremskridt kunne afstedkomme? "Væksttilhængere" som undertegnede vil måske se positivt på mulighederne. "Vækstskeptikere", som Jesper Jespersen, vil nok være mere pessimistiske. Ingen kender svaret, og så stopper debatten dér.

Så, i et forsøg på at flytte diskussionen en smule, lad os fjerne blikket fra horisonten et øjeblik. I stedet for at fundere over fremtidige teknologiske muligheder kunne man vælge, at evaluere konsekvenserne af en forbedret udnyttelse af eksisterende teknologier; i stedet for at debattere effekten af forskning og udvikling kunne vi kikke på gevinsterne ved effektiv teknologi spredning.

For at skønne forsigtigt over potentialet, kan man rykke frem på følgende måde. Det globale CO2 udslip, E, kan skrives som summen af hvert land’s CO2 udslip, E_i. Land i’s CO2 udslip, E_i, kan ækvivalent udtrykkes: e_i*y_i*P_i, hvor e_i er CO2 emssion per (PPP justeret) BNP enhed , y_i er (PPP justeret) BNP per indbygger, og P_i er befolkningstallet. Ceteris Paribus, vækst i BNP per indbygger, i befolkningen, eller begge dele, betyder det flere emissioner; hvis vi "udnytter udslippet bedre" - lavere e_i - mindskes CO2 emissionerne. Data for disse variable er frit tilgængelige (online) i World Development Indicators, for et meget stort antal lande; så dem trækker jeg på i det følgende.

Med dette som baggrund: Forestil dig, at vi starter med at rangordne alle lande i verden efter CO2 emission per vareenhed, e_i. Lad os hernæst udnævne det mest energi effektive land til at være ”best practise”, e_bp, og studere effekten på det globale udslip af, at alle verdens lande arbejder på dette effektivitetsniveau (mens vi fastholder landendes BNP per indbygger og indbygger tal). Land i’s kontrafaktiske emissionsniveau bliver altså E_i = e_bp*y_i*P_i. Ideen er selvsagt, at e_bp afspejler den nuværende frontlinje i "CO2 effektivitet". Vi kan hernæst summe de kontrafaktiske emissionsniveauer, og sammenligne med nutiden. Altså: Hvis alle ligger ”på fronten” hvor meget vil det globale CO2 udslip aftage i forhold til 2007 niveauet (lige før krisen)? I forhold til 1990 niveauet?

Konkret valgte jeg, i udgangspunktet, at anvende emissions raten i Hong Kong som mål for ”e_bp”. Hong Kong har konsistent ligget blandt de mest energi nøjsomme lande i verden (målt relativt til værdiskabelse) siden 1980; i 2007 udledte Hong Kong ca. 0.14 kg CO2 per 2005 PPP $ BNP. Til sammenligning var tallet 0.26 kg for Danmark, 0.42 kg i USA og 0.98 kg. i Kina.

Det kommer selvsagt ikke som en overraskelse, at man igennem bedre anvendelse af eksisterende teknologi (i bred forstand), kan mindske CO2 udslippet globalt. Men måske vil størrelsen på reduktionen være en overraskelse? For svaret er, at de globale emissioner i 2007 ville ha været 70% lavere, hvis alle lande var så effektive som Hong Kong. Eller sagt på en anden måde, hvis alle lande udledte lige så lidt CO2 per vareenhed som Hong Kong, ville det globale emissionsniveau falde til blot ca 40% af emissions niveauet fra 1990!

Nu kan man så, med god ret, sige, at Hong Kong er et meget specielt sted. Det er fx ikke et ”land” i konventionel forstand. Hvad vigtigere er: ca. 100% af BNP udspringer af service sektoren. Hvis industrisektoren er mere energi tung, er ovenstående beregning sikkert stærkt misvisende. Men hvis man i stedet tager Singapore (med 30% af BNP fra Industri, 70% Service; hvilket svarer meget godt til fx USA og Danmark’s sektorsammensætning), bliver tallene kun marginalt anderledes (66% hhv 43%). Hvis man anvender Sverige som ”rollemodel” er resultatet også rundt regnet uforandret.

Disse beregninger kunne gøres mere sofistikerede, selvfølgelig. Fx kunne man "matche" lande på sektorsammensætning, og bruge "lokale frontiers" fremfor én e_bp for alle lande. Andre forbedringer kunne sikkert tilføjes. Men hvis ovenstående lille bag-på-konvolutten beregning er blot tilnærmelsesvis retvisende, bør det centrale tema i klimadebatten være teknologi spredning. For i fald ”best practise” blev indfaset verden over synes der at være (rigelig) plads til global økonomisk vækst i de kommende årtier, selv med ambitiøse målsætninger for CO2 udledningen.

For at illustrere den sidste pointe: Lad os forestille os, at vi giver alle verdens lande Sveriges e_i og (PPP) BNP per indbygger (y_i). Verdens lande er herved blevet til ”kloner” af Sverige, dog med forskelligt befolkningstal. Hvad er konsekvensen for det globale CO2 udslip? Samlet set bliver det nu til en stigning i de globale emissioner i forhold til 2007 niveauet. Men blot med ca. 20%. Givet udnyttelse af eksisterende best practise, er dette den ekstra ”emission’s bon” (i forhold til i dag) for at sikre en fuld konvergens i BNP per indbygger, hvilket indebærer at vi løfter BNP per indbygger i de fattigste lande på kloden med en faktor 30 eller mere!

Dette lille regne eksempel sandsynliggør, at en bedre anvendelse af eksisterende ”klima teknologi” verden over vil kunne tillade betydelig konvergens i levestandarden såvel som vækst i den rigere del af verden. Hvis man kan sikre en bedre udnyttelse af eksisterende teknologi er ”nulvækst” ikke nødvendigt, set over de kommende årtier, selv hvis man har klimahensyn på sinde.

En forudsætning er dog, foruden teknologi spredning, at befolkningsvæksten holdes i ro; jo hastigere befolkningsvæksten udvikler sig desto mindre "plads" er der til stigninger i levestandarden, givet klimahensynet (husk, at jeg holdt befolkningstallet fast i beregningerne ovenfor). Til dén ende vil meget afhænge af hastigheden hvorved fertilitets transition spredes, og udvikler sig; nogle af FN's fremskrivninger sandsynliggør således faldende global befolkning efter ca. 2050, andre antyder fortsat vækst frem til 2100.

Det er ganske klart at "klimateknologi" ikke spredes automatisk på tværs af kloden; den er utvivlsomt hindret af barrierer såsom manglende uddannelse, politiske friktioner m.v. Men hvis fokus i klimadebatten (i højere grad) kunne være på at identificere slige barrierer, og på hvordan de nedbrydes, vil det igennem min optik være et fremskridt. Det er i al fald en mere progressiv debat, end at appellere til stagnation.