Vækst udfordringerne: En korrekt diagnose?

Der er p.t. debat om den danske (gennemsnitlige) økonomiske vækst. Er den gået i stå? Hvordan kan man stimulere den gennemsnitlige vækst i det fremadrettede?

Regeringen har – som bekendt – nedsat et vækstforum, der p.t. overvejer det sidste spørgsmål. Tilsyneladende med udgangspunkt i, at svaret på det første spørgsmål er: ”Ja”. Som jeg har argumenteret tidligere (Her på bloggen, og sammen med Henrik Hansen, se her og her) er det nok en sandhed med ret kraftige modifikationer. Men denne diskussion desuagtet er der jo al mulig grund til, at udvise rettidig omhu; selv hvis den gennemsnitlige vækstrate ikke er aftaget kan en sådan nedgang jo godt være på horisonten.

Vækstforum har for nylig spillet ud mere deres diagnose. Mere specifikt har man fremlagt ”10 udfordringer”, som politisk bør tackles (se her). Hvis man skærer ind til benet så kan de centrale udfordringer (groft sagt) reduceres til 3 kerneudfordringer:

1.       Produktivitetsudviklingen er mangelfuld, hvilket særligt skader Industrien (læs: fremstillingserhverv) og dermed mulighederne for øget velstand

2.       Uddannelsestiden stiger ikke så hurtigt som man kunne ønske sig (da dette er en forudsætning for økonomisk vækst)

3.       Der skal innoveres noget mere; de offentlige forskningsmidler skal ”gøre mere kommerciel nytte”.

Set gennem min optik er disse tre observationer på ingen måde meningsforladte. Men man kan frygte at fokus er skævt i forhold til den situation Danmark er i. Lad mig prøve at forklare hvorfor.

Ad 1. Danmark er ikke et Industriland

Selvom man måske kan få den opfattelse, når man følger den løbende debat i medierne, at Danmarks fremtid står og falder med Industrien, så er denne sektor ikke den væsentligste kilde til den årlige værdiskabelse i dagens Danmark. 70% af BNP, og noget i den retning i forhold til beskæftigelsen, er at finde i service sektoren. Selvom ”uddannelse” og ”sundhed” er centrale service erhverv, så er service sektoren i overvejende grad privat. Og i stigende grad eksportorienteret. Det hedder jo ”eksport af varer og tjenesteydelser” af en årsag. Hvor det første kommer fra industrien (og landbruget), er tjeneste eksporten at henføre til service sektoren. Fra 1990 til 2007 (året før finanskrisen slog igennem) er tjeneste eksporten vokset ganske kraftigt. I gennemsnit er tjenesteeksporten vokset med ca. 6% om året, fra 1990-2007, eller ca. det dobbelte af hvad vareeksporten har kunnet udvise. I 2007 udgjorde den ca. 40% af den samlede eksport, og 20% af BNP. En god bid af den samlede tjeneste eksport – nuvel, hovedparten – kommer fra søtransport. Et erhverv der i øvrigt altid – op gennem historien - har været vigtigt for kystvendte Danmark. Men det er langt fra hele historien; andre brancher byder også ind.

Alligevel er ”service” kun nævnt i ”udfordringsnotatet” i en kontekst af ”offentlig service”. Faktisk er den private service sektor overhovedet ikke nævnt? Selvfølgelig skal man bekymre sig for Industrien. Men hvis man skal tænke over Danmarks vækstpotentiale, hvorfor ligger fokus i vækstforums arbejde ikke i højere grad på at forstå hvorfor tjenesteeksporten tilsyneladende trives, ”høje lønninger til trods”? Dette kunne være relevante spørgsmål at tumle med. Men det ser ikke ud som om, at det er på ”spisesedlen”.

Ad. 2 Et ”forspring” i uddannelsestiden kan ikke opretholdes på længere sigt

Når den gennemsnitlige uddannelsestid øges i en befolkning, så skal det tilskrives at yngre og bedre uddannede kohorter erstatter ældre og mindre uddannede kohorter på arbejdsmarkedet. I ”modne økonomier” som den danske, er ungdomsårgangene sædvanligvis relativt små i forhold til de ældre generationer. Så selvom uddannelsestiden på kohorte niveau øges, da øges den gennemsnitlige uddannelsestid i befolkningen kun langsomt.

I al fald hvis man sammenligner med den fattigere del af verdens lande. Disse lande, der netop er kommet ud af den demografiske transition, er præget af meget store ungdomsårgange. Og der satses hårdt på at øge uddannelsestiden blandt de unge, også i dén del af verden (af den samme årsag der gør os interesserede). Derfor er det heller ikke overraskende at den fattigere del af verden gradvist ”æder sig ind” på det forspring i gennemsnitlige uddannelsestid som lande som Danmark har siddet på (se fx Barro og Lee’s opdaterede uddannelsesdata her). Den proces må ventes at accelerere i årene fremover. At prøve at stå i mod disse kræfter er kampen mod tidevandet.

Det er utvivlsomt vigtigt, på det lange sigt, at Danmark fastholder et ”humankapital forspring” i relation til lande hvis produktion af varer og tjeneste ydelser vi skal konkurrere med. Men hvis vi gør det til en konkurrence i uddannelsestid er udsigterne mørke.

Heldigvis er der andre måder at stimulere uddannelse – eller humankapital akkumulation – på, som ikke handler om at øge uddannelsestiden. Eller hvad vi måske kan kalde kvantiteten af uddannelse. For det historiske uddannelsesforspring betyder, at "de vestlige økonomier" – herunder Danmark – nok snarere har en komparativ fordel i kvaliteten af uddannelse. Måske bør fokus – på det lange sigt – dermed ikke være på at sikre at flere mennesker læser i længere tid? Men derimod øget kvalitet i uddannelsessektoren?

Hvordan kan man stimulere kvaliteten i uddannelserne? Det er utvivlsomt en kompliceret diskussion, som vækstforum også kunne gøre til genstand for overvejelse. Men man kunne jo starte med at belønne kvalitet, frem for kvantitet, når uddannelserne kompenseres for deres indsats.

Alle videregående uddannelser finansieres efter en nøgle, hvor kvantitet er alfa og omega; det er alene antallet studerende (ganget med en mere eller mindre arbitrært fastsat ”takst”) der spiller en afgørende rolle for universiteter, fakulteter og institutter. Det betyder stort set intet for det enkelte instituts økonomi, om kandidaterne der produceres er i beskæftigelse, eller tjener penge, når deres uddannelse er afsluttet.

Man skulle tro det var muligt at lave en finansieringsnøgle der indarbejdede ledighed og aflønning, når ”prisen” på en færdig kandidat skal fastlægges. Det vil i al fald give uddannelserne incitament til at interessere sig for hvordan det går deres studerende når de er ”udskrevet”. Det er nærliggende at tro, at slige incitamenter kan være med til at højne kvaliteten af uddannelserne.

Vent! Er indtjening og ledighed udtømmende mål for ”kvaliteten af en uddannelse”? Sikkert ikke. Men markedsefterspørgselen efter kandidaterne (og dét er jo trods alt en hoveddeterminant for ledighed og løn) er nok ikke en helt dårlig indikator (mens vi venter på en indikator der er mindre ringe).

Hvad med gymnasierne? Samme historie. Om de studerende lærer noget, eller ej, spiller liden trille for hvordan gymnasiet kompenseres. Kunne man gøre noget ved det? Ja, en mulighed kunne jo være at afskaffe afgangsprøverne, og erstatte dem med optagelsesprøver på de aftagende uddannelsesinstitutioner. Alt eftersom hvordan de studerende klarer sig, vil ”afsender gymnasiet” blive kompenseret i større eller mindre grad, pr. studerende.

Jamen, vil nogen måske indvende, der er jo også nogen der går ud på arbejdsmarkedet efter gymnasieuddannelsen. Fint nok. Er de ledige? Tjener de penge? Det kan også kompenseres ud fra en kvalitetsmetrik. Men i fald Staten gerne vil incitere gymnasierne til uddanne folk til videre studier, da kunne man jo omvendt vælge at gøre det fordelagtigt at producere dimittender der klarer sig godt til optagelsesprøverne (om det så måtte være på universiteter, handelsskoler eller andre steder). Og ja, det vil så også give gymnasierne incitament til at kommunikere med universiteterne (ganske som ovennævnte forslag vil gøre det favorabelt for universiteter at orientere sig mod aftagerne af deres studerende). Måske vil en sådan kommunikation føre til, at overgangen mellem uddannelsesinstitutionerne bliver lettere? Mindre frafald, måske?

Hvad med folkeskolen? En ofte tilbagevendende kritik af folkeskolen er at eleverne ikke ”lærer nok”. I al fald, hvis man skal tro internationalt sammenlignelige undersøgelser. Hvis det er rigtigt, så kan det måske ikke undre. For hvorfor skulle dét være fokus hvis der ikke er noget væsentligt incitament til gøre eleverne dygtige? Det er hårdt arbejde at lave relevant og levende undervisning, så hvorfor knokle mere end hvad man behøver? Og heller ikke folkeskolerne finansieres efter om eleverne lærer noget (igen, hvis metrikken er den der ligger til grund for de internationale undersøgelser). I de senere år har fokus været på at lave prøver, undervisnings rapportering og meget andet der skal trække i retning af højnet ”kvalitet”. Men hvis man nu gav skolerne incitamenterne (læs: økonomiske incitamenter) til at højne kvaliteten var alt dette (og den administration det fører med sig …) måske ikke så nødvendigt?  Igen kunne man konstruere en aflønningsnøgle der retter sig mod optagelsesprøver, eller ledighed og løn.

Inden jeg bliver anholdt af meningspolitiet, vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg er overbevist om, at folkeskolen i rigt mål er befolket – ligesom alle øvrige uddannelsesinstitutioner i landet –  af ildsjæle der ikke ønsker andet end at deres studerende skal lære noget; som knokler i det daglige, og desuden tager fritiden i brug for at forbedre undervisningen. Men det er svært at se, at selvsamme ildsjæle ville kunne få ringere kår i fald alle i systemet var fokuseret på selvsamme kvalitetsmålsætninger. Også de for hvem flammen måtte brænde mindre kraftigt. Tværtimod vil disse ildsjæles (ekstraordinære) indsats måske blive mere værdsat? Og ja, der ér noget der hedder ”den sociale arv”, hvorfor det er vanskeligere i visse geografiske områder at producere elever der er ”studie parate”. Men hvis menneskeligheden kan sende folk til månen (og jeg hører til de der tror vi har været der), er dét problem nok til at løse i aflønningsnøglen.

Det skal gerne medgives at ovennævnte mest har karakter af strøtanker. Men under alle forhold er kvalitet vs. kvantitet af uddannelse, efter min vurdering, et spørgsmål der burde diskuteres. For der ér altså et trade-off, om man kan lide det eller ej. P.t. synes al diskussion at være rettet mod hvordan Danmark øger kvantiteten af uddannelse. Mit gæt er, at ressourcerne er bedre brugt på at fostre kvaliteten på det nuværende stadie i den danske udviklingsproces. Men der er ikke noget der umiddelbart tyder på at det er et tema for vækst forum.

Ad 3. Danmark opfandt ikke dampmaskinen; men vi adopterede den hurtigt

Man kan nogen gange få den fornemmelse, at det afgørende for den danske fremtidige vækst er at vi er forskningsmæssigt ledende. Over alt og på alle områder. Altså at Danmark i et hastigt tempo kan ”opfinde” nye teknologier der kan drive den økonomiske vækst; ganske som i lærebogsmodellerne for R&D dreven vækst. Denne opfattelse synes også afspejlet - i en vis udstrækning - i ”de 10 udfordringer”.

Men Danmark er ikke blevet rigt fordi vi producerede nye teknologier før andre. Nuvel, det er måske sket fra tid til anden. Men hovedsageligt handler det om teknologi adoption. Vi har historisk været hurtige til at tage nye ideer og teknologier til os, som oprindeligt stammer fra andre dele af verden.

Spiller forskningen en rolle i den henseende? Bestemt. Men i et lille land som Danmark er det nok naivt at forestille sig, at den kan spille en afgørende direkte kommerciel rolle; sådan som ”udfordringsnotatet” synes at efterlyse. Det er ganske enkelt et spørgsmål om skala; det er ikke overvældende sandsynligt, at de ganske få danske forskere vil kunne producere lige så mange kommercielt anvendelige teknologier som et hav af (fx) kinesiske forskere kan. I enkelte tilfælde: Ja. Gennemgående: Nej.

Jamen hvad er så den offentligt finansierede forsknings berettigelse? Er det ikke spild af ressourcer? Set med mine øjne er svaret: Nej.

Samfundsgevinsten ved, at der bliver bedrevet forskning på højt internationalt niveau i Danmark er indholdet i undervisningen der leveres på forskningsinstitutionerne. Den bedste garanti for, at de studerende på landets højere lærer anstalter præsenteres for den seneste viden er, at læreanstalterne fyldes med aktive forskere der bevæger sig på forskningsfronten. Og det betyder i praksis, at de bedriver grundforskning. At det er den seneste viden der formidles til de studerende er vigtigt for vækstprocessen. Hvis de studerende udstyres med ”cutting edge” viden, da vil de være i stand til at afkode de nye teknologier der opfindes i verden omkring os. Og dermed er vejen banet for, at disse teknologier bliver adopteret hurtigt i Danmark; og vinder indpas bredt i samfundet. Dermed kan (det jeg anser for at være) ”formlen” for den danske (historiske) vækst proces videreføres. Dét er værdien af grundforskningen. Den væsentligste samfundsgevinst ved grundforskning er ikke, at der undertiden opfindes en smart ”dippedut” (eller ”dingenot”, hvis man er mere ambitiøst anlagt).

Min bekymring er altså, at ”kommercialisering af forskningen”  (mere end hvad den allerede er blevet!)  meget let kan betyde at grundforskningen træder mere i baggrunden end hvad ellers ville ha været tilfældet. Og det er, set med mine øjne, et problem. Ikke fordi anvendt forskning er værdiløs. På ingen måde. Det er bedst illustreret ved, at den private sektor finansierer en masse af den (hvilket dog i øvrigt rejser spørgsmålet om hvorfor Staten overhovedet skal tage den rolle på sig?). Men problemet er altså, at når fokus i forskningen på universitetsniveau ændres, da ændres indholdet i undervisningen på de højere læreanstalter også. Og i fald indholdet bevæger sig væk fra forskningsfronten vil det have langsigtede omkostninger; de studerende kan ikke længere tage det for givet, at den viden de præsenteres for er ”frontline viden”. Det kan selvfølgelig hænde, at de politisk valgte ledere har en klarere fornemmelse for hvor forskningsfronten er på vej hen end landets forskere, og derigennem får landet sikkert ”i havn” via fordelingen af de ”strategiske forskningsmidler”. Men jeg tillader mig at tvivle.

Der må være smartere måder at sikre en øget kommunikation mellem erhvervslivet og universiteterne på. Igen et emne for vækstforum. Men fx vil ovennævnte initiativer, der retter sig i mod at belønne universiteterne hvis deres kandidater er eftertragtede på arbejdsmarkedet, utvivlsomt kaste øget kommunikation mellem erhvervsliv og universiteter af sig. Det forekommer som en mere smidig tilgang, end en der har ”strategisk forskning” som forankringspunkt; hvor indholdet i undervisningen uvilkårligt ændres (utilsigtet), og hvor man i tilgift får konstrueret et system hvor offentligt ansatte (såsom jeg selv), søger andre offentlige ansatte (i råd og nævn) om at få adgang til offentlige midler (forskningsmidler) til at forske i områder der anses (i yderste instans: af politikere) for at være af stor betydning i det fremadrettede. Jeg er i al fald ikke overbevist om, at dette er opskriften på vækst og velstand.