Absalons Hemmelighed

Indledning
D. 1. december 2006 havde Danmarks Radio premiere på sin julekalender ”Absalons Hemmelighed”. Igennem december måned kunne spændte børn, unge og forældre følge Cecilies kamp for at redde julen, og ikke mindst lillesøsterens skrantende helbred. Serien forbandt på fornem vis mystik, realisme, og udforskningen af det ukendte, så efter min mening er det en af de bedste TV-julekalendere nogensinde (Anders Matthesen’s ”Jul på Vesterbro” (2003) placerer sig også i denne kategori). Jeg havde nok også den rigtige alder, da mine to børn stort set var på alder med hhv. Cecilie og lillesøsteren, så de levede selvfølgelig intenst med, og serien indeholdt en passende mængde ”voksne” problemstillinger og historiske elementer som fangede mig (udover at det ikke skadede, at Ellen Hillingsø spillede Cecilies mor). Man fik en del at vide om Københavns historie, og som mange måske husker var hele historien inspireret af en del arkæologiske fund som dukkede op under udgravningerne i forbindelse med metrobyggeriet ved Kgs. Nytorv og Magasin (Cecilies far var direktør i Magasin, og familien boede gudhjælpemig i en lejlighed på toppen af Magasin). I serien er der i Magasin lavet en udstilling om Absalon, som af mange regnes for en af grundlæggerne af København. Cecilie undersøger i ren forskerstil alt om Absalon, og om hans historie måske gemmer på en hemmelighed, som kan løfte sløret for en hel del mystiske hændelser, og måske samtidig være nøglen til en helbredelse af lillesøsteren. Pænt genialt lavet serie.

Den nød da også stor popularitet, og nævnes ofte som en af de bedste julekalendere på danske tv. Jeg tror også den stod for en særlig nyskabelse, som jeg dog ikke har videnskabeligt belæg for. Men jeg mener ikke, at man tidligere i ”primetime” på DR, dvs. mellem 20.00 og 20.30, havde set et close-up af en teenagepige, der højt og tydeligt siger ”fuck”. Serien affødte en del merchandise, og af en vis lødig karakter, da mange blev interesseret i at lære om Absalon, og om han nu også havde gemt på nogle hemmeligheder i sit virkelige liv. Der er desværre ikke rigtig kommet noget frem, der emmer af mystik, men det skabte en sund interesse for noget historisk.

Absalon og Københavns Universitet
Glæden over dette blev kort efter ødelagt af Københavns Universitet, da man besluttede sig for at indføre et nyt IT system som skulle hjælpe lærere med at oprette kursussider for deres fag, fremme interaktionen mellem studerende og lærere osv. Dette var i sig selv et prisværdigt initiativ, da læreres brug af hjemmesider ikke var strømlinet. På Økonomisk Institut var der dog i 2006 temmelig mange lærere som havde kursushjemmesider, hvorfra man kunne downloade slides og noter, holde øje med opdateringer, osv. Jeg havde selv i al beskedenhed arbejdet med det siden 1996, fordi jeg synes det var sjovt, men selvfølgelig var ikke alle lige interesserede i at html programmere (fiks og færdige hjemmesideskabeloner fandtes ikke dengang som nu). Så noget systematisk støtte fra KU var skam en fin ting.

Som med alle offentlige IT-systemer, så er noget af det vigtigste, at det får et godt navn. Altså ikke forstået sådan, at det opnår et godt omdømme, men at det får et fedt navn, sådan rent bogstaveligt. Der blev derfor udskrevet en navnekonkurrence, og vindernavnet blev ”Absalon”. Det skulle hurtigt vise sig at lægge et kedeligt skær over min glæde over DRs julekalender.

Det stod hurtigt klart, at programmets funktionalitet var latterlig dårlig. Det kunne tilskrives begyndervanskeligheder, og med tiden kunne man da få det til at fungere, og mange ting er blevet bedre med årene. Men en ting har stået fast lige siden 2007: Absalonsystemet lever i en enkelt dimension helt op til den TV-serie, det tiltuskede sig sit navn fra: Alt er fuldstændig hemmeligt.

Jeg var naiv og troede, at det var nogle indstillinger man kunne justere på eller lignende, men nej. Et kursusrum var kun for deltagere i kurset.

Hemmelighed er ikke godt

Denne hemmelighed prøvede jeg at protestere mod, idet det blev forventet, at alle fremover brugte Absalon som platform for undervisningen. Dette ville sige, at man nu afskar en lang række relevante personer indsigt i et kursus: Interesserede studerende som overvejer at følge faget, interesserede udenlandske studerende som overvejer at studere ved KU, kolleger som vil holde sig orienterede om fagudviklingen på arbejdspladsen, andre akademikere fra ind- og udland, m.m.m.

Jeg skrev til dekan, til pro-dekan (der var vist kun en i 2007), og tidligere studieleder Peter Erling Nielsen og jeg talte vores sag overfor ”Center for Webaseret Læring”. Til min overraskelse blev vi mødt med stort set ingenting. Vi blev egentlig betragtet som lidt latterlige. Vi fik argumenter for at den offentlige utilgængelighed var en god ting p.gr.a. potentielle copyrightproblemer, at andre universiteter havde samme politikker, og så var der vist noget om at sælgeren af systemet ville skulle have flere penge for softwaren, hvis den blev brugt på offentlige hjemmesider. Alle argumenter som jeg den dag i dag ikke kan acceptere. (Copyright problemer forsvinder ikke ved at gøre en side hemmelig; at andre gør samme dumme ting er ikke et seriøst argument; og økonomiske hensyn skulle helst ikke stå i vejen for vidensdeling).

Så siden den tid har jeg bare stille protesteret ved at køre mine kurser med offentlige hjemmesider. Dagbladet Information havde en historie om ”sagen” i 2007, men siden da er der ikke rigtig nogen, der har skænket det en tanke. Jeg har pippet lidt op om det fra tid til anden gennem årene, når chancen bød sig, men jeg bliver for det meste mødt med venlige smil og repressiv tolerance.

Det undrer mig egentlig lidt. KU er et offentligt universitet, og den undervisning der tilbydes er efter min mening en af de vigtigste platforme for formidling af viden til omverdenen (man kunne også komme med et skatteyderargument, om at de har en ret til at se hvad deres penge går til, men lad nu bare dét hvile). Universitetet laver under stort ståhej og med anvendelse af betydelige ressourcer den ene strategiplan efter den anden om vigtigheden af ”omverdensrelationer”, ”tværfaglighed” osv. Hvordan det spiller sammen med, at man gør en af sine hovedaktiviteter hemmelig, det går over min forstand. Og tværfaglighed fremmes ikke af, at forskere og undervisere ikke kan få indblik i fagindhold på andre institutter og fakulteter.

Det er værre endnu. Indenfor et institut kan medarbejderne ikke få adgang til kollegers kursusrum. Det kræver ikke mange overvejelser at indse, at det kan gøre fagkoordination en smule besværlig. For nu at underdrive lidt. Selvfølgelig kan vi da bare mødes og snakke, men vi er flyvske folk, og jeg kan nogle gange have behov for at se, hvor grundigt et givet emne er blevet dækket i et andet fag. Lige nu. Før 2007 kunne jeg bare hoppe til den seneste faghjemmeside og kigge i slides m.m., og få et godt indblik i det hele. Nu skal jeg have fat i pågældende lærer, og det er ikke altid det bare lige kan ske fra det ene minut til det andet (og slet ikke, hvis det er en ekstern). Så Absalons Hemmelighed er en reel barriere for ordentlig fagkoordination. Den summariske information man får om et fags indhold fra kursuskataloget (som nu også er puttet in under ku.net for at skjule det endnu mere, og dermed gøre det endnu sværere for udenlandske studerende at få bare noget information), den siger simpelthen ikke nok om et fags reelle indhold. Dets ”DNA” så at sige.

Det er mig derfor en gåde, at studerende ikke har klaget over denne tilstand, som nu har varet i 8 år. Der bliver fra studenterside klaget over alle mulige andre ting (ofte med rette, nogen gange ikke, men sådan må det være), men et ønske om at kunne foretage informerede valg om, hvilke fag man skal tage fremover, har tilsyneladende ikke været ret stærkt.

Og nu kan det kun blive værre

Men jeg kan fornemme, at det begynder at blive mere presserende nu. Efter den såkaldte ”fremdriftsreform” nu bliver en realitet, bliver problemet formentlig større.[1] Nu kan man ikke længere shoppe rundt til forelæsninger i starten af et semester, og tjekke ud, hvad der fanger eller ej. Nu skal man melde sig til fag på forhånd, og hvis faget så viser sig at være et fejlvalg af horrible dimensioner, tja, så er det bare ærgerligt. Man hænger på sit valg.

Når man på denne måde tvinges ud i irreversible beslutninger, så skal informationsmængden gerne være så stor som muligt. Og der ligger tonsvis af information om fag liggende som Absalons Hemmelighed. Mange studerende kom til mig her i foråret og spurgte til andre kandidatfag. Om deres indhold, sværhedsgrad osv. Det er jo bindegalt, at de ikke selv kan få adgang til informationen direkte. Og da jeg ikke selv har fulgt de forskellige fag, så er jeg reelt ukvalificeret til at svare ordentligt på disse enormt relevante spørgsmål.

En blivende hemmelighed?

Jeg spørger tit mig selv om, hvor længe det kan vare ved. Og bliver nogen gange i tvivl om, hvorvidt jeg har misforstået det hele. Måske er det godt, at jeg ikke kan følge strukturen i f.eks. Makro A eller Mikro B. Jeg skal vel bare stole på at mine kolleger lærer dem alt, hvad der er værd at vide? Og når jeg skal give meritvurderinger vedr. udenlandske fags overlap med vores egne fag, så må det vel være nok at jeg kan se om der er brugt den samme bog? Om der er brugt nogle forskellige kapitler er vel uvæsentlige detaljer?

Hmmmmm, jeg synes nu stadig det er underligt, at jeg her i 2015 på nettet kan se, hvor meget min underbo skylder i sin lejlighed, men jeg kan ikke se, hvad der f.eks. foregår i Økonomiske Principper på min egen arbejdsplads.

KU kunne overveje situationen igen, og Absalon er da også under stadig udvikling, og efter sigende vil der ske nogle ændringer i 2017. Men som alle offentlige IT-systemer ved man ALDRIG, hvad der kan være af tekniske restriktioner – så jeg holder ikke vejret. I mellemtiden må vi derfor leve med Absalons Hemmelighed, mens vi igen og igen lytter til planer for omverdensrelationer, nye læringsinitiativer, tværfaglighed, m.m.m. fra KUs ledelse.

Som Cecilie sagde på DR i december 2006: ”Fuck!”

---

[1] Jeg tror, det kan siges med nogenlunde sikkerhed, at ikke mange på KU er begejstrede for denne reform. Administrativt bliver det et helvede, og princippet om at hastighed skal veje tungere end fordybelse, er meget uakademisk. At polit-studerendes længere studietider for en stor dels vedkommende kan forklares med relevante studenterjobs på kandidatdelen til studerendes og fremtidige arbejdsgiveres udelte glæde, det har der så ikke været nogen forståelse for. I dansk politik gælder der tilsyneladende strenge principper om, at alle skal behandles fuldstændig ens. Plus at en ministers eftermæle vurderes efter antallet af reformer vedkommende har gennemført. Om reformerne så er fuldkommen idiotiske eller ej, det synes at tælle mindre.