Henrik Jensen

John Maynards bog: Kan man leve uden?

Indledning

Det kortest mulige svar på titlens spørgsmål er ”ja”. Jeg mener sagtens, man kan betragte sig i spejlet om morgenen, lytte til sin indre stemme der siger ”godmorgen din økonom”, og derefter påbegynde dagens arbejde med oprejst pande og et fuldkomment fravær af en nagende dårlig samvittighed, der hvisker: ”Du har ikke læst John Maynards bog!” Selvfølgelig kan man det, Jeg vil endda sige, at man skal holde panden oprejst. Siden bogen blev udgivet er der trods alt gået 75 år, og man kan jo ikke nå at læse alle vigtige bøger og skrifter, hvis antal i øvrigt stiger støt og roligt hvert år.

Men hør nu lige her! Bogen der er tale om er jo ”The General Theory of Employment, Interest and Money” af John Maynard Keynes. Bedømt på titlen alene, så er den vel ikke til at komme udenom, hvis man tør kalde sig makroøkonom? Den burde vel også være obligatorisk læsning på ethvert økonomistudium? Tja, bum, og nej! Hvis man netop er økonom, så ved man at fordelingen af knappe ressourcer er temmelig centralt, og netop ens tid er en knap ressource (ikke mindst som studerende). Så man må spørge sig selv (eller andre), om ens ressourcer er godt anvendt til at læse og prøve at forstå en 75 år gammel bog? Svaret er, at de nok ofte er langt bedre anvendt til at læse artikler, der behandler aktuelle problemstillinger og nye metoder til at forstå komplicerede økonomiske sammenhænge.

En gammel bombe

Der skal ikke herske et øjebliks tvivl om, at jeg som mange andre anerkender, at Keynes’ bog var en bombe i den unge økonomiske videnskab. En bombe hvis dønninger på godt og ondt stadig føles i dag. I en datid, hvor arbejdsløsheden var et voldsomt problem, kunne udbudsorienterede teorier med fuld kapacitetsudnyttelse mildt sagt ikke bidrage med meget. Fortæl lige tidens arbejdsløse, at de bare var på en lang frivillig ferie.

Keynes fik sat fokus på efterspørgslen, ”effective demand”, som en kausal faktor i bestemmelsen af den samlede indkomst og beskæftigelse. Dermed fik han introduceret manglende efterspørgsel som en forklaring på uudnyttede ressourcer og dermed lavkonjunkturer og recessioner. Dét var kontroversielt dengang, men er blevet accepteret af de fleste økonomer sidenhen som en altid mulig faktor i økonomiers nedture. Tilsvarende også for opture, og meget kvantitativ forskning er dedikeret til at dekomponere konjunkturcykler i udbuds- og efterspørgselssvingninger. Og sjældent kan efterspørgslen ignoreres. Jeg har dog aldrig forstået (men det er nok sproget og tiden) at Keynes’ approach med at se ”the economy as a whole” var specielt nyt. Det med ”as a whole” er vel essensen i generel ligevægtsteori. I et klassisk diagram for arbejdsudbud og efterspørgsel med fuld fleksibel realløn, da er beskæftigelsen ikke bestemt uafhængigt af ”the economy as a whole”; kapitalapparatet (og dermed investeringer) og marginalnytten af forbrug spiller en rolle for henholdsvis efterspørgsel og udbud af arbejdskraft.

Keynes’ fokus på efterpørgsel, ledte naturligt nok efterfølgende også til et fokus på at anvende efterspørgselsorienteret økonomisk politik til at stabilisere konjunkturer. Hvis de private investeringer falder p.gr.a. en kollektiv investeringsdepression, så kan f.eks. en ekspansiv pengepolitik hjælpe til med at løfte efterspørgslen og dermed produktionen. (Og her har man så oplevet, at man også kan stimulere for meget; her kom bl.a. Phillips ind i billedet.)

Så bomben Keynes kastede i 1936 var en yderst velkommen en. Og en som har haft usædvanlig stor gennemslagskraft i relation til hvordan økonomer tænker på konjunktursvingninger og design af økonomisk politik. Et indiskutabelt hovedværk i økonomi. Men skal man så ikke læse bogen selv, hvis man vil tillade sig at formulere egne tanker om aktuelle emner? Nej, egentlig ikke. Det var en vigtig bombe, men det er en gammel bombe.

Keynes og jeg

Da jeg var økonomistuderende i Århus i 1980erne, var bomben knap så gammel. Og af den grund var presset måske ekstra stort: Man skulle selvfølgelig læse den, hvis man skulle kunne kalde sig økonom. Man skulle i øvrigt også læse Karl Marx’ ”Kapitalen”. Det fik jeg eksplicit at vide af en tutor, men synet af de rigtig mange bind forskrækkede mig så meget, at jeg foretrak at prøve med Keynes. Den kunne Jørgen Gelting vist også godt lide, og han var Økonomisk Instituts berømte og frygtede nestor, så jeg turde ikke andet. Nu er frygt ikke den bedste motivation, men jeg vil påstå, at jeg trods alt gik til projektet med åbent sind. Jeg læste den da jeg gik på anden del (og hvor jeg havde taget teorihistorie). Jeg turde ikke sige det højt i første omgang, men jeg forstod faktisk ikke meget af bogen, og nogle steder måtte jeg springe over for at komme videre. Jeg følte, jeg havde læst et Shakespearestykke på originalsproget, og ikke fanget pointen.

Langsomt gik det op for mig, at andre faktisk heller ikke forstod ret meget af bogen. Det var unægtelig lidt af en befrielse, og den dag i dag står en ting lysende klart: Folk strides stadig om, hvad Keynes egentlig mente, når han skrev dette og hint. Men bevidstheden om at have læst den gav mig som studerende lidt sindsro, da jeg uden at have fået noget fagligt ud af det, dog havde kunnet sætte et kryds ved noget af det, man skulle gøre. Et tomt ritual var fuldført.

Der hvor jeg faktisk lærte noget relevant og brugbart, det var gennem andres formuleringer/fortolkninger af Keynes’ tekst. I min studietid især ved IS-LM modellen, som John Hicks har fået æren for. Det er en ganske nyttig model til brug for kortsigtsanalyser af pengeefterspørgsel, investeringer, offentligt forbrug, privat forbrug, policy multiplikatorer, o.s.v. Den er desuden formuleret på en simpel matematisk måde, som fremmer forståelsen (og skulle det knibe med algebraen, så kan den jo i sin rene statiske form beskrives grafisk). Modellen er formuleret med faste priser, og har bl.a. været medvirkende til at Keynes i dag bliver associeret med ukomplet nominel tilpasning. Dét kan man så gå tilbage til Keynes og tjekke og finde belæg for, men man kan også  finde belæg for det modsatte. (Jeg gik lige tilbage og fandt belæg for det på side 216 i Keynes, 1937, hvor han skriver om effekten af en stigning i pengeefterspørgslen og den negative aktivitetseffekt af den resulterende rentestigning: ”any effect on prices being produced by repercussion as an ultimate consequence of a change in the rate of interest”). Men for mig at se er det fuldstændig ligegyldigt. Keynes må tage æren for, at nogen begyndte at formulere modeller med stive priser og lønninger og stadig gør i dag, og krediterer Keynes. Vi kan ikke vide, om han vil være tilfreds med den ære. Han er død. Hvad der er af relevant for en makroøkonom i dag, er om alle priser tilpasser sig perfekt eller ej (det viser empirien, at de ikke gør), og hvad implikationerne er for konjunkturcykler og økonomisk politik. Om det er i Keynes’ ”ånd” kan vi ikke vide, så lad det ligge.

Interessant? Ja. Aktuel? Nej

Dermed ikke være sagt, at det er uinteressant, hvad Keynes egentlig skrev. Og da heller ikke at diskutere, hvad han egentlig mente. Dét kan der komme mange dybe og indsigtsfulde debatter ud af. Jeg har nok bare ikke rigtig tålmodighed til at følge sådanne debatter intenst, da de ofte ikke kommer væk fra 1936 og dermed bliver relevante for aktuelle problemstillinger. Mange post-Keynesianere kritiserer for eksempel i dag ikke-Post-Keynesianere med de samme argumenter som Keynes kritiserede klassikerne i 1936; f.eks. manglende empirisk relevans af generel ligevægt. Jeg forstår det som et spørgsmål om relevans af konvergens til steady-state (da alle moderne makromodeller er i generel ligevægt på alle tidspunkter; en ligevægt der i øvrigt kan være ganske rædselsfuld, hvis nogen stadig skulle være i tvivl); men dette er empirisk testet gennem bl.a. ved ikke-afvisninger af NAIRU Phillipskurver, estimerede versioner af DSGE modeller (såvel 1980ernes Real Business Cycle modeller som 2000ernes sticky-price modeller), ikke-restringerede VAR modeller, m.m. Så det er ikke noget med en antagelse man tror på, og der findes i øvrigt en hel teoretisk disciplin dedikeret til analyse af ligevægtsubestemthed, og en stor empirisk disciplin dedikeret til analyse af stationaritet versus ikke-stationaritet. Der er mange, som er kommet videre på 75 år.

Med alderen (gys) finder jeg dog ældre skriverier mere spændende, og decideret underholdende, end tidligere, og jeg kan meget bedre goutere Keynes’ højpandede sprog i dag (jeg hører altid John Gielgud for mig, når jeg læser Keynes). Med min (synes jeg selv) bedre forståelse af økonomiske teorier end i 1980erne, kan jeg også bedre genkende noget af det han skriver om, og forstå hvorfor jeg (næsten) intet forstod i 1980erne. Man skal være uddannet økonom for at forstå hans kringlede men finurligt elegante sprog. Derfor er bogen totalt uegnet som pensum på et økonomistudium. Og bøger der debatterer, hvad han egentlig skrev, er om muligt endnu mere uegnede. I hvert fald på BA delen. Jeg tillader mig nemlig at tro at studerende i 2011 ikke er blevet mere dus med 1930ernes engelsk, end studerende var i 1980erne. Det vil simpelthen være en rigtig dræber at tvinge studerende igennem. 

Desuden er mange af de koncepter som Keynes bruger ikke anvendte i dag (han taler bl.a. om klassikernes ”long-period equilibrium” (1937, p. 212), som må være det, man i dag kalder steady state (?) ). Det gør stadig læsning meget svær. Der savnes den præcision som matematisk formulerede modeller sikrer, og som specielt ville kunne have gjort en 75 år gammel teori mere klart forståelig. Desuden er hans mange postulater om, hvad der er realistisk eller ej, formentlig uaktuelle i dag. Men uanset det, er det skægt at læse, hvordan han kritiserer klassikerne for at antage output for givet uden rimelig relation til virkeligheden, samtidig med at hans egne overvejelser om usikkerhed til en vis grad er præget af lommefilosofiske aksiomer om, hvordan mennesker agerer i en usikker verden. Det lyder smukt og rimeligt, men hvor er empirien bag følgende udsagn om hvorfor folk holder et domineret aktiv som penge?

Because, partly on reasonable and partly on instinctive grounds, our desire to hold Money as a store of wealth is a barometer of the degree of our distrust of our own calculations and conventions concerning the future. Even tho this feeling about Money is itself conventional or instinctive, it operates, so to speak, at a deeper level of our motivation. It takes charge at the moments when the higher, more precarious conventions have weakened. The possession of actual money lulls our disquietude; and the premium which we require to make us part with money is the measure of the degree of our disquietude” (1937, s. 216)

(Jeg måtte slå det op. Det lækre ord ”disquietude” svarer til ”uneasiness”.) Så det er kort fortalt kollektiv angstpræget og skizofren adfærd, der pludselig vækker folks trang til at akkumulere kontanter, så renten stiger og investeringerne falder, og indkomst, og forbrug falder (alt sammen forstærket af multiplikatoreffekten hvis virkning minder ganske meget om en tâtonnement proces analogt til klassikernes pristilpasningstanker - denne gives i øvrigt heller intet empirisk fundament).

Men jeg har ganske sikkert overset noget. I et eller andet hjørne i et af Keynes’ værker kan man med garanti finde noget, der gør udsagnet mere funderet i realisme, hvis man leder længe nok. Og man kan sikkert holde flere konferencer om det.  Men igen, jeg synes det vil være flintrende ligegyldigt. Keynes’ likviditetspræferenceteori kan sagtens overleve i IS-LM (om)formuleringen uden at blive baseret på ”partly on reasonable and partly on instinctive grounds”. Dér bliver der bare antaget en pengeefterspørgsel, og man kan nemt analysere effekterne af en stigende pengeefterspørgsel uden for meget udenomssnak. Herved bliver man således også fritaget for at forstå, hvorfor Keynes ikke syntes at mene, at den depressive tilstand påvirker forbrugsadfærd; her er han pludselig helt sikker:

when our income is increased it is extremely unlikely that this will have the effect of making us either spend less or save less than before. This psychological law was of the utmost importance in the development of my own thought, and it is, I think, absolutely fundamental to the theory of effective demand as set forth in my book.” (1937, s. 220)

Med en moderne tilgang skriger jeg lidt efter en budgetbetingelse, som kan klargøre denne psykologiske stabilitets samhørighed med den angstprægede porteføljepleje.  Der er i hvert fald ingen tvivl om, at denne 1937 artikel med dens postulater på postulater aldrig ville blive accepteret i Quarterly Journal of Economics i dag. Og det er da et tegn på akademisk fremskridt (men ikke at artiklen var ringe i 1937).

Kom videre

Så jeg mener man skal komme videre. Man må erkende, at man ikke kan læse alt, og at man som ikke-teorihistoriker godt kan leve og virke som makroøkonom uden at have læst Keynes. Det kan den særligt historisk interesserede gøre. Så længe man har styr på de moderne teorier og redskaber, så går det sagtens. Og man vil være påvirket af Keynes alligevel, men via de økonomer som gennem tiderne har kondenseret hans tanker til mere forståelig form. Så uanset om Keynes selv ville have følt sig misfortolket, eller om hans disciple af i dag finder brugen af navnet Keynes i vild uoverensstemmelse med mesterens ultimative tekst fra 1936, så har Keynes haft og har stadig en enorm betydning for makroøkonomi.

Reference

Keynes, J. M., 1937, The General Theory of Employment, Quarterly Journal of Economics 51, 209-223.

12 kommentarer


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 09. februar 2011 #1

Det væsentligste stykke teorihistorie (inkl. Keynesianisme) kan opsummeres af denne rap:

http://www.youtube.com/watch?v=d0nERTFo-Sk


Gæst

Jakob Stenfalk (gæst) @ d. 10. februar 2011 #2

Der er det ikke helt trivielle problem med generelle ligevægtsmodeller at den politiske økonomi ikke er et ligevægtsfænomen, at penge ikke er neutrale - ikke på kort sigt, og ikke på langt sigt - og at mennesker ikke er individuelt nytteoptimerende væsener.

Hvis man ønsker at forstå svagheden ved ligevægtsbetragtninger er det instruktivt at se på finansielle panikker, fordi det er et fænomen som helt åbenlyst ikke kan modelleres igennem ligevægte. En panik kan bedst modelleres som en kaskade af konkurser, og kaskader får du kun når du har et system som er (forholdsvis langt) ude af ligevægt.

Opbygningen til panikken er naturligvis heller ikke et ligevægtsfænomen - ser man på den rolle som den private kreditudstedelse spiller for efterspørgslen bliver det helt tydeligt (den er typisk accelererende helt indtil krakket) - men opbygningsfasen er tilstrækkeligt kontinuert til at man næsten kan modellere den med ligevægtsmodeller. Hvis man ikke har noget imod at ens modeller giver grundlag for fjollede politiske anbefalinger.

Eller se på hvordan pengemarkederne opfører sig i virkeligheden. Generelle ligevægtsmodeller lider sædvanligvis under den vildfarelse at opsparing forårsager investering. Men på pengemarkederne er det omvendt: Investeringen skaber opsparingen; lån skaber indskud. I et moderne centralbanksystem er "loanable funds" et meningsløst begreb - udstedelsen af kredit skaber, ex nihilo, de penge der lånes.

Man kan naturligvis vælge blot at betragte den finansielle sektor som en kilde til eksogene chock, som man ikke ønsker at forsøge at modellere... men jeg mener at man med en vis ret kan spørge sig selv hvad denne amputerede form for nationaløkonomi overhovedet kan bruges til. Det væsentligste makroøkonomiske og industripolitiske problem i den moderne industristat er at undgå finansielle panikker - alle mikroøkonomiske forhold blegner i sammenligning med den seriøse industrielle depression der sædvanligvis følger af større finansielle panikker.

Personligt tror jeg nu nok at jeg ville læse Keynes for sjov, Fisher af historisk interesse og Minsky for at forstå den moderne politiske økonomi.


Henrik Jensen

Henrik Jensen @ d. 10. februar 2011 #3

@ Jakob

ad) "at penge ikke er neutrale - ikke på kort sigt, og ikke på langt sigt - og at mennesker ikke er individuelt nytteoptimerende væsener."
Interessante postulater. Så du mener dermed a) Verden kan blive permanent rigere, hvis vi sætter ekstra nuller på pengesedlerne; b) man kan snyde alle mennesker hele tiden? Det første har man prøvet flere steder, og det virker ikke. Det andet går heller ikke i længden.

ad) "Generelle ligevægtsmodeller lider sædvanligvis under den vildfarelse at opsparing forårsager investering.".
Det er ikke korrekt. Du blander cykler og lang sigt sammen.

Så læs evt. også noget moderne makro, så du får mere indblik i de udfordringer der behandles dér. Handbook of Monetary Economics kommer i en 2011 udgave snart - dér skulle der være nok at dykke ned i.

Mvh. Henrik


Gæst

Jens (gæst) @ d. 10. februar 2011 #4

@Henrik,
ad a) Verden kan blive permanent rigere, hvis vi sætter ekstra nuller på pengesedlerne,

det kan man nok ikke påstå, men det betyder ikke nødvendigvis, at penge er lr-neutrale.
Så dum er Taylor-modellen vi lærer i Adv. Macro 1 vel heller ikke?

Fra Groths noter:
"Although in the above analysis only an unanticipated change in money supply was considered, it can be shown that in the Taylor model also an anticipated change in the money supply affects output."


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 10. februar 2011 #5

@Jens

Taylor-reglen er jo kortsigtsmakro?

@Generelt
Det eneste jeg kan være uenig med Henrik Jensen i sit oplæg er omkring det med at snyde agenter. Hvor langt tid går der før, at man finder ud af, at man bliver snydt? Hvor bunden og imperfekt er ens forventninger?
Alene det faktum, at rationelle forventninger er en dårlig forklaring på folks forventninger (i mine øjne), kan betyde, at policyanbefalinger ikke nødvendigvis er til det bedre.


Gæst

Jakob Stenfalk (gæst) @ d. 10. februar 2011 #6

"Så du mener dermed a) Verden kan blive permanent rigere, hvis vi sætter ekstra nuller på pengesedlerne;"

Nej, det var ikke det jeg skrev. Pengeneutralitet - antagelsen om at kausaliteten kun kan flyde fra reale til nominelle variable - er en væsentligt mere restriktiv antagelse end blot at konstatere at der er forskel på nominel og reel værdi.

"b) man kan snyde alle mennesker hele tiden?"

Jah, i ret vid udstrækning kan man. Man har nu i snart 40 år med udtalt succes bildt danskerne ind at verden går under hvis vi lader kronen flyde. På trods af at vi har et ret klart og pædagogisk modbevis lige på den anden side af Øresund. Så ja, folket vil bedrages. Men det er bare ikke pointen.

Pointen er at menneskeaber er sociale dyr. Det er ufrugtbart i socialvidenskaberne - herunder studiet af den politiske økonomi - at betragte individet som suverænt, med eksogent givne præferencer. Individets præferencer er i ganske vid udstrækning (ikke fuldstændigt, men i ganske vid udstrækning) skabt af de sociale grupper individet indgår i. De enorme summer alle større selskaber helt rutinemæssigt anvender på propaganda - Public Relations, Human Resources, reklamer, o.s.v. - turde ikke lade nogen tvivl tilbage om hvorvidt individets sociale tilhørsforhold former dets adfærd.

I samfund hvor den umiddelbare materielle nød er bortfaldet er denne sociale formning af individets adfærd langt vigtigere for det endelige resultat end simple pekuniære incitamenter. Dermed ikke sagt at penge er totalt uvæsentlige. En af pengebetalingens væsentlige funktioner for individet er at opretholde afstanden til den fysiske nød. Men i et samfund hvor den umiddelbare fysiske mangel ikke er en konstant og overhængende risiko er penge lige så vigtige som statussymbol, som instrument til at udøve magt og som et konkret bevis på modtagerens organisatoriske tilhørsforhold.

"Du blander cykler og lang sigt sammen."

Nej. Jeg påpeger at de marginalistiske modeller for "det lange sigt" er nonsens. Matematisk stringent nonsens, men nonsens ikke desto mindre.


Gæst

Jens (gæst) @ d. 10. februar 2011 #7

@Mikael:
Taylor-reglen = kortsigt.
Taylor-model = langsigt.


Henrik Jensen

Henrik Jensen @ d. 10. februar 2011 #8

@ Jens;
Hvis der er tale om Taylors model med overlappende kontrakter med faste priser (eller lønkontrakter som i 1980 artiklen), så er der effekt af forventede pengeændringer, men effekten dør ud på lang sigt. Så der er pengeneutralitet på lang sigt. Det er en model til forklaring af persistente effekter af monetære chok; så jeg vil kalde det en konjunkturmodel.

(Taylor-reglen er noget andet; det er en beskrivelse af nominel rentefastsættelse som samme Taylor formulerede i 1993).

@ Jakob
Pengeneutralitet har intet med kausalitet at gøre. Under pengeneutralitet kan nominelle variable blive påvirket af såvel nominelle som reale variable. Så jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener, eller hvor du vil hen? "Penge som statussymbol"? Jeg er overbevist om, at vi slet ikke taler om det samme pengebegreb. Jeg taler om pengemængden i makroøkonomisk betydning. Du tænker da vist på indkomster?

Iøvrigt, ved at erklære noget for nonsens uden dybere argumentation, så synes jeg ikke du påpeger noget som helst. Har det noget med mit blogindlæg at gøre? Hvis du kigger efter, så har jeg en hel del indirekte referencer til empirisk litteratur om tilpasning til et "langt sigt".


Gæst

mikael (gæst) @ d. 10. februar 2011 #9

@Jens

Hov ja, en grov lille misforståelse herfra:0)


Gæst

Jakob Stenfalk (gæst) @ d. 11. februar 2011 #10

"Pengeneutralitet har intet med kausalitet at gøre."

Eh, jo. Du siger selv lidt tidligere: "men effekten dør ud på lang sigt. Så der er pengeneutralitet på lang sigt." I marginalistiske "langsigts"modeller postuleres ingen kausal effekt af det monetære system på væksten på det lange sigt.

"Jeg er overbevist om, at vi slet ikke taler om det samme pengebegreb. Jeg taler om pengemængden i makroøkonomisk betydning. Du tænker da vist på indkomster?"

I det der afsnit skrev jeg om virkningen af incitamenter. Hvis mennesker ikke er individuelt nytteoptimerende væsener med uafhængige præferencer - hvad de beviseligt ikke er - så falder de fleste neoklassiske forestillinger om incitamentsstyring på gulvet.

Men i øvrigt er "pengemængden i makroøkonomisk sammenhæng" i sig selv suspekt som analysevariabel, da pengemængden i en moderne kreditøkonomi er endogen. Det er den risikofri rente der er eksogen.

"Hvis du kigger efter, så har jeg en hel del indirekte referencer til empirisk litteratur om tilpasning til et "langt sigt"."

Det er meget sødt, men så længe det "lange sigt" ikke indeholder en modellering af de langsigtede konsekvenser af den cykliske aktivitet på det korte sigt (kriser har en vedvarende effekt på den reale økonomi, så krisefrekvensen og -dybden er nødt til at indgå i din model for det lange sigt), så giver den dig nonsens når du forsøger at anvende den til at fremsætte makroøkonomiske anbefalinger.

F.eks. vil en naiv langsigtsmodel - som f.eks. den man anvender i store dele af Verdensbanken - fortælle dig at du skal smadre fagforeninger (og arbejdsgiverforeninger, men det er man af politiske grunde ikke helt så interesseret i). Der er to væsentlige problemer med det. Den ene er naturligvis at man derved ændrer grundlæggende på den institutionelle struktur i samfundet - langt ud over gyldighedsområdet for en model baseret på individuel nytteoptimering. Den anden - og i denne sammenhæng mere relevante - er at et velorganiseret arbejdsmarked med stærke fag- og arbejdsgiverforeninger gavner stabiliteten på kort sigt. Og da stabilitet på kort sigt giver bedre udfald på langt sigt...

For at gøre en lang historie kort: Kriser på kort sigt påvirker negativt udviklingen på langt sigt. Enhver langsigts-anbefaling der strider imod kortsigtet konjunkturstabilisering er derfor automatisk suspekt. Og det er de fleste af de anbefalinger der kommer ud af de marginalistiske modeller for det lange sigt.


Henrik Jensen

Henrik Jensen @ d. 11. februar 2011 #11

@ Jakob

Du skrev: "Pengeneutralitet - antagelsen om at kausaliteten kun kan flyde fra reale til nominelle variable - ". Det var blot denne ukorrekte definition jeg ville rette (du blander egenskaber sammen med antagelser). Men skidt med det; jeg kan se, at dine kommentarer ikke har noget med mit blogindlæg at gøre. Så lad det bare ligge.


Gæst

jesper jespersen (gæst) @ d. 13. februar 2011 #12

@ Henrik Jensen - tak for et velskrevet og underholdende indlæg, der slutter 'kom nu videre'.

Helt enig, så lad mig hermed opfordre dig og alle der interessere sig for 'aktuel makroøkonomisk teori og politik' anno 2011++ at deltage i den 5. post-keynesianske konference, der afholdes på RUC i dagene 13.-14. maj 2011:

http://www.ruc.dk/institutter/isg/forskningen/centre-netvaerk-samarbejder/kienet/post-keynesian-conference/

Der er allerede tilmeldt mere end 50 papers fra ind- og udland, desværre glimrer KU ved sit fravær. Det kan der endnu rettes op på. Deadline for paper abstracts 15. februar - tilmelding til selve konferencen frem til 1. maj 2011.

James Galbraith vil være en af hovedtalerne.

Har vil være food for thought både for makroøkonomer, der interesserer sig for det korte og det lange sigt; for en af de vigtigste indsigter fra Keynes er jo netop, at det korte og det lange sigt ikke kan ses uafhængigt af hinanden!


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger