Jesper Jespersen

Finansministeriets model under belejring

Finansministeriet synes ikke længere ganske immunt over for den vedholdende og stigende faglige kritik, som fremføres mod den specielle makroøkonomiske teori og modellering, der benyttes ved rådgivningen af politikerne.

Som noget helt usædvanligt følte departementschefen Martin Præstegaard (MP) sig kaldet til at rykke ud med et forsvar for den regnemodel, der benyttes i finansministeriet, se Politiken, 2. august[1]. Men forsvaret lykkedes ikke, idet MP foregav, at der udelukkende var tale om en politisk begrundet kritik. Han forbigik den faglige kritik, som er stigende – og som derfor også med rette fremføres af nogle politiske partier. Det gør ikke den faglige kritik politisk – hvilket MP havde misforstået.

Til forsvar for MP bør det retfærdigvis nævnes, at han ikke er fagøkonom, så mon ikke synspunkterne snarere er dækkende for, hvad fagøkonomerne i finansministeriet forsøger at forsvare sig med. Det er formentlig her problemet ligger, at ministeriets økonomer er så forankrede i en ensidig og meget speciel makroøkonomisk teori, at modellen nu kører mere og mere skævt. Den lider af to helt åbenbare svagheder: den beskriver ikke virkeligheden (jeg vender tilbage til den svage empirisk forankring) og de resultater, der nås undlader at inddrage helt afgørende velfærds- og samfundsøkonomiske aspekter.

Og hvad der næsten er endnu mere pinligt, så burde enhver fagøkonom vide, der kender den økonomiske teoris historie, at vi har været her før. Så hvorfor egentlig gentage fortidens fejltagelser?

Som f.eks. Keynes skrev i 1936: 

the special case assumed by the classical theory happen not to be those of the society in which we live, with the result that its teaching is misleading and disastrous if we attempt to apply it to the facts of experience. (GT, p. 3)

Og jeg kan varmt anbefale at læse videre i The General Theory of Employment, Interest and Money.

Revision af FM-modellen?

Det var dog med en vis forventning, at en annonceret revision af FM-modellen blev modtaget tilbage i 2017. Skulle miraklet være sket, at Finansministeriets ’vi alene vide’ var begyndt at sprække? At andre teorier ville blive inddraget? Det viste sig desværre hurtigt, at det snarere var det modsatte, der var tilfældet.

Forløbet blev endda nok så dramatisk[2]. FM indledte simpelthen revisionen med at ’fyre’ ADAM-modellen, som hidtil havde været den fagøkonomiske og empiriske legitimering af uafhængighed, som FM lænede sig op ad. For ADAM-modellen er uden sammenligning den bedst empirisk gennemtestede makromodel i Danmark – ingen andre makromodeller når den på dette punkt til knæhaserne. Hvorfor blev ADAM så fyret? Herom kan der kun gisnes; men en vedholdende kritik fra FM af ADAM-modellen var, at ’tilpasningen til fuld beskæftigelse gik for langsomt’. De fremadrettede forventninger (af nogle kaldet rationelle forventninger) var for svage, hvilket sænkede tilpasningstiden. Men da fremadrettede forventninger ikke kan gives en solid empirisk forankring, så kan man få den afkortning af tilpasningstiden til fuld beskæftigelse, som ønskes, da forventninger til fremtiden er særdeles ’bøjelige’.

Hertil kommer, at forudsætningen om det markedsøkonomiske systems iboende selvstabiliserende effekt og automatiske skabelse af fuld beskæftigelse ikke er empirisk forankret. I hvert fald ikke hvis erfaringer fra de seneste fyrre år inddrages. De få år med noget der blot minder om fuld beskæftigelse i denne lange periode kan primært henføres til demand management policy, jfr. dansk økonomi i midten af nullerne.

Departementschefen fremhæver dog også ’åbenhed’ i finansministeriet, som en vigtig kilde til troværdighed. Det lyder rigtigt som argument, så måske kan den stigende grad af mistillid til FM og modelarbejdet forklares ved mangel på åbenhed. Karakteristisk er det, at stort set enhver fagøkonomisk kritik hidtil er prellet af på FM. ADAM blev ’fyret’ vel bl.a. fordi den ikke ville ’makke ret’. I stedet har FM hyret DREAM-gruppen til at revidere modellen. DREAM-modellen er med hensyn til tilpasningstid kendt for at være mere ’katolsk end paven’. Der er simpelthen antaget at være fuld (strukturel) beskæftigelse all the way. ’Udbud af arbejdskraft skaber altid sin egen beskæftigelse’. Det gør det unægtelig lettere at føre økonomisk politik. Men teorien bag DREAM-modellen er på en række områder meget svær at kalde virkelighedsnær: fordeling af indkomster og formue spiller ingen rolle for det makroøkonomiske forløb; den finansielle sektor er ikke modelleret; og sidst men ikke mindst så er der kun én sikker effekt af miljøpolitikken, at den mindsker BNP.

Finansministeriets forsvar over for den fagøkonomiske kritik af disse mildt sagt indskrænkende forudsætninger er, at der er nedsat en uafhængig ekspertgruppe som garant for fagligheden. Hvortil man med en vis ret kan spørge uafhængig af hvad? For ud af ekspertgruppens 7 medlemmer er tre ministerielle embedsmænd, en repræsentant er fra Nationalbanken og dernæst 3 neoklassiske økonomer, hvoraf formanden i mere end en forstand er DREAM-modellens fader, da modellen i sin tid blev udviklet af Velfærdskommissionen (2003-06).  

FM-modellens blinde pletter

FM-modellen vil derfor fortsat have mange blinde pletter. BNP vil stadig være i centrum, så det mindste man kunne forvente af den igangværende revision måtte således være, at den benyttede BNP-makroteori (og empiri) var up-to-date. At den afspejler den BNP-virkelighed, som modellens resultater angiveligt skal bruges til at rådgive om.

DREAM-lignende modeller har som nævnt ovenfor adskillige blinde pletter også på det punkt:

Den stigende ulighed påkalder sig ikke kun øget politisk interesse; for den har allerede sat sig klare negative spor i den samfundsøkonomiske virkelighed, konkluderer adskillige forskningsrapporter.

Men økonomerne i finansministeriet er upåvirkede af denne virkelighed. De arbejder stadig ufortrødent med den antagelse, at stigende ulighed kun har én BNP-effekt, og det er at øge arbejdsudbuddet og dermed BNP (i modellen). Lavere sociale ydelser og fjernelse af navnlig topskatten er den medicin, der anbefales uden at ryste på hånden. Det skal nok få sat gang i væksten. Udviklingen igennem de seneste ti år er dog nærmest en lang bekræftelse af det modsatte (Pol. Kronik, 17.2.17, Ti spildte år). Argumentet lyder dog fortsat, at når der nu er jobs til alle, så kan den fortsatte ledighed kun forklares af manglende incitament til at påtage sig disse job på de tilbudte vilkår. Som den forhenværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen så elegant formulerede det: ’kontanthjælpsloftet skal blot ses som en hjælpende hånd til de ledige’. Ligesom direktøren for Cepos, Martin Ågerup, heller ikke rystede på hånden, da han formulerede titlen på sin debatbog: den retfærdige ulighed. Og for det ikke skulle være nok, så hævdede en af de andre Cepos-økonomer, at gratis velfærdsydelser, bl.a. bibliotekerne, gør det mere attraktivt at være uden beskæftigelse, og derved reducerer arbejdsudbuddet og BNP.

Og hvad med miljøpolitikken er det kun en udgift? Alene sommerens mange og voldsomme naturkatastrofer burde være en påmindelse om, hvor virkelighedsfornægtende DREAM-lignende modeller er. Der er i disse modeller ingen – gentager ingen – direkte kobling mellem BNP-vækst og de omkostninger, som bl.a. CO2- udledningen uvægerligt vil medføre i dag og i al fremtid. Forsikringsselskabet Munich Re har f.eks. opgjort omfanget af de vejr-relaterede katastrofer alene i 2017 (på verdensplan) til 320 mia. dollar, hvilket svarer i runde tal til ½ pct. af det globale BNP – og de vil stige i fremtiden.

Derimod beregnes uden nogen rysten på hånden, hvor dyrt det er at mindske CO2-udledningen: hvor meget mindre BNP bliver, hvis Danmark skal leve op til f.eks. Paris-aftalen. Og det gør de netop uden at inddrage de i dag og i fremtiden sparede miljøomkostninger. Herved kommer miljøbeskyttelse ensidigt til at fremstå, som om ’det vil reducere velfærden’. Her kunne bl. a. inddragelse af nogle af oplysningerne fra Det ’grønne’ Nationalregnskab være særdeles nyttige. Men selv om man i finansministeriet begyndte at udnytte den information, så stiller regneprincipperne i finansministeriet sig til hindring for, at det ville få nogen nævneværdig effekt. Det skyldes, at der kræves en absurd høje forrentning af miljøinvesteringer på 4 pct. p.a. Det betyder, at de indtægter der kommer i år 2050 reduceres til fjerdedel sammenlignet med udgifts-kroner i dag. Og det uanset at staten uden vanskelighed kan låne til en realrente meget nær nul.

Og hvor er den finansielle sektor? Den finansielle krise og efterfølgende stagnation i dansk økonomi er opgjort til ca. 200 mia. kr.[3] svarende til 10 pct. af BNP. Det var måske ikke urimeligt at forvente, at den finansielle sektor – og hermed muligheden for at undgå en ny finansiel krise – blev indarbejdet i modellen; men det er ikke på ønskesedlen fra finansministeriet.

Hvor er fagøkonomerne i og uden for finansministeriet?

Hvis ikke den økonomiske politik havde så stor indflydelse på almindelige mennesker hverdag og velfærd, så kunne ovenstående blot afskrives som et om end kostbart, så dog blot et absurd teater. Det er svært at forstå, at departementschefen i finansministeriet kan udtale, at det blot er usaglig politisk motiveret kritik hans medarbejdere og deres modelbrug bliver udsat for. Det er derfor ærgerligt, at finansministeriets økonomer stort set forholder sig tavse, og ikke går i en mere aktiv – og konstruktiv - dialog med deres faglige kritikere. En kritik, der er rejst nationalt, men som pågår og i endnu stærkere form internationalt netop af denne type af regnemodeller, ’der ikke så krisen komme, og da den så kom, ikke kunne anvise veje ud af krisen’, (Economist, 18. july 2009 – for 9 år siden!  Kritikken er i hvert fald ikke ny og heller ikke primært politisk motiveret).

Departementschefens synspunkt ligger således i betænkelig nærhed af – dog formuleret mere urbant, end Finansministeren udtalelse kort efter Enhedslistens kritiske forskningsrapport var blevet offentliggjort: ’i en tid hvor der er så megen snak om Fake News, hvorfor udgiver Enhedslisten en 120-siders rapport, der ligger helt skævt i forhold til, hvad fagøkonomer kommer med af vurderinger?’ (Information, 15. maj).

Fake News brugt om en fagligt solidt funderet rapport, der på lange stræk flugter med, hvad bl.a. den økonomiske konsulent i Folketingets sekretariat er nået frem til.

Det burde i sig selv være en forklaring på, hvorfor Finansministeriet i stigende grad mødes med skepsis.

Så skulle vi ikke lige lade denne udtalelse blive stående som en advarsel, og så håbe på en mere konstruktiv debat i fremtiden.



[1] https://politiken.dk/indland/politik/art6647223/%C2%BBMistilliden-til-etablerede-systemer-ses-hos-Trump-i-Europa-og-herhjemme%C2%AB

[2] Det har jeg skrevet lidt om JP, 1. marts 2017,  http://finans.dk/debat/ECE9395839/er-finansministeriets-regnemodel-trovaerdig/. Hvilket Finansministeriets fagøkonomer efterfølgende svarede på, idet de naturligvis blankt afviste kritikken, der var ikke noget at komme efter, og så standsede dialogen ligesom der, https://finans.dk/debat/ECE9404128/finansministeriet-kritikken-af-vores-oekonomiske-modelarbejde-er-forfejlet/?ctxref=forside

[3] https://www.business.dk/oekonomi/finanskrisen-for-ti-aar-siden-koster-fortsat-danmark-dyrt


0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.