Jesper Jespersen

Fører Danmark overhovedet fastkurspolitik?

Valutakurspolitik er et stort set tabuiseret emne i den hjemlige politisk økonomiske debat. Frygten for valutaspekulanterne er så stor, at politikere (og økonomer) er blevet ’opdraget’ til, at blot det at nævne ordet valutakurs kan sætte en lavine i gang i valutamarkedet, som Nationalbanken efterfølgende har svært ved at styre. Derfor har regering og nationalbank igennem mere end 25 år kunnet praktisere en fastkurspolitik over for først D-marken og siden euro, der aldrig er blevet grundigt diskuteret – bortset fra debatten om overgang til euro i forbindelse med afstemningen i 2000.

Det er efterfølgende blevet en fast bestanddel af retorikken blandt økonomer og politikere, at ’fastkurspolitikken har været en indiskutabel fordel’. I det omfang der overhovedet foregår en diskussion, går den overvejende på, om der skal gøres et nyt forsøg på at udskifte kronen med euro. Et synspunkt, der kortvarigt fik fornyet vind i sejlede, da Nationalbanken hævede den danske rente, da den internationale bankkrise førte til et betydeligt valutaunderskud. Det faldt sammen med den årlige fastlæggelse af renten på flexlån, så utilfredsheden med den højere danske rente var udtalt. I takt med at valutastrømmen vendte, blev renteforholdene dog atter normaliseret.
Set i et bredere konjunkturpolitisk perspektiv kunne man dog have ønsket, at Nationalbanken den gang byggeboomet var på sit højeste i perioden 2005-7 havde hævet renten, så gassen var gået af boligboblen på et tidligere tidspunkt. Men det vovede Nationalbanken ikke af frygt for, at den ville blive oversvømmet med valuta, men til gengæld ville nedturen på boligmarkedet være blevet mindre dramatisk og boligejerne lært, at flexlån indebærer en risiko for rentestigning. Set i dette perspektiv har fastkurspolitikken bestemt haft en pris i form af en for svag konjunkturstyring.

Men når der nu er blevet sagt fastkurspolitik så mange gange, så måtte man vel egentlig forvente, at valutakursen også lå fast; men det gør den rent faktisk ikke. I figuren nedenfor er der tegnet to kurver over udviklingen i den danske valutakurs i forhold til alle de lande vi handler med. Lad os i første omgang kikke på den nederste (blå) kurve. Her ses en ujævnt stigende forløb. Kurven er siden 1982 (det år fastkurspolitikken blev proklameret) vokset fra indeks 85 til indeks 105, alt ca. 20 pct. Dette indeks viser den reelle udvikling i den såkaldt ’faste’ kronekurs, når der vel at mærke tages hensyn til, at danske eksportvirksomheder ikke kun sælger til euro-lande; men til en bred vifte af lande med forskellige valutaer. Faktisk er det mindre end halvdelen af den danske im- og eksport, der går til euro-lande. Den resterende del af udenrigshandlen går til lande uden for euro-zonen, hvoraf Sverige, Norge, Storbritannien, Øst-europa og USA udgør de væsentligste markeder. Disse lande har flydende valutakurser; men med et fælles træk, at kursen over for euro svinger ganske meget og igennem årene har været faldende. Det sker også i øjeblikket; for det er svært at hamle op med de lave tyske lønstigninger og den tyske industris store konkurrencekraft. Tyskland har (i øvrigt lige som Sverige) et overskud på betalingsbalancen, der svarer til 5-7 pct. af nationalproduktet. Den danske krone har på grund af den faste kronekurs alle årene været bundet til den tyske valuta. Den sammenvejede (effektive) værdi af den danske valuta er, som det fremgår af figuren, derfor steget i takt med den tyske D-mark og siden med euro’en – ikke mindre end 10 pct. er det blevet til alene siden folkeafstemningen i 2000. Det er den sammenvejede, effektive valutakurs, der giver det mest sande billede af krones internationale værdi, idet halvdelen af eksporten som nævnt går til lande med flydende valutakurs, og de har været alt anden end ’faste’.

Men hermed er de aktuelle vanskeligheder for den danske eksport ikke fuldt belyst; for kikker vi på omkostningsudviklingen målt ved timelønnen i Danmark og i vore konkurrent-lande (ikke mindst Tyskland), så er lønomkostningerne igennem de seneste 5-10 år løbet hurtigere i Danmark end i udlandet. Danmarks Statistik beregner derfor også et indeks, der viser udviklingen i Danmarks internationale konkurrenceevne målt ved udviklingen i de relative lønomkostninger opgjort i en fælles sammenvejet (dvs. effektiv) valutakurs. Dette indeks kaldes den reale effektive valutakurs. Den er også gengivet i figuren i form af den røde kurve, der stiger endnu hurtigere på grund af merlønstigningen. Her ses det, at den danske konkurrenceevne – målt ved den reale valutakurs – alene siden euro-afstemningen er steget fra indeks 100 til indeks 118, altså en forringelse af konkurrenceevnen på næsten 20 procent i løbet af blot 8 år. Det betyder, at den reale valutakurs har været alt andet end fast.

På den baggrund kan det virke overraskende, at der igennem hele den betragtede periode alligevel har været et ikke ubetydeligt overskud på betalingsbalancen. Men forklaringen er simpel; for her er olie- og gasproduktionen i Nordsøen og de indtil sommeren 2008 markant stigende oliepriser kommet dansk økonomi til undsætning. Alene nettoeksporten udgjorde ca. 20 mia.kr. i 2007. Men disse olieindtægter vil ikke vare ved. For det første er oliepriserne nu blevet mere end halveret, og dernæst vil olieproduktionen begynde at falde i de kommende år i takt med, at oliefelterne tømmes. I fremtiden vil der ikke som hidtil være en ’gratis frokost’, der kan hentes op fra undergrunden. I bedste fald må olieproduktionen erstattes med vedvarende energi, der heller ikke skal importeres, men som det bestemt ikke er gratis at udbygge i form af vindmølleparker, biogasanlæg o.lign – alt har som bekendt sin pris.

Hermed er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorledes der sikres et overskud på betalingsbalancen også i fremtiden, når olien er løbet ud. Det er der ikke nogen simpel anvisning på; men det er hævet over enhver tvivl, at en fortsat opskrivning af den reale valutakurs vil hæmme denne proces; en opskrivning som vil være uundgåelig, så længe kronens internationale værdi er bestemt af den økonomiske udvikling i Tyskland. I den situation vil være oplagt at tage ved lære af udviklingen i svensk økonomi. For hvordan har Sverige kunnet sikre sig et permanent betalingsbalanceoverskud på ca. 5 pct. af BNP, selvom landet må importere sit forbrug af olie og gas? Her hjælper det naturligvis med den svenske vandkraft, der dækker ca. halvdelen af el-forbruget; men det kan ikke forklare det store overskud. Det har svenskerne kunnet opnå, fordi den reale valutakurs på svenske kroner ikke er blevet opskrevet igennem de seneste 15 år. Sverige lærte lektien i begyndelsen af 1990erne, hvor fastkurspolitikken brød sammen – det var en hård opbremsning; men dog ikke hårdere end at Sveriges nationalprodukt opgjort i international købekraft pr. indbygger i dag ligger højere end det danske nationalprodukt. Den svenske udvikling har bestået i et lang sejt træk – bestemt ikke uden problemer; men hele tiden med et fast greb om betalingsbalancen. Det er blevet sikret gennem en kombination af beherskede lønstigninger (i underkanten af de danske) og et fald i den svenske eurokurs, der har sikret, at svensk industris konkurrenceevne har været stort set uændret igennem de seneste ti år. Da den økonomiske krise satte ind for ca. 1 år siden, valgte den svenske Riksbank – i modsætning til Nationalbanken – ydermere at sænke renten og samtidig lod den valutakursen sive nedad over for euro, men op over for dollar og britiske pund, hvilket svensk industri alt i alt var ganske godt tilfreds med. Omvendt er der blevet udtrykt en betydelig utilfredshed på den danske side af Sundet - måske lige bortset fra de, der tog til Malmö for at købe ind. Svensk valutakurspolitik har således målt på den reale valutakurs været nogenlunde stabil, og samtidig har det været muligt for svenskerne på en og samme gang at have en højere økonomisk vækst og en lavere inflation end i Danmark. Så måske burde den danske regering (eller snarere dens embedsmænd) overveje om en tilsvarende omlægning af den danske ’fast-kurs politik’, var et realistisk alternativ. For den danske fastkurspolitik vil under alle omstændigheder komme under pres i takt med, at der atter kommer underskud på den danske betalingsbalance. Og her er det som nævnt bestemt ikke ligegyldigt, hvilken form for fastkurspolitik, der i den situation sigtes mod.

Kilder:

Budd, Alan (2005) Black Wednesday: A Re-examination of Britain’s Experience in the Exchange Rate Mechanism, London: The Institute of Economic Affairs

Danmarks Nationalbank (2009) Kvartalsoversigt, 1. kvartal, København

Jespersen, Jesper (2008) Dansk valutakurspolitik i et EU-perspektiv, København: NyAgenda

Sveriges Riksbank (2009) Penningpolitisk Rapport, Februari, Stockholm

17 kommentarer


Gæst

Ask Holme (gæst) @ d. 02. december 2009 #1

Hvor er figuren ???


Gæst

Kenneth (gæst) @ d. 02. december 2009 #2

Cirka midt i indlægget. Den var smuttet ud i første omgang, men det er der rodet bod på nu. Tak for tippet.


Gæst

Svend S (gæst) @ d. 02. december 2009 #3

Spændende indlæg, men føles meget partisk idet du ikke redegører for de fordele - der indiskutabelt er - ved fastkurspoltikken, fx lavere rentespænd til eurozonen grundet mindre risiko for devaluering samt mindre usikkerhed omkring den førte politik.


Gæst

Morten (gæst) @ d. 02. december 2009 #4

Enig med Svend S, artiklen er alt for unuanceret og kritisk. Tyskland og Eurozonen generelt er vores vigtigste samhandelspartner, så fastkurspolitikken er en stor fordel.

JJ's kritikpunkter er i øvrigt svage. Man kan ikke klandre fastkurspolitikken for boligboblen - det ville afskaffelse af rentefradraget have klaret meget bedre end rentestigninger. Desuden springer han alt for let over fordelene ved tabt konkurrenceevne - nemlig øget købekraft for forbrugerne, som han hånligt nedgør.


Gæst

Jesper Jespersen (gæst) @ d. 03. december 2009 #5

Kære svend og Morten,

Tak for jeres kommentarer. Jeg må ikke have udtrykt mig tilstrækkeligt klart. For svenskerne har haft det åbenbare fordel, at de kan fastsætte renten under indtryk af den indenlandske konjunkturudvikling -(men ikke udelukkende, naturligvis). Det ville have dæmpet den danske boligboble, hvis renten var blevet hævet fra 2005 og frem. Det havde givet Nationalbanken mulighed for at råde bod på konsekvenserne af skattestoppet, som jo også vismændene har kritiseret. Nej, jeg er ikke hånlig overfor de svenske forbrugerne, der umiddelbart oplevede en reallønsnedgang i kølvandet på valutakursnedskrivning; for i dag har de et svensk BNP/capita, der f.eks. har overhalet det danske (målt i PPP). Det er derfor vigtigt at kunne forklare, hvorfor økonomisk genopretning tager tid, og det derfor gælder om at udvise 'rettidig omhu' i den økonomiske politik.

Min analyse viser at forestillingen om, at den danske konkurrenceevne vil kunne matche den tyske, når olien og gassen er sluppet op om små ti år, er en oplagt taberposition. Så lad os allerede i dag begynde en realistisk diskussion af, hvad der så skal ske; for situationen er ikke langtidsholdbar.

Det er jo netop den form for diskussioner, vi som økonomer har en forpligtigelse til at gøre opmærksom på og tage initiativ til!

Med venlig hilsen

Jesper J.


Gæst

LDN (gæst) @ d. 04. december 2009 #6

utroligt at en professor kan skrive saadan et indlaeg. 1) Sverige og Danmark er fundamentalt forskellige paa mange punkter (varer vi eksporterer, industrier, forskellige handelspartnere etc), 2) valutakurspolitik har til alle tider vist sig at vaere problematisk, og bruges i dag primaet i EM, 3) valutakursen faldt primaert pga. frygt i markederne for den svenske eksponering til baltikum, IKKE fordi nationalbanken "lod den sive ned". Det er klart at flydende vs fast har den fordel at man kan saenke renten i krisetider, men det er ogsaa ret klart baade fra eksempler pt samt japan foer i tiden at dette ikke er en mirakelkur i sig selv.

Havde dette vaeret en eksamensbesvarelse, havde den faaet karakteren 02 eller lavere!


Gæst

Signe (gæst) @ d. 04. december 2009 #7

Arh LDN - går du ikke lidt for vidt når du vil give karakterer til en eksamensbesvarelse uden at have set opgave-formuleringen?
Udover det er det jo en ekstrem spændende diskussion -og fedt der tages hul på den:-)Jeg synes det fedt nok det er så kritisk - vi kan jo alle sammen i søvne redegøre for fordele ved fastkurs (skulle man være i tvivl husker jeg et fint kapitel i JJ: "Introduktion til makroøkonomi")
Midlet i pengepolitikken skal vel opstilles i forhold til målet - og netop pengepolitik som middel til at stimulere den økonomiske vækst er vel interesant i en tid, hvor staten trækker rigtig meget på "kassekreditten". Bør man derfor reformulere de pengepolitiske mål :-)?
Synes egentlig ikke man kan klandre fastkurspolitikken for den lave rente under højkonjunkturen, da der kan argumenteres for at USA har aktie i "lav-rente-trenden". Men vil give LDN ret i at renten som pengepolitisk middel kan have usikkre kontekst-betingede effekter.
Tilgengæld synes jeg da helt sikkert man skal undersøge om fastkurspolitik er blevet en rigid institution i den moderne økonomiske kontekst - den økonomiske historie har jo flere "hyggelige" eksempler på institutioner der ikke er blevet afskaffet i tide, fordi enkelte eller flere aktører har været bundet i kulturelle eller politiske mønstre - her kunne man i flæng nævne landbrugsstøtte og DSB - kom selv med flere eksempler.
Men inden man starter en sådan analyse bør man naturligvis vurdere den metodologiske tilgang - og her er den empiriske forankring i indlægget måske ikke umiddelbart tilstrækkelig til at danne baggrund for egentlige videnskabelige policy-anbefalinger :-)

/Signe


Gæst

Lars Erik (gæst) @ d. 06. december 2009 #8

Det er noget ævl, at nationalbankerne kan hæve renten for at undgå en boligboble, som Jesper Jespersen skriver. De fleste lande, har et inflationsmål og inflationen har været lav i de fleste af de år, hvor boligpriserne steg.


Gæst

BNP (gæst) @ d. 06. december 2009 #9

Tak for et godt indlæg JJ.

Jeg må dog starte med at sige, at det er utroligt, hvor arrogante(?) svarene har været. At beskylde JJ for at slippe for let omkring nogle ting i et blog indlæg, hvorefter man selv løst kaster nogle argumenter synes jeg er tyndt. Lad os byde JJ velkommen i debatten, selvom han er fra RUC, som jeg fornemmer kan være årsagen til den hårde medfart.

Jeg er meget enig JJ i, at DK står overfor et problem, når oliepengene slipper op. Lønfremgangen i DK har i de seneste år været for stor i forhold til produktiviteten. Dette sammen med, at Nordsøolien er ved at slippe op kan(og vil?) give problemer på betalingsbalancen. Når man er i et fastkurssamarbejde er en af fordelene, at man holder inflationen nede. Dette har dog ikke været tilfældet på arbejdsmarkedet og det kan få konsekvenser for dansk økonomi.

Dette vil påvirke betalingsbalancen og derigennem valutaen.

Derfor er det reelt, at JJ sætter spørgsmålstegn ved fastkurspolitikken. For den kan blive dyr at overholde i fremtiden, hvor en for stærk krone vil holde industriordene væk. Det er derfor også reelt at se sig om efter andre sammenlignelige lande og se hvad deres erfaring er. (PS. renten i Sverige er lavere end i DK).

Jeg må dog give kritikkerne ret i, at jeg heller ikke ser det sandsynligt, at NB ville have hævet renten under byggeboomet. At indtage aktiver priser i centralbankers ligninger er vist en post-krise ting.

Vi kan i DK ikke købe hele verden og bliver vi for selvfede render vi ind i problemer. Vi kan ikke på langt sigt lave mindre end udlandet og samtidig blive bedre betalt for det, når vi fører en fastkurspolitik. Enten skal det ændres eller også skal fastkurspolitikken ændres.


Gæst

Lars Erik (gæst) @ d. 07. december 2009 #10

En langt mere interesant diskussion, end de gamle travere, som Jesper Jespersen bringer frem i sit indlæg, er da, om ikke centralbankerne burde have et folkevalgt pengepolitisk beslutningsorgan.
Sagen er jo, som Jesper Jespersen åbenbart ikke har forstået, at centralbankerne med deres nuværende uafhængighed og formål, ikke kan forhindre "bobler" i at opstå, mens inflationen er lav.
Centralbankernes uafhængighed kan i dag kun retfærdiggøres, fordi de har et fast og stramt formuleret formål. Men skal de fremover søge at nå mere brede mål, og hindre boligbooom, eller andre spekulative bobler i at opstå, så er uafhængigheden lige pludselig mindre demokratisk og uhensigtsmæssig. Skal centralbankerne styre efter mere bredt formuleret mål, som Jesper Jespersen vist nok efterlyser, er der tale om en slags pengepolitisk regering, som man med god ret kunne sige, burde være folkevalgt. Det er da også langt mere nyt og interesant, at diskustere, hvis man er på udkig efter alternativer til den nuværende model, end de olegamle synspunkter, som Jesper Jespersen her igen briger frem, og som han har sagt og skrevet et utal af gange gennem snart en hel menneskealder.


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 11. juli 2010 #11

Kære Jesper Jesspersen!
Vil du lave en beregning over hvad det har kostet at lade DKK skygge EUR - i nu 4209 dage? Når vi har den viden er vi bedre i stand til at bedømme om det er fornuftigt at fortsætte skygningen.

Det er nok et kompliceret regnestykke, og det er jo for eksempel umuligt at vide hvor mange flere ordrer danske eksportvirksomheder havde taget eller hvor meget mindre luksusforbrug der havde været, derfor må det i sagens natur blive et konservativt estimat, hvor alle kendte foretagne transaktioner med udlandet efterregnes med enten en estimeret vekselkurs eller endnu bedre, forskellige kurser , -måske 3-4 stykker (altså for eksempel 8 ,9 eller 10 DKK pr. EUR


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 11. juli 2010 #12

Hvad har det kostet at lade DKK skygge EUR - i nu 4.209 dage? Når vi har den viden er vi bedre i stand til at bedømme om det er fornuftigt at fortsætte skygningen.

Det er nok et kompliceret regnestykke, og det er jo for eksempel umuligt at vide hvor mange flere ordrer danske eksportvirksomheder havde taget eller hvor meget mindre luksusforbrug der havde været, derfor må det i sagens natur blive et konservativt estimat, hvor alle kendte foretagne transaktioner med udlandet efter-regnes med enten en estimeret vekselkurs eller endnu bedre, forskellige kurser , -måske 3-4 stykker (altså for eksempel 8, 9 eller 10 DKK pr. EUR)

_______________

http://sites.google.com/site/euroskygningensomkostninger/


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 12. juli 2010 #13

Som Jesper Jespersen også nævner, så er Danmarks handel med lande uden for Euroland større end handelen med lande i Euroland , men i det overslag over effekterne af en svagere krone 1999-nu som jeg efterlyser, forestiller jeg mig at man kan se på hvilken kurs SEK havde overfor USD, GBP, YEN, JUAN m.fl. ved forskellige SEK/EUR niveauer. Fordi det er min opfattelse at DKK ville have fulgt stort set samme kurs overfor dem, som SEK gjorde i perioden. Hvad siger Jesper Jespersen til dette ræssonnement?

----------
En gruppe studerende under ledelse af JJ
Jeg forestiller mig en gruppe studerende under ledelse af Jesper Jespersen, som ved hjælp af data fra Danmarks Statistik kan lave et sådant overslag, som vil være meget handy for os at have i enhver debat om euro'en.

Intet er jo mere frugtbart end at lære af fortidens fejl. Det er ikke frugtbart -- og vi har intet lært -- hvis vi bare fortsætter, blindt skyggende euro'en.


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 15. juli 2010 #14

Der findes et værktøj, som vi endnu ikke har benyttet, og som med eet slag vil bedre vore eksporterhvervs konkurrencesituation:

En flydende vekselkurs
Praktisk taget alle lande på Jordens overflade -- med undtagelse af Euroland -- bruger denne fremgangsmåde, og det har været noget som har mildnet disse landes oplevelse af Finanskrisen, som uden dette værktøj var blevet langt hårdere ramt. Det er altså faktisk normen i verden, og det er ikke noget at skamme sig over - ja, det er fra en økonomisk betragtning det mest fornuftige at gøre.

I vores selvoptagethed og forhippethed på at følge tysk stringens (I parentes vil jeg gerne have en opgørelse af hvad det kostede os i 80'erne at følge den stærke DM)* glemmer vi at det er den kunstige ØMU-konstruktion som er det unormale - ja, det kan nemt argumenteres at den er skurken og hovedårsagen til at landene i Sydeuropa i dag sidder i en gælds-fælde. som de ikke kan tage sig ud af, fordi de har afskrevet sig muligheden for at nedskrive deres valuta, - hvor netop en devaluering i størrelsesordenen 25-30 % lige nøjagtig er det f.els Grækenland og Spanien trænger til; det vil få turister til at vælge disse lande, og igen gøre ejendomme billigere i Spanien. (Vi taler her om de største erhverv i de to lande)


Svenskerne -- hvis velfærdssamfund vi jo har kopieret og som der er bred folkelig opbakning til -- har i en årrække anvendt denne metode, og
det har været med til at afbøde krisens virkninger på Sverige,- i en sådan grad at Sverige havde en vækst på 3 % i første kvartal 2010 sammenlignet med samme periode sidste år, medens euro-landet Finland var i recession. Se
mere på min webside, hvor alt dette er dokumenteret.

http://sites.google.com/site/euroskygningensomkostninger/

---------------------

*)
En af mine helt store interesser, er hvordan konsensus og "det har vi altid gjort" undertiden kan være, hvis ikke ligefrem skæbnesvangre, så ihvertfald ende med at koste en hulens masse penge. I den forbindelse er jeg interesseret i at vide hvad det kostede os at skygge DM i 1980'erne. Før euroen (Hey, ho -som "vi" også gladeligt skygger) kom til, løstes spændingerne bed at de andre lande mere eller mindre tvang tyskerne til at opskrive deres valuta. (Det er netop den slags fleksibilitet som ØMU-konstruktionen forbyder, og som er årsagen til den aktuelle krise). Først nu efter at jeg er begyndt at efterforske de store omkostninger ved euro-skygningen, er det ved at dæmre for mig, hvor tilsvarende dumt (og dyrt) det må have været i 80'erne blindt at følge den i flere omgange opskruede DM!


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 15. juli 2010 #15

Det var Schlüter som i 1982 begyndte hele denne "skygnings-virksomhed". Det er vel ikke vanskeligt at se hvorfra denne mand opvokset i Haderslev med en tysk far havde fået indprentet stringens udi økonomiske forhold? Han kunne se at DM vat stærk og han ønskede en stærk krone ovenpå Anker Jørgensen-tidens ekcesser. Mere end to brikker behøver man ikke at have at rokere med, når man er politikker. Det er normen. Han behøvede ikke at tænke over om det som han nu indledte i virkeligheden var SÅ klogt, bare der blev eteableret en agenda som golk ville slutte op om, det var nok.


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 15. juli 2010 #16

Som Ambrose Evans-Pritchard skrec forleden i
artiklen: "Deutschland über alles does not mean a trickledown recovery in EMU "

http://www.telegraph.co.uk/finance/comment/ambroseevans_pritchard/7884077/Deutschland-uber-alles-does-not-mean-a-trickledown-recovery-in-EMU.html

(min fremhævning)

"As for Berlin, it eyes the world through a provincial lens, as a pseudo-morality tale with good imbalances (Germany's surplus) and bad imbalances (the US/ Club Med deficits). T-h-i-s---c-h-i-l-d-i-s-h---v-i-e-w---d-i-d---n-o-t---m-a-t-t-e-r--- a-s--- l-o-n-g---a-s---m-a-r-k-e--t---f-o-r-c-e-s---c-o-u-l-d---i-m-p-o-s-e---a---c-u-r-r-e-n-c-y---r-e-v-a-l-u-a-t-i-o-n---o-n---G-e-r-m-a-n-y---e-v-e-r-y---f-e-w---y-e-a-r-s to keep relations with the rest of Europe in kilter. It matters a great deal now. EMU has shut the escape valve."


Gæst

Peder Bisgaard (gæst) @ d. 24. august 2010 #17

Danmark mangler vækst - og penge i statskassen til at indføre forskellige lettelser overfor den skatte- og afgiftsbyrde (* Se note) den privates ektor er udsat for. Hvordan skaffer man vækst i løbet af nul komma fem? Ved at lade markedet nedskrive kronens værdi. Sverige havde en vækst på 3 % i 1. kvartal og 3,7 % i andet - tilfældigt?

Storbritannien har ligesom Sverige ladet markedet nedskrive deres valuta - i UK’s tilfælde med 25 % her under finanskrisen, og det har fungeret som en “cushion”, som har bragt flere penge til landets eksportvirksomheder og gjort at de lettere kan konkurrere og tage ordrer. Jo, konkurrere - for alle verdens lande — med undtagelse af Euroland — har ladet markedet nedskrive deres valuta. I Euroland er det kun Tyskland som har rigtig vækst (men de seneste prognoser siger at den allerede har toppet) - men det er takket være en stram løn-disciplin i de sidste 10 år. I Danmark har vi som bekendt haft store lønstigninger, men det vi kan gøre nu er at holde igen med lønnen, og så lade markedet nedskrive kronens værdi, for på den måde at indhente noget af det tabte. Den øgede pengerigelighed her i landet og de afledte, nævnte , effekter vil give en hårdt trængt stimuli til de små og mellemstore virksomheder, som ofte er underleverandører tilde større.

Idee fix
En af mine helt store interesser er hvordan ideer bliver til dogmer og urokkelige fikspunkter. Schlüter introducerede en stærk krone i 1982 som reaktion på Anker Jørgensen tidens eksesser - men rent real-økonomisk er det et åbent spørgsmål hvor smart det var at følge D-Marken slavisk - som netop i de år var ude for nogle kraftige revalueringer [ironisk nok noget som ikke er muligt nu — ØMU konstruktionen forbyder det — men som ellers er lige det der kræves, for at udligne de store forskelligheder mellem Tyskland og resten af Euro-landene]. Fra og med 1995 begyndte de små og mellemstore virksomheder at beklage sig over den stærke krones negative effekter - men etablissementet var opsat på at vi skulle glide stille ind i Euro-land - men folket ville det som bekendt anderledes,da de sagde Nej i september 2000. http://sites.google.com/site/euroskygningensomkostninger
Læs mere om euroskygningens omkostninger på min webside - selvom jeg stadig mangler svar på hvor meget det har kostet os netto at skygge euroen i nu 4.250 dage. Så meget er klart: De små og mellemstore virksomheder er dem som taber allermest. Der skal en helt ny tænkning som indrager alle aspekter af de konkurrenceforvridende forhold som vore små og mellemstore virksomheder er udsat for.

——
*) Note
Bilafgifterne ligger lige tilhøjrebenet at reducere, fordi importvarer bliver jo dyrere ved en markedsdevaluering af kronens værdi.

---------------------------------------------

Efterskrift:

Fordi Schlüter tiltrådte på et tidspunkt hvor olieprisen var på en 6 år lang nedtur (1980-85) , og en verdensomspændende højkonjunktur med USA som lokomotiv var under opsejling, kickstartet af Reagans skattelettelser - så har alle et positivt billede af Schlüters faste krone-politik - men det var altså ikke den alene der gjorde det, og det som nævnt spørgsmålet om det ikke havde været smart, at ligge på omkring 4,87 kr for en DM (eller hvad nu markedet havde bestemt) i stedet for de ca. 3,87 kr , som de fleste husker fra perioden

Det som det drejede sig om for Schlüter var at have et mantra, en ide, som åbenlyst var Anker Jørgensen- tidens overlegen. [Det samme som Anders Fogh gjorde med Skattestoppet i forhold til Nyrup-tiden] Økonomien buldrede jo derudaf, men det var en international højkonjunktur, og spørgsmålet er som nævnt om ikke en unødig stærk krone, trak den anden vej, og medvirkede til at recessionen i forbindelse med kartoffelkuren i 1987 blev værre end den ellers ville være blevet. Selv under recessionen fortsatte vi gudhjælpemig slavisk med at følge DM!

Jeg kunne MEGET godt tænke mig at se regnestykker (eller overslag) over hvor mange flere penge vi havde fået til landet, hvis krone-kursen havde været fleksibel, og ikke fast.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.