Keynes og den aktuelle krise

Skal de økonomiske lærebøger skrives om?

Hvorfor var der ingen, der havde set den økonomiske krise komme? Det spørgsmål stillede den britiske dronning, da hun sidste efterår var på besøg på London School of Economics. Det for værterne ubekvemme ved spørgsmålet var, at de blev dronningen svar skyldig. De økonomiske lærebøger, der dominerer undervisningen, ikke kun i London, indeholder ikke en teori for, hvorledes kriser opstår - knap nok, hvordan de løses. Det skyldes, at den ofte benyttede lærebogsmodel fremstiller samfundsøkonomien som bestående af lutter velfungerende markeder, der sammenfattes til et velsmurt urværk – den generelle ligevægtsmodel. Heraf udledes det blandt andet, at vækst i bruttonationalproduktet bedst sikres gennem en styrkelse af markedskræfterne både nationalt og globalt. Uanset om det er arbejdsløshed, produktion, international handel eller globale kapitalmarkeder, der analyseres, så er konklusionen enslydende: at jo mere markedskræfterne styrkes, og konkurrencen øges gennem afregulering og begrænsning af velfærdstaten, desto bedre sikres fortsat økonomisk vækst. Disse konklusioner præsenteres i form af matematiske beviser, der begrunder f.eks. 'nødvendige' arbejdsmarkedsreformer. Det oplevede vi her i landet, da Arbejdsmarkedskommissionen i august barslede med sine anbefalinger. De var som skrevet af fra en af disse mainstream lærebøger i økonomi.

Den økonomiske krise har således udfordret den mainstream økonomiske konsensus, at en styrkelse af markedskræfterne skulle indeholde en del af løsningen på de økonomiske uligevægte, der i stigende grad kendetegner den makroøkonomiske udvikling. Det er således ikke kun den britiske dronning, der spørger, hvorfor den økonomiske profession ikke havde advaret om, at en så voldsom økonomisk nedtur ville ramme verdensøkonomien. Det har også ugemagasinet the Economist, der på forsiden havde et billede af en mainstream lærebog under nedsmeltning med underskriften What went wrong?

Robert Skidelsky: Return of the master

Det spørgsmål har den britiske økonomiske historiker Robert Skidelsky søgt at give sit svar på i bogen Keynes - the Return of the Master med underoverskriften: " Hvorfor er Keynes, 60 år efter sin død, fortsat den mest betydningsfulde økonomiske tænker?" Alene titlen giver en væsentlig del af svaret. Skidelsky har brugt det meste af sit akademiske liv på at skrive en i vide kredse anerkendt trebinds biografi om John Maynard Keynes' (1883-1946) liv og tænkning fra vugge til grav. Nævnes bør det også, at Skidelsky i dag har sæde i det britiske overhus, hvor han først repræsenterede de konservative; men bl.a. på grund af partiets tøvende holdning til EU skiftede han til det liberale parti.

I den aktuelle krise, skriver Skidelsky, er det helt naturligt at vende blikket mod Keynes, som i 1930erne formåede at sætte en ny teoretisk og økonomisk politisk dagsorden. I bogen: "The General Theory of Employment, Interest and Money" begrundede Keynes, hvorfor et markedsbaseret økonomisk system ikke kan analyseres som et velsmurt urværk. De anonyme markedskræfter kan ikke af sig selv finde det ligevægtspunkt, hvor samfundet udnytter sine knappe ressourcer fuldt ud. Det kan de ikke af den simple grund, at alle aktører: husholdninger, virksomheder, lønmodtagere og navnlig investorer må handle på et usikkert informationsgrundlag. De kender ikke fremtiden - knap nok nutiden, men er tvunget til at træffe en række beslutninger, der rækker ud i denne uvisse fremtid. Forventninger til fremtiden dannes på basis af tvetydige informationsstrømme og på iagttagelser af, hvordan andre aktører handler, eller snarere, hvordan de tror andre handler. Usikkerheden er et dominerende fænomen navnlig på de finansielle markeder.

Som et skib uden kaptajn

Keynes' hovedkonklusion var, at samfundsøkonomien overladt til sig selv er at ligne med et skib uden kaptajn. Der vil være en overhængende fare for, at det går på grund. Derimod kan en fast hånd på roret styre skibet uden om truende skær; dog med risiko for at dele skæbne med Titanic. For kender kaptajnen ikke sit skib eller benyttes et forkert søkort, så kan en nok så fast hånd risikere snarere at gøre skade end gavn. Keynes udviklede sin teori på baggrund af mellemkrigstidens lange periode med mere end 10 pct. arbejdsløshed.
Det var åbenbart, at der på en og samme gang kunne produceres mere, samtidig med at store befolkningsgrupper led materiel nød. Markedssystemet fungerede ikke - hvad kunne der gøres? Den politisk set lette løsning bestod i symptom-behandling. Når efterspørgslen svigter, så kan det politiske system øge efterspørgslen, og derved holde markedsøkonomien på ret kurs. En anbefaling, der hurtigt blev grebet af det politiske establishment uanset partifarve. Roosevelt havde allerede påbegyndt sine store infrastrukturprojekter i USA, der dog hidtil havde savnet en teoretisk argumentation, som Keynes leverede i sin bog. Den økonomiske krises konkrete årsag var, at markedssystemet ikke i tilstrækkeligt omfang fik omsat opsparingen i den private sektor til reale investeringer. Husholdninger og virksomheder købte finansielle fordringer i stedet for at investere i boliger og nye fabrikker. Det skabte et hul i ordrebøgerne, som de offentlige investeringer den gang - som i dag - kan udfylde. Keynes taler ligefrem om 'socialisering af investeringer' som et middel til at skabe fuld beskæftigelse.

En væsentlig pointe i Skidelsky's bog er påvisningen af, at denne symptom-behandling i form af efterspørgselsstyring dog ikke løser markedsøkonomiens grundproblem, at det er usikkerhed og mangel på informationer, der skaber ubalance mellem opsparing og investering og dermed arbejdsløshed. De første to tiår i efterkrigstiden var tilsyneladende succesfyldte med høj og stabil vækst, hvilket gjorde politikerne overmodige. I en række vestlige økonomier fortsatte de med at pumpe penge ud og samtidig holde en så lav rente, at arbejdsmarkedet til sidst kogte over i form af en accelererende løn-pris spiral. Herved blev grunden lagt til 1970ernes og 1980ernes inflationsbølge, som hurtigt blev tolket som en konsekvens af den Keynes-inspirerede økonomiske politik og dermed også som en afvisning af Keynes' makroøkonomiske teori.

Tavlen blev hurtigt visket ren for Keynes’ makroøkonomiske argumenter. Makroøkonomerne vendte tilbage til tiden før Keynes. Afsættet blev atter taget i den perfekte urværksøkonomi. Denne gang blev modellen blot formuleret matematisk - ligevægtspunktet skulle kunne regnes ud. De ny-klassiske økonomer valgte at se bort fra usikkerhedens betydning; for den kunne ikke sættes på ligningsform. Inden for rammen af disse matematiske markedsmodeller blev det bevist, at mindre regulering og mere konkurrence ville øge væksten. Det politiske budskab var entydigt, at afregulering ville styrke konkurrencen og markedskræfterne og dermed væksten, hvilket politikerne alt efter deres ideologiske ståsted fulgte mere eller mindre begejstrede. De internationale institutioner, der ikke skal stå politisk til ansvar, overtog derimod budskabet om afregulering ukritisk, hvilket fik betegnelsen the Washington consensus.

Genlæsning af Keynes: Usikkerhedens betydning

I bogens kapitel 5 viser Skidelsky, at resultatet af denne omfattende bølge af afregulering har sat sit tydelige præg på udviklingen siden midten af 1970erne. Verdensøkonomien er blevet mere ustabil og ikke mindst de finansielle kriser har taget til i styrke og omfang, samtidig med at det meste af Europa fortsat har en betydelig arbejdsløshed. Men Skidelsky advarer mod denne gang at undervurdere den i markedssystemet iboende usikkerhed. Vækstpakker og lav rente gør det derfor ikke alene. Det er symptom-behandling, der med sikkerhed vil lede til nye kriser.
Svaret til den britiske dronning burde derfor, ifølge Skidelsky, have indeholdt en erkendelse af, at de dominerende makroøkonomiske lærebøger ikke inddrager betydningen af den systemiske usikkerhed, som ikke mindst den stærke vækst i omsætningen på de finansielle markeder har bidraget til. En (gen)læsning af Keynes' hovedværker kan give en teoretisk forståelse heraf; for det var netop analysen af usikkerhedens betydning, der adskilte Keynes fra sine kolleger. Han afviste, at det markedsøkonomiske system af sig selv kunne skabe ligevægt.

Økonomistudiet trænger også til et eftersyn

Inspireret af Keynes slutter Skidelsky derfor sin bog med et forslag til, hvorledes de økonomiske studier kunne ændres for atter at blive en realistisk disciplin, der kan benyttes til at rådgive politikerne om den virkelige økonomi - til forskel fra de syntetiske matematiske modeller uden usikkerhed. Her er det vigtigt, at de studerende forstår, at økonomi ikke er naturvidenskab; men samfundsvidenskab, hvor bl.a. betydningen af usikkerhed indebærer, at den økonomiske adfærd ikke kan beskrives ved matematiske formler. Økonomisk (teori)historie, samfundsbeskrivelse, sociologi og politik skal opprioriteres de første studieår. Ligesom analysen af mikroøkonomi (jordbærmarkeder o.lign.) klart skal adskilles fra makroøkonomi (beskæftigelse, produktion og offentlige budgetter).

Skidelskys korte bog kan med størst fordel læses som et aktuelt efterskrift til hans store Keynes-biografi, hvori også Keynes' samfundsfilosofiske argumenter udfoldes. For Keynes var økonomisk vækst ikke et mål i sig selv, men derimod et middel - navnlig i 1930erne - til at få den materielle frihed, der skal til for at leve et 'godt liv'. Også her er Keynes mere aktuel end nogensinde.

Litteratur:

Jesper Jespersen, Macroeconomic Methodology – a Post-Keynesian Perspective, Cheltenham: Edward Elgar, 2009
Robert Skidelsky, Keynes - the return of the Master, London: Allen Lane, 2009

(Denne artikel har været bragt som en anmeldelse af Robert Skidelskys seneste bog i dagbladet Information 26. september 2009)