At modtage undervisning i makroøkonomi

-når lærebøgerne ikke afspejler virkeligheden

Mit blog-indlæg ’at undervise i makroøkonomi’ har affødt en ganske livlig diskussion, hvilket jeg naturligvis er glad for. Tak for det – og lad os endelig fortsætte.

Jeg tager det også som et udtryk for, at det er et problem både for underviserne; men i særlig grad for de studerende, at afstanden mellem teori og virkelighed er blevet et problem i sig selv, som undervisningen ikke forholder sig til. Den metodologiske diskussion er betænkeligt fraværende i de fleste økonomifag – ’we just do economics’!

Efter den første bølge af kommentarer, der døde ud i slutningen af september havde jeg faktisk skrevet et længere indlæg med svar til nogle af mine kritikere; men så løb tiden fra mig, da jeg fra 1. oktober og frem til jul er visiting overseas fellow ved Churchill College, Cambridge, hvor jeg er blevet opfordret til at holde en række seminarer relateret til min forskning bl.a. i metodologi.

Opholdet herovre giver desuden en enestående lejlighed til at arbejde med ’the Keynes papers’, der opbevares på King’s College. Det er interessant at følge udviklingen i Keynes’ makroøkonomiske teoriforståelse og metodeanvendelse. Der er (eller måske rettere var) en særlig Cambridge Tradition in Economic Methodology, som med lidt god vilje kan føres tilbage til Malthus og via Marshall, Keynes, Kaldor og Godley og som stadig har en, dog noget svagere røst i Tony Lawsons ’Critical Realism’. Denne tradition kan i slagordsform sammenfattes således: (’It is better to be vaguely right, than perfectly wrong’). På ’Faculty of Economics’ i Cambridge er denne distinkte tradition i ’Economic Methodology’ desværre blevet trængt i baggrunden ikke mindst af mainstream-lærebøgernes begrænsede metodologiske refleksioner – se f.eks. Mankiw og Barro, som (også) bruges herovre.

Mere om udbyttet af mit ophold i Cambridge ved en anden lejlighed.

Money in the long run?

Men så blev pengedebatten genstartet af Steen Ole Rasmussen. Han redegjorde i et flot indlæg for nogle af de overvejelser, som Schumpeter for mere end 50 år siden havde gjort sig om penges betydning og pengemængdens determinanter. Overvejelser, der på mange måder flugter med Keynes’ ligeledes særdeles læseværdige bog A Treatise on Money fra 1930.Tillad mig at komme med en kort teorihistorisk kommentar, der knytter sig til al læsning - også af Keynes. Det er uhyre vigtigt at have kronologien på plads; for Keynes udvikler sin makroøkonomiske forståelse igennem hele livet, dels fordi han får nye indsigter, dels fordi konteksten herunder den økonomisk politiske diskurs ændrede sig dramatisk, fra han påbegyndte sine studier i matematik og filosofi i 1902, via hans ansættelse i Finansministeriet 1915-19 (under 1. verdenskrig) til hans bidrag til Bretton Woods konferencen i 1944 om organiseringen af efterkrigstidens internationale valutasystem.

Den omfattende pengedebat, der har udspillet sig på bloggen i den sidste uge, afspejler en af mine hovedpointer, at lærebøgerne på bachelordelen af studiet burde være langt mere pluralistiske end tilfældet er. For nu at tage eksemplet med teorien om endogent pengeudbud. Det kan ikke være tilfredsstillende for de studerende at gennemføre økonomistudiet med kun et rudimentært kendskab til et af de væsentligste forhold bag den aktuelle krise – finansiel ustabilitet. Det er rigtigt, at eksogen pengepolitik spiller en ikke uvæsentlig rolle i den del af lærebøgerne, hvor der er træghed i pris- og løndannelsen. Og der gøres også et forsigtigt forsøg på at endogenisere centralbankens adfærd gennem Taylor-reglen; men alt sammen holdt inden for rammen en generel ligevægtsmodel. Koblingen mellem short run og long run er formuleret som et spørgsmål om tid, indtil pris- og lønniveauet clearer alle de reale markeder, og hvor den finansielle sektor er stort set fraværende i disse lærebogsmodeller:

"Most economists think that in the long run money does not matter" Peter Birch Sørensen og Whitta-Jacobsen (2005) s. 68.

Citatfusk!?

Her bliver jeg nødt til at gøre et indskud. Min brug af ovenstående citat er blevet karakteriseret som citatfuks. Det er aldrig rart at blive beskyldt for citatfusk, hvilket får mig til at reagere på Morten Isaksens kommentar den 6. september, hvor han skriver:

’Citatfusk! Både Carl-Johan Dalgaard og jeg har tidligere gjort JJ opmærksom på, at han misbruger Sørensen og Whitta-Jacobsen. Det fulde citat lyder:

hvorefter Morten Isaksen citerer nogle efterfølgende og nuancerende sætninger; men undlader kursiveringen fremhævet ovenfor, hvilket er helt afgørende; for der må jo være en grund til, at forfatterne har valgt at kursivere netop denne sentens, derfor har jeg specielt fremhævet den i andre relevante sammenhænge. Men for nu at afslutte og overlade til andre at vurdere beskyldningen om ’citatfuks’, så bringes hele afsnittet om ’Money?’ nedenfor. Jeg gengiver afsnittet in extenso, også fordi jeg finder det informativt, at det er så kortfattet. Diskussionen af penges betydning for det lange sigt, den økonomiske vækst, afhandles på lige godt en ½ tekstside i den centrale makroøkonomiske lærebog på 2. og 3. år. af polit-studiet. Det bør i øvrigt også bemærkes, at det er forfatterne, der har sat et spørgsmålstegn ind i overskriften ’Money?’. Endelig fortjener afsnittets konklusion egentlig også at blive fremhævet:

’This should explain why you will hear no more of money in Book One (long run) of this text, while monetary policy will be at the heart of the analysis throughout BookTwo (short run) – her er fremhævningen dog min.

Hermed håber jeg hermed har lukket diskussionen om ’citatfusk’.

Giver det mening at holde ‘short run’ og ‘long run’ hermetisk adskilt?

Det undrer mig fortsat over, at lærebøger, der ønsker at beskrive virkeligheden, sætter så tætte skot ned mellem kort sigt og længere sigt – de har jo både fornuften (rationalitet) og empirien imod sig.

Argumentationen i ovennævnte lærebog, at penge ingen betydning har for reale variable på lang sigt, søges understøttet af to figurer for hhv. USA og Danmark, der viser udvikling i pengemængden og prisinflation fra 1880 til 2000 opgjort som tiårs gennemsnit. Ikke overraskende er der her en statistisk beregnet ganske høj korrelation, hvilket dog af forfatterne gives nogle modificerende ord med på vejen, ’the figure does not prove that money growth has no real impact in the long run’. Det er klogt af dem; for simpel statistisk analyse kan som bekendt ikke ’bevise’ noget som helst, det er vi enige om. Den kan heller ikke umiddelbart sige noget om kausaliteten. Det vil sige, at diagrammet ligeså vel kan tolkes således, at pengemængden tilpasser sig (tilpasses) udviklingen i prisniveau (og produktion). Her kunne der desuden med fordel suppleres med litteraturen om ’endogenous money supply’. Bl.a. Sheila Dow og Charles Goodhart har skrevet om dette emne – der findes ligefrem en ’Goodharts lov’, der beskriver samspillet mellem den monetære myndighed og den private sektors pengeefterspørgsel og -udbud.

Det er dog ikke kun den finansielle sektor, der binder kort og lang sigt sammen. Det gør stort set alle markeder: herunder real kapital, forskning og udvikling og arbejdsmarkedet. Navnlig arbejdsmarkedet har påkaldt sig megen opmærksomhed de sidste 10-20 år. Her er balancen skiftet i de teoretiske modeller. Indtil begyndelsen af 1990erne var det overvejende den effektive efterspørgsel, der bestemte beskæftigelsen, se Jespersen, 2012, hvilket der var et rimeligt solidt empirisk belæg for. I takt med at den politiske diskurs ændredes op gennem 1980erne, navnlig i USA og UK begyndte de udbuds- og ligevægtsøkonomiske argumenter at dominere i de teoretiske modeller og efterfølgende i de makroøkonomiske lærebøger.

I DREAM-modellen og kloner heraf, er det udelukkende arbejdsudbudet (og ’konkurrencen’), der bestemmer beskæftigelsen. Her er finansministeriet og vismændene helt enige, at på langt sigt er det ’udbudet af arbejdskraft, der bestemmer efterspørgslen og dermed beskæftigelsen’, jfr. Det økonomiske Råd, 2012. En konklusion, der er understøttet af en empirisk fremstilling, hvoraf kausaliteten ikke kan fastlægges entydigt, og hvor økonomisk politik ikke er inddraget som en eksplicit forklarende variabel. En række statistiske analyser bl.a. ADAM (2012) når til andre resultater, idet arbejdsudbuddet her er (delvist) bestemt af efterspørgslen efter arbejdskraft!

Det er dog kun finansministeriet og dets optimistiske valg af pris- og indkomstelasticitet i hhv. eksport-, import- og forbrugsfunktionerne, der kan skabe tilstrækkelig efterspørgsel, så beskæftigelsen af sig selv stiger med ca. 200.000 i forhold til i dag. Jo mere modellerne løsrives fra virkeligheden, desto lettere er det at naturligvis at opnå – i modellen, forstås – den ønskede udvikling. Om politikerne så er godt hjulpet med en sådan ’håndholdt’ rådgivning, kan det være svært at afgøre; men tilbydes der ikke alternativer, så har finansministeren ikke noget valg.

Er den økonomiske teori i generel ligevægt?

I takt med at krisen trækker i langdrag må den herskende ortodoksi i lærebøgerne blive udfordret. Det skete i 1930erne og igen i 1970erne. Det giver i stigende grad ikke mening at holde kort sigt og lang sigt adskilt, endsige at det makroøkonomiske system er selvregulerende mod en generel ligevægt. Men det vil tage tid at få lærebøgerne ændret og dernæst at få dem inddraget på økonomi-studierne. Inertien er stor med mindre de studerende begynder at presse på, som det bl.a. skete på Harvard. Jeg kan også varmt anbefale real-world economics review, hvor indholdet af fremtidens lærebøger diskuteres livligt. Ligesom jeg er med i et lærebogsprojekt sammen med en række kolleger, hvor betydningen af den anvendte metode vil blive grundigt diskuteret, og hvor kort og lang sigt smelter sammen. Der vil være et stærkt fokus på det forhold, at ’lang sigt’ grundlæggende er den kortsigtede udvikling forlænget ud i en i stigende grad ukendt fremtid. Men, og det er et vigtigt ’men’, kort sigt er ikke kun bestemt fra efterspørgselssiden. Kort sigt er til en hver tid et mix af udbuds- og efterspørgselsdynamik, der ydermere ikke kun er styret af økonomiske variable. ’Tidsånden’, den ’politiske diskurs’ og den internationale udvikling er alle forklarende variable, der øver indflydelse på det korte sigt, og dermed også på det lange sigt – det er for mig at se den virkelige udfordring i makroøkonomisk undervisning.

Det vil forhåbentlig snart kun være i teorihistoriske forelæsninger (om sådanne overhovedet bliver afholdt), at den generelle ligevægtsmodel bliver gennemgået, hvor det korte sigt er stort set fraværende, bortset fra i form af træghed i pris- og lønpasningen. For det kan ikke (eller burde i hvert fald ikke) være muligt, at den generelle ligevægtsmodel med automatisk markedstilpasning stadig skal udgøre den fundamentale analysemodel – i en situation var Europa har haft stigende arbejdsløshed igennem 40 år. Og det virker mildt sagt verdensfjernt, at der forsat undervises efter modeller, bl.a. DREAM, hvor den finansielle sektor er totalt fraværende. Da det i dag burde høre en fjern fortid til, at "Most economists think that in the long run money does not matter" .

Litteratur:

1. Den her præsenterede diskussion er bl.a. givet en introducerende beskrivelse i

King, John (2012) A Companion to Post Keynesian Economics, Cheltenham: Edward Elgar

2. Min artikel om behovet for en tættere kobling af kort og lang sigt findes i Det Økonomiske Råds 50 års festskrift, 2012, www.dors.dk. Her findes i øvrigt også Formandskabets forsvar for Say’s Lov, at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel’.

3. ADAM (2012) udgivet af Danmarks Statistisk er vel den mest autoritative empiriske analyse af dansk økonomi igennem de seneste 40 år. Finansministeriet skylder derfor offentligheden en udførlig beskrivelse af og måske især begrundelse for, hvilke modifikationer af den ’officielle ADAM-model’, som er foretaget og med hvilken begrundelse. Dette er vigtigt, for Finansministeriet hævder at benytte den officielle ADAM-model.