Jesper Jespersen

Hvor stor er den reelle arbejdsløshed?

Tre opgørelser af ledigheden fra Danmarks Statistik

Opgørelsen af arbejdsløsheden kan tjene mange formål: a) Omfanget af menneskelige og samfundsmæssige omkostninger, b) vækst-potentialet, c) belastning af de offentlige finanser og/eller presset (eller mangel på samme) på arbejdsmarkedet.

Danmarks Statistik har tre standardopgørelser: netto- og brutto- og AKU-ledighed, der offentliggøres regelmæssigt.

Som det ses af figuren nedenfor er AKU-ledigheden (interviewbaseret) ved udgangen af 2016 ca. dobbelt så stor (190.000 personer) som netto-ledigheden (90.000 personer).

AKU-ledigheden er det bedste mål for antallet af personer, der reelt er uden arbejde på opgørelsestidspunktet. (Det omfatter således ikke beskæftigede personer i aktivering; men derimod de personer, der er faldet ud af dagpenge- og kontanthjælps-systemet samt studerende, pensionister mv. der søger (deltidsbeskæftigelse)). Tallet undervurderer (formentlig) alligevel beskæftigelsespotentialet, idet der blandt deltidsbeskæftigede og personer uden for arbejdsstyrken historisk set har vist sig at være en ikke ubetydelig udbudselasticitet i perioder med højkonjunktur, jf. nedenfor.

Brutto-ledigheden er (formentlig) det bedste mål for belastningen af de offentlige kasser, idet der som hovedregel er knyttet løntilskud o. lign. til beskæftigelse i form af 'aktivering'.

Netto-ledigheden er (formentlig) den mindst relevante opgørelse til belysning af ubalancen på arbejdsmarkedet, hvis det er den ledige 'kapacitet', vækstpotentialet, presset på arbejdsmarkedet og/eller de samfundsmæssige omkostninger, der ønskes belyst. 

Historisk store forskelle på opgørelsen af ledigheden

Jeg har ved brug af OECDs historiske talserier (der skal tages med et vist forbehold, da der køres let hen over databrud og ændrede definitioner) tegnet udviklingen i hhv. den reelle, interview-baserede ledighed og det - der med en vis rimelighed - kan kaldes 'netto-ledighed'. (Begrebet 'aktivering' blev først introduceret med arbejdsmarkedsreformen i 1994).

Det udviklingsmønster, der kan tegnes fra slutningen af 1980'erne og frem til i dag for udviklingen i modtagere af dagpenge og kontanthjælp (netto-ledigheden) samt den reelle ledighed, er dog tankevækkende på grund af sin variation, se figuren nedenfor. Frem til slutningen af 1990'erne lå netto-arbejdsløsheden (hvorvidt de også omfatter personer omfattet af 1990'ernes orlovsordninger, er jeg i tvivl om) over tallet for den reelle ledighed. En mulig fortolkning heraf er, at der i den periode blev udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse til personer, der ikke var reelt ledige. Det kunne der set i lyset af datidens høje arbejdsløshed måske være argumenter for, men det må dog for en del af de registrerede ledige i dagpenge-/kontanthjælpssystemet snarere have haft karakter af en form for 'basisydelse’ uden reel forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Retten til at opnå dagpenge kunne i 1980'erne og videre til begyndelsen af 1990'erne således (næsten) forlænges i det uendelige.

Men som det også ses af figuren, så indsnævres denne forskel betragteligt i løbet af 1990'erne. Det må være et resultat af en række (påtrængende) arbejdsmarkedsreformer (herunder orlovsordninger) i kombination med en jobskabende økonomisk politik. Fra slutningen af 1990'erne og frem til midten af 2000'erne er der en næsten parallel udvikling i de to talserier. Der var en form for balance mellem antallet af personer, der oppebar en arbejdsmarkedsydelse, og de reel ledige. Her skal man dog ikke forledes til, at der var et en-til-en personsammenfald; men som sagt overordnet set en form for balance.

De ’lavt hængende frugter’

Denne balance på arbejdsmarkedet mellem modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse og antal registrerede ledige ændrede sig i takt med, at reglerne blev ændret og skærpet betydeligt fra 2006 og fremefter. Disse ændringer betød, at personer, der reelt var (er) ledige, ikke længere som en knæsat hovedregel har ret til dagpenge eller kontanthjælp, så længe de er reelt arbejdsløse. Når retten til en ledighedsydelse ophører, så glider de ud af opgørelsen for netto-ledigheden. Et forhold der manifestede sig kort efter, at krisen satte ind i 2008/09, og som er fastholdt til i dag.

Og når talen falder på størrelsen af den reelle arbejdsløshed, bør det heller ikke overses, at man i Arbejdskraftundersøgelsen for 2015 spurgte de personer, der var registeret som værende uden for arbejdsstyrken - hvilket i høj grad er pensionister - om de ’ønsker arbejde’. Det er opgjort til ikke mindre end 176.000 personer. Et tal der dog nok skal tages med et gran salt og måske mere end det; for selv i 2008, hvor der var gode jobmuligheder, lå dette tal på 135.000 personer.

Hvor stor er den reelle ledighed så? Det ærlige svar er, at det kan der ikke siges noget præcist om; men i dagens Danmark er 200.000 personer nok tættere på det faktiske tal end de væsentligt lavere tal for hhv. netto- og brutto-ledigheden. Hertil kommer, at dette tal på ca. 200.000 personer ikke har ændret sig afgørende igennem de seneste 5-6 år, og vi skal mere end 20 år tilbage for at finde et tilsvarende højt tal!

Så hvad er der kommet ud af den stribe af arbejdsmarkeds- og dagpengereformer, der er gennemført siden 2006 som bl.a. afkortning af dagpengeperioden, fjernelsen/reduktionen af efterlønnen og udsigten til højere pensionsalder? Intet kan siges med sikkerhed.

Hvad er det da for ’lavt hængende frugter’, som mine kolleger taler om, der nu er blevet høstet? De beskæftigelsesmæssige effekter er det, som nævnt, svært at få øje på, i det beskæftigelsen endnu ikke er kommet op på niveauet fra før krisen. Ligesom den reelle arbejdsløshed har et omfang, hvor vi skal tilbage til midten af 1990erne for at finde et tilsvarende højt niveau.

Høsten har således indtil nu primært bestået i: øget ulighed, flere fattige; men til gengæld betydelige besparelser på de offentlige finanser.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.