Jesper Jespersen

Skaber udbud sin egen efterspørgsel?

Udbud skaber sin egen efterspørgsel’
Detektor: Hans Jørgen Whitta-Jacobsen vs. Jesper Jespersen

Hatten af for programmet ’Detektor’, der ikke alene undersøger rent faktuelle informationer, som f.eks. hvorvidt antallet af arbejdsløse i Danmark baseret på tilgængelige statistikker er 120.000 (netto), 160.000 (brutto), 200.000 (AKU) personer eller noget helt fjerde.

Men se om ’Detektor’ ikke også har ambition om at efterprøve gyldigheden af de økonomiske teorier, der danner baggrund for megen af den økonomiske politik, der er blevet ført de seneste ti år, og hvor håndfaste, skråsikre konklusioner fremsættes, og benyttes i argumentationen fra Folketingets talerstol. Programledelsen var faldet over den udtalelse fra ’overvismanden’, Hans Jørgen Whitta-Jakobsen (HJWJ): at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel [efter arbejdskraft]’. Et udsagn, der er velkendt fra den økonomiske teoris historie, og som går under betegnelsen ”Say’s Lov” formuleret i begyndelsen af 1800-tallet. Men siden er dette udsagn blevet gentaget så ofte, og blevet fremført med en selvfølgelighed, som var det en inden for økonomien en gældende ’naturlov’. En økonomisk ’sandhed’, som ikke kan diskuteres, og som politikerne frit kan benytte sig af ved fremlæggelsen af lovforslag. Dette er Velfærdsreformen fra 2006 og ’2020-planen’ fremlagt af Regeringen maj 2012 og adskillige redegørelser fra De Økonomiske Råds formandskab illustrative eksempler på.

Men efter at have set på de faktiske tal for hhv. udbud af arbejdskraft og beskæftigelse var Detektor nu alligevel blevet overrasket over, hvor stor arbejdsløsheden ikke mindst i Europa var og længe havde været. Detektor spurgte derfor HJWJ, hvilken empirisk dokumentation han havde for denne ’økonomiske sandhed’:

’Den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse er såvel teoretisk som empirisk velunderbygget. En simpel grafisk illustration af sammenhængen i figur 2, hvor den relative ændring i hhv. arbejdsstyrke og beskæftigelse er tegnet op mod hinanden for en række OECD-lande’
[Kilde: Det økonomiske Råds Formandskab, 2012,s.451 [1]]

Henvendelsen til HJWJ resulterede i, at figuren nedenfor, der netop stammer fra De økonomiske Råds 50 års jubilæumsskrift blev fremsendt til Detektor-redaktionen. Jeg blev efterfølgende spurgt, om jeg ville deltage i en udsendelse, hvor udsagnet og især dets empiriske belæg blev gået efter i sømmene. Det sagde jeg ja til, hvilket resulterede i et kvarters udsendelse den 9. april 2015, (fra 3.45 til 17.35, i alt 14 minutter), som jeg hermed skal opfordre læseren til at se og danne sig sin egen mening om.
Lad mig kort gennemgå argumenterne i udsendelsen:

’Vismandens’ empiri vildleder
Den figur som HJWJ benytter til at underbygge sit udsagn, at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel’ gengives her:

Figur 2: Ændring i arbejdsudbud og beskæftigelse i en række OECD-lande

Hvis der blev foretaget en regression, så ville korrelationen blive høj, som udtryk for, at der en betydelig samvariation i de to variable, hvilket er blevet udvalgt til at underbygge udsagnet. Der er ydermere valgt en 40 års periode, så de betragtede økonomier har haft så rigeligt med tid til at opnå den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse, jfr. citatet ovenfor.

Men giver figuren nu også et bekræftende svar på det stillede spørgsmål, om ’udbud skaber sin egen efterspørgsel – af sig selv og i forholdet én-til-én?

I så fald skulle der ikke eksistere arbejdsløshed, og økonomisk politik – i hvert fald den efterspørgselsorienterede – ville således være overflødig.
Herom kan der bestemt diskuteres.

1.  Kausalitet
Som det fremgår af videoen, er der som udgangspunkt enighed om, at figuren ikke kan benyttes til at afgøre, hvilken vej kausaliteten løber i figuren: fra udbud til beskæftigelse, eller fra beskæftigelse til udbud, endsige om der er en (eller flere) bagvedliggende faktorer, f.eks. økonomisk politik, der skaber denne tilsyneladende samvariation.

Hvis vi inddrager empiriske resultater fra Modelgruppen i Danmarks Statistik (2012), så nuanceres billedet vedr. kausaliteten en del. Her konkluderes det, at de to væsentligste variable til bestemmelse af arbejdsudbuddet i Danmark i perioden 1966-2011 har været 1. demografien og 2. udviklingen i beskæftigelsen, (s. 120). Hertil skal lægges, at beskæftigelsen i ADAM-modellen helt overvejende er bestemt af efterspørgslen efter arbejdskraft. Resultater der peger i retning af, at der ikke er nogen simpel kausalitet fra ændret udbud til ændret beskæftigelse – snarere tværtimod.

2.  En form for optisk bedrag
Hvorfor følges udbud og efterspørgsel så tilsyneladende alligevel ad i figuren?
Det gør de heller ikke! Figuren indeholder en form for optisk bedrag, idet selv tilsyneladende små afvigelser fra 45°-linjen dækker over en ofte ganske betydelig ubalance på de pågældende landes arbejdsmarkeder. Tag f.eks. Spanien ’ESP’ (i figuren), her har den årlige stigning i arbejdsudbuddet være ca. 2 pct. og i beskæftigelsen ca. 1½ pct., hvilket tilsyneladende er en beskeden afvigelse [2]; men målt over 40 år betyder det, at udbuddet er steget med ca.120 pct., mens beskæftigelsen kun er steget med 80 pct., hvilket tydeligt afspejler sig i arbejdsløshedsprocenten i Spanien, se figuren.

Konfronteret med denne problemstilling svarede HJWJ, at der her var tale om et endepunktsproblem. Han ville i stedet have valgt 2007 som slutår, for i så fald ville arbejdsløsheden stort set have været på niveau med startåret. Men, en teori, der empirisk kun kan bekræftes i få og med omhu udvalgte år kan næppe kaldes ’dominerende og ukontroversiel’. En tilsvarende problemstilling melder sig, når vi ser på udviklingen på det danske arbejdsmarked, hvor der også er betydelige forskelle i udviklingen i hhv. udbud (arbejdsstyrken) og efterspørgsel (beskæftigelsen).

Når det så er sagt, er det på den anden side uomtvisteligt, at der er en større stigning (end fald!) igennem perioden, hvilket skyldes en række forhold bl.a. det stigende folketal, den øgede erhvervsfrekvens, for ikke at overse betydningen af den efterspørgelsorienterede økonomiske politik. Perioder med relativt stærk stigning i efterspørgslen kan bl.a. henføres til ekspansiv økonomisk politik (1994-98) og (2004-2008), ligesom fald i efterspørgslen også genfindes som (mindre) fald i arbejdsstyrken (bemærk tallene for 2012-14 er foreløbige – faldet i arbejdsstyrken er undervurderet).

Det er overraskende, at HJWJ ikke tillægger den økonomiske politik nogen afgørende (om overhovedet nogen) betydning, når samvariationen mellem efterspørgsel og udbud skal forklares.

3. Stigningen i beskæftigelsen for aldersgruppen 50-59 år var større end gennemsnittet.
Nået hertil i udsendelse blev HJWJs sidste kort trukket: i slutningen af 1990erne blev en særlig ’førtidspensionering’ for personer over 50 år, der blev arbejdsløse, afviklet. I den selv samme periode kunne det konstateres, at denne gruppe havde en større stigning i beskæftigelsen end andre aldersgrupper, hvilket af HJWJ tages som en bekræftelse af teorien om, at et større udbud skaber en merbeskæftigelse. Men også her vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved den faglige argumentation.

HJWJ drager en makroøkonomisk konklusion på baggrund af et mikroøkonomisk ræsonnement – en typisk ’atomistisk fejlslutning’ (eller ’fallacy of composition’), se Jespersen (2009), kap. 7. Når en betydelig arbejdsmarkedsydelse bortfalder, så får det naturligvis de berørte grupper på arbejdsmarkedet til at reagere og i stigende grad til at fastholde/søge beskæftigelse. Alt andet ville jo simpelthen ophæve grundlaget for mikroøkonomisk teori om incitamentsdreven adfærd – hvilket trods alt ville være ekstremt. Men en stigning i beskæftigelsen for en befolkningsgruppe er jo ikke ensbetydende med, at den samlede (makroøkonomiske) beskæftigelse er steget i forhold til, hvad den ellers ville have været. Når dette ikke er undersøgt, så kan den omhandlede relative beskæftigelsesfremgang ikke i sig selv understøtte hypotesen, idet muligheden foreligger, at ræsonnementet bygger på en atomistisk fejlslutning.

Afslutningsvist medgiver HJWJ, at en stigning i udbuddet af 60-65 årige med 10.000 personer godt kunne resultere i, at beskæftigelsen kun steg med ca. 9.500 personer i den konkrete situation; for andre faktorer spiller også ind. Men det er en usikkerhed, som ’økonomers udsagn’ altid skal tages med, hvilket ligger implicit bag de skråsikre udsagn. Alt mens spørgsmålet om, hvor de ekstra job skal komme fra, lades ubesvaret. 

Sammenfatning
Tak til Detektor for at undersøge væsentlige, men svagt dokumenterede økonomiske udsagn. Her var det påstanden om, at ’udbud skaber sin egen efterspørgsel’, der berettiget kom under krydsforhør. Det er vist ikke helt forkert at konkludere, at Detektor ikke lod sig overbevise om, at udbud altid skab sin egen efterspørgsel. Den fremlagde teori og empiri var klart behæftet med en betydelig usikkerhed. Tværtimod viste det sig igennem udsendelsen, at et gennemgående træk i argumentationen til at kunne forklare udviklingen i beskæftigelsen, er efterspørgslen efter arbejdskraft. Udebliver den, så falder beskæftigelsen – ikke mindst i perioder, hvor der er lavkonjunktur i hele EU-området, så arbejdsløsheden ikke kan tørres af på nogle af nabolandene (beggar your neighbour-strategien svækkes).

Den økonomiske rådgivning hviler således på et svagt grundlag. Måske finder vi her en af forklaringen på, at dansk (og europæisk) økonomi i den grad har hængt i slæbesporet i de sidste 10-15 år: at rådgivningen har været fokuseret på udbuddet af arbejdskraftsnarere end på efterspørgselen efter arbejdskraft.

Kilder:
Danmarks Statistik (2012): ADAM- en model af dansk økonomi, redigeret af D. Knudsen, København.
Detektor:http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/doms_radioTVCollection%3Auuid%3A5d56b9ba-dd9e-4a64-9d4a-c538428420de/query/detektor.https://www.dr.dk/tv/se/detektor-tv/detektor-2015-04-09 (fra 3.45 til 17.35), Mediastream
Jespersen, J. (2007/09): Makroøkonomisk Metodologi – i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, Djøf Forlag.
Regeringen (2012): ’Danmark i arbejde – udfordringer for dansk økonomi mod 2020’, Finansministeriet, maj
Økonomiske Råd, De (2012): Om behovet for at spå i 50 års Jubilæumsskrift: 1962 – 2012, København: eget forlag

[1] Dagbladet Information 5. januar 2011 forelagde Hans Jørgen Whitta-Jakobsen det samme synspunkt, at centralt i [økonomernes] tankegang står en antagelse om, at hvis blot man kan få flere til at tilbyde deres arbejdskraft, vil der også opstå job til dem. »Det er et synspunkt, der dominerer den offentlige debat,« medgiver overvismand Hans Jørgen Whitta-Jakobsen, »men det er også fordi, det er så ukontroversielt. Det dominerer jo også den offentlige debat, at vand fryser ved nul grader.« og han fortsatte, » al erfaring viser, at hvis arbejdsstyrken vokser, så vokser beskæftigelsen tilsvarende. «
[2] Bemærk ydermere, at måleenheden på 2. aksen er halveret, hvilket får den lodrette afstand fra 45°-linjen til at fremstå mindre, hvilket bidrager til det optiske bedrag!


3 kommentarer


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 28. oktober 2015 #1

Det er vel svært at afvise langsigtede effekter, fordi der findes kortsigtede effekter, der kan virke den anden vej. De to ting skal skilles ad. Så der er da et klart endepunktsproblem, det vil jeg give HJWJ ret i.

Det er nødvendigt med udbud, hvis der overhovedet skal være en efterspørgsel. Hvis jeg skal købe brød hos bageren (efterspørgsel), så skal jeg have produceret noget inden (udbud). Sådan kan man også tolke Says lov.

Tak for spændende indlæg.


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 29. oktober 2015 #2

1. Kausalitet
“Resultater der peger i retning af, at der ikke er nogen simpel kausalitet fra ændret udbud til ændret beskæftigelse – snarere tværtimod.”
Det har du slet ikke vist. Du siger selv at kausaliteten kan loebe begge veje, og det kraever da heller ikke megen intuition at se dette:
Udbud  Efterspoergsel: mere udbud betyder at loenninger presses ned hvilket foerer virksomheder til at ansaette flere da MR>MC.
Efterspoergsel  Udbud: mere efterspoergsel betyder hoejere loenninger hvilket faar flere til at soege ud paa markedet.
Det er heller ikke svaert at se hvordan dette ikke er en envejs-kausalitet, men at det gaar begge veje: mere efterspoergsel  hoejere loenninger  mere udbud  lavere loenninger, osv osv.
Alt i alt, du argumenterer som saadan korrekt mod HJWJ, men saa laver du netop den samme ”fejl” (hvilket vel ikke er en fejl da begge kan have ret samtidig).

2. Optisk bedrag
Du har ret i at ”fudge” period for at fitte data er noget skidt. Men samtidig er det altsaa heller ikke noget problem at modellen ikke fitter 100% (”at R^2 ikke er 1”). Efter dette forstaar jeg slet ikke hvad du siger. Kig paa den roede og sorte linie i din egen figur. Er det ikke ret tydeligt at de begge er steget over perioden? Du snakker saa om to perioder hvor forskellen mellem de to linier er mindre, og tillaegger det oekonomisk politik.
Det er da netop et argument der understreger hvad HJWJ proever at sige: oekonomisk politik kan skam godt have indflydelse paa beskaeftigelsen ”in the short run”, men ”in the long run” er det et oeget udbud der har den stoerste effekt. Det har HJWJ aldrig argumenteret imod, det er dig der blander de to ting sammen.

3. 50-59 aar
Her siger du blot at man skal fokusere paa hele befolkningen. Det er der heller ikke noget forkert i, men paa den anden side kan man ogsaa godt bruge de samples man har til at give information. Blot fordi man ikke kan konkludere noget 100% sikkert ud fra et partielt sample, saa boer man stadig lade sig informere af dette sample.

Sammenfatning:
”.. men svagt dokumenterede udsagn”. Svagt? Nope. Du har nok ikke laest nok litteratur. Det er et af de mest veldokumenterede udsagn. Selv hvis du skulle mene at HJWJ ikke fik fremstillet dette saerlig godt i et 15 min radioprogram, saa kan du ikke blot afvise hele litteraturen.
”Her finder man forklaringen....” – Danmark (og Europa) har netop vaeret praeget af oekonomer som dig der blot mener at staten skal kaste penge efter ting. Ja, der har vaeret en marginal bevaegelse mod mere udbud, men sammenlignet med alle andre regioner i verden er ydelser osv hoejere i Europa end andre steder. Arbejdsloesheden er netop hoejere her end den er pt i for eksempel USA, som jo netop har en mere udbudsvenlig politik. Du skyder dig selv i foden med saa usagligt et udsagn.


Henrik Jensen

Henrik Jensen @ d. 29. oktober 2015 #3

Det her er ortogonalt i forhold til emnet, men det er en detektoragtig detalje. HJWJ bliver kaldt "overvismand"; dvs. titlen kursiveres. Det er vel fair nok, da betegnelsen ikke er officiel, men et historisk kælenavn for formændene for De Økonomiske Råd. I det andet hjørne i denne "sag" står Jesper Jespersen, som ikke i artiklen her bruger nogen titel. På siden her er han dog i mange år benævnt som "Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC". Kan det være rigtigt? RUC udbyder ingen økonomiuddannelse, og jeg er gammel nok til at huske, at det opslåede professorat som Jesper fik på RUC ikke var i økonomi.

Jeg er flintrende ligeglad med titler. Men hvis man bruger dem, skal de bruges rigtigt, så derfor mit lille spørgsmål her fra sidelinjen.

I relation til "Say's Lov" så er det altid godt at få lejlighed til at kunne slå fast, at de største kontroverser i makroøkonomi i de seneste 50 år er den relative vigtighed af udbuds- og efterspørgselschok i konjunkturcykler og mellemlange sigt. Say's Lov = "Naturlov" og/eller "sandhed" i Økonomi? Det er nok at stramme den ganske rigeligt.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.