Velkommen til et nyt studieår!

Der er intet så spændende som at tage hul på et nyt studieår – for slet ikke at tale om det første møde med polit-studiet. Hvert år når vi nærmer os september, er der en særlig form for nostalgi, der griber mig i erindringen om 1. september 1968. Ikke fordi det var ’1968’; men fordi jeg det år startede på polit-studiet. Vi sad 220 forventningsfulde polit-studerende i auditorium B i Studiegården (Studiestræde 6). For mange af os blev mødet denne septemberdag med de økonomiske teorier og modeller en blanding af åbenbaring og livslang passion – ikke mindst takket været et meget, meget engageret lærerkorps bestående af bl.a. Ellen Andersen, Bodil Nyboe Andersen, Poul Buch Hansen, Axel Mossin, Erling Olsen, Niels Thygesen og Anders Ølgaard. Åbenbaring, fordi modellerne kunne bruges til at forstå underliggende sammenhænge, som ikke umiddelbart kan observeres. Passion, fordi teorierne giver en indsigt, der – brugt med omtanke - kan bidrage til at forbedre de materielle livsvilkår for store dele af befolkningen, hvis de bliver omsat til politisk handling. Her skal det erindres, at krisen i 1930erne og vareknapheden under 2. verdenskrig stadig var i erindring i 1968 – en gentagelse skulle om muligt undgås. Det kunne en realistisk økonomisk teori med afsæt i virkeligheden helt øjensynligt bidrage til.

Hertil kom at netop i 1968 var polit-studiet, bl.a. som en konsekvens af at de studerende havde fået større indflydelse, blevet omorganiseret og støvet af. Der var blevet indført årsprøver, samtidig med at fagenes indhold var blevet gennemgået kritisk. Nu skulle hovedvægten lægges på samspillet mellem abstrakte økonomiske teorier og virkeligheden – ikke helt så megen ’snak’ som tidligere; men heller ikke en fortabelse i matematiske tåger. De økonomiske modeller og deres anvendelse kom i centrum for uddannelsen. Det krævede (som noget nyt) et kursus i videregående matematik, at økonometri blev introduceret på studiet, samtidig med at relationen til ’virkeligheden’ blev fastholdt, idet fagene: ’samfundsbeskrivelse’, ’økonomisk historie’ og ’økonomisk metode’ blev bevaret – det var de ’ældre’ professorer bl.a.  Poul Nørregård Rasmussen og Svend Aage Hansen garanter for.

Tidens hjul har drejet, og vi skriver nu 2011

Jeg har nu ikke længere nogen direkte kontakt til polit-studiet, bortset fra at jeg er censor og derigennem får et vist indblik i fagenes indhold og tilrettelæggelse. Det har ved flere lejligheder givet mig anledning til at udtrykke min undren over den ensidighed, der i stigende grad gør sig gældende navnlig inden for faget makroøkonomi. Den efter min mening overdrevne fokusering på de generelle ligevægtsmodeller giver ikke den afbalancerede undervisning i makroøkonomisk teori og metode, som de studerende med rimelighed kunne forvente. En afbalanceret undervisning mellem teori og virkelighed er for mig at se en faglig forpligtigelse navnlig på årsprøverne, hvor de grundlæggende teorier må forventes at blive præsenteret. Det er jo vanskeligt at forholde sig kritisk til et fags indhold, som man lige har påbegyndt, her påhviler der de fagansvarlige lærere en særlig forpligtigelse. På overbygningen er problemet ikke så stort, dels fordi de studerende har faglig ballast med fra årsprøverne, dels fordi valgfriheden er væsentligt større – der er langt bedre mulighed for at vælge undervisernes ’kæpheste’ til og fra. Ligeledes har der indtil i år været et betænkeligt fravær af fagene ’økonomisk metode’ og ’den økonomiske teoris historie’ på årsprøverne. Denne mangel er der delvist blevet rettet op på, idet der på 3. årsprøve nu er indført et obligatorisk fag med titlen ’ Philosophy of Science’. Desværre er indholdet helt overvejende af videnskabsteoretisk karakter – løsrevet fra de specifikke metodologiske problemstillinger, der knytter sig til økonomiundervisningen. Der er snarere tale om en form for erstatning for faget ’filosofikum’, der var obligatorisk for universitetsstuderende indtil begyndelsen af 1970erne. Det lå dengang på det første semester, hvilket betød, at mange studerende satte et spørgsmålstegn ved relevansen af faget: ’hvad skal vi med filosofikum?’ dvs. videnskabsteori, når vi knap nok har snuset til den faglige viden. Det krævede dengang som nu et betydeligt pædagogisk talent at overbevise de studerende om fagets relevans. Filosofikum blev derfor ikke taget alvorligt og fjernet fra det obligatoriske pensum. Sådan skulle det nødigt gå for faget ’økonomisk metode’; men der er en risiko, kan jeg sige, idet jeg var censor på faget her ved sommereksamen. Indholdet er som nævnt helt overvejende videnskabsteoretisk – det tager ikke afsæt i de mere specifikke metodemæssige overvejelser, der bør inddrages ved brugen af økonomisk teori og modeller på virkeligheden. Naturligvis havde jeg gerne set et specielt fokus på de makroøkonomiske modeller – ikke mindst på de modeller, der benyttes så flittigt i det danske økonom-miljø: ADAM og DREAM.

De økonomiske modeller bruges i valgkampen

Brugen af de økonomiske modeller har gået sin sejrsgang. De er nu blevet direkte inddraget i valgkampen. Ikke mindst her er det vigtigt at kende deres potentialer og begrænsninger. DREAM-modellen er således kommet i det politiske søgelys dels som supporter for bl.a. liberal alliances økonomiske politik, dels som overdommer i en stribe tvister mellem finansministeren og oppositionen. Rollen som overdommer har DREAM fået tildelt bl.a. gennem ’vismændenes’ brug af modellen i beregninger over den mere langsigtede udvikling i dansk økonomi. DREAM-modellen benyttes til at give hhv. regeringens ’genopretningsplan’ og oppositionenens ’Fair Løsning’ økonomiske karakterer. Så sent som 1. september –en uge inde i valgkampen, udsendte ’vismændenes’ sekretariat en pressemeddelelse, der præciserede den af vismændene ved hjælp af DREAM beregnede effekt af regeringens tilbagetrækningsreform på de offentlige budgetter til 17 mia. kr. (afrundet) – dog med den tilføjelse af der var en usikkerhed på beregningen på +/- 2 mia.kr. Her kunne jeg som fagøkonom have ønsket mig, at ’vismændene’ og deres sekretariat havde haft et kursus i økonomisk metode (eller måske endnu bedre metodologi); for så var de ikke gået i den ’fælde’ over for offentligheden at foregive, at effekten på de offentlige budgetter af den foreslåede tilbagetrækningsreform kan beregnes med den præcision 9 år ud i fremtiden. Herved gjorde ’vismændene’ sig til overdommere i en politisk diskussion, hvor de burde vide, at det faglige fundament slet ikke er solidt nok til at gennemføre en sådan’effekt-beregning’ uden samtidig at redegøre for den betydelige usikkerhed, der knytter sig hertil. Hvilke forbehold burde være nævnt? Først og fremmest, at vismændene havde tilpasset SMEC-modellen, så den giver samme resultater som DREAM-modellen, Det burde ikke gå ubemærket hen at en konjunkturmodellen SMEC tvinget til at give samme beregningsresultater, som en generel ligevægtsmodel.  I vismændenes egen formulering:

’Frem til 2020 er det sikret, at der er samme saldoforløb i de to fremskrivninger med SMEC og DREAM, og desuden er det tilstræbt samme udvikling i bl.a. BNP, ledighed, forbrugs- og investeringskvote’, Dansk Økonomi, maj 2011, s. 234.

SMEC-modellens empiriske forankring bliver svækket, når der ’tilstræbes samme udvikling i BNP, ledighed, forbrugs- og investeringskvote’ som fastlagt i DREAM-modellen.  Problemet er, at generelle ligevægtsmodeller bygger på en stribe meget restriktive antagelser, der ikke er empirisk underbygget. Alene antagelsen om, at arbejdsmarkedet vil være i strukturel ligevægt inden for den valgte periode (frem til 2020) er jo mildt sagt ’heroisk’ Ser vi på det historiske forløb, jfr. figur 1, så har ledigheden siden 1970 snarere lignet et bjerglandskab end et marked i strukturel ligevægt. DREAM-modellens beregning gælder kun for en økonomi, der er i makroøkonomisk balance herunder fuld beskæftigelse. Hvis der f.eks. fortsat er arbejdsløshed frem mod år 2020 – hvilket nok er et sandsynligt forløb vurderet på fortidens erfaringer og den annoncerede økonomiske politik, så vil tilbagetrækningsreformen have en helt anderledes (og langt mindre) effekt på de offentlige budgetter. I så fald betyder en efterlønsreform mv. snarere en omfordeling af beskæftigelsen end en forøgelse af beskæftigelsen – og vil efterlade arbejdsløsheden (stort set) uforandret. Betydningen heraf for de offentlige budgetter vil jeg komme ind på nedenfor. Her skal det blot anføres, at hvis efterlønsreformen fører til en højere ungdomsarbejdsløshed, end der ellers ville have været, hvilket ikke kan afvises, så er der ligefrem en risiko for, at antallet af unge på førtidspension vil øges. Det betyder mange spildte arbejdsår i fremtiden, der ligefrem kan risikere at øge budgetunderskuddet i forhold til, hvad det ellers ville have været!

Denne diskussion af afhængigheden mellem valget af metode og model ligger ’lige til højrebenet’ i faget ’Philosophy of Science’, ikke mindst hvis hovedvægten blev lagt på ’økonomisk metode’. Jeg skal hermed anbefale, at dette fag integreres stærkere med polit-studiets øvrige fag og placeres tidligere, f.eks. på 3. semester – og at den store skare af ’politter’, der igennem årene ikke har fået et sådant kursus i løbet af deres studieforløb får tilbud om ’efteruddannelse’ i økonomisk metode. Det ville formentlig kunne bidrage til en diskussion af, med hvilken præcision økonomer kan udtale sig om effekten af den foreslåede økonomiske politik.

Hvor sikre er data?  

Bevæger vi os uden for DREAM-modellens antagelse om fuld strukturel beskæftigelse og kikker på ’virkeligheden’ f.eks. de faktiske tal for ledigheden, så er det bestemt heller ikke her en nem opgave med et entydigt svar. Lad os kaste et blik på arbejdsløshedstallene. Her hersker der også uenighed om, hvilken metode der med størst fordel kan anvendes. Prøv at se på figur 1. Den viser dels tal fra Danmarks Statistik og dernæst tal fra OECD. Danmarks Statistiks benytter det antal personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, som grundlag for sin statistik. En betingelse for at modtage disse ydelser er, at personen ’står til rådighed’ for arbejdsmarkedet (i princippet her og nu). Det betyder, at f.eks. ledige personer, der overgangsvist er i aktivering og finansieres af en anden ’kasse’, bliver trukket ud af statistikken, ligesom personer, der enten er på efterløn eller som slet ikke modtager offentlige ydelser, men alligevel ønsker at få et job heller ikke er med i den officielle ledighedsstatistik. Kritikken af denne meget snævre definition på (registreret) arbejdsløshed har fået Danmarks Statistik til at offentliggøre hhv. et netto-tal for arbejdsløsheden (de hidtidige tal) og et brutto-tal, hvor personer på aktivering er inkluderet. Det har dog ikke løst problemet med de forskellige tal, idet også ’brutto-tallet’ i 2010 lå væsentligt under det tal, som OECD har offentliggjort for den danske arbejdsløshed. Men sådan har det ikke altid været tilbage i 1980’erne og 1990erne lå DS-tallene højere end OECD-tallene. Forskellen kan henføres til det forhold, at opgørelsesprincipperne er afgørende forskellige. OECD baserer sine tal på stikprøveundersøgelser, hvor økonomerne rent faktisk har spurgt personer uden arbejde, om de ønskede at påtage sig et arbejde (og om de mente sig i stand til det).

I figur 1 ses det, at tilbage i 1980erne var Danmarks Statistisk tal væsentligt større end OECD-tallene, som udtryk for, at der (formentlig) var et betydeligt antal personer, der modtog dagpenge eller kontanthjælp, uden reelt at ønske et job, der var opstået en form for ’ledighedskultur’. Det blev der i 1990erne søgt gjort op med, idet der både kom ’gang i 1990erne’, det vil sige, at der blev skabt jobs – og samtidig blev der strammet op med hensyn til på hvilke vilkår og hvor længe, der kunne opnås dagpenge – arbejdsløshedsdagpengene ophørte med at være en form for ’tag-selv-bord’.

 

Den opstramning har nu tilsyneladende vendt sig til sin modsætning, idet de survey-baserede tal fra OECD nu overstiger tallene fra Danmarks Statistik både brutto- og netto-tallene. Arbejdsløsheden opgøres i dag både af OECD og EU til at ligge mellem 7 og 8 procent, hvilket svarer til niveauet i midten af 1990erne. Disse statistiske forskelle er også med til at skabe usikkerhed om, hvor stort det reelle arbejdsudbud den ’strukturelle’ arbejdsløshed egentlig er.

Og så til budgetunderskuddet.

Som allerede nævnt i indledningen har det for mig som metodeorienteret økonom været en tankevækkende oplevelse, hvorledes ét tal for det strukturelle budgetunderskud i 2020 opgjort til 47 mia. kr. totalt har kunnet dominere den økonomisk politiske debat og nok så overraskende ikke er blevet udfordret af de i dagspressen så ofte citerede fagøkonomer. ’Tallet’ og den fagøkonomiske tilslutning har været så total, at ingen i det politiske miljø har magtet at sætte spørgsmålstegn ved tallet, som sigtet for den foreslåede økonomiske politik. På trods af, at beregningen er gennemført på en generel ligevægtsmodel med deraf følgende restriktive antagelser om både de økonomisk aktørers adfærd og de markedsmæssige institutioner (såkaldt perfekt konkurrence) er tallet (de 47 mia.kr.) ikke blevet anfægtet. Forestillingen om, at dansk økonomi af sig selv skulle kunne øge beskæftigelsen, har helt domineret den politiske diskurs – enten med forslag om at forringe arbejdsmarkedsrelaterede sociale ydelser eller ved at arbejde 12 minutter længere. Så dominerende har diskursen været, at Statsminister Lars Løkke Rasmussen uanfægtet kunne begrunde efterlønsreformen med et udsagn om, at enhver (jo) ved, at et øget udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel’ – hvilket ydermere blev sekunderet af ’overvismanden’ Hans Jørgen Whitta-Jakobsen, der til Information udtalte, at det var med hensyn til sammenhængen mellem udbud af arbejdskraft og beskæftigelse er lige så sikkert, som ’at vand fryser’ ved nul grader. Altså at der er tale om en økonomisk sammenhæng af samme karakter som et naturvidenskabeligt fænomen. (Jeg skal her forbigå at temperaturen ’0 grader’ oprindeligt blev defineret som netop den temperatur, der måles, når ferskvand ved et tryk på én atmosfære fryser. Her kunne et metodekursus have gjort underværker, dels ved at påpege, at der er afgørende forskelle mellem forklaringsmodeller i naturvidenskab og samfundsvidenskab og dernæst, at hvis ’beskæftigelse’ defineret som ’udbud af arbejdskraft’, så er udsagnet indholdsløst.)

         Hvis vi løsriver den økonomiske argumentation fra de forhold, der gælder i en generel ligevægtsmodel og i stedet kaster et blik på de faktiske forhold (’virkeligheden’), så kan der påvises en empirisk klar sammenhæng mellem arbejdsløshed og saldoen på de offentlige budgetter, jfr. figur 2. Det er indiskutabelt, at de to tidsserier bølger i takt. Når arbejdsløsheden stiger, så svækkes budgettet og vice versa. Dette er trivielt, så snart vi har forladt ligevægtsmodellens antagelse om konstant strukturel arbejdsløshed. Årsagssammenhængen hertil er også lige ud ad landevejen, idet en stigning i arbejdsløsheden forårsaget af en nedgang i den økonomiske aktivitet vil mindske de offentlige indtægter (mindre skatteprovenu) og øge de sociale udgifter (dagpenge mv.). Det er den såkaldte automatiske budgetreaktion, der kendetegner enhver velfærdsstat. Når beskæftigelsen, navnlig i den private sektor falder, så har det en umiddelbar effekt på de offentlige budgetter. Og tak for det siger dels de arbejdsløse; men også private virksomheder og de (endnu) beskæftigede lønmodtagere, idet denne automatiske budgeteffekt pumper købekraft ud i samfundet, og medvirker herved til at bremse nedturen (recessionen). For eksempel, da boligboblen bristede og kreditklemmen strammede til i 2008/09, så bremsede den automatiske budgetreaktion faldet i beskæftigelsen. Hertil kom så – dog i mindre skala en ekspansiv finanspolitik, hvilket tilsammen skabte et stort hul på statsbudgettet. Et hul der er fortsat ind i 2010 og 2011, for beskæftigelsen er forblevet uforandret lav. Dette hul er det stort set umuligt at spare væk, da reducerede udgifter et sted på budgettet uvægerligt vil øge udgifterne andre steder. Dette gør sig i hvert fald gældende, når besparelserne har den konsekvens, at beskæftigelsen reduceres. Hertil skal lægges, at tallene for den offentlige budgetsaldo notorisk er vanskelige at beregne ud i fremtiden, hvilket alene forløbet gennem 2010 er et illustrativt eksempel på. Helt frem til efteråret 2010 skønnede finansministeriet, at underskuddet ville blive tæt på 100 mia. kr. – men, hovsa, så kom der et ekstraordinært gunstige regnskaber fra pensionskasserne, der øgede afkastbeskatning i størrelsesordenen 40 mia. kr. Set i dette perspektiv, hvem tør så med sin faglige integritet i behold give et præcist bud på budgetsaldoen blot et eller to år frem i tiden – otte år frem må lyde som rent gætværk, hvis usikkerheden ikke præciseres.

Lad os i stedet vende os mod de kausale sammenhænge, som må antages at gælde mellem arbejdsløshed og offentlig budgetsaldo. Jeg har beregnet korrelationskoefficienten mellem de to størrelser; for perioden 1982-2010, baseret på OECD-tallene blev resultatet (-0,79), altså en bekræftelse af den forventede negative sammenhæng. Tallet må naturligvis ikke overfortolkes, men giver en statistisk indikation af, at den kausale sammenhæng ikke kan afvises på et historisk grundlag. Naturligvis er der mange forstyrrende elementer, som en sådan beregning ikke kan tage højde for – bl.a. vil finanspolitiske indgreb svække den statistiske sammenhæng. En ekspansiv finanspolitik med det sigte at mindske arbejdsløsheden, vil, hvis den lykkes, mindske arbejdsløsheden, men samtidig forværre budgetbalancen – dette vil være særlig udtalt ved skattelettelser, hvor beskæftigelseseffekten vil være beskeden. Men uanset, at der har været ført en aktiv finanspolitik og gennemført adskillige vækstpakker både i 1990erne og i 2000erne, så dominerer den automatiske budgeteffekt beregningerne. En simple regressionsligning (der ligesom korrelationen ikke må overfortolkes) giver en indikation af størrelsesforholdet mellem ændringer i arbejdsløsheden og den dertil knyttede ændring i budgetsaldoen i fortiden.

 

Regressionsligningen har en hældning, der i runde tal siger, at et fald i arbejdsløsheden på én procent point (f.eks. fra 7½ pct. til 6½ pct.) i den historiske periode i gennemsnit har fundet sted samtidig med, at budgettet blev forbedret med knap 2 pct. af BNP. Her er det, at man skal vare sig fra at overfortolke resultatet – og navnlig vare sig fra at benytte det som afsæt for en prediktion af effekten i fremtiden. Dog vil jeg på baggrund af teoretiske og metodiske refleksioner føle mig rimelig tryg ved at konkludere, at der også i de nærmeste år vil være en sådan samvariation mellem ledigheden og budgetsaldoen.

Tillad mig derfor at slutte med en af Keynes’ one-liners, (som en slet skjult opfordring til, at faget den ’økonomiske teoris historie’ atter blev et obligatorisk fag på polit-studiet): 

‘Look after unemployment, and the Budget will look after itself’