Danmark er næstdårligst til intelligent vækst

For et par uger siden blev det offentliggjort, at Danmark har haft den næstlaveste produktivitetsvækst i OECD i perioden 1995-2008. Ud af de 30 OECD-lande er det faktisk kun Berlusconis Italien, der har været ringere til at øge produktiviteten. Dvs. den intelligente vækst, der finder sted ved, at man tilrettelægger arbejdet bedre, øger produktionen gennem ny teknologi, opfinder nye værdiskabende produkter mv. Det er et hak i tuden på den danske selvopfattelse, men også en alarmklokke, der fortæller, at hvis Danmark igen vil i velstandens top ti (ud af de 30 OECD-lande), så skal der gennemføres reformer, der kan øge produktiviteten. For faktum er, at mens vi danskere har haft travlt med at rose den danske model, så har Danmark velstandsmæssigt været på en kedelig rutsjetur, hvor vi i perioden 1997-2007 er gået fra at være det 6. rigeste land til det 12. rigeste ud af 30 OECD-lande.

Mange vil sikkert undre sig over, at vi gennem en lang periode har været så dårlige til intelligent vækst. Vi er bl.a. det land i OECD, der i forhold til BNP bruger flest offentlige udgifter på uddannelse, vi har verdens højeste SU og vi roser os selv for den såkaldte Flexicurity-model. Men man må bare konstatere, at den danske model ikke rigtig leverer varen, når vi taler om at øge velstanden.

Hvordan kan det være? Der er mange årsager. En af dem er, at vi i Danmark beskatter produktivitet ret hårdt. Og dermed får vi mindre intelligent vækst. Vi har i Danmark en særlig skat på produktivitet med navn topskat, som sammen med de andre indkomstskatter og afgifter bringer den samlede marginalskat op på 67 pct. (efter Forårspakke 2.0). Topskatten er således en ekstra skat på de mest produktive og talentfulde danskere. Den bevirker, at de mest produktive danskere arbejder mindre, og at de sætter færre ideer i verden. I det længere perspektiv indebærer særskatten på produktivitet, at der er færre, der ønsker at uddanne sig til en høj produktivitet, fordi den økonomiske gevinst bliver brandbeskattet. På den måde er topskatten også en skat på uddannelse og vi er faktisk blandt de lande i OECD, der beskatter uddannelse hårdest. Og det er skadeligt. Vi ved nemlig fra studier fra OECD, at der er sammenhæng mellem det økonomiske afkast af at uddanne sig og optag på videregående uddannelser. Det bemærkes, at topskatten ikke blev sænket ved Forårspakke 2.0.

Derfor: Hvis regeringen ønsker at øge produktiviteten i Danmark, så bør den også kigge på topskatten. Den gode nyhed er, at den blot indbringer ca. 13 mia.kr. (1½ pct. af de samlede skatteindtægter), så det er overkommeligt at fjerne særskatten på produktivitet. Nu er der formentlig nogen der tænker, at det vil øge uligheden. Men de kan berolige sig med, at det ikke rykker særlig meget på uligheden. I dag er vi verdens mest lige land. Fjerner vi topskatten vil vi konkurrere med Sverige om at være verdens mest lige land. Det burde ikke kunne ryste nogen.

Men der skal meget mere til for at få den danske værdiskabelse op i verdenseliten. Bl.a. bør vi reducere selskabsskatten markant. OECD har i studie fundet, at lavere selskabsskat er særlig god til at øge produktiviteten. Fordi en lavere selskabsskat indebærer flere investeringer i ny kapital og teknologi. Og det hæver erfaringsmæssigt produktiviteten. Herudover bliver det nemmere at få udenlandske virksomheder til at lokalisere sig i Danmark. Det bidrager også med ny viden, teknologi og spændende arbejdspladser. Samtidig med lavere selskabsskat er der også brug for lavere aktionærskat. Som det fremgår af CEPOS-notat Rente- og aktiebeskatning i Danmark set i et internationalt perspektiv, så er den danske aktieudbytteskat på 42 pct. (efter Forårspakke 2.0) den 2. højeste ud af 34 rige lande. I f.eks. Sverige udgør den blot 30 pct. Den høje danske aktieskat indebærer selvfølgelig, at det er unødigt svært at tiltrække aktiekapital til nye projekter, der kan skabe velstand.

Herudover er der et uudnyttet produktivitetspotentiale i den offentlige sektor. Finansministeriet og vismændene har i analyser fundet faldende eller uændret produktivitet i den offentlige sektor. I den private sektor er der typisk positiv produktivitetsvækst (om end den kunne være større i Danmark). Det understreger, at man kan øge produktiviteten i den offentlige sektor. F.eks. ved bedre arbejdstilrettelæggelse, stordriftsfordele ved kommunalreformen eller ved udlicitering og konkurrenceudsættelse. Danske og udenlandske videnskabelige undersøgelser finder således, at private virksomheder på konkurrencemarkeder er 20-30 pct. mere effektive end offentlige monopoler. Det taler for omfattende privatiseringer og udliciteringer. CEPOS har udgivet en rapport, der finder, at der kan høstes en gevinst på 15 mia.kr. ved at udlicitere mere i kommunerne. Det svarer til servicen fra 30-40.000 ekstra hjemmehjælpere. Herudover har CEPOS gennemført en analyse, der viser, at private hospitaler er mere effektive end offentlige hospitaler. Der ligger derfor et yderligere produktivitetspotentiale gennem en fortsat sund kappestrid mellem private og offentlige hospitaler.

Der er en lang række andre områder end ovenstående, der er relevante, når produktiviteten skal øges. Men ovenstående bør tages ind i overvejelserne.