Poul Schou

Arv og dens beskatning

Ændringer i arvebeskatningen og mere generelt de økonomiske perspektiver i at give og beskatte arv i det hele taget er et emne der har været diskuteret en del i 2018. Der er da også en række interessante og vigtige samfundsøkonomiske problemstillinger der relaterer sig til arv, arveladning og beskatning heraf, og der er en omfattende akademisk litteratur om emnet – men også fortsat mange uafklarede spørgsmål.

Tre gode redegørelser for den økonom(-istuderende) der vil sætte sig grundigere ind i problemstillingerne, er kapitel 15 "Taxes on Wealth Transfers” i den store britiske Mirrlees-rapport, der var en ambitiøs gennemgang af hele skattesystemet med fagøkonomiske briller foretaget af en række internationale kapaciteter i 2011, en ældre, men grundig norsk offentlig udredning om Arveafgift fra 2000, og kapitlet Taxation of Intergenerational Transfers and Wealth fra 2013 i Handbook of Public Economics – skrevet af Wojciech Kopczuk fra Columbia University, en af de kendte forskere der har beskæftiget sig intensivt med emnet.

I offentligheden er det formodentlig intuitive forestillinger om fairness og rimelighed der spiller den vigtigste rolle når befolkningen skal tage stilling til hvad de mener om arvebeskatning, og spørgsmålet kan dele vandene kraftigt. Som Mirrlees-rapporten omtaler, vil modstandere af arvebeskatning normalt præsentere sagen fra arveladerens side, hvor en beslutning om at efterlade arv opfattes som noget der hører privatsfæren til, og beskatning af en sum penge der tidligere er blevet indkomstbeskattet da den blev indtjent, opfattes som en uretfærdig dobbeltbeskatning.

Tilhængere af arvebeskatning vil omvendt typisk se sagen fra arvingens side: At nogle modtager en økonomisk startkapital (især når der er tale om arv af en størrelse som gør en væsentlig forskel for ens økonomiske muligheder) som andre ikke får mulighed for, opfattes grundlæggende som værende i modstrid med princippet om at alle skal have lige muligheder, som de fleste intuitivt er tilhængere af. Samtidig er arvebeskatning en naturlig konsekvens af det meget fundamentale princip i beskatningen at det bedste skattegrundlag må være folks ”skatteevne”, dvs. forbrugsmuligheder, uanset hvorfra midlerne stammer. Ud fra denne betragtning bør arv beskattes fuldt på linje med almindelig indkomst. Nogle går endda videre og argumenterer for at det moralsk rigtige må være at beskatte ”arbejdsfri” indkomster som arv, som modtageren ikke har gjort noget særligt for at erhverve sig, hårdere end indkomst som er erhvervet ved at være flittig og arbejde. Måske kan man betragte det som et kompromis mellem disse forskellige synspunkter at arv i Danmark og de fleste andre lande beskattes, men med en lavere sats end anden indkomst set fra arvingens side.

Mens sådanne tanker spiller en stor rolle i offentligheden, interesserer fagøkonomer sig mere nøgternt for såvel virkningerne for den samfundsøkonomiske effektivitet som de fordelingsmæssige konsekvenser af arv og arvebeskatning.

Et afgørende spørgsmål i forbindelse med efficiensvirkningerne af arvebeskatning er hvad der er motivet bag den arveladning der finder sted. Økonomer har identificeret mindst fem forskellige årsager til at der videregives arv:

  1. Altruistisk arvemotiv: Tænker personer altruistisk i forhold til deres efterkommere, vil disses forbrugsmuligheder indgå i forældrenes egne nyttefunktioner, og de vil derfor ønske at forøge børnenes forbrugsmuligheder ved selv at undlade at forbruge. Denne tankegang fører i sidste ende til aktører med en uendelig tidshorisont og er dermed en del af det intellektuelle grundlag for den vigtige makroøkonomiske Ramseymodel.
  2. Arv som betaling i et strategisk spil mellem forældre og børn, hvor begge handler egoistisk: Forældrene ønsker at få praktisk hjælp og opmærksomhed fra børnene i deres pensionisttilværelse og bruger forventningen om arv som ”betaling” og dermed styringsinstrument overfor børnene.
  3. Egoistisk arvemotiv, også kendt som ”joy-of-giving” eller ”warm-glow”: Folk sparer op fordi de personligt har glæde af at kunne give videre og dermed bl.a. vise deres omgangskreds at de optræder uselvisk og har magt over tingene – men i virkeligheden er de ligeglade med om modtagerne får nogen nytte af den arv de modtager. Dette er en variant af det mere generelle arvemotiv der går på at opsparingen til næste generation skyldes sociale normer snarere end egentlig omsorg for børnene.
  4. Utilsigtet arv ved forsigtighedsopsparing: Man sparer op for at sikre sin egen alderdom, men da man er risikoavers, ikke kender sin dødsdato og ikke har adgang til perfekte kapitalmarkeder, sparer man for en sikkerheds skyld rigeligt op. Den del af formuen man ikke har nået at forbruge når man rent faktisk dør, er således blot ”spild”, og i en simpel livsløbsmodel vil man være ligeglad med hvad der sker med den når man først er død.
  5. Endelig kan identificeres et femte motiv som især er relevant for usædvanlig store formuer og dermed arveladninger i toppen af fordelingen: Nogle mennesker akkumulerer formuer som ligger langt ud over hvad de selv og deres børn og børnebørn på nogen rimelig måde kan nå at forbruge. Akkumulationen handler i disse tilfælde næppe om opsparing med henblik på senere forbrug, hverken hos opspareren selv eller efterkommerne, som det ellers er normalt at regne med i økonomisk tankegang, men formuen giver nytte i sig selv, eksempelvis fordi den giver adgang til magt eller til prestige – eller det kan være "imperiebyggeri" forstået som opbygningen og udviklingen af en stor og succesrig virksomhed der opfattes som et meningsgivende mål i sig selv.

Hvordan arvebeskatning påvirker incitamenterne, afhænger dermed afgørende af hvad motivet til arven er. I det første tilfælde vil arveskatten virke som anden beskatning af opsparing og kapitalindkomst og altså forvride arveladerens incitamenter til at spare op og efterlade arv. Også i tilfælde 2 vil skatten påvirke forældrenes adfærd, mens beskatningen omvendt ikke påvirker arveladningen i de to sidste tilfælde. I disse tilfælde er en arveafgift dermed noget så sjældent som en forvridningsfri skat: Den virker præcis som en lumpsumskat. I det midterste tilfælde er litteraturen lidt i tvivl: Man kan både forestille sig at det er arvens størrelse før og efter skat der giver nytte for arvelader.

Der har været gjort en del empiriske forsøg på at fastslå de forskellige arvemotivers betydning, men med ret blandede resultater. Alt tyder på at der er stor heterogenitet mht. arvemotiver, og alle de nævnte forhold kan spille en rolle. Det altruistiske arvemotiv lader til at spille en rolle, men ikke så stor som man kunne forestille sig; det ses bl.a. af at der ikke er stor forskel på den formue som efterlades af hhv. barnløse personer og i øvrigt ligestillede forældre.

Formodningen om at i hvert fald en signifikant del af arvebeskatningen ikke giver anledning til væsentlige forvridninger, og at beskatning af arv derfor gennemsnitlig set kan forventes at være mindre forvridende end ordinær kapitalbeskatning, har fået en række økonomer i tidens løb til at anbefale en større vægt på arvebeskatning end andre, mere forvridende skatter indenfor skattesystemet, givet at der politisk er et ønske om at skattesystemet skal medvirke til at udjævne forbrugsmulighederne. Det gælder især hvis andre forhold samtidig medfører et pres på systemet som gør det sværere at opretholde andre omfordelende skatter. Såvel den norske kommissionsrapport som Mirrlees-rapporten der blev nævnt ovenfor, anser således arvebeskatning for at være et fornuftigt element i et moderne skattesystem, men anbefalede samtidig at ændre den konkrete indretning af såvel de norske som de britiske arveskatteregler, især ved at afskaffe forskelsbehandlingen af aktiver så de alle beskattes ens. Også de økonomiske vismænd anbefalede i deres gennemgang af det danske skattesystem i 2008 at lægge større vægt på arveafgifter i forhold til andre kapitalindkomstskatter. I Norge viste et rundspørge blandt de 25 højst rangerende norske økonomiprofessorer i 2014 tilsvarende at et meget stort flertal var imod afskaffelsen af den norske arveafgift.

Arven og dens beskatning kan også påvirke adfærden på andre måder end via virkningen på arveladers opsparingsadfærd. Gale og Perozek (2001) gør opmærksom på at hvis man vil undersøge effekten af en arveskat på den samlede opsparing, skal man tage højde for virkningen på såvel arveladerens som arvingens adfærd. Udsigten til at modtage arv vil entydigt reducere arvingens motiv til at spare op, og afhængigt af arvemotivet kan det derfor i forbavsende mange tilfælde vises at den totale opsparing vil blive forøget af at beskatte arven. Tilsvarende findes der en række studier (bl.a. refereret af Kopczuk) der samstemmende bekræfter at modtagelsen af (især uventet) arv reducerer arvingernes arbejdsudbud - et fænomen, som er benævnt Carnegie-effekten efter den amerikanske rigmand Andrew Carnegie.

Arvebeskatning kan ligeledes påvirke timingen af arven i den forstand at man kan ønske at give arv videre i levende live (såkaldte inter vivos-overførsler), og den kan føre til andre former for skatteplanlægning og -omgåelse. Kopczuk anfører dog at mens empiriske undersøgelser viser at gavegivning klart reagerer på ændringer i arveskatteregler, udnyttes muligheden langtfra så meget at arvebeskatningen minimeres. Der ser ud til at være andre og væsentligere motiver på spil end blot at undgå beskatning og dermed maksimere gevinsten for arvingerne. Et udtrykkeligt ønske om at holde fast i (kontrollen over) sin formue indtil meget sent i livet er nødvendig for at forklare resultaterne. Kopczuk refererer en række papirer der har forsøgt at estimere en egentlig arveskatteelasticitet for formuen ved dødstidspunktet. Det typiske resultat er en ret beskeden elasticitet på 0,1-0,2. De forskellige empiriske identifikationsstrategier er dog grundlæggende usikre, da det notorisk er svært at relatere en forventet beskatning på et fremtidigt tidspunkt til afledt adfærd i en potentielt meget langvarig foregående periode.

En anden mulig virkning handler specifikt om virkningen af arvebeskatning på familievirksomheder. En række lande (bl.a. Danmark) har en særligt favorabel bobeskatning for familieejede virksomheder. Økonomer lader dog normalt til at være skeptiske overfor sådan en forskelsbehandling, bl.a. fordi flere empiriske undersøgelser tyder på at familieejede virksomheder der har været
igennem et generationsskifte, ofte er dårligere ledet og opnår lavere
indtjening end andre virksomheder.

Endelig har den teoretiske forskning beskæftiget sig med om der kan være eksternaliteter forbundet med arveladning som skattesystemet bør tage hensyn til. Kopczuk beskæftiger sig noget med dette spørgsmål og nævner både at der i teoretiske modeller kan være en positiv eksternalitet forbundet med eksempelvis joy-of-giving-motivet (hvor både giver og modtager får nytte af den samme overførsel, hvilket isoleret set kan være et argument for at subsidiere arv) og negative eksternaliteter ved formuekoncentration (positions-eksternaliteter, virkningen af store virksomheders indflydelse på den politiske proces, den tidligere nævnte misallokering af ledelsesevner som følge af familieovertagelse af virksomheder, forekomsten af rent-seeking mv.)

Egentlige fordelingsberegninger af modtagen arv og virkningen af arvebeskatning er nærmest ikke-eksisterende i Danmark. Det skyldes at der ikke eksisterer registerdata for disse størrelser. Skifteretterne indsamler oplysninger om både dødsboernes størrelser og deres arvinger, men disse data samles ikke centralt. Danske økonomer gør typisk derfor det når man vil nærme sig emnet, at man i stedet offentliggør forskellige beregninger der er baseret på de formueoplysninger der findes i de danske registre – typisk registrerede formuer for afdøde, som man så antager bliver givet ligeligt i arv til børnene, eller alternativt ændringer i formuen hos personer hvis forældre er nyligt afdøde. Sådanne metoder er anvendt af bl.a. de økonomiske vismænd i 2004 og af Simon Boserup og Claus Thustrup Kreiner fra KU sammen med Kopczuk i 2016. Metoden indebærer forskellige usikkerheder, hvoraf den vigtigste nok er at formueregistrene er ret ufuldstændige. Vigtigst er formodentlig her at værdien af aktier og andre ejerandele i virksomheder der ikke er børsnoterede, enten slet ikke eller kun ret mangelfuldt indgår i registeroplysningerne. Da værdien af husholdningernes unoterede aktier alene udgør over 500 mia. kr. ifølge Nationalregnskabet, er det en temmelig stor klump der er udeladt, og man må formode at den er ret ujævnt fordelt i befolkningen.

Begge de nævnte analyser viser i øvrigt at formuefordelingen bliver mere ulige i absolut forstand, men mindre ulige i relativ forstand når man inddrager de beregnede formueændringer, end når man ikke gør det. Det sidste virker sikkert intuitivt overraskende for en del og hænger bl.a. sammen med at formuen er meget ulige fordelt i udgangspunktet. Bl.a. har omkring halvdelen af befolkningen ingen (eller negativ) formue, og disses formue vil forholdsmæssigt stige temmelig kraftigt så snart de modtager nogen arv overhovedet. ”Bunden” i fordelingen må derfor på forhånd forventes at vinde i relativ forstand, og de rigeste deciler skal derfor arve uforholdsmæssigt meget i forhold til deres initialformue for at kunne vende dette resultat.

Resultatet siger dog ikke noget om hvordan arvebeskatningen omfordeler i forhold til andre skatter. Dels er formuefordelingen væsentlig anderledes end indkomstfordelingen som normalt bruges som referencepunkt for skatters fordelingsvirkning, dels er arvebeskatningen i sig selv anderledes fordelt end den beregnede arv pga. bundfradraget, og dels er der de tidligere nævnte problemer mht. selve datametoden der medfører at nogle dele af arven ikke medregnes i de foretagne undersøgelser.



4 kommentarer


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 19. september #1

Hej Poul,

Sikke en artikel, et rigtig godt overblik over emnet. Skriver du disse blot for altandetlige, eller bruger du dem ogsaa andetsteds?

Et par tilfaeldige kommentarer fra mig:

1) noget jeg har lagt maerke til er at de argumenter imod jeg paa det seneste har set brugt mest handler ikke om dobbeltbeskatning, men snarere om "fairness" vs "opsparing". Du kan blandt andet se eksempler paa dette paa Anders Samuelsens facebook konto, og tilsvarende hos andre politikere. AS giver et eksempel paa to identiske familier, hvor den ene familie lever billigt og sparer op, hvorimod den anden familie bruger rub og stub. Den foerste familie bliver beskattet haardere. Det mener han er unfair, selvom skatten maaske kan have andre fordele. Det synes jeg var interessant.

2) noget andet jeg synes er "sjovt" er at der nu er snak om at fjerne/reducere arveafgiften. Jeg kan ikke undgaa at se sammenhaenge med formueudviklingen. Det er lidt ligesom at der pt, i en periode hvor aktiv priser slaar rekord efter rekort, stadig eksisterer et skattestop paa huse som godt nok snart ophoerer men som har vaeret i effekt i to perioder (2000erne og 2010erne) hvor man maaske snarere burde koele huspriser end understoette dem. Nu har man saa en situation hvor de meget hastigt stigende aktivpriser (man kan kigge paa median huspriser vs median start loen, eller median aktiv priser vs median start loen) har betydet at aeldre mennesker (som har kunnet spare op) er blevet en hel del rigere ret hurtigt, mens yngre mennesker ikke paa samme maade kan se frem til et lige saa stort fremtidigt afkast. At det er lige praecis nu man har denne debat finder jeg meget populistisk - det er jo blot for at please den vaelgerskare der nu er rige og ikke vil betale det i afgift. Jeg er personligt fortaler for at reducere arveafgift, men jeg synes ikke man burde goere det nu, man laaser jo paa en maade den nuvaerende (for toppen) meget gunstige formuefordeling ind.

3) sidst, mener du at de lidt uklare resultater paa omraadet primaert skyldes mangel paa god data, eller mere at de forskellige effekter er saa modsat rettede? jeg tror personligt mest paa #1 (maaske fordi jeg er foraelder), og ser arveafgift som en skat paa de penge jeg arbejder for at spare op for at kunne give mine boern et godt liv, og er derfor nogle gange overrasket over at effekten ikke er mere klar. Jeg vil maaske endda argumentere for at effekten er mere end 1:1 (hvis jeg kunne vaelge mellem at have 100 selv eller 100 for mine boern, vaelger jeg det sidste).

4) en effekt man kunne medtage: arv kan maaske ses som en realoption. Hvis jeg tager en stor risiko (eget firma fx) saa bliver jeg maaske fallit eller meget rig. Mine boern arver kun hvis jeg bliver rig, saa som familie (qua #1) har vi en gratis option. Ved ikke om dette ville vaere en stor effekt dog, men ser den maaske som mere reel end nogle af de andre effekter du naevner.

5) overopsparing, man kan jo altsaa koebe livsforsikring, kan det virkelig vaere saa stor en driver? virker underligt for mig.


Poul Schou

Poul Schou @ d. 20. september #2

Hej Christian,

mine blogindlæg afspejler ofte hvad jeg har samlet op i andre sammenhænge i tidens løb. De makroøkonomiske implikationer af forskellige arvemotiver er et emne der har interesseret mig i mange år siden jeg som student lærte om forskellen på OLG- og Ramseymodeller, hvor kernen jo netop er forskellige opfattelser af arvens rolle.

Man hører ofte det argument at ikke bare arveafgifter, men kapitalbeskatning generelt forskelsbehandler folk med forskellige præferencer, idet de beskatter personer med præferencer for at udskyde forbrug til senere hårdere end i øvrigt identiske, men mere utålmodige personer. Det er også korrekt, men efter min mening ikke særegent for arve- og kapitalbeskatning, men en problemstilling der passer på alle former for skatter der afhænger af adfærd. Arbejdsindkomstbeskatning beskatter således folk med relativt stærke præferencer for materielt forbrug i stedet for fritid relativt hårdt, punktafgifter beskatter folk med særlige præferencer for de afgiftsbelagte varer relativt hårdt, osv.

Personligt synes jeg det virker meget plausibelt at alle de nævnte motiver spiller en vis rolle for arveladningen på aggregeret niveau. Data er usikre, men der i tidens løb lavet en del forskellige udenlandske undersøgelser der angriber spørgsmålet fra forskellige vinkler, og det lader til at være en generel konklusion at gennemsnitspersonens arveladning ikke passer entydigt med noget enkelt motiv. Mht. nr. 4, forsigtighedsopsparingen, tror jeg ikke at de fleste opfatter kapitalmarkederne som særligt perfekte. Der findes markeder for livrenter der jo er beregnet på at fjerne denne form for usikkerhed, men det er karakteristisk at de kun efterspørges meget lidt, og den form for forsikringsmarkeder er jo også nærmest et skoleeksempel på at asymmetrisk information gør det svært at få en ligevægt med en aktuarisk fair forsikring.


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 24. september #3

Well, det er rigtigt at der er andre skatter der ogsaa er "unfair" mod dem som sparer op mv, men den gode hr Samuelsen er jo fortaler for at nedsaette dem alle, saa det er som saadan ikke inkonsistent :-)

Summa summarum, hvad er saa din "anbefaling"? Hvis du kunne lave en 1:1 (revenue) aendring, vill du saa haeve/saenke arveafgift vs saenke/haeve en anden skat? I saa fald hvilken?


Poul Schou

Poul Schou @ d. 25. september #4

Hensigten med blogindlægget er ikke at konkludere om den danske boafgift skal laves om, og i givet fald hvordan, men blot at gøre opmærksom på en række af de problemstillinger, som fagøkonomer i tidens løb har peget på som relevante, når man diskuterer spørgsmålet om arvebeskatning.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor ved økonomistudiet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.