Hvor holdbare er EU-landene?

I disse tider hvor de finanspolitiske udfordringer i Europa præger debatten, kan det være interessant at sammenligne størrelsen af de langsigtede finanspolitiske holdbarhedsproblemer i de forskellige lande. Sådanne tal beregnes og offentliggøres af EU-Kommissionen, og diagrammet viser en sådan vurdering, hentet fra rapporten ”Public Finances in EMU –2010”.

Figuren viser den såkaldte S2-indikator. Den angiver hvor stor en justering af den primære saldo fra nu af og i al fremtid der kræves, for at den pågældende regering overholder sin intertemporale budgetrestriktion. Det er som bekendt definitionen på at finanspolitikken er holdbar. En indikator på 4½ som Tyskland har, betyder altså at tyskerne permanent skal forbedre deres primære saldo med 4½ pct. af BNP for at de tyske offentlige finanser skal hænge sammen i det helt lange løb. Bortset fra to af landene har samtlige lande i figuren en positiv indikator, hvilket betyder at de alle har en uholdbar finanspolitik under de beregningsforudsætninger som ligger bagved tallene i figuren. De to undtagelser er Danmark og Ungarn.

Der er to væsentlige forbehold at tage når figurerne skal fortolkes: For det første er de hentet fra en rapport som udkom allerede i 2010, og der kan ske meget på et år som kan ændre situationen – i både den ene og den anden retning. For det andet bygger de – som alle holdbarhedsberegninger – på en række specifikke beregningsforudsætninger, som f.eks. for Danmarks vedkommende på mange måder adskiller sig fra dem som normalt anvendes af danske institutioner der giver deres eget bud på vores holdbarhedsproblem. Det kan dreje sig om demografiske forudsætninger, antagelser om erhvervsfrekvenser, vækst og rente og mange andre forhold. I 2010, hvor Danmark altså ifølge figuren havde en finanspolitik der var overholdbar i størrelsesordenen 1½ pct. af BNP, var de lokale danske beregninger noget mere negative og konkluderede generelt at vi havde et holdbarhedsproblempå op til i hvert fald 1 pct. af BNP. Det illustrerer det sædvanlige dilemma ved internationale sammenligninger af denne karakter: Der er en fordel ved at en international institution som EU beregner holdbarhedsproblemerne for alle landene ved en fælles metode der gør tallene mere sammenlignelige på tværs af lande, men beregningerne kan dermed også miste noget landespecifik detail-information som man i de enkelte medlemslande opfatter som vigtige.

Tager man figurens tal for pålydende, er der et meget væsentligt holdbarhedsproblem i EU som helhed; gennemsnitet af tallene viser at der er brug for en permanent forbedring på over 7½ pct. af BNP for at finanspolitikken skal være holdbar! Dette gennemsnit trækkes op af nogle lande som har gevaldige holdbarhedsproblemer. Ikke så overraskende topper Grækenland med et holdbarhedsproblem på 20 pct. af BNP, men også Spanien, Irland og måske mere overraskende Storbritannien og Luxemburg har et problem på langt over 10 pct. Ser man på lande som Tyskland, Frankrig og Holland, har også disse lande betydelige holdbarhedsproblemer (hhv. 4½, 7 og 8½ pct. af BNP). Italiens problem er i denne sammenhæng ret beskedent, nemlig 2½ pct. Det skyldes bl.a. at de fremtidige omkostninger ved den stigende aldring i befolkningerne forventes at være relativt små i Italien.

Fire af landene, nemlig Danmark, Sverige, Estland og Bulgarien, vurderes i EU-rapporten at udgøre den gruppe lande som har den laveste langsigtede finanspolitiske risiko. Når Ungarn ikke er med her, er det fordi Kommissionen også tager andre elementer med i vurderingen end blot den langsigtede holdbarhedsindikator. Landenes nuværende gældsniveau spiller således en selvstændig rolle i risikovurderingen, og Ungarn har en ret høj ØMU-gæld i dag ligesom Italien. Derfor placeres begge disse to lande i mellemrisikogruppen sammen med bl.a. Tyskland og Finland. Hele 15 lande udpeges i 2010-rapporten til at udgøre højrisikogruppen, herunder Frankrig, Holland og Storbritannien.

De langsigtede holdbarhedsberegninger kompletterer det snapshot som mange medier fokuserer på, der blot viser de forskellige medlemslandes øjeblikkelige gæld og underskud. Og når man kigger på disse tal, er der ikke noget at sige til at mange EU-lande har brug for nogle meget kraftige strukturelle budgetforbedrende reformer.