Inflation og skat

Hvilken rolle bør inflation spille i indkomstbeskatningen? er et spørgsmål der jævnligt rejses, især i forbindelse med beskatningen af kapitalindkomst.

Siden 1987 har man i Danmark beskattet de fleste former for kapitalindkomst anderledes og lavere end arbejdsindkomst. Lignende systemer blev indført i Norge, Sverige og Finland i de følgende år. Det har givet anledning til begrebet det nordiske duale indkomstskattesystem som modsætning til et globalt indkomstskattesystem, som man tidligere havde anvendt, og som de fleste andre lande fortsat gør brug af. I et globalt system skelner man som udgangspunkt ikke mellem om en indtægt kommer fra den ene eller anden kilde, men ønsker at behandle dem helt ens.

Anekdoter fra svundne tiders kommissioner og embedsmandsudvalg hvor jurister og økonomer har siddet side om side, fortæller hvordan de to professioner ofte er mødt op med et fuldstændig forskelligt verdenssyn. For en jurist (og mange andre) kan det virke som en oplagt tanke at en krone er en krone uanset hvordan den er tjent, og der skal være lighed for loven. Derfor skal to personer med samme indkomst beskattes ens uanset om indkomsten kommer fra arbejde eller afkastet af opsparing. Sådan en tanke fører naturligt til det globale indkomstskatteprincip. Økonomer er trænet i at se på det reelle i stedet for det formelle. At folk med samme indkomst skal behandles skattemæssigt ens, er også et princip økonomer kan genkende – det er kendt som det vandrette lighedsprincip, og spiller sammen med det lodrette lighedsprincip (at personer med højere indkomst bør betale mere i skat end personer med en lavere indkomst) en væsentlig rolle i skattepolitiske diskussioner og designet af skattesystemer. Det er imidlertid naturligt at tage udgangspunkt i realindkomsten (ændringen i reale forbrugsmuligheder), også kendt som Haig-Simons-indkomstbegrebet, snarere end den formelle (nominelle) indkomst. Det tilsiger f.eks. at gevinsten fra frynsegoder som fri telefon og sparede huslejeudgifter for boligejere bør indregnes i indkomstbegrebet helt på lige fod med anden indkomst. Omvendt er en del af det nominelle formueafkast man får, blot kompensation for at realværdien af en nominel beholdning bliver forringet over tid når der er inflation i økonomien.

Et regneeksempel kan illustrere pointen: Hvis afkastet på f.eks. en obligationsbeholdning er 6 % årligt og inflationen er 2 %, er realrenten 4 %. Antag at skatten på arbejdsindkomst er 50 %, og at man gerne vil behandle kapital- og arbejdsindkomst reelt ens. I det tilfælde bør man beskatte de nominelle indkomster forskelligt for at opnå den samme reale beskatning. En beskatning af nominel kapitalindkomst på 50 % svarer nemlig i eksemplet til en effektiv beskatning af den reale indkomst på 75 % (idet realrenten efter skat bliver reduceret til 6 % - 2 % - 3 % = 1 %). En skattesats på 33 % af det nominelle afkast vil derimod sikre at den effektive realbeskatning er på linje med arbejdsindkomstskatten (idet realafkastet før skat er 4 % og efter skat 2 % af formuen).

Diskussionen om det duale skatteprincip er fascinerende og omhandler også andre aspekter end inflationskompensationen. Spørgsmål som forskelligartede elasticiteter for de forskellige typer indkomst, muligheder for indkomstflytning mellem arbejds- og kapitalindkomst når skattebehandlingen er forskellig, ønsket om en enkel og forståelig skatteopkrævning, fordelingshensyn og progressionens rolle indgår også. Det virker imidlertid ret oplagt at hvis man ønsker den samme reale beskatning af skatteyderne, skal man diskriminere i de nominelle skatteregler når man lever i en verden med inflation.