Et utraditionelt offentligt gode

Med regeringens beslutning om at udflytte en række statslige arbejdspladser til forskellige provinsbyer er diskussionen om regionalpolitik og forholdet mellem storbyer og udkant kommet i centrum. Hvordan skal man bedømme sådan et skridt ud fra grundlæggende økonomisk tankegang?

De økonomiske kommentarer har i høj grad handlet om omkostningerne ved udflytningen – både de direkte omkostninger for staten ved udflytningen og forskellige afledte effekter, f.eks. rekrutteringsproblemer. Et andet spørgsmål har været hvordan de indirekte beskæftigelsesvirkninger vil være i de områder, hvor institutionerne flytter hen; Kraka har eksempelvis koncentreret sine analyserom dette spørgsmål. Et tredje spørgsmål drejer sig om eventuelle agglomerationseffekter, altså stordriftsfordele (evt. i form af positive eksternaliteter) ved at koncentrere erhvervs- og andre aktiviteter i større byområder.

Det er relevant nok at belyse disse forhold. Men de giver måske ikke et afbalanceret billede af problemstillingen. Hvad kan man sige om den formodede gevinst ved at føre regionalpolitik, altså ved fra officielt hold at stimulere bosættelse og aktivitet i yderområder frem for i København og andre større byer? Hvorfor er det overhovedet at man laver udflytninger og mere generelt tiltag som reducerede transportfradrag, egnsudviklingsstøtte og andre foranstaltninger der er specielt målrettet geografiske yderområder?

Ja, et oplagt svar er at det opfattes som politisk populært og derfor kan give stemmer ved et valg. Meningsmålinger viser f.eks. opbakning fra et flertal i den danske befolkning til støtte. Ønsket deles også – omend ikke i lige så høj grad – af personer der selv bor i storbyområder. Ligeledes har data fra USApeget på at også beboere i byer ønsker bevarelse af landområder. Det kunne tyde på at der simpelthen er tale om et offentligt gode: For i hvert fald en del af befolkningen uanset bopæl indgår det ganske enkelt i deres præferencer at der skal være et rimeligt aktivitetsniveau og befolkningsstørrelse i hele landet, og man har en positiv betalingsvilje for at få dette ønske opfyldt. Da dette gode hverken er rivaliserende eller ekskluderbart, opfylder det betingelserne for at være et offentligt gode.

Er dette tilfældet, kan vi pludselig sætte problemstillingen ind i en velkendt mikroøkonomisk analyseramme: Et offentligt gode er en typisk markedsfejl, og der er derfor behov for statslig regulering for at sikre at godet fremskaffes i tilstrækkelig grad. Sker det ikke, vil vi få en inefficient samfundsøkonomi. Ud fra denne tankegang er der altså ikke kun samfundsøkonomiske omkostninger, men også direkte samfundsøkonomiske effektivitetsfordele ved en offentlig regionalpolitik, der specielt favoriserer yderområder. Hvor mange resurser man bør bruge herpå, afhænger dels af befolkningens betalingsvilje og dels af omkostningerne ved en aktiv udkantspolitik – herunder selvsagt også størrelsesordenen af de markedsfejl der trækker i den modsatte retning (agglomerationsfordele).

Der findes ganske meget økonomisk forskning om agglomerationseffekter, men – mig bekendt – meget lidtom regional balance som et offentligt gode. Selvom noget tyder på at det er et ikke helt uvæsentligt element i befolkningens nyttefunktioner. Det er lidt ærgerligt at det forholder sig sådan. Også i vores profession betyder framing utvivlsomt en del for vores holdning til de forskellige samfundsspørgsmål. Man må derfor håbe at det ikke medfører at vi økonomer selv får et skævvredet billede af hvilke samfundsøkonomiske efficiensspørgsmål det er der er på spil i regionalpolitikken.