Årets vinder af Nobelprisen i økonomi

”Denna årliga pris handlar om konsumtion i små och stora” – sådan indledtes dette års annoncering af vinderen af Nobelprisen i økonomi.

Deaton tildeles prisen for sin analyse af forbrug, fattigdom og velfærd. For at designe en økonomisk politik, der bedst fremmer velfærd og reducerer fattigdom, er det nødvendigt først at forstå individuelle forbrugsvalg, og Deaton har mere end nogen anden formået at øge denne forståelse. 

Deaton har formået at koble individuelle valg med aggregerede udfald og har derigennem ydet bidrag til både mikro-, makro- og udviklingsøkonomi. Hans bidrag hjælper med at besvare tre centrale spørgsmål:

·  Hvordan distribuerer forbrugere deres forbrug blandt forskellige goder?

·  Hvor meget af samfundets samlede indkomst går til forbrug, og hvor meget går til opsparing?

·  Hvordan kan man bedst måle og analysere velfærd og fattigdom?

Efter annonceringen var Deaton igennem på telefon, hvor journalister fik mulighed for at stille spørgsmål. Her blev blandt andet spurgt til den nuværende flygtningekrise samt årsagen bag. Deaton forklarede det som resultatet af hundrede af års ulige udvikling, der har efterladt en stor gruppe mennesker langt bagefter. Han fremhævede desuden, at selvom fattigdommen i verden er blevet reduceret, er der stadig lang vej igen; ”The world is not a good place, it’s getting better”.

Der var naturligvis også faste årets spørgsmål, om reaktionen på at blive ringet op med de gode nyheder: "I felt a bit sleepy but was delighted to hear the voice of my colleagues in the committee. I knew it was a possibility but also that the odds were slim". 

Buddene på årets nobelprismodtager i økonomi var mange, men på Økonomisk Institutet havde Peter Erling og Henrik Jensen held i gætteriet. I den forbindelse fremhævede Peter Erling både Deatons bidrag inden for forbrugsteorien, såvel som alderseffekten med Deatons 69 år.

Angus Deaton er født i Skotland, men har nu i mange år arbejdet som professor på Princeton University i USA. 


Faktaboks

Nobelprisen i økonomi blev stiftet af Sveriges Riksbank i 1968, og dens første vindere var Ragnar Frisch og Jan Tinbergen for deres udvikling af dynamiske modeller til analyse af økonomiske processer. Siden da har mere end halvdelen af alle modtagere af prisen været amerikanere. Ingen dansker har vundet prisen. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk