Transaktioner over 10.000 kroner digitaliseres

Vismændene udsendte i foråret 2011 vanen tro en vismandsrapport. I denne rapport handlede kapitel fem om sort arbejde, og var udarbejdet i samarbejde med Rockwool Fonden, som blandt andet har forskning i sort arbejde som speciale. Kapitlet er 98 sider langt, og det er dermed sandsynligvis nok de færreste politikere, som har læst hele smøren igennem. Ikke desto mindre har konklusionerne og policyforeslagene, på side 435 og frem, fundet vej til Christiansborg.

Vismændene påpegede i rapporten, at der findes forskellige måder at komme sort arbejde til livs hvis man ønsker det - og rapporten konkluderer at det gør man. I hvert fald skader sort arbejde samfundsøkonomien. Økonomer bryster sig ofte af at være strengt positive i deres udtalelser, men følgende citat fra rapporten vil nok få de fleste politikere til at hive reguleringsstokken frem - selv Liberal Alliance var ude med stramningsforslag i kølvandet på rapporten.

"Sort arbejde er skadeligt for samfundsøkonomien. Det mistede skatteprovenu fra sort     arbejde kan opgøres til op mod 29 mia. kr. årligt." - side 435

Tallet blev debateret livligt, og enhver veluddannet økonom, selv ukritisk, vil vide, at der naturligvis er forbundet en risiko til tallet. Som tidligere nævnt, er det umidlertid blevet vurderet af politikerne, at der må gøres noget. Forbud mod køb af sort arbejde nævnes som mulig løsning, men her er dog umiddelbart en risiko for at uskyldige købere, som tror de køber hvidt, bliver dømt. I Italien er køb af sort arbejde ulovligt, men kan man blot fremvise en kvitering går man fri som køber. Det fremhæves dog, at denne løsning er en administrativ byrde for forbrugeren, og fejes i nogen grad af bordet. Endeligt nævnes den nu indførte løsning: gør betaling over 10.000 kroner elektronisk, som i Norge. De fleste hvide transaktioner vurderes at være elektroniske i forvejen, og det følger heraf, at en sådan ordning ikke vil forvolde stor skade. Vismændene foreslog endda, at man satte grænsen lavere (3.000 kroner), men hvor den samfundsoptimale grænse lige præcist ligger er svært at vurdere. Ved henvendelse med spørgsmål omkring hvorfor den optimale grænsen blev vurderet lavere end de 10.000 kroner svarer vismand og professor ved Københavns Universitet Claus Thustrup Kreiner:

"Det er jo desværre et område, hvor der ikke er meget erfaring at trække på (ordningen er jo også ny i Norge). [...] Vores umiddelbare vurdering var, at grænsen godt kunne være lavere end 10.000 kroner, da det formentlig er meget få almindelige transaktioner i den størrelsesorden, som foretages kontant i Danmark, hvor elektronisk betaling og brug af betalings-/kreditkort er meget udbredt og med en velfungerende ”infrastruktur”." - Claus Thustrup Kreiner via e-mail

Det står dog klart, at en eventuelt politiker står overfor et valg, som ikke kun indebærer positive virkninger. Vismændende var selvfølgelig velvidende om dette da de foreslog det lavere beløb. Ved valg af grænse står politikerne nemlig overfor:

"[...] et trade-off mellem at en lavere grænse på den ene side alt andet lige nedbringer sort arbejde mv.,  mens den på den anden side skaber yderligere administrationsomkostninger for de personer, som har kontanttransaktioner over grænsen på helt lovlig vis." - Claus Thustrup Kreiner via e-mail

Det er dermed ikke indlysende om grænsen skal være 0 kroner, 3.000 kroner, 10.000 kroner eller noget helt fjerde. Under alle omstændigheder er ordningen nu indført - i øvrigt sammen med en række andre tiltag. 

Slutteligt skal det lige nævnes, at det ikke er helt ligegyldigt om man glemmer at betale elektronisk. Skulle dette være sket, og SKAT opdager at virksomheden, som man har købt ydelsen af, har fusket med bogføringen, kan man, som køber, i følge den nye lovpakke blive opkrævet de manglende indbetalinger af moms og skatter.

Se faktaboksen for relevante links, og kommenter gerne på den nye grænse nedenfor. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk