Berlingske Business - BackToBusiness

Fra en udkigsposition i det yderste Danmark modtages budskabet om, at vi skal bevare produktion i Danmark, med særlig interesse.

Her på de vindblæste marginaljorde, hvor faldefærdige huse og forladte fabriksbygninger ligger alt for tæt, er der ekstra grund til at glæde sig over, at toneangivende stemmer nu indser, at Danmark ikke kan leve af videnerhverv alene.

Ganske vist er der også kreativitet i randområderne. Keramikere, malere, økologer, kunsthåndværkere og enkelte entrepenører inden for energi og IT. Men der er sjældent en lige linje fra disse lokale kreative til produktion, der giver pluspoint på handelsbalancen.

NEJ, SOM REGEL OPSTÅR de gode eksporterbare produkter ud af en produktionsvirksomhed, hvor en initiativrig iværksætter har sanset at kombinere udvikling og produktion. Eller dér, hvor højtuddannede får god kontakt med en producerende virksomhed, så ideerne blomstrer og hurtigt omsættes til noget konkret, som kunder vil betale for.

Men hvorfor er det så, at vi i en periode har svævet i en slags kollektiv vildfarelse og troet, at vi fint kunne leve af »videnarbejde« og nøjes med at tage os af den kreative udvikling i højtlønslandet Danmark - og så blot lade kinesere og andre asiater tage sig af den trivielle produktion? JA, ET SVAR KUNNE være, at vi så var behageligt fri for at tage stilling til, at vores lønniveau havde bevæget sig alt for højt op i forhold til nabolandene. Vi i medierne må nok også tage vores del af ansvaret. Vi får jo ikke just sorte fingre ved tastaturerne, og blå kedeldragter ser vi sjældent. For os er det let at falde hen over cafe latten og tro, at viden er fremtidens løsen.

Det er det sådan set også. Men der skal være produktionslinjer ved hånden, hvis mellemstore virksomheder skal kunne udvikle i Danmark. Hvis de nyudviklede produkter skulle sættes forsøgsvis i produktion i Kina eller Indien, ville der også gå kostbar tid til spilde, inden det nye kunne komme på markedet.

I udkantsdanmark er der heldigvis stadig fabrikker, hvor indkørslen er velfriseret, hvor flagene blafrer, og hvor direktørens bil er relativt ny.

Men hvis der fortsat skal være liv tilbage i nord og vest for det trivelige østjydske industribælte, er der brug for virksomheder med arbejdspladser, hvilket kræver både udvikling og produktion. Og det må vi indrette samfundet efter - herunder ikke mindst lønniveauet. Det skal passe til andre end videnarbejdere.

- Linda Overgaard
Berlingske Business

Oprydderne får kritik
ADVOKATER. Stik imod tilbudsloven har Finansiel Stabilitet – statens skraldespandsselskab for oprydning i krakkede banker – givet lukrative advokatopgaver til få, håndplukkede advokater. Den konklusion drager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, efter at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) har bedt styrelsen undersøge sagen. Selskabets formand, Henning Kruse Petersen, undskylder sig med, at det ofte skal gå stærkt med at få gennemført en advokatundersøgelse, men han lover nu, at Finansiel Stabilitet nok skal sende advokatopgaverne i udbud fremover.

Irma uden Alfred
CHEFEXIT. To stærke topchefer i Coop-koncernen er tørnet sammen, og det er endt med, at Alfred Josefsen forlader sin nære veninde Irma, som han har været en karismatisk manager for gennem 13 år. Josefsen ville ikke finde sig i, at Coops koncernchef Jesper Lien gennemtrumfede, at Irma skal f lytte fra hovedkvarteret i Rødovre og hen i Coops hovedsæde i Albertslund. Her risikerer Irma-ånden at blive mast, og der lægges da også op til en ny kurs. Nu skal der satses på e-handel via irmatorvet.dk, og danskerne skal overbevises om, at priserne i Irma slet ikke er så høje. Og selv om Alfred Josefsen havde lovet Irma evigt troskab, bliver det altså ikke ham, der skal sælge de nye budskaber. Han vil bruge sin gejst og passion på andre ledelsesopgaver, mens Coop nu går på jagt efter en ny ven til Irma med kommende adresse i Albertslund.

Erhvervsklub i Folketinget
KAFFESNAK. Kun fem af Folketingets 179 medlemmer ejer egen virksomhed, hvis man ser bort fra, at et par af ministrene også har mindre virksomheder. De fem har nu sluttet sig sammen i en kaffeklub, hvor de vil varetage de selvstændige erhvervsdrivendes interesser. »Vi vil sætte fokus på, at iværksættere ikke altid ender med regningen,« siger initiativtager Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Stat, vi vil også have...
REALT. Boligejerne risikerer dyrere realkreditlån, fordi staten ikke støtter realkreditselskaber ligesom de kriseramte banker, der får massiv statshjælp. Derfor vil realkreditten nu også have statsstøtte og dermed kopiere bankerne, der har haft held til at hive milliarder i billige lån ud via statskassen. Realkreditselskaberne skal stille sikkerhed for de store milliardbeløb, det danske ejendomsmarked er faldet med. Hvorvidt råbet om nødhjælp bliver hørt, vil vise sig.

Nej til Cimber Sterling
REVISIONSFARVEL. På temmelig dramatisk vis har KPMG trukket sig som revisor for Cimber Sterling med begrundelsen »manglende betaling af forfaldne honorarer samt manglende tillid til, at der kan tilvejebringes et meningsfyldt grundlag for revision«. Bagved ligger nok et anstrengt forhold til den ukrainske hovedaktionær, milliardæren Igor Kolomoyskij. Revisionsfirmaet PwC tager nu over, efter at det har hjulpet Cimber Sterling med ny strategi. Fortsættelse følger – om ikke før, så til generalforsamlingen 24. april, hvor der også skal gives tilladelse til at udvide aktiekapitalen med op mod 300 millioner kroner ved konvertering af gæld.

Mobilpriser i bund
PRISKRIG. Vi kan se frem til endnu flere slagtilbud på mobiltelefoni, for selskaberne provokerer fortsat hinanden til priskrig. Da TDC for et års tid siden købte lavprisselskabet Onfone, troede flere ellers, at månedsabonnementer på 149 kroner var bunden. Men Oister, der ejes af »3«, har i marts tilbudt abonnement for 119 kroner om måneden. Netop Oister fører an i priskrigen, for selskabet har som andre brug for vækst. Ude i verden ser teleskaberne med gru på »den danske syge«, som den voldsomme mobilpriskrig i Danmark kaldes i internationale fagkredse.

Berlingske Business
www.business.dk 

Faktaboks

Altandetlige og Berlingske Business giver dig en weekend-update over de mere kuriøse erhvervsnyheder fra ugen der er gået.

Sammen med de udvalgte nyheder vil erhvervsredaktøren fra Berlingske Business, Linda Overgaard, komme med en mindre klumme over et af ugens aktuelle emner.

Linda Overgaard har været erhvervsredaktør på Berlingske siden 2008. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og cand. jur. fra Aarhus Universitet. Hun har arbejdet som erhvervsjournalist på Jyllands-Posten og økonomisk reporter på TV-Avisen. Tidligere chefredaktør på magasinet Penge & Privatøkonomi og direktør i Dansk Aktionærforening. Har også haft en række lederstillinger i DR, bl.a. som redaktionschef med ansvar for DR Nyheder Online.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk