Boganmeldelse: Doing Good Better

Politstudiet bliver sjældent fremstillet som et arnested for idealister, der har dedikeret deres liv til at gøre verden til et bedre sted. Mange sætter tværtimod nok synonym mellem en karriere i højt betalte finansjobs og en forholdsvist egoistisk livsførelse. Doing Good Better vender op og ned på det, og argumenterer overbevisende for, at finansjobs kan være vejen til at redde liv. Høje indkomster giver nemlig mulighed for at donere mange penge til livreddende projekter. Samtidigt skyder den al det sexede ved filantropi – uddeling af bøger til fattige afrikanske børn, en karriere som børnelæge – ned til fordel for iskold analyse af marginale effekter og (manglende) brug af randomiseret kontrol-forsøg i udviklingsarbejde. Dertil kommer nogle gode retningslinjer til kort- og langsigtede karrierevalg, og samlet er bogen overbevisende og giver et helt nyt blik på hvordan man kan skabe sig en meningsfyldt karriere.

Bogen er delt ind i to dele, hvor den første del redegør for hvilke spørgsmål, der definerer effektiv altruisme. Der er vi ude i meget konkrete parametre til at evaluere en altruistisk gerning, såsom ’hvor mange mennesker drager nytte af det, og hvor meget?’, hvor AIDS-medicin oversættes til ekstra leveår, ’er dette område overset’, hvor klassisk marginalanalyse kommer i spil, og ’hvad ville ellers være sket’, hvor man mindes om, at polio nok skal udryddes på et tidspunkt, men at timing også har en betydning. Forfatteren opstiller på den måde tydelige og overbevisende kriterier til at afgøre om ressourcer til altruistiske projekter (udviklingshjælp, bekæmpelse af global opvarmning etc.) anvendes optimalt, og det varmer et koldt polithjerte. Anden del handler, om hvordan det anvendes i det virkelige liv, og læseren tages får både et lynkursus i at evaluere udviklingsprojekter og en karriereguide, som blandt andet behandler spørgsmålet om man skal tage et job, hvor man har direkte (positiv) indflydelse, eller i stedet skal maksimere sin livsindkomst så man kan donere store summer, såkaldt earning to give.

Forfatteren til bogen, William MacAskill, er PhD. i filosofi fra Oxford, men argumentationsmetoderne i bogen er på ingen måde fremmed for en polit. Det føles lidt som at tage et udvidet ØPA-kursus (på en god måde), og argumentationen gennem hele bogen bygger på forståelse af marginale effekter og evidensbaseret viden, krydret med referencer til adfærdsøkonomiske resultater. Der er endda grafer med i bogen, og bemærkninger om hvordan forskellige sandsynlighedsfordelinger skal forstås, hvilket var en øjenåbner for denne læser. Hvor mange har fx tænkt på at estimater af temperaturforøgelser som følge af klimaforandringer også har haler, hvilket giver en (meget lille) sandsynlighed for ekstreme temperaturforøgelser på 10-20 grader?

I bogen er der dedikeret meget plads til en omhyggelig beskrivelse af hvordan man kan evaluere personlige karrierevalg, og her giver bogen virkelig nogle anvendelige rettesnore, selv for dem, som ikke nødvendigvis tænker altruistiske motiver ind i deres karrierevalg. At stille sig selv spørgsmål såsom ’Hvad er min indflydelse mens jeg arbejder her?’, ’Hvordan bidrager dette job til min indflydelse senere i mit liv?’ og ’Hvordan passer jeg personligt til dette job?’ er universelle overvejelser, ligesom fokus på at åbne døre (fx ved konsulentjobs) tidligt i karrieren kan være et godt råd til mange. Bogens forfatter er født i 1987, og det kan mærkes på ét punkt – forfatteren har et virkeligt godt øje for hvilke valg ressourcestærke unge mennesker står overfor, og har en meget givende diskussion af potentielle gode effekter af at vælge en karriere som entreprenør, politiker, eller ved at vælge en karrierevej, hvor man kan ’earn to give’. Argumentet om at man skal vælge efter ens passion skydes til side til fordel for en oplyst analyse af sandsynlighed for succes, personlig kompatibilitet og hvad der er behov for på arbejdsmarkedet.

Det eneste argument, som man kunne mangle at få vendt i bogen, er at man kunne risikere at holde hånden under dårligere institutioner ved at støtte udviklingshjælp, som blandt andet beskrives i Acemoglu og Robinsons ’ Why Nations Fail’.  Selv uden denne diskussion står bogen dog stadig som et stærkt værktøj til at gøre en forskel, og som læser står man tilbage med en god portion motivation til at gøre en (målbar) forskel, og med gode værktøjer til at evaluere både karrierebeslutninger og eventuelle godgørende donationer.

Det kan godt være, at finanskarrieren ikke trumfer medicinerhvervet når det kommer til point på kollegiekøkkenet, men i den virkelige verden, for virkelige mennesker, kan man potentielt udrette langt større ting med en indbringende karriere. Det er et stærkt og overbevisende budskab, og som læser risikerer man at se sin karriere i et helt nyt lys. Doing Good Better kan stærkt anbelafes.