Cand.polit i Deloitte

Hvornår blev du færdiguddannet cand.polit, og hvilke områder af økonomien fokuserede du på i din uddannelse?

Jeg husker ikke den nøjagtige dato, men jeg forsvarede mit speciale i 2010. Jeg mener dog først, at jeg blev formelt udskrevet af Københavns Universitet i 2011. På bachelordelen var fagene primært obligatoriske, men jeg havde en særlig interesse for makroøkonomi og de bagvedliggende mekanismer. På kandidatdelen tog jeg et semester i udlandet, hvor jeg valgte at fokusere på international økonomi. Derudover fandt jeg spilteori inspirerende samtidigt med, at jeg valgte mindre matematiske fag såsom Strategic Management.

Min specialeafhandling skrev jeg i øvelsesfaget Cost-benefit analyser i praksis. Det emne jeg skrev om er stadig aktuelt i dag, nemlig en samfundsøkonomisk analyse af potentialet for reducerede billetpriser i den kollektive transport. Valget af emne var nok kraftigt korreleret med det faktum, at jeg dengang (som nu) var flittig bruger af den kollektive transport.

Hvilken stilling i Deloitte besidder du, og hvordan fik du denne?

Det kan være vanskeligt at definere ens faste stillingsbetegnelse, når man arbejder som konsulent. Det skyldes, at arbejdsopgaverne varierer utroligt meget, men jeg har primært beskæftiget mig med drift og optimering af økonomifunktioner. Et eksempel på dette er Shared Service Center relaterede kundeopgaver. Den type kundeopgaver har givet mig mange gode oplevelser, både fagligt og kollegialt, da opgaverne altid er blevet løst som en del af et større team.

Hvorfor valgte du netop at arbejde i Deloitte?

Jeg gik specifikt efter virksomheder, der tilbød et graduate-forløb. Det tiltalte mig, at mine første år på arbejdsmarkedet indeholdt en vis grad af struktur, kombineret med en faglig opkvalificering af mine kompetencer. Derudover var jeg ikke helt afklaret med, hvad jeg ville på den lange bane, hvorfor jobbet som konsulent virkede oplagt, da jeg her ville få muligheden for at afprøve mig selv inden for varierende arbejdsområder.

Hvorfor søgte du Deloittes Graduate-program, og hvad går det ud på?

Jeg læste om Deloitte Business Process Solutions (BPS) Graduate programmet via et opslag på Jobindeks. Inden da må jeg indrømme, at mit kendskab til Deloitte generelt var meget begrænset. Graduate programmet i Deloittes BPS er udarbejdet i samarbejde med Henley Business School. Programmet giver dig et struktureret uddannelsesforløb, som tilpasses dit uddannelsesniveau, din erfaring og dine kompetencer. Hele forløbet starter med et 14-dages ophold på vores Graduate Academy i Portugal, hvor du bliver klædt på til at varetage konsulentrollen fra første dag på kontoret eller hos kunden. Målsætningen er, at du i takt med arbejdet fortsætter uddannelsen, hvorfor man efter endt Graduate-forløb overgår til vores Finance Manager Programme. Der er altså hele tiden fokus på kompetenceudvikling; uanset hvor i dit karriereforløb du befinder dig.

Hvilke kompetencer fra din uddannelse anvender du i dit daglige arbejde?

De vigtigste redskaber jeg har taget med fra studiet er den analytiske tilgang og den generelle økonomiske forståelse. Derudover er det selvfølgelig en fordel at være god til tal eftersom meget af det arbejde vi udfører i Deloitte BPS ofte slutter med to streger under. Derudover har jeg, på opgaver af mere strategisk og procesoptimerende karakter, haft glæde af fag som ”Organisations Teori” og ”Strategic Management”.

Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig?

Jeg tror ikke, at der findes en typisk arbejdsdag i jobbet som konsulent. Selvfølgelig er der opgaver, som stækker sig over længere tid, hvor arbejdet begynder at blive mere eller mindre rutinepræget, men generelt er dagene forskellige. Afhængigt af opgaven bruger jeg en del tid på drift af økonomifunktioner samt ledelsesrapportering og controlling. Hvis vi taler kundeopgaver af en mere strategisk- og procesoptimerende karakter bruger jeg en del tid på analyse, dataindsamling og rapportskrivning samt på projektmøder, planlægning og afholdelse af workshops.

Hvad er det bedste ved at være ansat i Deloitte?

De varierende arbejdsopgaver og det ansvar man bliver tildelt fra dag 1. Derudover møder jeg en masse interessante og kompetente mennesker, både hos kunderne og i Deloitte, som jeg kan sparre med – det er med til at løfte mit eget niveau. Endvidere har vi et struktureret karriere- og uddannelsesforløb som hele tiden sikrer, at jeg som konsulent har de bedste redskaber ved hånden, når jeg er ude og levere hos kunden. Samtidig bruger vi meget tid og mange ressourcer på at evaluere hinanden og komme med feedback; både op og ned i organisationshierarkiet. Hele denne proces er sat i system og er meget udviklende for den enkelte og for Deloitte BPS som helhed.

Hvordan er det sociale miljø på din arbejdsplads?

Når man arbejder som konsulent, ser man sjældent alle sine kollegaer, da man ofte er ude hos kunder. Sagt med et smil, kan man nogle gange godt blive lidt i tvivl om, hvor man egentlig hører til: hos kunden eller hos Deloitte. Derfor gør vi i Deloitte BPS meget ud af at holde sociale arrangementer, da vi er opmærksomme på vigtigheden af en social og tryg base – man skal have noget at ”komme hjem til”. Det er også til disse arrangementer, at man opbygger relationer og skaber sig et netværk internt. Derudover er jeg selv aktiv på vores fodboldhold ”BPS Kickers”, som nyder varierende succes, men som altid er en fornøjelse at tilbringe tid på – både på og uden for banen.

Hvis du skulle give et råd til nyuddannede, der skulle ud og finde deres første fuldtidsjob, hvad skulle det så være?

Gå efter de jobs, som har din interesse. Der er ikke noget mere demotiverende end at bruge størstedelen af ens tid på at arbejde med noget man ikke synes er sjovt. Hvis interessen er der, skal benefits og karriere nok komme. Derudover vil jeg anbefale, at man deltager i rekrutteringsarrangementer, case competitions eller deslige. Der er et væld af muligheder for nyuddannede i markedet lige nu. Sæt dig ind i hvad de virksomheder, som har din interesse tilbyder af jobmuligheder, og hav de gode spørgsmål parat, hvis du skulle møde dem til rekrutteringsevents. Vis, at du er interesseret, og øv dig allerede nu på at opbygge relationer til de virksomhedsrepræsentanter du møder derude – der er stor sandsynlighed for, at det er de selvsamme personer, som ender med at formidle kontakten, der giver dig dit første job.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk