Cand.Polit i Finansministeriet

Mads Prisum er fuldmægtig i Finansministeriets Makropolitiske Center. Han svarer her på spørgsmål om hans oplevelse med at lave finanslov.

Hvad indeholder Finansloven?

Finansloven er statens budget for det kommende år, og i finansloven fastlægges statens indtægter og udgifter. 

Ifølge Grundloven må ingen udgift afholdes uden hjemmel i en af Folketinget vedtaget bevillingslov, og skatterne må ikke opkræves, før en bevillingslov for det pågældende finansår er vedtaget. Dermed er finansloven af central juridisk betydning, da det er som følge af vedtagelsen af finansloven i Folketinget, at der opnås bemyndigelse til at afholde udgifter og opkræve skatter i det kommende år.

Hvordan forløber finanslovsprocessen? Er der fx perioder, der kræver mere kaffe end andre?

Jeg har kun været ansat i Finansministeriet i godt et år, og det er første gang, jeg rigtig har været involveret i finanslovsprocessen. For mit vedkommende startede det i august, hvor jeg var med til at lave et par analyser på mulige forslag, der kunne bidrage til at finansiere nogle af de ønsker, der måtte komme i løbet af forhandlingerne. De lange dage – hvor der var brug for ekstra kaffe - har primært været i forbindelse med forhandlingerne eller op til interne regeringsmøder, hvor de sager, jeg var involveret i, skulle diskuteres. 

Kan du nævne et konkret eksempel på en opgave du udfører i forbindelse med tilblivelsen af finansloven?

Min rolle er primært i forbindelse med forhandlingerne og i perioden op til. Jeg laver konsekvensberegninger og fordelingsberegninger på forslag, der vedrører overførselsindkomster og skat. Dvs. beregninger af hvilken betydning et givet forslag har for de berørte personers rådighedsbeløb, for arbejdsudbuddet og for indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten. Det bidrager til, at politikerne har et oplyst grundlag, som de kan træffe beslutning på baggrund af. 

Hvilke kompetencer fra politstudiet trækker du på?

Jeg bruger dagligt min teoretiske viden fra studiet. Flere af de beregninger jeg laver, tager på en eller anden måde afsæt i nogle økonomiske antagelser eller teoretiske overvejelser. Derudover bruger jeg en masse af de praktiske redskaber, jeg bl.a. har lært på studiet, eksempelvis SAS. 

Hvad gør det til en spændende arbejdsdag, når man arbejder med finansloven?

Finansloven er en politisk aftale, og de sager man arbejder med i Finansministeriet, indgår direkte i den politiske beslutningsproces. Det synes jeg er sjovt og spændende. 

Aftalen om Finansloven for 2014 kan læses her.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk