Hvorfor Forvaltningslære?

Hvilke konkrete problemstillinger tages op i faget?

I forvaltningslære analyserer vi overvejende helt aktuelle problemstillinger, for eksempel som følgende:

1.  Rigsrevisionen har i efteråret 2013 besluttet at undersøge, hvorledes Klima-og Energiministeriet arbejder med bl.a. lovforberedelser. Anledningen har været den såkaldte ”solcellesag”, som hele to gange har stillet ministeren i en kritisabel situation, idet han er blevet beskyldt for ikke at informere Folketinget tilstrækkeligt. En del af problemet har været, at embedsapparatet tilsyneladende ikke har informeret sin egen minister fuldt ud om konsekvenser af en påtænkt – og senere vedtaget – lovgivning. Men endnu mere interessant blev hele problemstillingen, da regeringens topministre (Stats-, Finans-, Økonomi- og Indenrigs- samt Socialministeren) i et fælles brev til Rigsrevisor gav udtryk for, at Rigsrevisor slet ikke har beføjelser til at foretage en sådan undersøgelse, og at man ikke var indstillet på at afgive oplysninger herom til Rigsrevisionen. Hvad er der ved at ske i denne sag? Hvem har hvilke roller og hvilken magt/indflydelse? Hvilke konsekvenser vil der blive tale om? Etc.etc.

2.  Det netop gennemførte Kommunal- og Regionsrådsvalg analyseres, særligt set som i sig selv en omfattende forvaltningsopgave at planlægge og sørge for effektiv gennemførelse af. Nærliggende spørgsmål handler om kommunernes måde at organisere sig selv på, herunder samspillet mellem den politiske ledelse (kommunalbestyrelsen) og de kommunale forvaltninger og institutioner. Også samspillet mellem staten og kommunerne analyseres, såvel økonomisk som med hensyn til opgavefordelingen

3.   Hvordan tages en beslutning i den  offentlige forvaltning? Der er mange svar på det spørgsmål, men ét af de mere interessante i den seneste tid kan ses i sammenhæng med den såkaldte ”skattesag” vedrørende daværende oppositionsleder Helle Thorning Schmidt og hendes udlandsarbejdende mand, Steven Kinnock’s skattemæssige stilling i forhold til den danske skattelovgivning. Det forvaltningsmæssigt interessante er ikke selve skattespørgsmålet, men omstændighederne omkring skattemyndighedernes behandling af sagen, herunder forholdet mellem den politiske ledelse og den administrative ledelse. Hvem har haft hvilke roller – og hvilke faktiske relationer har været virksomme? Og i tilknytning hertil spørgsmålet om, hvad en kommission eller ’kommissionsdomstol’ er for et organ? Hvornår bruges det, og med hvilke konsekvenser?

 I hvilke jobsituationer er dette relevant?

1.  Det er selvsagt relevant at vide noget om den offentlige sektor og den offentlige forvaltnings indretning og virkemåde, når man har job/stilling i det offentlige. Men ikke alene i dén situation…

2.  Hvad enten man driver selvstændig virksomhed eller ”bare” er almindelig borger i samfundet, er det en stor fordel at have indblik i, hvordan offentlig forvaltning grundlæggende fungerer, og hvordan både forventninger og krav udmønter sig. En sådan indsigt kan afgørende forbedre den enkeltes muligheder for at varetage egne interesser. Det vil da i øvrigt også være til støtte for den enkeltes mulighed for at agere som aktiv samfundsborger.

Hvilke fag er det en god idé at have fulgt før jeg følger dette fag?

1.  Der er ingen forudsætninger om, at man skal have fulgt andre fag. Men det vil givetvis være meget nyttigt f.eks. at have fulgt fag som ”Forvaltningsret” eller ”Organisationsteori”

2.  Det vil også være nyttigt i betydelig grad at være godt orienteret i almindelighed om samfundsforhold i Danmark (Og andre sammenlignelige lande, som f.eks. OECD-landene)

 Giver dette fag kompetencer til at tage andre fag?

 Nej, men der er meget fin synergi mellem især Forvaltningslære og Forvaltningsret.

 Hvis jeg kan lide dette fag, er der så andre fag der vil passe godt til det?

 Ja, f.eks. Forvaltningsret. Og f.eks. organisationsteori. Og f.eks. sociologi

 Hvad kunne være en tænkt bachelor- eller specialeoverskrift i dette fag?

1.  New Public Management (NPM) – reform eller reaktion i dansk offentlig forvaltning?

2.  Kommunalreformen i DK 2007 – en løsning eller et problem for det moderne velfærdssamfund?

3.  Mål- og resultatstyring i dansk offentlig forvaltning – måleri eller reel evidens?

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk