Fremdriftsreformens konsekvenser for BA-studerende

Studiefremdriftsreformen er for mange studerende stadig omgivet af et skær af mystik, og studievejledningen har de seneste måneder modtaget mange mails og spørgsmål fra studerende der vil høre, hvordan studiefremdriftsreformen kommer til at påvirke dem. Derfor var bachelorstuderende på 1.-4. semester inviteret til informationsmøde med fokus på, hvordan man som bachelorstuderende kommer bedst muligt igennem studiet med den nye reform, og hvilke regler og krav, studerende skal opfylde fremover.

Det er velkendt at man fra politisk side ønsker at studerende skal være studerende på fuldtid, hvilket har affødt ”Studiefremdriftsreformen”. Derfor var bachelorstuderende på 1.-4. semester inviteret til et informationsmøde med fokus på den praktiske implementering af reformen. Der var dog stadig en lang række uafklarede elementer, da diverse bekendtgørelser endnu ikke er fortolket, hvorfor dele af implementeringen ikke er fastlagt. Derfor vil studievejledningen i forbindelse med semesterstart invitere til et lignende arrangement, hvor man håber at kunne svare mere konkret på spørgsmål fra både bachelor- og kandidatstuderende.

Hovedpunkterne ved informationsmødet var dog velkendte. Fra efteråret 2015 skal alle studerende tilmeldes minimum nye 30 ECTS point pr. semester – både bachelor- og kandidatstuderende. Desuden forpligtes man til at søge endelig merit, hvis man har fået forhåndsmerit, samt bestået faget. Og for de nye studerende der starter træder alle dele af reformen i kraft allerede fra 1. september 2014.

En række teknikaliteter er dog også blevet fastlagt: bliver man ikke eksamensgodkendt tæller det som et eksamensforsøg, og man skal som udgangspunkt tilmeldes faget igen det efterfølgende semester – og det gælder også valgfagene.

”Et valgfag bliver et obligatorisk fag man selv vælger”

For at bruge studievejledningens ord vil et valgfag fra efteråret 2015 blive at betragte som ”et obligatorisk fag man selv vælger”, i den forstand, at hvis man dumper et valgfag skal det pågældende valgfag bestås på et senere tidspunkt – akkurat som et obligatorisk fag! Det betyder at man efter reformen heller ikke kan framelde sig et valgfag, fordi faget ikke leverede op til forventningerne.

Mange studerende har ved flere lejligheder klaget over utilstrækkelig information omkring valgfag, hvilket er et problem der formentlig vil blive et endnu større, hvis man ikke kan framelde sig faget. Økonomisk Institut lagde op til, at man fremover vil give bedre og mere fyldig information omkring valgfagene, så tilmeldingen til valgfag vil foregå på et mere oplyst grundlag.

Langt mellem lyspunkterne

Der var generelt langt mellem de positive effekter af reformen. Studievejledningen lagde selv vægt på, at det vil blive nemmere at begynde kandidatfag før bacheloren er afsluttet. Desuden bortfalder tredjeårskravet, reglen om et maksimum på 37,5 ECTS-point på et semester forsvinder og bliver erstattet af en tilsvarende regel, der vil tillade tilmeldinger på op til 45 ECTS-point per semester, hvor sidstnævnte allerede er trådt i kraft. Hvis man tilmelder sig mere end 30-ECTS point på et semester, vil denne tilmelding dog også være obligatorisk.

Der var også langt i mellem garantierne. Spørgsmål fra de fremmødte blev kun besvaret med stærke forbehold. Det vil f.eks. FORMENTLIG blive sådan, at man kan læse ”foran” f.eks. på sommerskole, og derfor få lov til at læse færre point det efterfølgende semester. Det vil dog ikke være muligt at ”spare sammen” de næste to semestre og dermed komme foran før reformen indføres.

Er 7. semester stadig muligt?

Fra 2007-2013 har gennemsnitlige gennemførselstid på bacheloren på polit været mellem 3,5-4 år som resultat af at mange vælger at tage et 7. semester uden synderlige konsekvenser. En del af spørgsmålene fra de fremmødte drejede sig om netop det.

Fremdriftsreformens sigte er som bekendt at studerende fremover skal være fuldtidsstuderende, og dermed er der lagt op til at bacheloruddannelsen skal tage 3 år og kandidatuddannelsen 2 år. Hvis der ikke forelægger særlige omstændigheder, vil man kunne komme uden om dette ved enten at søge orlov eller dumpe to af sine eksamensforsøg, for så at blive tilmeldt sit tredje eksamensforsøg senere hen. Dumper man et fag to gange må man nemlig selv bestemme, hvornår man benytter sig af det tredje forsøg, så længe man opfylder andre krav, fx aktivitetskravet. Det er dog klart, at man skal være ret risikovillig for at benytte sig af den mulighed, for dumper man sit tredje forsøg, står man til at blive udskrevet af uddannelsen. Netop derfor fraråder Økonomisk Institut også, at studerende ser dette som en løsning på Studiefremdriftsreformen.

Mens reglerne om merit for forhåndsgodkendelse af fag og bedre mulighed for at læse kandidatfag sideløbende med bacheloren træder i kraft allerede fra efteråret 2014, er det værd at bemærke, at hverken kravet om tvungen tilmelding til 30 ECTS-point og binding på valgfag træder i kraft før efteråret 2015 – undtagen for nye studerende.

Det betyder selvfølgelig at der de næste to semestre gælder de sædvanlige regler og man kan læse alt mellem 45 point pr. semester eller ”nøjes med” at bestå 35 point om året, og der vil stadig være mulighed for at tilmelde sig et valgfag, framelde sig eller dumpe og ikke nødvendigvis tilmelde sig samme valgfag.

Studievejledningen ønsker de studerendes input

Allerede nu oplever studievejledningen en del studerende, der spekulerer i alternative studieforløb og betragter det som et symptom på, at der fra de studerendes side, er et ønske om at læse mindre end 30 ECTS-point pr. semester. Økonomisk Instituttet og studievejledningen ønsker derfor at inddrage de studerende i det omfang det er muligt og er åbne for dialog omkring, hvordan man kan arbejde på at gøre det mere realistisk at læse og bestå 30 point. Studerende har derfor mulighed for at henvende sig på studievejledningen@econ.ku.dk eller til Katja Dall Svendsen fra Instituttet på katja.dall.svendsen@econ.ku.dk med input til f.eks. fordelingen af point på de enkelte fag, de obligatoriske opgaver, samt sammensætning af fagene især på tredje år og indholdet af dem.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk