Graduate i Danske Bank

Hvornår blev du færdiguddannet cand.polit, og hvilke områder af økonomien fokuserede du på i din uddannelse?
Jeg blev cand.polit i sommeren 2011, og begyndte som graduate i Danske Bank i september 2011. På kandidatstudiet fokuserede jeg særligt på finansiering men tog også flere udviklingsøkonomi fag. Indenfor finansiering fandt jeg især behavioural finance interessant.

Hvorfor valgte du at søge en graduate stilling generelt og i Danske Bank specifikt? Hvad var fx dine tanker om at arbejde i en privat virksomhed frem for en offentlig?
Første gang jeg blev præsenteret for Danske Banks graduate program var på en karrieremesse, mens jeg stadig var studerende. Dér fik jeg et rigtig positivt indtryk af både programmet, samt virksomheden generelt. Jeg fandt at en graduate stilling for mig var den rigtige måde at starte i erhvervslivet som færdiguddannet cand.polit. Jeg kan godt lide det drive og den energi, der er i Danske Bank Markets.

Hvordan var ansøgningsprocessen og hvorfor tror du du fik jobbet?
Da jeg allerede havde interesse for virksomheden holdt jeg øje med, hvornår der kom opslag på ledige graduate stillinger, og ansøgte derefter. Herefter blev jeg indkaldt til test - sproglige og matematiske, samt en jobsamtale.

Jeg tror en vigtig faktor for at jeg fik jobbet var at jeg til samtalen viste interesse for hvad jobbet indebar. Desuden havde jeg forberedt mig inden, dels ved at finde ud af hvilke tests der ville blive stillet, dels ved at læse op på markedet. Derved fremstod jeg velforberedt, hvilket også gjorde at jeg ikke følte nervøsitet til samtalen.

Hvordan var en typisk arbejdsdag som graduate - anvendte du fx nogle af fagene fra din uddannelse i dit daglige arbejde?
En typisk arbejdsdag for en graduate findes nok ikke. Alt efter hvilken afdeling man er ansat som graduate i, vil arbejdsopgaverne variere meget, alt afhængig om man er dealer, analytiker, it udvikler osv. I mit graduate job sad jeg som interbank dealer på FX og Money Market desk'en. Her bestod en typisk arbejdsdag i at følge med i markedet og at eksekvere handler typisk over Reuter's Dealing, Bloomberg samt per telefon. Fælles for alle graduate jobs er dog, at man bliver en del af graduate forløbet som betyder at der er fokus på personlig udvikling, opbygning af netværk, samt mulighed for at få indsigt i forskellige afdelinger i Danske Bank.

Hvad var det bedste ved at være en del af graduate programet i Danske Bank?
Det er helt sikkert det netværk, det har givet. Et netværk jeg i dag har glæde af både privat og professionelt. Der er desuden et øget fokus på én når man er nystartet i virksomheden. For eksempel var jeg i løbet af graduate året rundt i flere forskellige afdelinger og se hvordan de arbejdede der, herunder for eksempel en måned i Danske Bank Markets London afdeling i turnus. Dette gav et godt indblik i hvordan de forskellige afdelinger af Danske Bank Markets spiller sammen. Et indblik jeg sætter pris på at have fået, og som jeg i dag drager nytte af i Fx Structuring som er den afdeling jeg skiftede til efter graduate året.

Hvis du skulle give et råd til nyuddannede der skulle ud og finde deres første fuldtidsjob og overvejer at søge ind som graduate, hvad skulle det så være?
Gør forarbejdet grundigt. En gennemarbejdet motivation og et godt CV er nødvendigt for at komme i betragtning. Få en anden til at læse ansøgningen igennem. Hvis man er medlem af en fagforening, kan en sådan være en god sparringspartner.

Hvis du bliver indkaldt til samtale, så gør hvad du kan for at forberede dig inden samtaledagen. Det kan være at forberede dig ved online tests eller ved at tænke de faglige erfaringer fra studiet eller studiejob du måtte have, som er relevante for lige netop denne graduate stilling, ind i sammenhængen. Og, til samtalen, så vær ærlig og imødekommende, spørg ind til jobbet og sørg for at være dig selv.

Du kan læse mere om Danske Graduate her.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk