KosmoPolit: Praktik i Taipei

Altandetlige.dk - Polit Portal

Denne gang fortæller Mustafa Murad om sit praktikophold på det danske handelskontor i Taipei. Læs bl.a. om hvordan det er at arbejde i et politisk brændpunkt samt om de forskellige analyseopgaver, man udfører som praktikant.

Hvor er du i praktik og hvorfor valgte du dette?

Jeg har valgt at tage i praktik på det danske Handelskontor i Taipei. Handelskontoret indgår i en regional organisering med de fire andre danske repræsentationer i Kina. Taipei ligger på øen Taiwan, som er styret af Republikken Kina, mens Folkerepublikken Kina har kontrollen over fastlandet. Danmark fører, som de fleste lande i verden, en Et-Kina-politik efter det kinesiske et-land-to-systemer-koncept, hvorfor Danmark kun anerkender Folkerepublikken Kina som det eneste legitime Kina med kontrol over Fastlands-Kina, Macau, Hong Kong og Taiwan. Derfor hedder det det danske Handelskontor i Taipei og ikke i Taiwan, da Taipei så anses for at være de facto en by i Folkerepublikken Kina. Republikken Kina har siden 1949 haft kontrollen med Taiwan, hvor de har opbygget et af de mest velstående og demokratiske samfund i Asien, hvor Taiwan udgør en af de fire asiatiske tiger-økonomier, som derudover tæller Hong Kong, Singapore og Sydkorea. 

Taiwan er derfor både et politisk og økonomisk brændpunkt i Asien, hvilket er den store drivkraft for min beslutning om at søge praktik her. Da det er et handelskontor, er der nærmest kun fokus på at fremme danske interesser og investeringer samt styrke det kommercielle forhold mellem Danmark og Taiwan, hvilket er lettere i Taiwan, som har et højt, veludviklet vestligt forretningsmiljø og som respekterer IP-rettigheder fremfor i visse andre mere bureaukratiske lande.

Forskellen mellem Kina og Taiwans økonomi er som en økonomistuderende også interessant at undersøge: Hvilken betydning den økonomiske politik, der bliver ført, har for et lands velfærd, velstand og vækst. Derudover er det interessant at undersøge forskellene mellem en forholdsvis protektionistisk økonomi som Kina contra en lille, åben økonomi som Taiwan på trods af de kulturelle, sproglige, historiske og etniske bånd. Det er spændende at se, hvilken forskel der er på de to output for en nation delt i to stater, når inputtet er næsten det samme. Man får alligevel noget af et output-gab, hvis man kan sige det sådan.

Taipei 101 var verdens højeste bygning fra 2004-2009 og står som en manifestation på Taiwans økonomiske udvikling.

Hvordan er Handelskontoret? Hvor bor du, mens du er i praktik?

Det danske Handelskontor i Taipei, som er en del af Eksportrådet og som hører under den danske ambassade i Beijing, har været Danmarks repræsentation på Taiwan siden 1983. Netop på grund af Taiwans politiske situation, har handelskontoret også en konsulærafdeling med to ansatte, og derudover består kontoret af tre eksportrådgivere, en investeringsrådgiver for Invest in Denmark samt to praktikanter i stillingerne som kommercielle assistenter og en fast officiel udsending fra Danmark, nemlig lederen af Handelskontoret. Handelskontoret repræsenterer desuden også Norge og Island i Taiwan.

Handelskontoret er placeret på 12. sal i en bygning, som huser talrige udenlandske repræsentationer, hvor underboen tæller både de østrigske og franske repræsentationskontorer, naboen er det malaysiske turistkontor, mens overboen er den sydafrikanske liaisonskontor. Derfor bliver verdenssituation jævnligt vendt på den 20. sekunder lange elevatortur med de andre udenlandske diplomater. På trods af at der kun er 21 lande som anerkender Taiwan som den retmæssige politiske repræsentant for Kina (de fleste mellemamerikanske lande og afrikanske småstater på grund af antikommunisme og favorable udviklingsprogrammer), så har omtrent 50 lande handelskontorer i Taipei. Derfor er der rig mulighed for at møde repræsentanter fra hele verden til forskellige politiske og økonomiske møder samt kulturelle arrangementer. 

Praktikanterne har valgt forskellige indkvarteringsmuligheder, men er begge bosiddende i Xinyi-distriktet, som er Taipeis mest centrale område. Jeg har personligt valgt at leje et hotelværelse i mit seks måneders lange praktikforløb kun 15 minutters cykeltur væk fra Handelskontoret. 

Chishangs rismarkeder  - man vænner sig til at spise ris i Taiwan. Hver dag. Hvert måltid. 

Hvilke opgaver har du? Hvordan er niveauet og arbejdsmængden?

Praktikanternes hovedopgave er at bistå de lokale eksportrådgivere i deres arbejde med at fremme samhandlen mellem Danmark og Taiwan. Da jeg er økonomistuderende, så har min største opgave hidtil været at skrive en udenrigsøkonomisk rapport, som vurderer grundlaget for dansk eksport til Taiwan på baggrund af en makroøkonomisk- og markedsanalyse af Taiwan samt en beskrivelse af den hidtidige danske eksport til Taiwan. Analysen omfatter også en økonomisk perspektivering til de nærliggende eksportmarkeder: Hong Kong, Japan, Singapore og Sydkorea. Derudover laver jeg analyser på samhandlen mellem Danmark og Taiwan på eksportdata fra Dansk Erhverv, Dansk Industri, Udenrigsministeriet i Danmark og Økonomiministeriet i Taiwan. Ofte skal vi også bistå danske virksomheder i deres aktiviteter i Taiwan og Kina, hvorfor vi læser rapporter fra PwC, McKinsey etc. for at bryde eventuelle handelsbarrierer, og derudover deltager vi i forskellige seminar typisk med deltagelse fra danske virksomheder også.  

Det interessante ved at arbejde på Handelskontoret er især at se den store efterspørgsel efter dansk know-how og danske helhedsløsninger, som typisk kan lyde som buzzwords i folks øre, men som faktisk er reelt nok her, altså at danske virksomheder etablerer sig for at dele ud af deres viden. En af Danmarks komparative fordele. Og apropos komparative fordele, så har det hovedsageligt været den store tilskynder til Taiwans hastige vækst. Tidligt lagde landet ud med at have en komparativ fordel i form af billig arbejdskraft - senere ved at være en af forløberne i Asien i omskiftet fra at have komparative fordele i fabrikationen til at have komparative fordele i produktionen i it-industrien. Taiwan står i dag for en stor del af verdensproduktionen af bl.a. smartphones, motherboards og lap-tops med hovedproducenter som Acer, Asus og HTC, mens taiwanesiske FoxConn fabrikerer størstedelen af verdens iPhones fra deres fabrikker på fastlandet. Nu forsøger landet at sætte turbo på den stagnerede vækst ved at omstille til et videnssamfund for at fastholde deres førerposition i Asien – med hjælp fra Danmark. Landet er trods sin beskedne størrelse den 22. største økonomi i verden og en af de mest eksportorienteret i Asien. 

Hvordan er det sociale? Hvordan er omgivelserne i og omkring Taipei?

Praktikanterne arbejder 40 timer om ugen på Handelskontoret, og derfor foregår de fleste sociale aktiviteter i weekenderne. I hverdagene bliver Handelskontoret typisk inviteret til mange arrangementer arrangeret af de andre landes repræsentationer, hvorfor vi får gratis billetter til alt fra tyrkiske kunstudstillinger til mongolske koncerter til paraguayanske bøffer. Derudover mødes vi med praktikanterne fra de andre europæiske lande – både indenfor og udenfor arbejdstid. Taiwan er efter asiatiske standarder et mindre land, hvorfor systemet er meget centraliseret – og man får derfor også mulighed for at komme tæt på de andre diplomater samt forskellige ministre.

Taiwan rammes jævnligt af jordskælv og tyfonerne kommer kun i sæsonen. Og hvis man så ser bort fra de cirka 2000 ballistiske missiler, som er rettet mod Taiwan fra fastlandet og de 100.000 kinesiske soldater, som er klar til at invadere landet når som helst, så er Taiwan faktisk et af de fredeligste og sikreste lande i verden.

I weekenderne tager praktikanter på udflugter i hele landet. Taiwan har et veludviklet transportsystem på et landeareal, som er mindre end Danmark, og med high-speed-rail-system, som både er billigere og bedre end DSB, kan man komme til de fjerneste afkroge af landet på blot 2-3 timer. Hele østkysten er et bjergrigt og naturskønt område, hvorfor der er rig mulighed for at både vandre i vildheden, bestige bjerge og besøge badestrande, mens vestkysten består af den ene by efter den anden by, som enten er kinesisk, japansk, hollandsk eller spansk præget. Derudover bruges der en masse tid på at lære og læse kinesisk. Det er ovenikøbet rigtigt billigt og bekvemt at besøge de nærliggende lande i Asien, hvor man kan komme til Japan, Sydkorea, Kina, Filippinerne og hele Sydøstasien på 2-4 timer med fly. Og apropos billigt er det generelt økonomisk overkommeligt at leve som dansk studerende på Taiwan.

Taroko Gorge National Park  

Hvad er det bedste ved at være på praktik? Vil du anbefale et praktikophold på det danske Handelskontor i Taipei til andre?

På grund af Et-Kinas-politikken er arbejdet på handelskontoret hovedsageligt af kommercielle interesser, hvorfor det gør arbejdet langt mere fokuseret på den bilaterale handel mellem Taiwan og Danmark, som er omtrent 5 mia. kroner værd. Lande skal jo handle baseret på deres individuelle komparative fordele, og det har man som økonomistuderende fokus på.

En af fordelene, ved at arbejde på et handelskontor fremfor på en større ambassade, er, at vi har langt mere ansvar her, da vi udfylder bestemte positioner, siden kontoret er mindre end de andre repræsentationer. En anden fordel er, at vi har langt mere frihed til at selv definere vores arbejdsopgaver og har derfor større mulighed for at beskæftige os med det, som vi finder fagligt interessant, hvilket gør, at vi kan styrke vores faglighed.

De fleste emner falder inden for makroøkonomi og erhvervsøkonomi med fokus på komparative fordele, eksternaliteter og handelsbarrierer – men også pengepolitik, da Taiwan har en af verdens største valutareserver. På andre ambassader kan en økonomistuderende sagtens ende med at sende nyhedsmails ud, fordi de er praktikanter, mens vi her på kontoret har essentielle roller, hvor kontorets resultater afhænger bl.a. af vores faglige arbejde.

Et praktikophold på det danske Handelskontor i Taipei kan i den grad anbefales, hvis man er interesseret i Kina, men gerne vil være i mere velstående omgivelser i det frie Kina uden at være hæmmet af forurening. 


Tags: #praktik  #Kosmopolit  #Taipei 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om