Nashetikken

Allerede før økonomistudiet fik jeg kendskab til Nashs ligevægtsbegreb. I gymnasiet spillede vi nemlig fangernes dilemma: I par skulle vi hver især tage stilling til, om vi ville afsløre den andens kriminalitet og dermed have mulighed for selv at slippe for fængsel - med viden om - at hvis den anden afslørede en selv, uden du afslørede vedkommende, ville du bøde for det hele og komme 30 år i fængsel.

Jeg endte 30 år i fængsel, så jeg havde vitterligt ikke forstået konceptet særlig godt[1].

Med dette lille kendskab til tingene, blev jeg selvfølgelig imponeret, da jeg på økonomistudiet så, hvordan Nashligevægten bliver brugt i økonomisk teori.

Ligevægtsbegrebet bliver i det hele taget inddraget i analysen af mange, vidt forskellige emner. Jeg har læst artikler om how (not) to sell nuclear weapons og the stability of a marriage, som begge bygger på Nashligevægten.

Jeg finder dog yderligere, at udtrykket bedste svar givet den andens handling også kan bruges i den etiske diskussion om den moralske handling.

I diskussionen, om hvad den moralske handling er, skelnes traditionelt mellem konsekvensetikken (utilitarisme) og pligtetikken.

For konsekvensetikere afhænger handlingens korrekthed af udfaldet af den - det gode er lig med den størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Immanuel Kant siger med pligtetikken, at hvis du kan ophæve handlingen til lov, så er den moralsk og handlingen har universel gyldighed.

Vi møder ofte den utilitaristiske tankegang på økonomistudiet, når vi forsøger at bestemme en samfundsnyttefunktion ved at addere de individuelle nyttefunktioner. I bund og grund synes jeg, konsekvensetikken er uetisk. Med den kan man forsvare de værste handlinger i den almene velfærds interesser. Med pligtetikken derimod er mængden af moralske handlinger i mine øjne ofte markant reduceret.

Jeg er interesseret i at diskutere, hvornår det er ok at træffe beslutninger, der påvirker andre eller træffe beslutninger direkte om/for andre personer.

Et eksempel er organdonation. Jeg har ikke meldt mig som organdoner. Det kan være udtryk for, at jeg aktivt vælger ikke at tage stilling, fordi jeg finder det ubehageligt officielt at forholde mig til min egen død eller et hav af andre dårlige undskyldninger. Hvis jeg kommer slemt til skade, og min familie skulle træffe beslutningen, hvordan skal de så træffe den?

Jf. konsekvensetikken skal de faktisk give lægerne lov til at bruge alt det, de kan (så længe min familie ikke selv har voldsom disnytte derved), da det fuldstændig entydigt er godt for samfundet, at andre får glæde af mine organer (medmindre mine organer går til dårlige samfundsborgere… Kan I se, hvorfor jeg mener, det hurtigt kan blive en uetisk og yderst subjektivt diskussion?). Pligtetikken vil muligvis forholde sig anerledes, medmindre mine forældre går ind for at ophæve det til lov, at man aktivt skal melde fra som organdoner. Ingen af etikkerne, synes jeg, med sikkerhed kan finde den rigtige moralske handling.

Her kommer Nashetikken i spil.

Mine forældre kan nemlig også gøre noget tredje. De kan tænke ”givet det, vi kender om Henriette, vil vi så gøre det”. Det lyder og er simpelt. I mine øjne, er det faktisk at anvende Nashetikken.

For at beslutningen er moralsk, skal den overholde, at mine forældre ville træffe den samme beslutning, hvis det var muligt at spørge mig, og jeg havde svaret dem, som de går ud fra, jeg vil svare og handler i overensstemmelse med mit svar. Hvis mine forældre oprigtigt tror, jeg er imod at lade mine organer gå videre, er den moralsk rigtige beslutning, at de ikke skal anvendes. Hvis mine forældre var overladt til konsekvensetikken, ville de hermed komme til at tage en beslutning mod min vilje vedrørende min krop. Omvendt, hvis mine forældre mener at vide, jeg vil give alt væk, så er det moralsk i orden, at de tager beslutninger for mig – også selvom jeg ikke selv har meldt mig. Hvis de var overladt til pligtetikken, ville de kunne være nødsaget til at lade mine organer gå til spilde.

Det bedste svar er altså den beslutning, som ville være den stabile beslutning ud fra deres kendskab til min holdning. Etikken opfylder på den måde, at handlingen får universel gyldighed (stabilitet) uden at reducere mængden af moralske handlinger på samme måde som pligtetikken. Således kan aktiv dødshjælp også forsvares moralsk, selvom dette pt. er ulovligt.

Nashetikken kan også svare på det klassiske spørgsmål: Hvornår er det ok at lyve? Så længe viden om indholdet af løgnen ikke er afgørende for udfaldet af situationen, er det moralsk ok.

---

[1] Jeg anklagede dog de andre, for at de havde misforstået det hele. Vi kendte jo hinanden; hvis vi nu havde stolet på hinanden, kunne vi sammen have opnået et bedre resultat. (Der var jeg jo lidt inde på noget.)