Nashetikken

Henriette Nylander

Kan teorien om Nashligevægten bruges til at diskutere morallære? I forsøget på at diskutere, hvornår det er ok at træffe beslutninger, der påvirker andre eller træffe beslutninger direkte for andre, har jeg defineret Nashetikken.

Allerede før økonomistudiet fik jeg kendskab til Nashs ligevægtsbegreb. I gymnasiet spillede vi nemlig fangernes dilemma: I par skulle vi hver især tage stilling til, om vi ville afsløre den andens kriminalitet og dermed have mulighed for selv at slippe for fængsel - med viden om - at hvis den anden afslørede en selv, uden du afslørede vedkommende, ville du bøde for det hele og komme 30 år i fængsel.

Jeg endte 30 år i fængsel, så jeg havde vitterligt ikke forstået konceptet særlig godt[1].

Med dette lille kendskab til tingene, blev jeg selvfølgelig imponeret, da jeg på økonomistudiet så, hvordan Nashligevægten bliver brugt i økonomisk teori.

Ligevægtsbegrebet bliver i det hele taget inddraget i analysen af mange, vidt forskellige emner. Jeg har læst artikler om how (not) to sell nuclear weapons og the stability of a marriage, som begge bygger på Nashligevægten.

Jeg finder dog yderligere, at udtrykket bedste svar givet den andens handling også kan bruges i den etiske diskussion om den moralske handling.

I diskussionen, om hvad den moralske handling er, skelnes traditionelt mellem konsekvensetikken (utilitarisme) og pligtetikken.

For konsekvensetikere afhænger handlingens korrekthed af udfaldet af den - det gode er lig med den størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Immanuel Kant siger med pligtetikken, at hvis du kan ophæve handlingen til lov, så er den moralsk og handlingen har universel gyldighed.

Vi møder ofte den utilitaristiske tankegang på økonomistudiet, når vi forsøger at bestemme en samfundsnyttefunktion ved at addere de individuelle nyttefunktioner. I bund og grund synes jeg, konsekvensetikken er uetisk. Med den kan man forsvare de værste handlinger i den almene velfærds interesser. Med pligtetikken derimod er mængden af moralske handlinger i mine øjne ofte markant reduceret.

Jeg er interesseret i at diskutere, hvornår det er ok at træffe beslutninger, der påvirker andre eller træffe beslutninger direkte om/for andre personer.

Et eksempel er organdonation. Jeg har ikke meldt mig som organdoner. Det kan være udtryk for, at jeg aktivt vælger ikke at tage stilling, fordi jeg finder det ubehageligt officielt at forholde mig til min egen død eller et hav af andre dårlige undskyldninger. Hvis jeg kommer slemt til skade, og min familie skulle træffe beslutningen, hvordan skal de så træffe den?

Jf. konsekvensetikken skal de faktisk give lægerne lov til at bruge alt det, de kan (så længe min familie ikke selv har voldsom disnytte derved), da det fuldstændig entydigt er godt for samfundet, at andre får glæde af mine organer (medmindre mine organer går til dårlige samfundsborgere… Kan I se, hvorfor jeg mener, det hurtigt kan blive en uetisk og yderst subjektivt diskussion?). Pligtetikken vil muligvis forholde sig anerledes, medmindre mine forældre går ind for at ophæve det til lov, at man aktivt skal melde fra som organdoner. Ingen af etikkerne, synes jeg, med sikkerhed kan finde den rigtige moralske handling.

Her kommer Nashetikken i spil.

Mine forældre kan nemlig også gøre noget tredje. De kan tænke ”givet det, vi kender om Henriette, vil vi så gøre det”. Det lyder og er simpelt. I mine øjne, er det faktisk at anvende Nashetikken.

For at beslutningen er moralsk, skal den overholde, at mine forældre ville træffe den samme beslutning, hvis det var muligt at spørge mig, og jeg havde svaret dem, som de går ud fra, jeg vil svare og handler i overensstemmelse med mit svar. Hvis mine forældre oprigtigt tror, jeg er imod at lade mine organer gå videre, er den moralsk rigtige beslutning, at de ikke skal anvendes. Hvis mine forældre var overladt til konsekvensetikken, ville de hermed komme til at tage en beslutning mod min vilje vedrørende min krop. Omvendt, hvis mine forældre mener at vide, jeg vil give alt væk, så er det moralsk i orden, at de tager beslutninger for mig – også selvom jeg ikke selv har meldt mig. Hvis de var overladt til pligtetikken, ville de kunne være nødsaget til at lade mine organer gå til spilde.

Det bedste svar er altså den beslutning, som ville være den stabile beslutning ud fra deres kendskab til min holdning. Etikken opfylder på den måde, at handlingen får universel gyldighed (stabilitet) uden at reducere mængden af moralske handlinger på samme måde som pligtetikken. Således kan aktiv dødshjælp også forsvares moralsk, selvom dette pt. er ulovligt.

Nashetikken kan også svare på det klassiske spørgsmål: Hvornår er det ok at lyve? Så længe viden om indholdet af løgnen ikke er afgørende for udfaldet af situationen, er det moralsk ok.


[1] Jeg anklagede dog de andre, for at de havde misforstået det hele. Vi kendte jo hinanden; hvis vi nu havde stolet på hinanden, kunne vi sammen have opnået et bedre resultat. (Der var jeg jo lidt inde på noget.)


Tags: #Nash  #Etik 

Faktaboks


18 kommentarer


Daniel Mahler

Daniel Mahler @ d. 24. juli 2015 #1

Hej Henriette,

Spændende indslag. Jeg er ph.d.-studerende her på instituttet, og jeg forsker i anvendelsen af etik i økonomi. Jeg vil anbefale dig at tage et kig på blandt andet artiklen ”Kantian optimization: A microfoundaton for Cooperation” af John Roemer i Journal of Public Economics eller bogen ”Kantian Ethics and Economics” af Mark White.
De formaliserer begge i høj grad dine tanker. Roemer har blandt andet defineret et begreb, som han kalder ”Kantiansk ligevægt”.

Mvh,
Daniel


Henriette Nylander

Henriette Nylander @ d. 24. juli 2015 #2

Mange tak for tippet, Daniel. Det vil jeg gøre.
Mvh Henriette


Anders Munk-Nielsen

Anders Munk-Nielsen @ d. 31. juli 2015 #3

Super spændende med nogen diskussion af etik! Fedt du gider åbne pandoras diskussionæske.

Jeg vil gerne anfægte dit angreb på konsekvensetikken; du siger "så længe min familie ikke selv har voldsom disnytte derved", og heri ligger kernen til problemet. Hvis alle i samfundet får mere disnytte af, at deres organer gives væk, end de får ved at kunne få organer, når de kommer i trafikulykker, så skal det vel ikke implementeres? Situationen er til dels ækvivalent med en afrikansk landsby, hvor man overvejer at dræbe én medborger og uddele dennes mad blandt de øvrige. Selvfølgelig er der flere, der stilles bedre end den enkelte, men hvis dette bliver almen lov fremadrettet er det ikke længere nyttigt. En regel bør ikke betragtes i vakuum, men dens fortsatte brug bør tages i betragtning. Som Kant selv siger, i en meget nytte-etisk tankegang efter min mening: "Man bør handle således, at man kan ville, at ens regel kan gøres til almen lov". Det er nytteetisk tankegang, fordi ens regel skal overføres til alle andre. Man bytter altså, at man selv skal opgive sine organer imod, at man kan få andres organer, hvis man en dag selv skulle komme i et trafikuheld. Dermed bliver der altså også taget højde for ens egne holdninger til sin krop efter døden - det er ikke noget, der er forbeholdt pligtetikken.

Mht. dit bidrag med Nashetikken, så forstår jeg måske ikke helt forskellen på, om det er en handlingsforskrift, eller om den mere stiller krav til, hvad man bør vide? For normalt i etik, når vi skal tage beslutninger, som påvirker andre, så gør vi os vel også tanker om, hvordan det påvirker dem? Fx vil nytteetikerne måske påstå at kende de indblandedes nyttefunktioner og tager så stilling ud fra disse. Vil du så mene, at man skal vælge den handling, som stiller de berørte mennesker bedst? For den person, som ikke får dine organer, bliver jo også påvirket. Skal dine forældre også ville tage beslutningen, selv hvis de kendte til denne persons holdninger?


Holger Jensen

Holger Jensen @ d. 01. august 2015 #4

@henriette: sådan rent filosofisk kan man synes dit eksempel er ret besynderligt. Når man er død, er man pr definition ligeglad med alt, hvorfor man kan sige at den afdødes holdning til organdonation er det mindst vigtige i ligningen.

Nash taler om aktive agenters udfald af valg, og at bringe den afdødes holdning ind er ligegyldigt, da denne person ikke har noget på spil i valget.

(Altså givet at man som jeg anser døden for at være endelig og et punktum)


Holger Jensen

Holger Jensen @ d. 01. august 2015 #5

PS. Men derfor er dine tanker nu alligevel interessante, men jeg studsede bare over eksemplet.


Henriette Nylander

Henriette Nylander @ d. 02. august 2015 #6

@ Anders
Jeg tror, det er yderst sjældent, konsekvensetikken vil tage mine forældres disnytte i betragtning i praksis. Jeg er enig i, der ikke vil være et lige så stort problem, hvis nytte kunne måles objektivt. Men man vil stadig kalde det en moralsk handling at handle i strid med et andet menneskes vilje, hvis nytten blot er stor nok samlet set. Det, mener jeg ikke, er spor moralsk, medmindre mennesket selv har underlagt sig det.

Det, du skriver med landsbyeksemplet, svarer nærmest til at sige, at konsekvensetikken og pligtetikken er ækvivalente, hvis der tages flere perioder i brug i konsekvensetikken. Det, synes jeg, er ret fint.

Jeg mener ideen, som hvornår man kan kalde en handling moralsk eller ej. Jeg tror ikke, ideen er tilnærmelsesvis opnåelig, men betragter det lidt som first best. Jeg siger ikke, hvilken beslutning, de skal tage – blot hvornår den kan betragtes moralsk (eller hvornår den ikke kan). Mine forældre skal tage det med i betragtning, som påvirker dem.


@ Holger
Hvis man tager beslutningen før sin død, så er det vel et aktivt valg. Det bedste udfald må være at ende i en situation, hvor det valg bliver opfyldt. Det synes jeg ikke, der er noget besynderligt i. Personligt ser jeg det som langt fra optimalt, hvis ingen får gavn af afdødes organer selvfølgelig.


Holger Jensen

Holger Jensen @ d. 02. august 2015 #7

@henriette:

Min pointe er, at alt der gøres efter ens død er fuldstændigt ligegyldigt for ens selv - også om ens ønsker fra før døden opfyldes.

Derfor jeg har altid var sagt at folk kan gøre med mig hvad de vil: jeg kan som sagt alligevel ikke rigtigt brokke mig over der.

Det er altså ligemeget om valget bliver opfyldt.


Laura Nielsen

Laura Nielsen @ d. 03. august 2015 #8

@Holger

Når man er død, er man bestemt ikke "pr. definition ligeglad med alt". Det er i høj grad et religiøst og spirituelt spørgsmål, og det er fx ikke ualmindeligt at tro på, at man har brug for sine organer i et næste liv. Den afdødes holdning til organdonation er således en meget vigtig faktor, og at handle i strid med dette er et voldsomt overgreb. Der er også mennesker, som tror, at man ikke kan finde hvile, hvis kroppen åbnes efter ens død. Selvom du føler anderledes, kan man ikke generelt konstatere, at den afdødes holdning er det mindst vigtige i ligningen. Nærmest tværtimod.


Holger Jensen

Holger Jensen @ d. 03. august 2015 #9

@laura derfor at jeg skriver, at hvis man som JEG tror at alt slukkes ved døden.

Jeg tror derfor pr definition også at det dermed er ligegyldigt for andre mennesker, og at deres tro dermed pr definition forsvinder og gøres ugyldige når de dør. Virkeligeheden ændrer sig ikke af folks tro.

Men bare roligt, jeg er jo et sødt og rart menneske og ville da altid tage hensyn til andres ønske, fordi det bør man da. Men principielt set mener jeg jo at det er noget fis, fordi i min tro er det netop slut ved døden, hvilket ikke afgøres af om den afdøde selv troede noget andet før døden.

Det er jo ikke sådan, at der er 7 himler og 6 h!lveder, hvor vi kan fordeles alt efter vores tro i dødsøjeblikket.


Holger Jensen

Holger Jensen @ d. 03. august 2015 #10

- og netop fordi folk tror på alt muligt mærkeligt og der er 7-10 store religioner, med hvert deres svar: tja, så er det mest logiske (for mig) altså, at mit svar er mindst ligeså godt som de andre og iøvrigt er det eneste der har hold i videnskabelig forskning.


Anders Munk-Nielsen

Anders Munk-Nielsen @ d. 03. august 2015 #11

@ Henriette,

Det er lidt skørt at sige, at du ikke tror, at konsekvensetikken vil tage dine forældres disnytte i betragtning. Det er jo netop pointen, at alles nytte skal vejes med.

Desuden mener jeg nok, at man ikke kan definere _nogen_ etik, der altid er i overensstemmelse med alle personers viljer. Etik handler _netop_ om at tackle de situationer, hvor to personers ønsker går imod hinanden - hvordan vælger vi mellem at redde én ung person eller 2 gamle? Den slags beslutninger. Hvis der var et entydigt valg, hvor alle fik det, som de ville, så er handlingen (efter min definition) ikke en "moralsk" handling (eller rettere, moralhensyn bliver ligegyldige; så skal vi bare stille den ene person bedst). Dvs. du skal holde hensynet til dine ønsker og dine forældres ønsker for dine organer op imod en person, der er ved at dø, og som selv er indstillet på at dele sine organer. Der opstår det moralske dilemma: den døende ville sige "jeg er da villig til at dele mine organer", den afdødes forældre vil sige "ja, men der må også være hensyn til spiritualitet, og det hensyn er så vigtigt, at du skal dø."


Daniel Mahler

Daniel Mahler @ d. 04. august 2015 #12

En lille sidebemærkning til Anders og Henriette om hvorvidt pligtetik og konsekvensetik er ækvivalente.

Det er de bestemt ikke. Den form for konsekvensetik, som særligt Anders referer til, kaldes for ”rule utilitiarianism” og skal ses i kontrast til ”act utilitarianism” (mere om denne opdeling her: http://www.iep.utm.edu/util-a-r/)
Det er korrekt, at der kan være regler i konsekvensetik, men disse er ikke de samme regler, som ville komme af Kants kategoriske imperativ (handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning). Kants regler skal ikke dannes med henblik på at maksimere nytte på lang sigt. De involverer derimod en række andre komplicerede forhold, såsom intentionerne bag handlingen og de involverede personers autonomi.


Anders Munk-Nielsen

Anders Munk-Nielsen @ d. 04. august 2015 #13

Nice nice nice nice, Daniel! Jeg er enig i, at sådan er de definitionsmæssige afgrænsninger af sandkasserne lavet af filosoffer, men min tankegang er tyvstjålet fra R. M. Hare's udlægning / fortolkning af Kant i hans eget nyttesystem (https://en.wikipedia.org/wiki/Two-level_utilitarianism).


Henriette Nylander

Henriette Nylander @ d. 04. august 2015 #14

@ Anders
Jeg er ikke uenig i definitionen eller hele pointen.. Men i praksis anser jeg det ikke for anvendeligt.

Jeg tror, jeg er enig i starten af det sidste afsnit, du skriver. Der vil aldrig kunne være én beslutning, som alle finder moralsk i valget mellem at redde en ung og to gamle. (Medmindre de gamle ofrer sig.. Det vil I så fald være Nashetikken... ) Det er netop, derfor jeg kalder konsekvensetikken uetisk. Beslutningstagernes moral hæver sig over andres.

Mine forældre skal tage det med i betragtning, som påvirker dem. Men nej, som jeg har tænkt det, involverer det ikke nødvendigvis organtagers holdning. Det er i mine øjne en ærgerlig beslutning, at lade gode organer gå tabt, men det gør det ikke nødvendigvis til en moralsk handling at give dem væk. Hvis vedkommende havde nået selv at tage beslutningen, ville situationen være anderledes. Om den ville være bedre eller dårligere vil være fuldstændig subjektivt.


@ Daniel
Fedt! Tak for info. Mit kendskab til filosofferne er begrænset, men jeg synes, jeg genkender noget Rousseau i mit svar til Anders. Som jeg husker er en samfundspagt jf. Rousseau i orden (og nødvendig), såfremt den enkelte ikke underligger sig alle, men underligger sig selv. Kender du til noget af det, og er der muligvis nævnt en sammenhæng før?


Anders Munk-Nielsen

Anders Munk-Nielsen @ d. 04. august 2015 #15

@ Henriette, hvad betyder det så, at en handling er moralsk? Er den så ønskelig? Eller betyder det, at den bør studeres af moralfilosoffer? Jeg tænker, at definitionen af, hvad der er moralske handlinger eller ej, er til for at lette arbejdet for moralfilosofferne; min beslutning om, hvorvidt jeg vil have mælk i min kaffe eller ej, bør ikke studeres, da den kun indebærer mig.

Hvis du mener "den moralskt set rigtige beslutning", så er det nemlig noget helt andet.


Henriette Nylander

Henriette Nylander @ d. 04. august 2015 #16

@ Anders
Jeg kan godt følge dig et stykke og har selv tænkt det samme. Jeg mener dog, det kan mere end kaffeeksemplet.

At en handling er moralsk betyder, at den er stabil givet den information, folk har. Jeg har ikke overordnet defineret, hvad det fungerer på, og hvad det ikke fungerer på.

For at blive i genren mener jeg fx at aktiv dødshjælp kan være en moralsk handling, selvom det er ulovligt. Det skal i så fald følge de involveredes parters ønske (at den døende vil dø, og at den der skal gøre det, er ok med det og med evt. at havne i fængsel.)

Det er umoralsk at lyve over for en person, hvis du ved, sandheden vil få personen til at handle anerledes.

Det er umoralsk at være god på andres vegne, hvis du ikke ved, om den persons vegne stemmer overens med det, du lover. For at blive i forældregenren og vælge et ligegyldigt eksempel: Når jeg tog i byen som ung teenager på landet, sagde min mor altid "jeg kommer og henter dig". Det var dog altid min far, der dukkede op. I dag er jeg hundrede procent sikker på, min mor vidste, hun ville læsse den over på min far i sidste øjeblik. Så når hun lover mig et lift, er hun egentligt god på andres vegne. Det er umoralsk, hvis hun vidste, min far virkelig ikke ville hente mig, men moralsk, hvis hun ved, det er i orden med min far. Det kan skaleres op til meget andet.

Det handler altså grundlæggende om, hvornår det er moralsk at træffe beslutninger på vegne af andre.





Anders Munk-Nielsen

Anders Munk-Nielsen @ d. 04. august 2015 #17

Så lyder det som om begrebet er til for at foreskrive, hvad den gode handling er. Og så tænker jeg bare af nysgerrighed, hvad det skal anbefaler, når der er et dilemma mellem to personer? Dvs i de store klassiske dilemmaer: vil man dræbe et barn for at redde ti, for eksempel.

Men har jeg så forstået din definition korrekt, at en handling kun er moralsk, hvis alle involverede personer vender tommelfingeren op (givet hvad jeg ved)? For så lyder det som en slags pareto-etik, hvor ikke en eneste person må stilles dårligere. Eller alternativt, ud fra dine situationer, at "ikke at handle" ikke tæller som en dårlig handling (i alle dine eksempler skulle aktøren tage et valg, som måske havde negative konsekvenser, men implikationerne af ikke at handle, blev ikke taget med... Eller misforstår jeg?).


Henriette Nylander

Henriette Nylander @ d. 04. august 2015 #18

Det siger, at ingen af handlingerne kan siges at være moralsk. Der eksisterer (i teorien) et bedre alternativ, som jeg mener, man bør stræbe efter at nå.

Tanken er præcis 'paretoetik'.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Faktaboks