Netværk – en mulig vej til drømmejobbet

Hvis du vil udvide din jobsøgningsflade og samtidig effektivisere din jobsøgning, kan du med fordel gøre brug af dit netværk.

Netværk er i dag et af de mest udbredte værktøjer til at finde et job og derfor gælder det om at øve sig i at netværke, så man kan få mest muligt ud af det og kan udnytte de muligheder, der ofte ligger gemt lige foran én.
I dag får omtrent 8 ud af 10 personer deres jov via netværk.

Alle mennesker vil opdage, at de er omringet af stærke netværk, hvis blot de begynder at fokusere på det. Din familie og  dine venner, studiegrupper, og kammeraterne fra sportsforeningen er alle eksempler på dele af dit ”åbne” netværk, som du har direkte adgang til. Derudover eksisterer der i dag en række mere etablerede netværk, eksempelvis talentnetværket NovaAgentum (tidligere Nova 100), der er fagligt orienteret og giver dig mulighed for at møde andre ambitiøse akademikere.

Givers gain

For at blive en god netværker, skal indstillingen være den rette. Det handler først og fremmest om at pleje sit netværk, forstået på den måde, at man gør en aktiv indsats for at opretholde sine relationer. Det handler i høj grad om at tænke på, hvad du kan tilbyde netværket. Det kan både være i form af viden, formidling af kontakter til andre i dit netværk samt at bidrage med gode råd, erfaringer og best practices. Sørg også for at lade dine kontakter vide, at du står til rådighed for dem,  hvis de har brug for din hjælp. Så vil de med garanti også være der for dig, når du har brug for dem. Essensen i netværk er, at man giver og tager. Netværk handler om at kunne hjælpe hinanden tættere på vores respektive mål, og skal derfor ikke opfattes som en købmandsforretning, hvor man skal hjælpe præcist lige meget eller skylder hinanden noget. Et simpelt ”tak” kan være nok. Som med alt andet, skal det være lysten, der driver værket og i denne forbindelse lysten til at stå til rådighed for andre og hjælpe, hvor man kan.

Få en faglig vinkel på netværket

I takt med at du løbende opbygger dit netværk, vil du i højere og højere grad kunne anvende det aktivt. Et godt råd vil være at lave en bevidst prioritering i forhold til hvilke dele af dit netværk, du vil fokusere på og motionere ekstra meget. Dit netværk kan fint bestå af både nære og fjerne relationer, for det er praktisk talt umuligt for noget menneske at have tætte relationer til samtlige i deres netværk, venners venner, en fjern onkels kone osv. Det vigtige for dig er, at sørge for at pleje de oprigtigt nære relationer, så du formår at opretholde styrken af dit netværk.

De nære relationer i dit netværk behøver, dermed sagt ikke, at være dine bedste venner. Det kan være folk, du har mødt i gennem et etableret netværk som NovaAgentum, hvor den høje faglighed er i centrum og en fællesnævner for de medlemmer, der bliver optaget.

NovaAgentum arrangerer events, hvor medlemmerne kan komme og møde hinanden på tværs af uddannelsesmæssig baggrund og branche samtidig med at de får adgang til en lang række spændende virksomheder og nøglemedarbejdere herfra. Her finder du således en unik mulighed for at møde kompetente fagfolk, der ellers ikke ville være en del af dit umiddelbare netværk.

Vær ydmyg, hjælpsom og oprigtig

Når du netværker, hvad end det er til et fagligt event eller til familiefesten, kan du gøre opmærksom på, at du er jobsøgende ved at fortælle om, hvad du søger, brænder for eller hvor du godt kunne tænke dig at arbejde. Her er situationsfornemmelse nøgleordet. Brug din intuition, vær nærværende og mærk efter hvem du taler med. Husk også at spørge ind til vedkommende, så samtalen ikke blot kommer til at dreje sig om dig. Hvis du taler med nogen, hvor du tror vedkommende kunne have relevante informationer eller kontaktoplysninger  for det, du søger, kan du sagtens spørge ind til dette. Vær ærlig og oprigtig – som sagt handler netværk om at kunne hjælpe hinanden. Ofte vil personen blive glad for at kunne hjælpe, fordi det er en anerkendelse af vedkommende at blive spurgt til råds.

Samtale, videndeling og sparring med andre fagpersoner i et etableret netværk kan ofte give dig bedre grundlag for at lave en uopfordret ansøgning, fordi du herigennem kan få en fornemmelse af kulturen i den pågældende virksomhed er og hvilke kompetencer, der lægges vægt på i en stilling. Dermed bliver det nemmere for dig at ramme plet i forhold til at målrette din efterfølgende ansøgning.

Få adgang til nye kontakter

Sommetider er det ikke en fordel direkte at søge job i sit eget netværk, så brug i stedet dit netværk somvejentil en jobsamtale. Personerne i dit netværk ved ofte, hvem i deres netværk, det kunne være relevant for dig at kontakte. Det er disse kontaktoplysninger og informationer, du skal have fokus på at få adgang til via dit netværk, og det viser sig ofte, at jobbet formidles af 3. eller 4. led i netværket. Derfor er målet ikke i sig selv dit netværk, men derimod hvordan det kan skabe spændende relationer, der kan bane vejen for dine mål og dit drømmejob.

Faktaboks

NovaAgentum er et unikt netværk for Danmarks mest talentfulde studerende og unge erhvervsfolk. NovaAgentum kan hjælpe dig med at skabe kontakten til din første arbejdsgiver, udvikle dine kompetencer, skabe forretningsforbindelser og samtidig giver dig et stort personligt netværk, som har relevans nu og på sigt – noget som arbejdsgivere i stigende grad lægger stor vægt på!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk