Pensumhjælp til sommerstartere

Hjalte Fejerskov Boas

Er du nystartet stud.polit. og allerede faret vild i kursusbeskrivelser, pensumplaner og har du ikke liiiige fået købt alle bøger endnu, så frygt ej. Her på Altandetlige.dk har vi gjort arbejdet lettere for dig

En af de større omvæltninger ved at begynde på universitetet er, at man ikke længere får udleveret sine bøger af en midaldrende bibliotekar fra et støvet depot i en kælder. Derimod skal man selv ud og anskaffe dem, hvilket hurtigt kan blive en dyr fornøjelse. Bedre bliver det da heller ikke af, at pensum på første semester består af intet mindre end ti bøger og to publikationer fordelt på tre forskellige fag. Kasseapparatet er for længst begyndt at tælle, og prisen kan gøres op i rigtigt mange omgange til læsegruppen i fredagsbaren. Derfor har vi her på Altandetlige.dk trukket på adskillige års erfaringer med studiestart og pensumbøger og samlet det hele til dig. Vi har tjekket pensumlisterne, undersøgt priserne hos Academic Books og besvarer det vigtige spørgsmål ”ny eller brugt?”, så du kan slå dig løs på Bogbørsen.

Økonomiske Principper A
Faget er det første sted, hvor du kommer til at stifte bekendtskab med økonomisk teori. Dertil behøver du følgende bog:

Economics
Forfattere: N. Gregory Mankiw & Mark P. Taylor
Forlag: Cengage Learning EMEA
Udgave: 4. udgave 
Udgivelsesår: 2017
Nypris: 489,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Hans Jørgen Whitta Jacobsen er ny forelæser i faget, og han anbefaler kraftigt at få fat i den seneste (4.) udgave af bogen.

Bogen er bygget op omkring ti økonomiske principper, og hvis du hurtigt går død i dem, så er der hjælp at hente her. Når du når til eksamenslæsningen om et par måneder, så plejer de gamle eksamensopgaver og rettevejledningerne dertil at være en stor hjælp. Begge dele kan du finde her.

Samfundsbeskrivelse A
Til Samfundsbeskrivelse A skal du bruge en del bøger. Nogle har fortrudt, at de købte dem alle, hvorfor de fleste er billigt til salg på Bogbørsen. Da Handelshøjskolens forlag er en del af DJØFs Forlag, kan du, hvis du er medlem af DJØF, købe bøgerne derfra med rabat. En del af pensum er publikationer fra Danmarks Statistik og Nationalbanken, der fås gratis som pdf'er. 

Statistisk Tiårsoversigt 2018
Forfatter: Danmarks Statistik
Forlag: Danmarks Statistik
Udgave: 1. udgave
Udgivelsesår: 2018
Nypris: 225,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Udover en masse tal så indeholder Statisktisk tiårsoversigt en Økonomisk-politisk tiårskalender og mange begrebsforklaringer, som er til stor gavn og nytte. Du kan ikke komme igennem Samfundsbeskrivelse uden at eje papirudgaven af Statistisk tiårsoversigt 2018, da bogen i høj grad bruges til eksamen. Du må gerne lave overstregninger i bogen, men under ingen omstændigheder skrive i den, hvilket din kommende forelæser Hjarn vil minde dig om utallige gange.
Tidligere udgaver af Statistisk Tiårsoversigt findes gratis her som pdf-filer.

Danmarks økonomi side 1980
Forfattere: Per Ulstrup Johansen og Mikael Trier
Forlag: Handelshøjskolens forlag
Udgave: 16. udgave
Udgivelsesår: 2018
Nypris: 229,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Bogen giver en god gennemgang og oversigt over udviklingen i dansk økonomi de seneste par årtier, og da bogen også anvendes på 2. semester, så er det en af de vigtigere bøger i faget. Da der netop er udkommet en ny og revideret udgave af bogen, vil det være vanskeligt at finde den brugt. 

Praktisk statistisk metode for økonomer
Forfattere: Mikael Trier og Per Ulstrup Johansen
Forlag: Handelshøjskolens Forlag
Udgave: 3. udgave 
Udgivelsesår: 2010
Nypris: 225,00 kr.
Ny eller brugt: Brugt

En stor del af Samfundsbeskrivelse A handler om at bearbejde og beskrive statistik. Hvordan dette gøres bedst muligt forklares i denne bog. Mange vælger at beholde bogen, da den er nyttig som opslagsværk, hvis man nu lige har glemt fx forskellen mellem et Laspeyres- og et Paascheindeks.

EU – et overblik

Forfatter: Hjarn Zernichow Borberg
Forlag: Multivers Aps
Udgave: 2. udgave 
Udgivelsesår: 2015
Nypris: 225,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Bogen erstattede oprindeligt Den Europæiske Union fra Handelhøjskolens forlag af samme forfatter, men den tidligere bog kan som udgangspunkt ikke anvendes. Ligeledes er EU - et overblik blevet ændret på centrale punkter fra 1. til 2. udgave, så man vil være bedst stillet ved at erhverve sig den nye bog.

Nationalregnskabet

Forfatter: Morten Hjulsager
Forlag: Handelshøjskolens Forlag
Udgave: 2. udgave
Udgivelsesår: 2017 
Nypris: 79 kr.
Ny eller brugt: Ny

Bogen var ny tilføjelse til pensum i sommeren 2016, hvorfor den givetvis kun er at finde i brugt form i et begrænset omfang i 1. udgaven. Desuden er der udkommet en ny og revideret udgave. Det anbefales at købe den nye udgave, da nationalregnskabet har ændret sig. 

Inflation, indkomster og ulighedForfatter: Kasper Lindgaard
Forlag: Forlaget Multivers
Udgave: 1. udgave
Udgivelsesår: 2017
Nypris: 225 kr.
Ny eller brugt: Ny

Bogen er ny tilføjelse til pensum fra 2017, så der er nok begrænset udbud af brugte udgaver af denne bog.

Matematik A
I matematik handler det om at spidse blyanten og have papiret klar. Du bliver ikke kun eksamineret i dine regnetekniske færdigheder, men også i din grundlæggende forståelse af matematikken gennem en række beviser du skal kunne. Derfor er gode tavlenoter guld værd.

Næsten lige så længe som de fleste kan huske, er politter blevet undervist i matematik efter Knut Sydsæters lærebogssystem, hvor eksemplerne af og til involverede olieproduktion eller skihop. Dette skyldtes, at Sydsætter var nordmand og bøgerne på norsk, hvilket af og til gav lidt forvirring. Sådan er det imidlertid ikke længere. Mogens Nørgaard Olesen har i de senere år taget sit 3-binds lærebogssystem Matematik - idé og indsigt i brug. Denne tradition viderefører den nye forelæser i faget, Thomas Jensen. Bøgerne har en pæn tykkelse, og på trods af den frustration de kan medføre hos mange studerende, så er de svære at undvære, hvis man vil klare sig godt igennem faget. 

Matematik - idé og indsigt, bind 1, 2 og 3
Forfatter: Mogens Nørgaard Olesen
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Udgave: 2. udgave 
Udgivelsesår: 2017
Nypris: 519,00 kr. / 559,00 kr. / 479,00 kr. (bind 1/bind 2/bind 3)
Ny eller brugt: Ny

Bøgerne er i hardcover og skal bruges på Matematik B samt i valgfagene Dynamiske Modeller og Lineære Modeller. Thomas Jensen anbefaler, at man erhverver sig 2. udgave, da de har ændret sig markant fra 1. udgave. Men nu har de også været ude i et år, så du kan være heldig at finde dem på Bogbørsen.

Eksamensopgaver i matematik med rettevejledninger
Forfatter: Mogens Nørgaard Olesen
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Udgave: 4. udgave 
Udgivelsesår: 2018
Nypris: 275,00 kroner
Ny eller brugt: Brugt

Mogens Nørgaard er lige kommet med en ny udgave af denne bog. Bogen er en samling af gamle eksamensopgaver og tilhørende rettevejledninger, der rækker tilbage til 70’erne. 4. udgave indeholder de nyeste eksamenssæt, som ikke er inkluderet i ældre udgaver. Ældre udgaver kan dog sagtens anvendes, da du kan finde de nyeste eksamensopgaver og rettevejledninger fra vinteren 2010 og frem her.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger