En post-keynesianers kritik af ØMU'en

Boganmeldelse: Jesper Jespersen. 2016. The Euro - Why it Failed. Palgrave Macmillian.

Altandetliges egen blogger Jesper Jespersen udgav i slutningen af sidste år bogen The Euro - Why it Failed, hvor han giver sit synspunkt på Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) problematiske start som et optimalt valutaområde for unionens medlemmer. 

Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for altandetliges læsere, at Jespersen er særdeles kritisk omkring ØMU'ens institutionelle struktur. En holdning, som forfatteren har ytret siden drøftelserne om ØMU'ens struktur i 1990'erne og særligt flere gange siden Finanskrisens begyndelse. 

Det at være skeptisk for Euro'en er dog ikke særlig kontroversielt eller et post-keynesiansk fænomen, til trods for forfatteren til tider får det til at lyde sådan i bogen. Selv formanden for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi har ved flere lejligheder udtalt, at ØMU'ens institutionelle struktur er "incomplete". Men præciseres diskussionen på årsager og mulige løsninger, står det klart, at Jespersen adskiller sig fra ECB' og Kommissionens løsningsforslag som Bankunion og, i forlængelse af Stabilitets- og Vækstpagten, større mandat til Bruxelles angående styring af medlemslandenes finanspolitik.

Det kommer vi til senere, men før Jespersen begynder sin analyse af ØMU'ens institutionelle fejl, forklarer han den teoretiske grund bag dannelsen af en monetær union samt Euro'ens snørklet historie. 

En monetær union motiveret af ønsket om europæisk integration
Til den teoretiske baggrund bliver læseren først præsenteret for den evige makroøkonomiske diskussion mellem den monetaristiske skole og den keynesianske skole. Det bliver ikke sidste gang i bogen, at forfatteren tager denne debat op. 

Robert Mundells teori om optimale valutaområder fra 1961 bliver også taget op. Mundell opgør de økonomiske gevinster ved at indgå i en monetær union som lavere transaktionsomkostninger ved handel, mens omkostningerne er lavere makroøkonomisk stabilitet som følge af tabet af pengepolitisk suverænitet. Dermed er de økonomiske gevinster forbundet med omfanget af handel mellem de mulige medlemmer af den monetære union, mens omkostningerne er knyttet til forskellen i de mulige medlemmers konjunkturer. Videre definerer Mundell en monetær union som et optimalt valutaområde, når det for hvert land gælder, at de økonomiske gevinster overstiger omkostningerne ved at opgive sin egen valuta og indgå i den monetære union.

Jespersen beskriver overskueligt udviklingen fra EF-landenes samarbejde om det Europæiske Monetære System (EMS), der opstår i kølvandet på Bretton Woods-systemets opløsning, frem til Euro'ens realitet i 1999. Det står klart for Jespersen, at politiske ønsker om mere europæisk integration flere gange har stået over makroøkonomiske problemstillinger. Det gælder f.eks. a) Ønsket om en faktisk europæisk valuta; Euro'en, til trods for semi-fastkurspolitikken til den europæiske valutaenhed mellem landene i EMS viste, at landene ikke udgjorde et solidt fundament for et optimalt valutaområde. b) De lette konvergenskrav for optagelse i ØMU'en, som har betydet, at lande, som absolut ikke var parate til at dele penge- og valutapolitik med Europas største økonomi; Tyskland, blev optaget. c) Stabilitets- og Vækstpagten, der gør konvergenskravet om bæredygtige offentlige finanser til et permanent krav og dermed strømliner medlemslandenes finanspolitik, har bevirket, at hvert lands makroøkonomiske 'værktøjskasse' til at sikre økonomisk stabilitet på kort sigt i endnu højere grad er indskrænket. 

ØMU'ens udfordring som værende et optimalt valutaområde er altså ikke ny, og den er blevet besvaret med stadig større europæisk integration.

Ubalancerne på medlemslandenes betalingsbalancer - ØMU'ens akilleshæl
En forhindring for en velfungerende ØMU er ubalancerne på medlemlandenes betalingsbalancer. Som stud. polit. læseren måske husker fra sin undervisning om nationalregnskab, skal et underskud på betalingsbalancens løbende poster finansieres gennem enten en formindskelse af valutareserven eller mere normalt de finansielle poster; det vil sige ved at stifte gæld i udlandet og dermed importere kapital. 

Med frie kapitalbevægelser og en flydende valutakurs vil kapitalmarkederne jf. ingen arbitrage sikre valutakurser, der på langt sigt holder den samlede ØMU's betalingsbalance til omverden i balance. Men internt i ØMU'en er historien en anden. Et ØMU-lands underskud (overskud) på betalingsbalancens løbende poster til resten af ØMU'en kan selvsagt ikke tilpasses af en deprecierende (apprecierende) valutakurs med en dertil følgende forbedret (forringet) konkurrenceevne. Det betyder, at ØMU-landenes interne betalingsbalancer er påvirket af de relative enhedslønomkostninger og de relative output gaps.

Her kommer vi til Jespersens pointe; ØMU-landene med underskud på betalingsbalancens løbende poster er i overskudslandenes "nåde". 

Det skyldes ét, at underskudslandene gennem det europæiske interbankmarked finder den nødvendige likviditet til at finansiere deres underskud hos overskudslandene, hvilket dermed gør dem afhængige af kreditorernes krav.

Videre to kan en forbedring af underskudslandenes betalingsbalance ifølge Jespersen kun ske som følge af en mere ekspansiv finanspolitik i overskudslandene. En ekspansiv finanspolitik i overskudslandene vil mindske deres negative output gaps - eller ligefrem bevirke positive output gaps - som alt andet lige vil forrige overskudslandenes betalingsbalancer grundet højere import. Dette vil være til fordel for underskudslandenes betalingsbalancer, da størstedelen af ØMU-landenes handel er med hinanden.

Her vil den opmærksomme polit. måske igen huske fra sin nationalregnskab, at betalingsbalancen er lig med forskellen mellem den samlede opsparing og de samlede investeringer. Det vil sige, at overskudslandene har en overskydende opsparing til kommende investeringer, som man gradvis vil investere, så forholdet mellem opsparing og investeringer igen balancerer, og dermed vil markedet selv tilpasse ubalancer på betalingsbalancen jf. monetarismen. Jespersen afviser, at den usynlige hånd kan bringe ligevægt i den private sektors opsparing og investeringer, hvilket understreger nødvendigheden af, at overskudslandene fører en ekspansiv finanspolitik. Her savner man stærkere argumenter end en tabel over den private sektors overskydende opsparing for en række europæiske lande. 

En monetær union kræver solidaritet
Jespersen forsætter, at i så fald den ekspansive finanspolitik fra overskudslandene bliver ved med at udeblive som følge af Stabilitets- og Vækstpagten, vil arbejdsmarkederne i ØMU'en i endnu højere grad indlede et 'race to the bottom' på lønninger for at forbedre de relative enhedslønomkostninger. En udvikling der i første omgang har haft sociale konsekvenser. I værste fald kan det føre til en manglende efterspørgsel, der vil gentage 1930'ernes 'Beggar thy neighbour' politik.

For ØMU-samarbejdet kan forsætte opfordrer Jespersen, at overskudslandene udviser større solidaritet med underskudslandene end bare de tidligere givet hjælpepakker, der ikke løser det strukturelle problem med ubalancerne på medlemslandenes betalingsbalancer. Man skal først og fremmest ophæve Stabilitets- og Vækstpagten, så overskudslandene har mulighed for at føre stærkere ekspansiv finanspolitik. Videre foreslår Jespersen, at der oprettes en institution, som investerer i underskudslandene. Finansieringen skal komme fra lande, der har et overskud på betalingsbalancen samt en udlandsformue. Dette forslag minder om den mulige finansunion, som senest er kommet til debat igen med Macrons valgsejr.

"The Euro - Why it Failed" kommer i rækken af litteratur, som beskæftiger sig med ØMU'ens krise. Over dens 130 sider giver bogen et godt indblik i ØMU'ens historie samt institutionelle fejl, og bogen giver derfor stof til eftertanke. Man kan ønske, at fremstillingen om forskellene mellem den monetaristiske - og den keynesianske skole forkortes til et introducerende kapitel i starten af bogen i stedet for at gå igen i løbet af hele bogen, men det skal her siges, at bogen ikke er henvendt alene til økonomistuderende. Desuden savner man et større fokus på forholdet, at manglende reformer og høje lønstigninger i Sydeuropa i løbet af 00'erne har været en markant årsag til, at ubalancerne på medlemslandenes betalingsbalancer er opstået. Der er også til tider vrøvl med figur, figurnummer og den følgende forklaring i teksten, hvilket kan være til irritation for at følge forfatterens argumentation.

Hvis du har lyst til at lære mere om ØMU'en og dens institutionelle fejl, så kommentér anmeldelsen neden for med et ”Jeg vil gerne have bogen” inden d. 30.06.2017 klokken 12 og deltag i konkurrencen om et eksemplar, som Jesper Jespersen har givet Altandetlige.