Specialestuderende i Nationalbanken

Altandetlige.dk - Polit Portal

Skal du skrive speciale til efteråret, og overvejer du et emne inden for Nationalbankens faglige område? Så kan du lige nu søge en specialeplads. Læs Thomas Christian Nilssons oplevelse som specialestuderende i Nationalbanken her.

Thomas Christian Nilsson er 29 år og begyndte sin kandidat i efteråret 2014. Han har været student i Nationalbanken ad to omgange, første gang i 2009-2011 inden for risikostyring af bankens valutareserve og siden 2014 i sekretariatet for Det Systemiske Risikoråd. Han holdt tre års pause mellem bachelor og kandidat for at afprøve kreative kræfter med film. På kandidaten har han fulgt fag inden for finansiering, regnskab og mikroøkonometri, og når specialet er forsvaret, begynder han som infrastructure economist i Nationalbanken, hvor han skal beskæftige sig med betalingsformidling og cybersikkerhed i Danmarks finansielle infrastruktur. 

Hvorfor valgte du at søge en specialeplads i Nationalbanken?
Dels for at få adgang til sparring med fagligt kompetente og eventuelt fremtidige kolleger. Og dels fordi min økonomiske intuition sagde mig, at gratis kvalitetsfrokost og en månedsløn på 4.000 kr. må være en pareto-forbedring i forhold til lunken havregrød og det rene ingenting. 

Hvordan var forløbet op til?
Jeg var efterhånden en garvet student i banken og havde dermed en fordel, idet jeg kendte til detaljer i afdelingernes fokusområder. Det er dog ikke nødvendigt a priori, for mindst ligeså mange eksterne som interne ansøgere får en specialeplads herinde. I samråd med kolleger fandt jeg et emne, som har været oppe i tiden hos blandt andre Bank of England og ECB. Mit overordnede spørgsmål stod mig derfor klart, da jeg søgte specialepladsen, men mine valg af model, metode mv. har ændret sig betydeligt i løbet af processen. 

Hvad har du skrevet speciale om?
Jeg undersøger effekten af marginregulering på likviditeten i markedet for et finansielt aktiv. Margins og haircuts angiver de sikkerheder, som modparter skal stille for at indgå i visse finansielle transaktioner. Problemet er, at størrelsen på marginkravet typisk er positivt korreleret med volatiliteten i markedet, hvilket igennem såkaldte likviditetsspiraler kan forværre effekten af midlertidige efterspørgselsstød. De procykliske effekter kan dog begrænses ved at regulere kravene på forskellig vis.

Helt konkret har jeg taget udgangspunkt i en teoretisk model, som kan forklare sammenhængen mellem markedslikviditet og marginkrav. Heri er jeg draget på et sandt dynamisk programmeringseventyr i Matlab for at udvide modellen og indføre en række reguleringsinstrumenter. Det har været udfordrende, lærerigt og hårdt, vel nok de tre kerneingredienser i ethvert speciale.

Hvordan er hverdagen som specialestuderende i Nationalbanken?
Den er først og fremmest hyggelig. Jeg har siddet på kontor med andre studerende og undgik til dels den berygtede ensomhed ved specialeprocessen. Med kolleger tvinger man sig også relativt tidligere op om morgenen for ikke at tabe ansigt. Derefter arbejder man hele dagen, drikker en masse kaffe og kommer hjem til en fornemmelse af fritid. Man kan desuden deltage i en lang række af bankens arrangementer, hvor interne såvel som eksterne fagpersoner holder oplæg om alt fra monetær politik til blockchain-teknologi.

Hvorfor vil du anbefale andre at søge en specialeplads i Nationalbanken?
Jeg har skrevet opgaven alene, så de mange små detaljer, som man ellers diskuterer med sin specialemakker, og som man ikke altid får vendt med sin vejleder, har jeg kunnet besvære mine kolleger med. Folk herinde er velvillige og kompetente inden for en bred vifte af fagområder, og det er guld værd (central banking pun intended). 

Har du nogle gode råd til nye ansøgere?
Man bør som altid skrive en god og konkret ansøgning. Som ekstern ansøger kan man skimme bankens publikationer og working papers for at skabe sig et overblik over relevante emner. Herefter kan man nærlæse det særligt interessante og notere sig de forfattere, som man senere skal jage for at få bedst mulig sparring. 

Der er plads til at nørde i Nationalbanken, men næppe i samme grad som på universiteter og forskningsinstitutioner. Derfor bør man af bankens medarbejdere forvente en begrænset viden om et emnes akademiske litteratur til fordel for en bredere viden om emnets praktiske forhold. Dog kan der være undtagelser, og banken satser i stigende grad på økonomisk forskning. Hvor der tidligere var et tomt kontor, sidder pludselig en nyansat Ph.d. med publicerede artikler på samvittigheden. Man kan meget vel finde detaljeret vejledning inden for specifikke fagområder.

Vil du skrive speciale hos Nationalbanken? Så læs mere og ansøg her.

Tags: #Speciale  #Nationalbanken  #specialeplads  #danmarks nationalbank 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om