Stud. polit i Bruxelles med DI

Victoria Julie Jessen var i forårssemesteret i praktik på Dansk Industris europapolitiske kontor i Bruxelles. Vi har hørt hende, hvordan det er at arbejde og bo i EU-byen nummer et.   

Hvordan fik du jobbet og hvad består dit job i?  
På ualmindelig klassisk vis kom jeg forbi Altandetliges jobside under en sen forelæsningstime og faldt over praktikopslaget. Jeg fik hurtigt sendt en ansøgning afsted og kom så til samtale med en konsulent fra Bruxelles-kontoret og en konsulent fra DI’s HR-afdeling i København. Da jeg var på udveksling i Paris under ansættelsesforløbet, foregik samtalen over Skype.

Der er to praktikanter på DI’s kontor i Bruxelles, som desuden består af en chef, tre konsulenter og en sekretær. Derudover vrimler kontoret med DI’s fagkonsulenter fra hovedkvarteret på Rådhuspladsen i København. Endelig har DI-medarbejdere mulighed for at komme ned på Bruxelles-kontoret på ophold af tre måneders varighed, hvis de sidder med aktuelle arbejdsopgaver, der har fordel af at blive varetaget i Bruxelles. I min praktikperiode havde vi besøg af en konsulent fra DI’s presseafdeling og en konsulent fra DI’s branchefællesskab for fødevarer.

Praktikanterne sidder med hvert deres område. Jeg arbejdede således især med Economic Governance, og min medpraktikant, en både sød og dygtig statskundskaber (jo jo), tog sig hovedsagligt af energi-, klima- og miljøområdet. Economic Governance må siges at være et ret bredt felt, men mere konkret har jeg blandt andet fulgt dagsordenen omkring den europæiske investeringsplan, bankunionen og kapitalmarkedsunionen samt handelsaftalen med USA (TTIP) og aktionærrettighedsdirektivet. Derudover så fyldte den græske saga nærmest alt i mit arbejde den sidste måneds tid, og den normerede 37-timers uge blev til tider en anelse overskredet.

Hvilke fag har været mest relevant for dig? - herunder bestemte valgfag der er gode?
Et praktikophold i Bruxelles er måske ikke det mest klassiske valg for polit’er, og derfor bliver mit svar, måske som noget helt nyt i de her artikler, hverken Samfundsbeskrivelse A eller B. Til gengæld har jeg trukket en del på intuitionen fra makrofagene, ligesom de valgfag, jeg har taget om EU, har været en åbenlys fordel.

Havde du relevant erhvervserfaring da du fik jobbet?
Inden jeg tog til Bruxelles, havde jeg været i praktik på Den Danske OECD-delegation i Paris og student i Det Internationale Sekretariat i Folketinget. Begge stillinger har helt klart kunne bidrage med noget i forhold til mit ophold i Bruxelles. Desuden har mit udvekslingsophold i Paris kastet nogle flere franske gloser til ordforrådet af sig, hvilket også har været en fordel (men på ingen måde en nødvendighed for at tage i praktik i Bruxelles).

Er der fryns og sociale arrangementer i forbindelse med praktikopholdet?  
Der har hverken været mangel på fryns eller sociale arrangementer. Der bliver leveret frokost til kontoret hver dag, og så kan man selvfølgelig hælde så meget kaffe og sukkerholdige drikke i hovedet, som man orker. Derudover er der et helt skab til snacks – det har været et fast, dagligt ritual lige at runde det omkring kl. 16. Kontoret har også været ude at spise både frokost og middag sammen ved flere lejligheder.

Generelt medfører kontorets størrelse også, at der er et tæt kollegialt sammenhold, så man får også set en del til hinanden til grillarrangementer, fester og den slags uden for arbejdsregi. Torsdagsøl på Place du Luxembourg (i folkemunde Place Lux, Plux eller Djøf'ernes Sunny Beach) er nærmest institutionaliseret i Bruxelles, og her er det kutymen, at konsulenterne betaler for praktikanternes øl – hvis man altså kan få lokket dem med.  

Der er mange organisationer, som har praktikanter i Bruxelles. Hvordan er praktikantmiljøet i Bruxelles?
Der er omkring 100 danske praktikanter i Bruxelles hvert semester, så der er rig mulighed for at lære en masse mennesker at kende. Derudover er der selvfølgelig en masse andre praktikanter fra andre lande i byen. Som praktikant i DI er der mulighed for at møde en del af dem gennem BUSINESSEUROPE, der er en europæisk paraplyorganisation, hvor DI er medlem. Det er altså som regel muligt at finde nogle, der er friske på at lave noget – her kommer førnævnte Place Lux ind i billedet igen.

Har du haft tid til andet end arbejde? I så fald, hvad kan du anbefale i Bruxelles/Belgien?
Indimellem er der - trods alt - blevet tid til andet end arbejde. Og i forhold til at studere kan man især nyde at holde fri i weekenderne med god samvittighed.

Bruxelles kan på overfladen virke grå, kedelig og beskidt, men efterhånden som man lærer den bedre at kende, jo mere charmerende bliver den, og jo mere finder man ud af, hvad den har at byde på af kvarterer, parker, restauranter, fester osv. Og så man kan virkelig nyde, at priserne er en del lavere sammenlignet med København. Man må heller ikke snyde sig selv for de fire største attraktioner; øl, pomfritter, vafler og chokolade. Til gengæld er der en uhyggelig mangel på hipsters og dermed ordentlig kaffe.

Belgien er jo et relativt lille land, der ligger i midten af det hele, og det er (som regel) både let og billigt at komme rundt med offentlig transport. Det er virkelig værd at udnytte, og jeg kan anbefale både Antwerpen, Gent og Brügge (der minder lidt om at være på Frilandsmuseet). Der blev endda også tid til en tur på festival i Amsterdam. 

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk