Stud.polit arbejder gratis

Vi stud.polit'er er rigtig gode til at arbejde. Vi jonglerer med adskillige studiejobs, lange ugeopgaver og utallige 3-timers besøg på Peter Bangs Vej. Men det er måske lidt sjældnere, at vi arbejder helt og aldeles gratis. Der findes talløse velformulerede argumenter for frivilligt arbejde. Økonomiske modeller underbygger dets eksistens. Matematiske beregninger viser, at udbyttet af et arbejde er mere end blot løn. Og der er rigtig mange gode gerninger, som du kan foretage dig. Men hvis du skulle være på bar bund, så hjælper vi dig selvfølgelig i gang og præsenterer i det følgende fem gode sager, som alle mangler din helt og adeles gratis arbejdskraft. 

Eksamenslæsning med hjemløse
År 2018 har allerede vist os, at trods global opvarmning kan den danske vinter være utrolig kold og vare længe - rigtig længe. Herberget Grace giver hele vinteren rigtig mange hjemløse muligheden for at komme indenfor og sove varmt. Hele året rundt har de herudover varm mad og kaffe til deres morgencafé. Så hvis du er én af dem som alligevel læser bedst om natten i eksamensperioden, eller bare har lidt ekstra tid, så er det her en helt klar god gerning og positiv eksternalitet. Grace har altid brug for flere frivillige til nattevagter og kaffe-skækning, da de bliver nødt til at holde lukket, hvis der ikke er frivillige - uanset temperaturen udenfor. Læs mere på deres hjemmeside og husk at følge med på Facebook.  

Ensomme unge og nye venner
Matricer, marginalprodukter, gyldne regler og konkave funktioner. Polit-studiet kan ofte godt føles langt og ensomt. Men sådan har mange andre unge det desværre også - til trods for, at de måske ikke lige studerer økonomi. Aviserne skriver det igen og igen: Aldrig har så mange unge følt sig ensomme. Og derfor er det vigtigt med steder som Transmogriffen. Transmogriffen er et værested for ensomme unge, som har brug for selskab, en snak og lidt aktiviteter til hverdagen. Derfor er der også brug for frivillige - til at være til stede. God mulighed for at møde en masse nye mennesker - måske endda nogen fra andre studier! Du kan læse mere om værestedet på deres hjemmeside.

Fart over feltet og og vind i (det grå) hår 
Det skulle være så sundt, det der motion. Men selvom det ser godt ud på Instagram, så er en løbetur rundt om søerne altså ikke nødvendigvis den festligste måde at tilbringe sine tømmermændsramte søndag. Derfor er den ideelle løsning måske at kombinere konditionstræningen og den friske luft med et skud frivilligt arbejde? Hos Cykling uden alder er konceptet simpelt. Du hopper ganske enkelt op på din tildelte Christianiacykel og donerer din tid til en cykeltur rundt i de københavnske gader og stræder med en ældre medborger. Du er således garanteret en vaskeægte win-win oplevelse. Ikke alene kommer pulsen op, der falder utvivlsomt også et par hyggelige anekdoter af i forbifarten - og så er konceptet tilmed kvalitetsstemplet af vores egen majestæt

Nye venner fra hele verden
Integration. Det er på alles læber og er genstand for evig (og ophedet) diskussion i den offentlige debat - og konklusionen er stort set altid den samme. Vi skal blive meget bedre til det. Her spiller frivilligt engagement typisk en afgørende rolle. Det sagt, så kan det virke som en lidt uoverskuelig opgave at gennemskue, hvordan man lige får anlagt den ideelle angrebsvinkel. Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp har med projektet Venner viser vej givet det et bud. Som frivillig bliver du gennem ordningen ven med en flygtning, der har fået opholdstilladelse i Danmark. Venskabets endelige form styrer i selv, men uagtet den præcise tilgang, vil du utvivlsomt få et skud multikulti og et nyt perspektiv på Hjarns utallige integrationsrelaterede OPS’er (Oplysning til Politter om Samfundet)

Øl og dans for den gode sag
Der er altid fyldt og altid et eller andet på programmet. Studenterhuset tilbyder alt fra Swing Dance og koncerter til fælles-spisning og filmklub. Sjove fester, billige øl god musik. Et internationalt miljø, som har brug for frivillige til alt fra at stå i baren, til undervisning eller planlægge events. Så hvis du er god til at skænke øl - så det er dette arbejdet for dig. Og så er det et godt sted at møde studerende, som måske ikke ved hvad alternativomkostninger er, men sikkert er meget flinke alligevel. Derudover støtter Studenterhuset et hav af gode initiativer med alt fra banko mod skattely til sprogskoler for flygtninge. Tjek alle de gode gerninger ud, som du kan gøre, på deres hjemmeside

Husk også, at vi i Altandetlige.dk altid mangler frivillige stud.polit'er i redaktionen til at skrive artikler - du kan kontakte os på nyt@altandetlige.dk. Derudover må du selvfølgelig heller ikke glemme Økonomer Uden Grænser, som ofte søger nye frivillige konsulenter til gode gerninger. Lige nu søger de privatøkonomiske rådgivere, der ønsker at hjælpe socialt udsatte familier - læs mere her

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk