Stud.polit i Deloitte Consulting

Nikolaj Hartmann Pedersen er ved at skrive sit speciale og arbejder samtidig som business analyst i Deloitte Consulting. Han har været der siden oktober 2016, og når han er færdig som cand.polit., fortsætter han som konsulent.

Hvor arbejder du henne i Deloitte Consulting? 
Jeg arbejder i GSO, Government Strategy and Operations. Her beskæftiger vi os med den offentlige sektor, alt fra ministerier til kommuner og offentlige organisationer.

Hvad arbejder du med?
Det er meget varieret. Det fede er, at man virkelig får lov at prøve en masse. Jeg har været på mange forskellige projekter - lige fra en analyse af den offentlige trafik til projekt om indkøbsprocessen for digitale læremidler. Arbejdsopgaverne varierer meget, men som polit hælder man lidt mod dataindsamling og behandling, opstilling af surveys og afrapportering af analyser. Teams kan være alt fra to personer til noget større, og en god blanding på tværs af fagligheder er muligt et sted som Deloitte. I GSO afdelingen er der mange fra statskundskab og nogle politter, men projekter er ikke nødvendigvis begrænset til afdeling.

Hvor arbejdede du før?
Jeg har læst min bachelor i økonomi på UCL, så jeg var tre år i London og startede så på KU på kandidaten. Derfor har jeg ikke haft andre studiejobs, da det er meget atypisk i London. Jeg har dog haft to internships over to somre i Deloitte i Belgien i Public Sector Policy afdelingen, hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig med projekter for Europa Kommissionen.

Hvordan er en arbejdsdag hos Deloitte?
Nogle gange uforudsigelig, andre gange forudsigelig, meget afhængig af, om man er på længere eller kortere og mindre projekter. For det meste arbejder man som business analyst i DeloitteHuset, så altså på kontoret. Så er det ikke unormalt, at man i løbet af dagen, ud over ens projekt, bliver bedt om at hjælpe på en række andre projekter, interne opgaver eller tilbudsskrivning. Det er ens eget ansvar i forhold til dagligdagen at styre arbejdet – der er altid arbejde, så hvis man vil, kan man komme til at lave en masse. Det er også muligt at blive sendt ud til kunden. Jeg var selv ude et halvt års tid, hvor de sociale arrangementer i Deloitte så betyder ekstra meget. Men typisk møder man ind om morgenen, starter arbejde på projekt og har forskellige møder med opfølgning på arbejdet for at sikre, at man bevæger sig i den rigtige retning.

Hvordan er en arbejdsuge?
Arbejdsdagene er fleksible, så ugerne varierer også. Studiet er selvfølgelig førsteprioriteten, og det er der fuld respekt for. Derfor får man selv lov til at bestemme med ens projektleder, hvornår man vil arbejde, men det afhænger selvfølgelig også af projektet, for det kan være, at der er mere behov for en nogle dage end andre.

Hvad er det bedste ved at arbejde hos Deloitte? 
Det bedste er, at man får lov at prøve så meget forskelligt. Man får lov til at prøve en masse forskellige projekter på en masse forskellige områder, og man får lov at prøve kræfter med forskellige opgavetyper.

Hvad er det mest udfordrende?
Nogle gange kan det bedste også være det mest udfordrende. Man laver hele tiden noget nyt, som er utrolig fedt, men hvis man har en hård uge på studiet med mange afleveringer, så er det med at sætte sig ind i nye ting på kort tid på arbejdet selvfølgelig en udfordring, som man skal overkomme. Det er udviklende, og man bliver skubbet til at yde mere og udvikle sig selv og nogle kompetencer, som man måske ikke ville få ellers. Udfordringen i starten var også balancen mellem arbejde og studie, som man skal lære at finde, da der er mange interessante muligheder på arbejdet. Men alle får en talent manager, som er en slags personlig rådgiver i forhold til projekter, feedback, fastansættelse og så videre.

Hvilke fag og kompetencer fra studiet kan du bruge i arbejdet?
I og med at projekter varierer så meget, er der mulighed for at trække på og udvikle mange forskellige kompetencer. Nyttige områder for mig har været stikprøveteori i forhold til udvælgelse til surveys og økonometri i forhold til effektanalyser, men også kodning i VBA og excel- og stata-egenskaber er vigtige. Generelt er det den strukturerede og analytiske tilgang til problemer og problemløsning. Grunduddannelsen. For mit vedkommende, fordi folk ved, at jeg er polit, får jeg tit opgaver, hvor jeg kan bruge mine datakundskaber.

Hvad har overrasket dig mest?
Hvor meget ansvar, man får lov at få. Man bliver hurtigt givet et stort ansvar og får muligheden for at bidrage. Jeg føler ikke, at man skelner som sådan mellem business analysts og konsulenter, og det forventes, at man performer på konsulentniveau, især hvis man arbejder sig hen mod fuldtidsansættelse. Og så den måde man bliver inkluderet i forretningen. Man er en integreret del af firmaet som helhed.

Hvor meget fylder det sociale på dit arbejde?
Det fylder rigtig meget! For business analysts har vi et BA-netværk på tværs af afdelinger, hvor vi er næsten 50 BA’er, der mødes til både faglige events, partneroplæg, frokoster, men også sociale arrangementer kun for business analysts. Udover det er der sociale arrangementer inden for afdelingen og på tværs af Consulting er der KEK, Klubben for Engagerede Konsulenter, der arrangerer alle mulige events lige fra jagt til gocarting til vinsmagning til motorcykelture til biografklub. Så er der fredagsbar, julefrokost, sommerfest og den årlige tur. Sidste år gik Turen til Dublin, året før Grækenland, og i år er det Sardinien, hele Consulting tager til.

Hvad er dit råd til andre studerende, der gerne vi ind i Deloitte?
Det er bare at række ud! Deloitte har mange arrangementer hos universiteterne og interesse i at finde folk med drive og ambitioner. Så hvis man er ambitiøs og gerne vil arbejde hos Deloitte, så ræk ud, tag til events, snak med konsulenter og så søg.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk