At tilegne sig viden for at forandre

Hvorfor valgte du at læse cand.polit?
Jeg har egentlig en sproglig studentereksamen, men da jeg skulle vælge uddannelse kiggede jeg meget efter, hvor jeg kunne være sikker på at få et job, og på det tidspunkt var ingeniører og økonomer i høj kurs. Da jeg samtidig elskede samfundsfag i gymnasiet, gav det sig selv, at det måtte blive polit. Da jeg startede i 1986 kunne man faktisk læse polit med en sproglig eksamen, da der var et særligt hold for den slags, hvor studiet så var normeret til 6 år frem for de 5,5 år, det var normeret til på det tidspunkt. 

Hvordan tænker du tilbage på din studietid?
Jeg holdt meget af de folk, jeg læste sammen med. Selvom mange af dem var meget anderledes end jeg selv. Det var min opfattelse dengang, at de kom fra meget finere familier end jeg - de havde en dannelse og et sprog, jeg var meget misundelig på. Så jeg følte mig om en outsider, men blev som sådan ikke holdt udenfor. Jeg tror måske, jeg holdt mig selv lidt udenfor. Og det gav sig selv helt naturligt, da jeg blev mor på 2. år, så jeg havde en god undskyldning for ikke at være så super social. Set i bakspejlet tror jeg nok, jeg var langt mere respekteret og inkluderet, end jeg følte på det tidspunkt.

Fagligt følte jeg, at jeg måtte slide mere end de andre og at jeg fik dårligere karakterer. Når jeg ser tilbage på, hvad jeg egentlig opnåede dengang, burde jeg nok have været mere stolt af mig selv. Jeg specialiserede mig i matematik, it, mikroøkonomi og spilteori, hvor jeg fik høje karakterer (typisk mellem 9 og 11 på den gamle skala) - problemet var bare, at de andre "mikronørder", jeg omgav mig med, var sådan nogle superstuderende, som jeg målte mig med. Det her med karakterer nævner jeg ikke for at blære mig - men for at illustrere, at uanset, hvad et menneske objektivt set opnår på et studie, er følelsen af succes en subjektiv størrelse, som hænger rigtig meget sammen med selvværd. 

Selve opbygningen på polit var (og det gælder vist stadig) uegnet til mønsterbrydere, der ikke kan alle koder. Jeg ved ikke helt, hvad man bør gøre, men mere fokus på hjælp til det sociale og netværksdannelsen, kunne jeg godt have brugt. Mit held var, at jeg fandt sammen med to andre outsidere i en læsegruppe, og vi holdt sammen på hele bachelor-delen både fagligt og socialt. Husk på, at jeg aldrig (heller ikke blandt de pædagoger, der havde passet mig på institution) havde mødt en akademiker. 

Mit største handicap studiemæssigt var dog nok, at jeg aldrig søgte et studierelevant job - jeg arbejdede i stedet for Frelsens Hær (deres krisecenter på Vesterbro), så jeg fik aldrig den der relevante erhvervserfaring og -netværk, der skal til for at få et godt politjob efterfølgende. 

Så efter mange ansøgninger og afslag til traditionelle jobs i centraladministrationen fik jeg job som trainee i forsikringsselskabet Codan, hvor jeg lærte at programmere finansielle it-systemer. Det var i øvrigt hamrende sjovt og spændende, og jeg endte med mange år i den finansielle it-branche med en noget bedre løn i det private, end man får som offentlig ansat :-). 

Du er kendt for at arbejde indenfor det sociale område, f.eks. som administrerende direktør i Specialisterne, som formand for Børnerådet og som drivkraft i Stemmer på Kanten, men din karriere startede i 'traditionelle' polit-virksomheder som Danske Bank, Codan og KMD. Har brancheskiftet ændret den måde du bruger din uddannelse?
Nej, det kan man ikke sige. 

Det, man får med sig, når man bliver akademiker, er den struktureret og videnskabelige tilgang til opgaverne. Det var en kæmpe hjælp for mig at have den arbejdsmetode, da jeg blev formand for Børnerådet. Det betød, at jeg startede min formandsperiode med at pløje samtlige forskningsrapporter igennem på børneområdet, som jeg fandt relevante, og derfor kom jeg ret hurtigt på vidensniveau med egentlige børnefageksperter, hvilket er helt afgørende, hvis man vil have indflydelse og forandre. Altså tilegnelse af eksisterende viden. Og vi fik også i min tid lavet nogle vanvittigt spændende rapporter om børn i Danmark. Blandt andet hvordan børnene har forholdt sig til finanskrisen, hvordan anbragte børn oplevede deres anbringelser, børns syn på skilsmisser og alternative familieformer osv. Hvad jeg havde en drøm om, men aldrig fik realiseret var også at få lavet en businesscase på det gode børneliv. Vi forsøgte faktisk at få et samarbejde med Det Økonomiske Råd om det uden held. 

Du er meget engageret i arbejdet med socialt udsatte. Har økonomer noget særligt at byde på, når det drejer sig om at løfte det sociale område?
Jeg er meget optaget af at vi bør måle effekt langt mere, end vi gør idag. Også på de bløde områder. Selvfølgelig kan vi ikke ramme præcist, men det gør andre økonomiske modeller jo heller ikke :-). Men med flere effektmålinger, kan vi blive klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og dermed målrette vores investeringer. Alene på anbringelsesområdet bruger vi omkring 12 mia om året. Og vi bruger 600 mia til sociale ydelser. Der er altså rigtig mange penge i spil - men viden om, om det virker og hvad det præcist går til, kunne være bedre. 

Datawarehousing eller Big Data indenfor det sociale område er der også meget meget potentiale i forebyggelsesmæssigt. Især Storbritannien er langt på det område, hvilket vi kunne lære en hel del af.

Hvad ville du læse i dag, hvis vi forestiller os at du skulle vælge uddannelse på ny?
Jeg kunne vildt godt tænke mig at blive sygeplejerske. Og ambulancefører. Og gartner. Men jeg er også glad for polit - ville dog ønske, jeg ikke havde taget uddannelsen da jeg var mellem 18 og 24 år men senere. For jeg havde ingen begreb om den virkelighed, jeg lærte modeller om. Jeg er overbevist om, at jeg ville finde polit sindsygt spændende idag - og ville have fået langt mere ud af uddannelsen. Men sådan kan man jo ikke ræsonnere :-). 

En lille drøm, jeg altid har haft, men som har syntes helt udenfor min formåen har været at tage en PhD. Jeg ville ønske en af mine lærere dengang på polit havde skubbet lidt til mig i den retning.