Tysklands Energiwende: Afslutningen på energimarkedsliberalisering?


I 2010 satte Tysklands regering disse ambitiøse mål for deres fremtidige energisektor:

1.  Reducér drivhusgasser med 55% i 2030 (fra 1990 niveau). CO2 reduktion på 40% i 2025

2.  Øg produktiviteten med 50% i 2050

3.  Øg andelen af vedvarende energi til 50% i 2030

4.  Ingen atomkraft i 2022

Målene er defineret i Tysklands energipolitiske agenda Energiwende, og med henblik på at vurdere sandsynligheden for realiseringen af målene, foretog BCG et omfattende studie af den tyske energisektor. Studiet indebar bl.a. udviklingen af en proprietær modelleringsmetode, der forsøgte at fremskrive ovenfornævnte hovedindikatorer baseret på udbud og efterspørgsel, forventede makrotendenser i energisektoren samt forudsete politiske initiativer og reguleringer.

Studiet viser flere interessante (og til dels overraskende) resultater, som forventes at inspirere revideringen af Tysklands energipolitik.

Blandede fremskridt indtilvidere

Tysklands intense fokus på vedvarende energi ses tydeligt, og både andelen af energiforbruget, der kommer fra vedvarende kilder, samt den absolutte mængde følger planen i Energiewende.


Men selvom de energipolitiske målsætninger blev revideret for kun få år siden, er flere af delmålene allerede i fare for ikke at bliver opnået. Bl.a. kæmper tyskerne stadig med energipriser til husholdninger, der ligger næsthøjest i Europa (kun overgået af Danmark!) og priserne i industrien er fortsat ca. dobbelt så høje som i USA, hvilket giver ufavorable konkurrencemæssige vilkår på det globale marked.

Desuden er der fortsat betydelige teknologiske udfordringer knyttet til koblingen mellem den massive produktion af vedvarende energi i Nordtyskland og det store forbrug i industritunge områder i den sydlige del. Udvidelsen af transmissionssystemet er derfor en nødvendighed for opnåelsen af målene, men på nuværende tidspunkt  er der mangel på politisk initiativ samt modstand fra ejere af landområder drevet af en "not-in-my-backyard"-mentalitet.

Tydeligere prioritering er nødvendig

Resultaterne fremhæver altså den betydelige forskel i realiseringsgraden af de forskellige delmål, og dermed behovet for en skarpere prioritering fremover.

For eksempel forudsiger BCGs modellering, at produktionen af vedvarende energi højst sandsynligt vil mere end indfri målene for 2020, 2030 og 2050. Men paradoksalt nok vil denne tendens ikke nødvendigvis nedsætte den absolutte udledning af CO2, hvilket skyldes en fortsat høj produktion i den ikke-vedvarende sektor. En forventet fremtidig udfasning af atomkraft, lave kulpriser, øget mulighed for energieksport til andre EU lande samt manglende teknolog til at opbevare den producerede vedvarende energi, vil fortsat øge, i stedet for reducere, energiproduktionen i den konventionelle sektor.

Således estimeres det, at Tysklands CO2-udledning ikke vil kunne nå Energiewendes mål om 40% reduktion i 2025. Samtidig vil en fortsat udvikling af to parallelle energisektorer medføre en kapacitet, der vil overstige den maksimale efterspørgsel i 2030 med tre gange!

Målsætningerne i Energiewende indgår dermed i en større og mere kompliceret kabale og må nøje afvejes med konventionelle energiformer for at kunne skabe tilpas energisikkerhed, lave forbrugspriser, lavt CO2-udslip samt en sammenhængende energiforsyning i hele landet.

Er liberaliseringen indenfor energimarkedet ved vejs ende?

Både en omstrukturering af markedet samt øget regulering fra statens side synes at være uundgåeligt, hvis Energiwendes mål om øget produktion af vedvarende energi, færre drivhusgasser, nul atomkraft, stabilt og selvforsynende produktion, høj konkurrence og lave priser skal kunne realiseres i størst muligt omfang.

Den traditionelle forretningsmodel er baseret på store investeringer i kapitaltunge aktiver og lange investeringscyklusser, men er under øget pres fra tendensen i energisektoren over mod mindre etableringshindringer, mindre aktiver, kortere leveringstider og decentraliserede placeringer, som fx vindmølleparker og solpaneler. Desuden er prisen på energi for høj og integrationen for lav til at det liberaliserede marked vil kunne opfylde alle mål af sig selv.


Således er det regulerede marked steget fra at udgøre 4% af Tysklands kapacitet i 1992 til ca. 50% i 2012 og denne tendens vil højst sandsynligt fortsætte, hvis de ambitiøse mål skal indfries.

Med Tyskland ofte værende toneangivende på det globale energimarked vil det i fremtiden blive interessant at se, hvorvidt overgangen til vedvarende energi i andre lande vil sende liberaliseringen på retræte.

Denne artikel er et sammendrag fra Germany's Energiewende: The end of Power Market Liberalization? Publikationen kan læses i sin fulde længde her  

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk