Velkommen til HEAPS

Virksomheder

Altandetlige.dk har taget en snak med stud.polit Kristoffer Juhl om det at være iværksætter og hvad app'en HEAPS kan.

Kort om dig selv, dit produkt og teamet bag?
Teamet er faktisk utrolig diversificeret. Jeg er på mit tredje semester af kandidaten på Polit og målet er at få strikket et speciale sammen i foråret, så jeg inden sommerferien kan kalde mig cand.Polit.
Resten af teamet består af Niels og Frederik fra CBS, Jens fra datalogi og Kim fra DTU. Jeg er helt klart af den overbevisning at vores forskelligheder kan være med til at gøre Heaps til en success. Vi arbejder godt sammen, komplementerer hinanden virkelig godt og er blevet tættere venner.

Hvad er Heaps
Heaps sikrer man får en sjov og uforglemmelig aften i selskab med nye venner. Det er en meget simpel app der forbinder grupper med andre grupper.
Når du har downloadet app'en opretter du en gruppe med dine venner og vælger hvornår I skal ud (det kunne fx være allerede i aften eller en planlagt dato ud i fremtiden).
Heaps viser jer nu alle andre grupper i nærheden som skal ud samme aften. I kan nu like/ eller swipe videre fra de grupper der er vist - når der er et gensidigt match med en anden gruppe kan man begynde at chatte.
Herved er der intet at tabe og alt at vinde.

Hvor lang tid har det taget at lave Heaps
Vi startede i Februar 2014 og lancerede app'en (efter utallige testversioner) 7 måneder senere den 27 august. Det har virkelig været en hård, lang og sjov kamp for at nå dertil hvor vi er i dag.

I lancerede for en måned siden, hvordan er det gået?
Det er med hånden på hjertet gået over AL forventning. Vi havde drømt om at få et par hundrede brugere om ugen, men vi har allerede knap 2000 profiler på Heaps.

Hvad kom først, idéen eller lysten til at starte noget selv?
Lysten til entreprenørskab er stærk blandt teamet. Størstedelen af os har faktisk erfaring med at bygge en virksomhed fra bunden, hvilket har forstærket og fremskyndet Heaps.

Hele min omgangskreds har altid været kæmpe fans af festen og gæsten og vi synes det var ærgerligt at det kun fandtes til nytår. Vi var derfor et par kammerater der fik ideen til at bygge konceptet i en app. Tankerne og de første skitser så dagens lys for et par år siden, men da Tinder-bølgen ramte Danmark tænkte vi at nu må tiden være rigtig for Heaps.

Hvordan har du brugt din studieviden som iværksætter?
Det har været meget begrænset. Det kommer nok ikke bag på politterne at der nogle gange kan være lidt langt fra teori til praksis, specielt når der så er tale om et tech startup uden penge drevet udelukkende af vores begejstring for produktet.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?
Det var en sindssyg følelse da mailen fra Apple dukkede op i indbakken med beskeden om at Heaps nu var "availible on App Store". Pludselig står du med et produkt i hånden der har været undervejs så længe, og din begejstring for at fortælle det til gud og hver en mand er stor.
Når det så er sagt, så er det generelt en utrolig sjov proces. Man lærer at det der flytter noget ofte er meget lavpraktisk og det vigtigste er at du finder nogle kollegaer hvor synergien er god.
Dertil kommer den fantastiske følelse det er når folk anerkender dit produkt og tager det i brug.

Hvad er dit råd til en medstuderende med en god iværksætter-ide?
Gør det, men husk, det tager meget længere tid og er et langt større arbejde end man går og tror.
Heaps kan downloades til iPhone her. Hvis du ikke har en iPhone, må du lige vente lidt endnu. Appen er dog på vej til andre platforme.
På billedet ses fra venstre Jens Grud, Datalogi, Niels Hangaard, CBS, Frederik Bjerager, CBS, Kristoffer Juhl, Polit

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk