19. december

Hvem?
Emma Bang Frich, medlem af redaktionen på Altandetlige.dk

Hvordan skal du fejre jul i år?  
Endelig, endelig er det lykkedes mig at vælge nogle fag med fornuftige eksamensdatoer, så for første gang siden jeg startede på studiet, skal jeg holde seriøs juleferie hjemme hos mine forældre. Jeg regner med at gense hele repetoiret af julefilm, køre om kap på skøjter mod min (meget hurtige og eks-ishockeyspillende) lillebror og spise ande- og flæskestegssandwich med mayonaise og cornichoner i lange baner!

Hvilken pakke håber du allermest du finder under juletræet? 
Et par skindluffer med lammefor! Jeg er træt at at fryse fingrene hver gang jeg sætter mig op på cyklen…

Hvilket musik kan du bedst lide at høre til jul?
På det punkt er jeg en gammel dame og foretrækker klassisk julemusik. Min radio er indstillet på P2 hele julemåneden (det er ikke løgn) og man kan være sikker på at de spiller Händels Messias mindst et par gange i fuld længde. Desuden er klassisk musik temmelig godt når man læser til eksamen. Ellers er min primære guilty pleasure Mariah Careys ”All I Want for Christmas Is You” og så kan jeg hele "Jul Det' Cool" med MC Einar udenad.

Hvad står menuen på hos dig juleaften?
 Andesteg med æbler og svesker, brunede kartofler, rødkål, tyttebær, asier og rigelig rødvin. Risalamande til dessert med hjemmelavet kirsebærsauce og portvin. Og så kolde øl til sidst når der er danset om træet og alle har åbnet deres gaver.

Hvad er din mest påskønnede juletradition? 
At stå op tidligt om morgenen d. 25. december mens hele huset sover og dernæst tænde for tv’et for at se genudsendelsen af Disneys juleshow (vi er altid i kirke når den bliver sendt) mens jeg spiser en stor skål kold risalamande fra dagen før med rigelig kirsebærsauce!.

Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter hvad skulle det så være? 
Et par legater til jeg skal på udveksling i foråret ville ikke være af vejen, og ellers at politikerne på Christiansborg ville komme på andre tanker mht. hvor mange penge universiteterne skal spare fremover på undervisning og forskning.

Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?
 The Julekalender tager kegler hvert år – it’s hard to be a nissemand!

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Jeg fik engang alle tre Ringenes Herre film på VHS (i special edition!) af min mormor og morfar og hvert år til jul bliver de fundet frem og genset på den nu nærmest antikvariske VHS-afspiller. Så går man rundt bagefter og skal lige vænne sig til virkeligheden igen.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk