Zeuthen Fonden hædrer årets bedste videnskabelige artikel skrevet på baggrund af et speciale

Laura Nielsen

Anders Munk-Nielsen, som er PhD-studerende på polit, vinder Zeuthen Prisen 2013. Dermed indskriver han sig i en fornem klub af bl.a. forskere og nationalbankdirektører, som siden prisens indstiftelse i 1964 har gjort sig fortjent til denne hæder.

Den 26. november 2013 blev der afholdt generalforsamling i foreningen Socialøkonomisk Samfund og Zeuthen Fonden. Siden 1964 har denne begivenhed været forbundet med uddelingen af Zeuthen Prisen, som hædrer den bedste videnskabelige artikel skrevet på baggrund af et speciale indleveret ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. De indstillede til Zeuthen Prisen nomineres af specialevejlederne, og for at komme i betragtning til prisen skal man herefter omskrive specialet til en 20 sider lang videnskabelig artikel. På denne måde søger Socialøkonomisk Samfund og Zeuthen Fonden at imødekomme formålet med fondens stiftelse, nemlig at motivere økonomistuderende til at forsøge at udgive specialer og andre større skriftlige opgaver. 


Fem indstillede specialer

Gennem snart halvtreds år er Zeuthen Prisen blevet brugt til at hædre de særligt talentfulde politter, som præsenterer et ekstraordinært vedkommende og solidt videnskabeligt produkt. I bedømmelsesudvalget lægges der særligt vægt på, at den vindende artikel i en eller anden grad skal forventes at kunne blive udgivet i et økonomisk tidsskrift. I år bestod bedømmelsesudvalget af professor og institutleder Christian Schultz og professor Henrik Jensen samt to bestyrelsesmedlemmer fra Socialøkonomisk Samfund og Zeuthen Fonden.

I oktober måned var fem specialer blevet indstillet til Zeuthen Prisen 2013. Alle de indstillede indvilligede i at omskrive specialet til en videnskabelig artikel, og således skulle bedømmelsesudvalget i november vælge årets vinder blandt følgende fem videnskabelige artikler:

  • Nuclear Brinkmanship and Preventive War af Allan Anders Balsgaard
  • Can microfinance reach the chronically poor? – Analyzing the effect from VSLA microfinance on chronic poverty af Jossi Steen-Knudsen
  • The Effects of Offshoring and Import Competition on Danish Wages and Inequality af Svend Andersen og Sune Malthe-Thagaard
  • Lumpy Investment Cycles Induced by Costly Adoption of Embodied Technology Growth af Jeppe Druedahl
  • Diesel cars and environmental policy af Anders Munk-Nielsen

Som sædvanligt viste de nominerede artikler sig at være fantastisk veludførte, og det forårsagede smil og en lind strøm af rosende ord fra professorerne i bedømmelsesudvalget. Adjektivet ”fantastisk” kunne tilsyneladende ikke benyttes for ofte denne eftermiddag, hvor vinderen skulle findes.


En økonomisk punchline

Og vi fandt en vinder. Så i slutningen af november måned blev det (live og i bedste x-factor-stil) bekendtgjort over for de tilstedeværende, at vinderen af Zeuthen Prisen 2013 er Anders Munk-Nielsen med sin opgave Diesel cars and environmental policy.

Anders har analyseret danske husholdningers beslutning omkring køb af bil og brændstof med fokus på valget mellem benzin- og dieselbiler og den tilhørende selektion, der opstår ved prisændringer og beskatning. Hans artikel vinder bl.a. fordi den fremstår top professionel, og bedømmerne fremhæver, at ”hans format holder hele vejen”. Mere end én gang bliver der udtrykt begejstring for, at Anders har undersøgt en særdeles aktuel problemstilling, og det nævnes som en entydigt positiv ting, at han, ifølge professorerne, ”kører den lange, tunge vej” og således ender med et videnskabeligt produkt, som ”har hele pakken”.

Da jeg møder Anders til en snak om opgaven i begyndelsen af januar, siger han som det første, at artiklens hovedkonklusion har vist sig at være, at mennesker reagerer på incitamenter. I stor stil. Det er en ægte punchline for økonomer, og Anders virker da også begejstret for at kunne formulere den vindende artikels budskab på én linje.

”Når der indføres en skat på et gode, hvor der er gode substitutionsmuligheder, så flygter folk meget hurtigt fra afgiften”, fortæller han videre. Markedet for dieselbiler er altså stærkt påvirkeligt i forhold til ændringer i beskatning, og et generelt resultat i Anders’ artikel er således, at reduktionen i CO2 gennem to bilbeskatningsreformer i 1997 og 2007 har været skatteindtægtsmæssigt meget omkostningsfuldt. Det vil sige, at selvom transportsektoren i Danmark er en nøgle til at nå vores klimamål, så er det meget dyrt for samfundet som helhed at opnå dem gennem adfærdsændringer på dette område. Anders finder dog overordnet set, at den nuværende andel af dieselbiler er til gavn for det danske samfund.


Artiklen skal udgives

Men det snakker vi faktisk ikke så meget om denne eftermiddag i januar. I stedet fortæller Anders, at han i øjeblikket er i gang med den sidste revision af artiklen efter at have fremlagt analysen for bl.a. DTU Transport og et ukendt antal amerikanske forskere.

”Den skal helt sikkert udgives”, forklarer Anders, da jeg spørger, om han har tænkt sig at forsøge at få sin artikel optaget i et økonomisk tidsskrift.

”Jeg ved stadig ikke, om artiklen skal frames som værende et skatte-policy-indspark, eller om den skal sendes til ’journal-of-environmental-et-eller-andet’, men det finder jeg ud af”.

Og efterhånden som Anders fortsætter med at snakke, sidder man i sit stille sind og tænker, at ja, det finder han sgu nok ud af. Energiniveauet og humøret er i hvert fald i top. Derfor er det da også oplagt at spørge, hvordan han har tænkt sig at bruge prisens medfølgende pengepræmie på 12.500,- kroner.

”Jeg har prøvet at sige til min kæreste, at min livsindkomst jo ikke har ændret sig, og derfor er den optimale forbrugsplan heller ikke ændret. Men den godtog hun ikke. Derfor har jeg indset, at der ikke er noget at gøre – pengene skal bruges”. Anders klukker og ser ud til at være bevidst om sin rendyrkede ’jeg-er-polit-og-jeg-er-vild-med-det’-humor.


Bevæg dig derud, hvor du intet forstår

Da skyggerne begynder at blive lange, spørger jeg afslutningsvist, om Anders har tænkt på noget, som han kunne have lyst til at have med i artiklen, og som vi ikke har snakket om endnu. Efter en kort, eftertænksom pause siger han så noget overraskende dybsindigt:

”Nogen tænker måske, at man skal være enormt klog for at skrive sådan en videnskabelig artikel. Men i virkeligheden tror jeg bare, at man skal turde sætte sig ind i noget, hvor man tænker, at ’det her kommer jeg aldrig nogensinde til at forstå’. Man kan ikke bevæge sig ind i en særligt stor skov, hvis man insisterer på altid at skulle kunne se alle udgange”.

Vi skal altså blive bedre til at bevæge os derud, hvor vi ikke forstår noget som helst. Og så skal vi give det den tid, som skal til. Det er i hvert fald de ord, som Anders vælger at bidrage med som det sidste, før vi cykler hver sin vej fra caféen på Nansensgade.

På vejen hjem tænker jeg, at Anders fortjener al den hæder, som følger med Zeuthen Prisen. Og resten af dagen bruger jeg ganske meget tid på at finde ud af, om jeg nogensinde før har hørt en polit-studerende tale i billedsprog.


Læs mere om prisen og de tidligere vindere på http://www.econ.ku.dk/soes/zeuthenprisen/

Tags: #Socialøkonomisk Samfund  #Zeuthen prisen  #Zeuthen Fonden  #Anders Munk-Nielsen 

1 kommentar


Mathias Ejdrup Bredkjær

Mathias Ejdrup Bredkjær @ d. 13. januar 2014 #1

Du har alle dage været et forbilledligt menneske Anders. Tillykke med prisen!


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om