Analytisk stærke praktikanter hos Sundheds- og Ældreministeriet

Sundheds- Og Ældreministeriet

Brænder du for at gøre en forskel – og vil du være med til at skabe en endnu bedre velfærd på sundheds- og ældreområdet? Har du lyst til at indgå i en travl hverdag i et politisk miljø og bidrage til arbejdet i centraladministrationen?

Så skal du søge stillingen som praktikant i Kontor for Sundhedsøkonomi og Analyse i Sundheds- og Ældreministeriets departement. Praktikperioden ligger fra primo september 2017 til medio januar 2018.

Om os

I kontoret har vi ansvaret for større analyser, beslutningsgrundlag og udvalgsarbejder, der bidrager til en bedre incitamentsstruktur, styring og ressourceanvendelse på sundheds- og ældreområdet. Vi anvender registerdata til analyser, der inspirerer og understøtter politiske initiativer til gavn for patienten, de ældre og samfundet generelt. Vores målsætning er at bidrage til mest mulig velfærd for pengene. Vi er med til at dokumentere økonomi, aktivitet og kvalitet på sundheds- og ældreområdet. Og vi koordinerer en række politiske forhandlingsprocesser på ministerområdet, f.eks. økonomi og finanslovsforhandlinger. Vi arbejder tæt sammen med resten af ministeriet og styrelserne, samt med eksterne samarbejdsparter som bl.a. Finansministeriet, Danske Regioner, KL, regioner og sygehuse.

Vi tilbyder

Som praktikant hos os kommer du helt tæt på den sundheds- og ældrepolitiske dagsorden samt problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner og har mærkbare konsekvenser for mange mennesker. Samtidig bliver du en del af et ungt og dynamisk miljø, og får mulighed for at afprøve din viden i praksis. Du får dermed en vigtig rolle i at bistå med at udarbejde analyser, beslutningsoplæg og projekter, hvor du får indsigt i og mulighed for at prøve kræfter med detaljerede sundhedsdata og øvrige nationale registre. Vi prioriterer at skabe gode rammer både for faglig og personlig udvikling.

Du vil blive en del af et fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at skærpe din analytiske evne og øge din forståelse for sundhedsøkonomisk politik. Du vil arbejde både selvstændigt og i samarbejde med centrets andre ansatte og øvrige studenter og praktikanter.

Om dig

Vi forventer, at du er studerende på en af de samfundsvidenskabelige uddannelser (f.eks. stud.polit, stud.oecon, stud.scient.pol., stud.scient.san.publ. eller lignende).

Derudover forventer vi, at:

  • Du er fagligt stærk, gerne med interesse for analyser i R, SAS, STATA o.l.

  • Du har analytisk sans og god talforståelse

  • Du ønsker at vide mere om sundhedsområdet, herunder sundhedsøkonomisk politik

  • Du arbejder selvstændigt, ansvarligt og tager initiativ

  • Du har gode samarbejdsevner og et godt humør.

Vi lægger desuden vægt på, at du har et godt kendskab til Office-pakken, særligt Excel.

Ansættelsesvilkår

Praktikperioden vil foregå fra primo september 2017 til medio januar 2018. Det er afgørende for ansættelsen, at du kan få merit og optjene ECTS-point under praktikperioden. Vi er fleksible i forhold til at opfylde kravene i din studieordning.

Arbejdsstedet er departementet i Sundheds- og Ældreministeriet, Holbergsgade 6, 1057 København K. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Praktikken er ulønnet.

Vil du vide mere?Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte Simone Overby Sloth på tlf. 72 26 95 47 eller e-mail: sos@sum.dk.

Er du interesseret?

Så send os din ansøgning med CV, eksamensbevis og karakteroversigt elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på www.sum.dk senest den 2. april 2017. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 14.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Sundheds- Og Ældreministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

02 april 2017

Søg jobbet

Simone Overby Sloth på tlf. 72 26 95 47 eller e-mail: sos@sum.dk.